Mit indlæg fra den anden januar i år ”1689 er ikke løsningen” har nogle opfattet som en provokation eller som et angreb på det Gud gør i landet lige nu. Det er jeg ked af har været opfattelsen for nogen, for jeg har ikke haft til hensigt at provokere eller angribe det Gud gør. Men mit ønske har været at få folk til at tænke. Men der har også været mange som har haft glæde af at læse det, og kan se at bekendelser kan sagtens være gode, men det er ikke godt når Kristus kommer til at stå i skyggen af en bekendelse. At nogle folk vælger at være 1689 vil jeg ikke gå imod, og jeg har heller ikke til hensigt at ”omvende” 1689 tilhængere. Men at få folk til at tænke og gerne få et lidt mere balanceret syn på nogle af de problematiske dele af 1689 bekendelsen. Og tilmed i stedet glæde sig ved de dele af bekendelsen som tydeligt giver Gud ære og er tydeligt bibelske.
For at kunne gøre det bare nogenlunde tilfredsstillende tror jeg det er bedst i dette indlæg at fokusere på det 1689-bekendelsen kalder for ”Sabbatsdagen”. Den bliver nemlig af dem defineret som en kristen sabbat, dog normalt kaldet ”Herrens dag”. Det er med andre ord den dag de fleste bare kalder for søndag.
”Herrens dag” har en særlig position hos 1689-menigheder. For det er ikke bare den dag hvor man går til gudstjeneste i den menighed man hører til (hvilket er en god og rigtig ting at gøre), men en dag hvor man ifølge bekendelsen ikke engang må tænke på sit almindelige arbejde. I 1689 bekendelsen star der I kapitel 22. stk 8 følgende: ”The sabbath is then kept holy unto the Lord, when men, after a due preparing of their hearts, and ordering their common affairs aforehand, do not only observe an holy rest all day, from their own works, words and thoughts, about their worldly employment and recreations, but are also taken up the whole time in the public and private exercises of his worship, and in the duties of necessity and mercy.”
Konsekvensen af denne stive måde at opfatte søndagen på, bliver at søndagen nemt går hen og bliver en byrde, i stedet for at være en hvile. Dertil bliver den i sit udtryk noget der ligner de meget stramme krav som vi finder i den mosaiske lov. En lov som ikke gælder i den nye pagt, men som før Jesus kom, skulle pege hen på at vi har brug for en frelser. For det var nemlig ikke muligt at efterleve den lov, den skulle i stedet vise vores syndige natur. Derfor var der ikke nogen hvile i den gamle pagt, og sabbatsbuddet i den gamle pagt var kun en skygge af den hvile som skulle komme. Den ægte hvile finder vi i Kristus, og ikke i at holde søndagen mere hellig end andre dage. For den nye hvile er større end en enkelt ugentlig dag. Desuden er det ikke bibelsk at gøre søndagen til en byrde, da det er i uoverenstemmelse med det Jesus siger om at Hans åg er nemt at bære (Matt 11,28-30). Men at overholde en dag sådan som 1689 bekendelsen beskriver det, medfører at det er syndigt bare at tænke på sit arbejde om søndagen, foruden at læse en avis, eller se en film eller dokumentar i fjernsynet. Ja, bare det at spise på en restaurant er syndigt, for det betyder jo at man får andre til at synde imod Gud når de arbejder om søndagen. Det med at spise på restaurant om søndagen er noget jeg ved er et problem for rigtig mange tilhængere af 1689, og noget de kan tage meget alvorligt, og snakke meget længe om, hvilket jeg har prøvet adskillige gange. Men hvordan skal vi så forholde os til søndagen i en nytestamentlig forståelse?
Skal vi holde søndagen for ekstra hellig i dag?
