Categories
Falsk Lære Overfladisk kristendom

Skal vi gøre Jesus mere attraktiv?

Jeg er bedrøvet og vred over al den snak om at vi skal gøre Jesus mere attraktiv for den generation der lever i dag. Hvilken del af bibelen bruger de til at forsvare den slags? Hvorfor skal jeg gøre Jesus mere relevant i forhold til den kultur jeg lever i? Med det samme vi forsøger at gøre Jesus mere interessant og relevant, mister vi Ham totalt. For Han er vidunderlig som Han er. Han har ikke brug for at jeg taler om Ham, som om Han bare er den sejeste, cooleste og mest supertjekkede der findes I hele verden. Han er mere end det. Han er Jesus. Han er Gud der blev menneske for din og min skyld. Han er ikke en vi kan tillade os at nedgradere til vores “buddy” der altid står til rådighed for os, efter vores behov.

Det er os der skal kaste os ned for Ham og erkende at Han er den der har betalt vores synder. Så at vi kunne undgå Guds vrede, hvis vi erkender vores skyld og omvender os fra vores synd. Men istedetfor at forkynde Kristus som en vi burde kaste os på knæ for, så forkynder vi en Kristus der har kastet sig på knæ for os. Vi taler om en der accepterer alle. En der ser igennem fingre med synd. Så der er ikke noget mystisk i, at dem der bliver “kristen ved håndsoprækning” ikke ser ud til at vide at det også koster omvendelse fra synd, at leve som kristen.

Her vil jeg faktisk ikke anklage dem med de oprakte hænder, men jer der forkynder et halvt evangelium. Det er nemlig et evangelium uden anstødsstenen. Hvis anstødsstenen ikke er en del af forkyndelsen, så er det slet ikke evangeliet i forkynder, men et andet.

Prædik Guds ord som Guds ord er. For hvem er vi at vi kan tillade os at bøje det? Gør vi os så ikke bedre og klogere end Gud? Hvis vi gør det har vi så ikke gjort os selv til Gud?

Jesus er attraktiv som Han er. Vi behøver ikke ændre Guds ord for at mennesker må komme til Ham. Der vil være folk der siger nej, og det har der altid været. Det er kirken nødt til at erkende. Vi skal ikke forvente at vi kan blive så gode til at forkynde evangeliet, at det vil være attraktivt for alle. For når Jesus ikke kunne det, hvorfor skulle vi så kunne? Prædik det sande Guds ord, og så vil dem der vil Gud komme, og dem der ikke vil Gud vil gå. Så lad dem gå, og lad de andre komme.

By René Vester

Omvendelse.dk styres af René Vester. Siden vil informere om hvad der er bibelsk kristendom, og afsløre hvad der er ubibelsk. Alt for mange kirker i dag, er mere påvirkede af deres egen kirkekultur, end af Guds ord. Nogle kirker er endog mere påvirkede af denne verden, end af Guds sande ord.
Derfor vil der sandsynligvis være nogle der vil føle sig trådt på efter at have læst det der står her på bloggen, og på omvendelse.dk.
Det er dog ikke for at træde på nogen, at denne hjemmeside er oprettet, men udelukkende for at fremme de bibelske sandheder.
Har du spørgsmål er du velkommen til at kommentere mine blogs, eller sende en mail til info@omvendelse.dk.

5 replies on “Skal vi gøre Jesus mere attraktiv?”

“Men istedetfor at forkynde Kristus som en vi burde kaste os på knæ for, så forkynder vi en Kristus der har kastet sig på knæ for os.”

Jesus på knæ er en vigtig del af forkyndelsen, desuden også at han blev én af os. Vi skal ikke stræbe efter at gøre Jesus fjern og utilnærmelig, men skal bevare den fine balance, der ligger i, at han er vores bror og tjener, og at vi gengælder den kærlighed, han først har elsket os med.

v6 han, som havde Guds skikkelse,
regnede det ikke for et rov
at være lige med Gud,
v7 men gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse
og blev mennesker lig;
og da han var trådt frem som et menneske,
v8 ydmygede han sig
og blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
v9 Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne,
v10 for at i Jesu navn
hvert knæ skal bøje sig,
i himlen og på jorden og under jorden,
v11 og hver tunge bekende:
Jesus Kristus er Herre,
til Gud Faders ære.
(Filipperbrevet 2,6-11)

At “Jesus på knæ er en vigtig del af forkyndelsen” vil jeg ikke modsætte mig. Men vi skal ikke glemme hvem det var Han faldt på knæ for. Det var Gud. Det har aldrig været mennesker. Han har bøjet sig ned til mennesker, men ikke faldet på knæ for os. Glem ikke at da Peter får sin store fiskefangst efter Jesus råd, faldt han på knæ for Ham. Mens han siger gå bort fra mig, for jeg er et syndigt menneske. Peter så sin egen synd da han fandt ud af hvem Jesus er. Det er også det vi burde gøre, når vi ser hvem Han er.

Hvad lægger vi i den kulturelle gestus det er at knæle for folk? Var Jesus ekstra forsigtig med at hans knæ ikke rørte jorden, da han vaskede sine disciples fødder? 😉 Min pointe var nemlig, at Jesus ydmygede sig – ikke bare for Gud, men også for mennesker. Dette var så også, hvad han gjorde i korsfæstelsen.

Noget andet: Der er naturligvis ingen grund til at gøre Jesus attraktiv – det er han allerede, som du siger. Det er dog denne udfordring, vi kæmper med, nemlig at få fremhævet, at han ikke bare er attraktiv for gamle mennesker, der via intellektuel diskussion blev kristne i 30’erne. Vi må vise verden, at det, som Jesus havde at byde på, var for alle mennesker, og vi må konstant vise det på nye måder, ligesom når bibelen skal oversættes til nye sprog og tales i andre kulturelle kontekster.

Og med en kristen blog – et nyt og hipt medie at kommunikere sådan noget igennem – har du jo selv taget et skridt på denne vej 🙂

Nu taler jeg ikke om at vi ikke må benytte os af nye redskaber som kan bruges i kommunikationsmæssig øjemed. Men jeg taler om at vi ikke må ændre i budskabets indhold for at gøre det mere tiltrækkende. Det gør vi meget ofte, specielt på den måde man prøver at fastholde unge i menighederne samt tiltrække nye unge. Det gør vi mange stedet ved at tilbyde dem underholdning som vi prøver at bilde os selv og andre ind er kristent.
Jeg taler ikke imod underholdning, og jeg har heller ikke noget imod at der bliver grinet i kirkerne. Men der skal være en balance. Den balance har mange kirker mistet fordi man fokuserer mere på at være attraktive end på at prædike det fulde Guds ord.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *