Mange kirker i dag taler om dit selvværd. Andre taler om at have en ordentlig økonomi, mens andre igen taler om at vi ikke skal være til provokation for andre, men kun tale om Guds kærlighed, og undgå al tale om synd, dom og omvendelse.
Jeg er ikke bekymret for dit selvværd, eller din økonomi eller dit renomme blandt andre. Det er din evighed der bekymrer mig. Hvor godt du har det i dette liv har ikke nogen betydning, i forhold til hvorhenne du skal være i evigheden. For dette liv er kun kortvarigt. Om du så bliver 105 år gammel vil det være minimalt i forhold til evigheden. Hvor går du hen når du dør?
Der findes kun to steder. Himlen eller Helvede. Der er ikke nogen mellemveje. Jeg har hørt folk sige jamen det gælder ikke mig, for jeg har en anden tro. Jamen, ville det hjælpe mig, hvis jeg ikke troede lastbiler var farlige, og så stillede mig ud på vejen lige foran en lastbil der kom drønende mod mig med 80 km i timen. Ligegyldigt hvor stor min tro på at lastbiler er uskadelige er,ville det ikke hjælpe mig. Jeg ville blive smadret til ukendelighed.
Helvede er et forfærdeligt sted at være. Ifølge bibelen er det et sted med evig pinsel, ild, svovl og der vil være gråd og tænderskæren. Det er ikke mine ord, men bibelens. Der er folk der har set det hvilket der er vidnesbyrd om i videoen med Mark Cahill som du kan se på dette link. Og der er ingen ren luft pga svovllugten hvilket du kan læse om her: Giftig luft i helvede. Luften er altså giftig i Helvede. Hvordan vil du have det med aldrig mere at kunne trække vejret ordentlig igen? Ville det ikke være forfærdeligt? Og så sammen med alt det andet, som også er forfærdeligt i den forkerte del af evigheden.
Jeg er bekymret for din evighed. For den er det allervigtigste for dig. Ikke hvorvidt du har råd til en stor fladskærm med det nyeste surroundanlæg til. Ikke om du kører rundt i en BMW til 700.000 kr. Ikke om du har lave tanker om dig selv. Og heller ikke om du er den mest populære på dit arbejde, din skole eller din kirke. Det er hvor du skal være i evigheden, der er værd at finde ud af.
Jesus har skabt en vej for os. Hvis vi vil erkende vores egen utilstrækkelighed, og at vi har syndet imod Gud i Himlen, og derefter omvende os til Ham, da vil Han frelse os. Men vil vi ikke erkende at vi har brudt Hans lov. At vi er syndere der fortjener den værste straf, så vil det ikke hjælpe dig om du så beder Jesus komme ind i dit hjerte. Det vil heller ikke hjælpe dig at blive døbt, og heller ikke at betale penge til kirken. Ikke engang 24 Fadervor om dagen vil hjælpe dig.
Der findes ingen gerninger der gør, at du kan komme i Himlen. Kun ved erkendelsen af at du er en synder der fortjener Guds straf, og dermed forstår hvad det er, Gud har valgt at tilgive dig for, har du mulighed for at få del i frelsen. Omvend dig til Jesus mens du kan, for så længe du kan er det stadig en nådens dag. Men en dag er det ikke nådens dag mere, så brug det gunstige øjeblik og sig ikke nej til den frelse Gud har gjort rede til os.
6 replies on “Spilder kirken din tid med at prædike selvværd?”
Efter min opfattelse rejser artiklen tre spørgsmål.
1. Er Marc Cahills beretninger om nærdødsoplevelser troværdige?
2. Skal kristne advare mod helvede (som Jesus gjorde)?
3. Har kristne ikke også grund til at glæde sig over helvedet?
1.
Generelt mener jeg, at folk kan få mange forskellige konklusioner ud af nærdødsoplevelser. Nogle beretter om, at der efter døden er et godt liv til alle, og det stemmer da i hverttilfælde ikke med bibelen.
Nu er det ikke sådan, at jeg direkte finder ting i Marc Cahills beretninger, som jeg med sikkerhed kan sige, er ubibelske. Men jeg undrer mig over den beretning, hvor der angiveligt er nogle dæmoner ved den døende, som griner. Jeg får næsten det indtryk, at det i det tilfælde er dæmoner, som henter den døende, og det kan vel næppe passe med bibelen, hvor det er Gud, der kaster mennesker i helvede. Eller..?