Gud skabte jorden på seks dage, og hvilede den syvende. Det står ret tydeligt i det gamle testamente. Der ser vi også at jøderne i både den mosaiske lov og i de ti bud, får at vide at de skal hvile den syvende dag. Den syvende dag er vel at mærke lørdagen. Formelt set er det fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag. I det tidsrum måtte jøderne ikke arbejde, men skulle tilbede Gud og hvile. Det er på den ene side et dejligt bud som viser at Gud både ønsker vi skal arbejde, men også ønsker at vi skal hvile. Derudover så viser det gamle testamente at sabbatten var et pagtstegn mellem jøderne og Gud som viste at de var Hans ejendomsfolk, og samtidig skulle pege hen på den hvile der venter dem der tilhører Gud. Men det er ikke det vigtigste. Det gamle testamente er jo en skygge af det der skulle komme, og det ser vi tydeligt i det nye testamente. Så spørgsmålet er om vi i dag skal opfatte den syvende dag på samme måde som man gjorde i det gamle testamente.
I det gamle testamente var det at arbejde på en sabbat en synd. Man måtte heller ikke handle på en sabbat, for det var også en synd. Der var tidspunkter i Israel hvor man tog dette meget seriøst, og tidspunkter hvor man ikke tog det så tungt. Men det gamle testamente viser at det var noget som Gud var meget skarp omkring, og som Han viste jøderne havde en ret stor betydning. Så spørgsmålet er hvilken betydning har det så i dag hvor vi lever under den nye pagt, og hvordan er sabbatten en skygge af det som skulle komme (Hebræerne 4.8-11).
To ting er vigtige at lægge mærke til her. I det nye testamente ser vi ikke længere at der kræves noget særligt på en særlig dag i ugen. Jesus viser flere gange overfor jøderne, at Han er Herre over sabbatten, og at de krav som de havde levet under hidtil, (som farisæerne tilmed havde gjort endnu stivere med ekstra krav) skulle forståes på en ny og mere befriende måde. Ikke sådan at forstå at sabbatten ikke betød noget, men at vi nu endelig fandt ud af hvad den virkelig er et billede på.
Burde vække undren
I det nye testamente er der heller ikke nogen gentagelser af det 4. bud om overholdelse af en specifik dag i ugen, men i stedet viser den tydeligt og gentagne gange at det handler om tro på Jesus Kristus og den hvile vi finder i Kristus (Hebræerne 4,9). Men der er omvendt faktisk advarsler mod ikke at gå tilbage til at lade sig friste af at underkaste sig gammel lovtrældom. Ifølge Kolosenserbrevet kapitel 2, 16-17, står der direkte at de gammeltestamentlige aspekter af loven ikke gælder for kristne: ”Lad derfor ikke nogen dømme jer på grund af mad eller drikke, eller på grund af fester eller nymåne eller sabbatter. Det er kun en skygge af det, som skal komme, men legemet selv er Kristus.” Dette brev var vel at mærke skrevet til hedningekristne. Og det indikerer meget tydeligt at de kristne i Kollossos var blevet kritiseret af jødiske kristne (eller blot jøder) for ikke at holde sabbatten hellig. Paulus fortæller dem at det skal de ikke tage sig af, for det er ikke det som er væsentlig mere. Men troen på Kristus er meget væsentlig og afgørende.
Faktisk bør det vække stor undren for dem som anser søndagen som en ekstra hellig dag, at der ikke noget sted i det nye testamente er noget tydeligt påbud til de nye kristne (læs hedningekristne) om at efterleve mosaiske love på søndagen. Tværtimod er der indikeringer på at det er vigtigt at prioritere at mødes med sin menighed. Der var på det tidspunkt allerede opstået en tradition for at man gjorde dette om søndagen. Hvilket kirkehistorisk menes at være sket fordi Jesus opstod om søndagen.
