“Sandheden er ilde hørt”

I går skrev jeg om den lidt underlige historie om hvorfor Store Stygge Ulv løslod de tre små grise, da han endelig havde fanget dem (se her). Årsagen var skrev jeg:

“For hvis han ikke havde dem at rende efter, så kunne han se at hans liv ikke havde nogen mening.”

Store Stygge Ulvs liv handlede om at fange de tre små grise. Men da han endelig fangede dem, var han nødt til at løslade dem, for at undgå at miste meningen med sit liv. Ligeledes er der mennesker der påstår at de søger sandheden, men som ikke vil tage stilling til sandheden når de møder den. Jeg har mødt dem mange steder, de vil gerne diskutere åndelige områder, og filosofere sig frem til det ene og det andet. Men når de finder ud af at man siger at man kender sandheden, så slår de fra. Det er ikke i orden at sige man kender sandheden, for det er for meget at forlange for et menneske. Dermed sætter de sig selv i en ret mærkværdig situation. For dels siger de at det de selv søger efter ikke kan findes. Og dels siger de at det ikke er muligt for et menneske at kende sandheden. Hvis de virkelig mener det, så viser de at deres liv er tomt og nyttesløst. For hvorfor skulle man søge efter noget der ikke kan findes? Det er jo tåbeligt.

Men jeg er overbevist om at der er en anden årsag til deres påstand om at de søger sandheden, som de reelt set ikke mener alligevel. Det lyder nemlig godt i andres øren at sige den slags. De kan endda få det til at lyde som om de er intelligente. Men hvis de bliver konfronteret med sandheden så vil perspektivet med deres liv jo forsvinde. For hvis de virkelig en dag skulle stå overfor sandheden, så ville det betyde at de var nødt til at forholde sig til den. På det tidspunkt var de nødt til, ligesom Store Stygge Ulv, at finde ud af om man ville betale den pris det koster at forholde sig til sandheden, eller ej.

For enten kender man sandheden og lever efter den, eller også lever man som om der ikke er nogen sandhed, på trods af at man er blevet gjort bekendt med den. Udtrykket “Sandheden er ilde hørt” må jeg sige ser ud til at være sandt. Forresten så er sandheden en person. Han hedder Jesus og omtaler sig selv sådan her:

“Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Johannes 14.6