Men jeg ved ikke nok, til at gøre mig klog på det. Jeg undrer mig bare, og tænker også på den tilstand vi alle kender mellem at sove og være vågen. Der opstår der jo mange ting i hovedet, når indtryk fra virkeligheden blander sig med vores drømmeverden. Er det noget tilsvarende, som sker i nærdødsoplevelser?
2.
Jesus underviste klart om helvedet, så derfor skal det naturligvis indgå i den kristne teologi og den kristne undervisning. Men skal vi gå rundt og advare vidt og bredt om helvedet, som Jesus gjorde?
Det er jo trods alt ikke alt, som Jesus gjorde, som vi skal gøre i dag. Det kendte eksempel er, at Jesus var omskåret, men det skal vi ikke være i dag, fordi situationen er en anden. Så kan der være specifikke historiske grunde (f.eks. jødernes udvælgelse og frafald), som gør en forskel? Indeholder bibelen en mere generel undervisning (hos Jesus eller hos Paulus) om at huske at advare om helvedet? Eller der det underforstået, at det at forkynde evangeliet (som det jo er klare befalinger om at gøre) også i høj grad handler om at huske at advare mod helvedet?
3.
Set fra vores menneskelige synspunkt er helvedet en forfærdelig ting. Men er der ikke grund til at glæde sig? Det er jo trods alt Gud, som kaster i helvedet, og derved lader retfærdigheden ske fyldest.
R C Sproul beretter i en prædiken om engang som ung studerende, hvor der var en som spurgte professoren (John Gerstner) om, hvordan man kan glæde sig i himmelen, hvis man nu har folk man holder af, som er i helvedet. Til dette svarede John Gerstner så spørgeren, at man i himmelen ville være så helliggjort, at man kan se sin egen mor i helvedet og glæde sig over Guds retfærdighed.
Prædikenen kan ses her: http://kortlink.dk/8t7u
Hej Thomas
Ja den med nærdødsoplevelserne er jeg meget enig med dig i. Jeg synes det Cahill bruger og henviser til er i orden (smag og behag måske), men jeg har godt nok også hørt en del som jeg ikke vil antage for gode varer, og som jeg ikke kan se hvad meningen er med, andet end at fremme en eller andens person i de kristne medier. Her er et eksempel derpå:
http://www.youtube.com/watch?v=rktvMR1OUEw
Udover at der er tvivlsomme elementer i det han siger,så de to ting at han henviser til Kenneth Hagin og sidder hos den ekstrem tåbelige talkshowvært Sid Roth burde også gøre at man tager hvad han siger med et meget stort gran salt.
I morgen skal jeg tale om helligåndens væsen, og kunne godt tænke mig at stille det spørgsmål hvor er Helligånden som viser os vejen til Kristus og overbeviser os om synd ? Der var en god ven som gav mig et fin billed, og sammenlignede Helligånden med et lækkert stykke kød, som vi blot kommer i fryseren, i frygt for at den skal blive ødelagt, andre smider den på panden og sætter alt for meget blus under, men der hvor den bliver plejet og krydret, giver den en liflig duft i hele huset. Efs.4:30
Helligånden er helt central i den troendes liv. Når man blive overbevist om synd, retfærdighed og dom, og omvender sig til Jesus, så er det Helligåndens værk. Helligånden er sendt til jorden, og den kristne har allerede Helligånden. Der skal ikke nogen særlig “pinseoplevelse” til, men i pinse-/trosmenighederne ol. er læren om helligånden blevet helt fordrejet. John MacArthur går så langt som at sige, at man i sådanne menigheder har erstattet Helligånden med en “guldkalv”.
Der er et par gode prædikener fra John MacArthur om helligånden her:
http://www.youtube.com/watch?v=pUoz1uV9Xn4
http://www.youtube.com/watch?v=Hcf3lTQv9zw
PS Så Helligånden virker, når Guds ord studeres, og evangeliet forkyndes.
Rene
Den sidste video med Bill Wiese og Sid Roth giver i endnu højere grad end end Marc Cahills beretning det indtryk, at det skulle være dæmoner, som styrer helvedet. Men det er jo helt klart ubibelsk. Tværtimod er det Gud som bruger helvedet til at straffe mennesker (og vistnok også dæmoner).
I flg. R C Sproul er Gud selv tilstede i helvedet. Der er ingen nåde (common grace), men Gud er der, og det er den væsentligste grund til, at syndige mennesker ikke kan holde ud at være der.
R C Sprouls undervisning er her: http://kortlink.dk/ligonier/am5b