Der er altså ikke nogle påbud om at vi ikke må købe ind, gå på restaurant, læse fag eller skønlitteratur eller sågar gå ud i værkstedet og arbejde lidt om søndagen. Ja det er tilmed acceptabelt at arbejde om søndagen på sin arbejdsplads. Dog, og dette er vigtigt, sørg for ikke at forsømme din menighed (Hebræerne 10,25). Så det at vi ikke længere har en dag som vi kan kalde en speciel hellig hviledag mere, betyder altså ikke at man kan være ligeglad med at være en del af en kirke. Nej, en kristen er også en del af en kirke, og har et ansvar for at være en del af fællesskabet der. I princippet kunne det ligeså godt være andre dage man mødtes på en søndagen, men det er jo ikke en dårlig tradition at komme i kirken om søndagen.
Er det så forkert at holde søndagen på en særlig måde?
Alt dette betyder ikke at det nødvendigvis er forkert at holde søndagen særlig hellig som enkeltperson. Hvis man har valgt at sige ”Jeg ønsker at lægge alt andet til side om søndagen og hellige mig gudstjeneste og samvær med brødre og søstre i Herren, og ikke tænke over hverdagens små gøremål” eller lignende, så er det en god ting at sige. Men kun så længe det er et personligt løfte/mål man har valgt. På samme måde er det også en god ting hvis folk vælger at betale tiende (dvs et fast beløb af ens indtægt til kirken), så længe det er et personligt valg, som man har det godt med. Men hvis man begynder som nogen gør og siger at det er syndigt ikke at betale tiende, ja nogen steder bliver man tilmed kaldt en tyv hvis man ikke betaler tiende, ja så har man lagt noget til bibelen som man ikke har nytestamentlig hjemmel til. Det samme er tilfældet når man som kirke påstår at søndagen er den dag man skal hvile sig på, og ikke engang må tænke på sit arbejde, eller gå på restaurant o.l. Der er ikke nogen nytestamentlig argumentation for at kunne pålægge kristne at holde søndagen sådan! Forskellen ligger i at kristne kan tage personlige valg, som gælder dem selv. Men der er nogle ting som de ikke skal lægge ned over andre som en byrde eller krav. Det svarer til at nogle kristne har valgt ikke at drikke alkohol, mens andre har det ok med at drikke alkohol (med måde vel at mærke). Det er ikke forkert at vælge alkohol fra, men det er heller ikke forkert at drikke alkohol så længe det ikke er misbrug. Og hvor ville det dog være forfærdeligt hvis de afholdende anså dem som var glade for alkohol, for at være dårlige kristne, eller endda slet ikke som kristne. Og ligeledes ville det være trist hvis dem som nød alkohol, så ned på dem som var afholdende fordi de var afholdende.
Derfor kan man ikke sige at det pr. definition er forkert at holde søndagen særlig hellig, men det er forkert at sige at det er et bud der gælder alle kristne at de skal holde søndagen hellig. Hvilket 1689 bekendelsen faktisk gør.
At bestræbe sig på at efterleve dele af den gamle pagt reflekterer derfor ikke evangeliet, og det gavner ikke nogen at mene at alle kristne er forpligtet til at overholde én bestemt overbevisning på et område som tilhører det gamle testamente.
Men hvilke konsekvenser får det så? Næste gang vil jeg skrive om konsekvenserne ved dels at være en 1689 menighed som forsøger at leve op til sabbatsbudet som de har skrevet det, men også om konsekvenserne ved at være en 1689 menighed, som har valgt ikke at tage dette påbud så tungt. Og det kommer måske bag på nogle, at det faktisk er langt mere alvorligt at komme i en 1689 menighed som ikke tager sabbatsbuddet alvorligt, end at komme i en som tager det meget seriøst. Hvorfor det er tilfældet vil jeg forklare næste gang.
Ellers vil jeg anbefale også at kigge på hvad John MacArthur har skrevet om overholdelse af sabbatsbudet på dette link hvor jeg engang oversatte det til dansk. Men også denne video med Tim Conway som meget fint og dejligt balanceret forklarer hvorfor vi ikke længere er underlagt de mosaiske love, men en ny og bedre lov.
https://sand.omvendelse.dk/skal-kristne-overholde-sabbatten-i-dag-4761.htm
