Jeg har for nylig set Todd Friels DVD ”On the shoulders of Giants”. Det er en gennemgang af hvad de gamle reformatorer i kirken sagde, stod for, og var villige til at dø for. Når man ser den film bliver man på den ene side opmuntret rigtig meget i troen. For historien viser at Gud brugte disse mænd, selvom de nogen gange kun var ganske få. Deres budskab havde en enorm gennemslagskraft, fordi det var Guds klare ord de forkyndte. Et budskab de forkyndte så klart og tydeligt at det blev meget synligt at det der ellers foregik i kirkerne var løgnelære, og førte folk væk fra den sunde tro. Dengang som nu sagde den etablerede kirke, at det jo bare handlede om at folk fik et forhold til Gud. Men reformatorerne sagde at det ikke var ligegyldigt hvordan man fik det forhold til Gud. Det var kun igennem Jesus Kristus det kunne lade sig gøre. Og vel at mærke ved at give folk et ret billede af hvad der skete på korset, og ved at give et ret billede af hvem Jesus er. Reformatorerne sagde igen og igen, at læren om Jesus og hans værk på korset skulle være centralt i forkyndelsen. For ellers ville det blive et andet evangelium man prædikede. Et evangelium som ikke frelser.
Men på den anden side tænker jeg også når jeg ser den film, at vi i dag er ved at hælde arvesølvet ud af vinduet, med den måde vi behandler reformatorernes lære på, eller nogen gange bare glemmer hvad de sagde. Det som reformatorerne dengang kæmpede imod, er i dag ved at komme ind i rigtig mange moderne kirker igen. Det er paradoksalt at de samme kirker siger at de ikke vil tilbage til ”middelalderlig kristendom”. Men reelt set er det det der er ved at ske mange steder.
I den emergente kirkebevægelse kan vi eksempelvis finde folk der, fordi de ikke bryder sig om ideen om et Helvede, er ved at genindføre troen på skærsilden. En af dem der forsøger at gøre det er Greg Boyd. Man indfører ceremonielle aktiveteter som labyrinter, røgelsesafbrænding, og relikvier som bare har fået andre navne (kristuskransen eksempelvis), for at troen må blive ”nemmere” at forholde sig til. Man indfører en særlig hellighed over lederne i kirken. En hellighed som gør at man ikke må stille dem kritiske spørgsmål. For gør du det, er du en kætter i deres øjne. Men reelt set handler det om at de ikke kan tåle at få deres lære vurderet i bibelens lys. Og når man henvender sig til dem der står for denne moderne form for middelalderlig kristendom, så forsvarer de sig med at Gud jo bruger det de har, også selvom de godt kan se at det ikke er helt i overenstemmelse med Guds ord. De selvsamme ting finder vi paraleller til i den middelalderlige kirke.
Når folk siger at de godt kan se det, men ikke retter sig ind efter det, så ser jeg også at de ikke har nogen undskyldning overfor Gud. For når de kender sandheden, men ikke mener at den er brugbar, viser de en misrespekt for Guds ord. For hvis de mente at den var brugbar, og siger at de godt ved det, så har de også et ansvar for at gøre det ordentligt. Men de er folk der skammer sig over evangeliet. De siger at de har fundet andre måder at gøre det på, men reelt set handler det ofte om at de er bange for at vække anstød med evangeliet. De er bange for at folk vil kalde dem reaktionære, fundamentalister og ekstremister. De er med andre ord bange for hvordan mennesker kigger på dem. Men tænker ikke over at de en dag skal stå foran Gud, og der vil Han spørge dem hvorfor de ikke fulgte Hans ord, men menneskers istedet. Der vil de ikke have noget at skulle sige til deres ansvar. Dem der kender sandheden, har et stort ansvar for at levere den videre og gøre det ordentligt. Jeg tror ikke nogen af os gør det godt nok. Men når vi med vilje gør det på en anden måde end den vi har fået givet igennem Guds ord, så er det meget at stå til ansvar for. Disse mennesker mangler Gudsfrygt, istedetfor menneskefrygt, og jeg ville ønske at man så langt flere forkyndere der havde Gudsfrygt, og ikke havde menneskefrygt. Reformatorerne vidste godt hvad forskellen på Gudsfrygt og menneskefrygt er. Det viste de igennem deres liv og forkyndelse. Noget som vi også trænger til i dag!
4 replies on “Reformatorernes gudsfrygt, og de nye lederes menneskefrygt”
Nemlig!
Lige som reformatoren Martin Luther, der bestemt ikke var glad for jøder. Meget sjovt at man i Nordtyskland, Skandinavien og enkelte steder i USA tillægger hans lære (vel også om jøderne; det gjorde man hvert fald under 2. Verdenskrig!!) SÅ stor værdi, når Baptisterne og Pinsevennerne (globalt set) er langt i overtal?
F.eks. lader vi en mangfoldighed af danske ateister “bekende” deres kristne tro når de lader deres børn døbe i Folkekirken, på en evangelisk-luthersk baggrund. hmmm … er det sundt? Er det sandt? Er det bibelsk? Og kunne de andre (f.eks Baptister og Pinsevenner) mon have fat i noget rigtigt? En sund lære? Hvem har svaret?
(spørgsmålet er til bred debat, og ikke kun rettet mod René)
Der er ingen undskyldning for Luthers syn på jøderne. Men det havde set meget bedre ud for jøderne, hvis det især var i lutherske områder, at jødehadet florerede.
Når Luther får så meget opmærksomhed, så var det vel først og fremmest fordi han var primus motor for reformationen i begyndelsen af 1500-tallet. Men også fordi han på mange områder formåede at holde tungen lige i munden, og i gå i den modsatte grøft som Zwingli og til dels også Calvin gjorde.
Simon vi skal ikke glemme at Martin Luther lige var trådt ud af middelalderligt mørke, og hvad han tog af kvanteskridt, i forhold til de små skridt vi tager i dag, er værd at tænke over. Jeg bryder mig ikke om Luthers skriverier om jøderne, men jeg anser ham ikke for at være en vranglære af den årsag, og da slet ikke som ubrugelig (det tror jeg heller ikke du mener). Men jeg kan godt acceptere at en der har levet i et forkert lys i mange år, og som voksede op i et samfund som var i total mørke, også ville være påvirket af de ting, på en måde så det var svært at se disse ting i et tilfredsstillende lys.
Simon
I sig selv tror jeg ikke at barnedåben er den ting der er det værste. (selvom jeg ikke er barnedøbende) Derimod tror jeg at folkekirken er den institution det hovedsageligt er galt med, (ikke at barnedåb er rigtigt), da dens funktion er at inddrage hele befolkningen i én kirke. Kirken er jo kun noget man inddrages i, gennem troen af nåde.
Noget andet er troen på dåben som frelsende, det ukristeligt og jeg tøver ikke med at kalde det et kætteri som findes i mange lutherske kredse idag. Men vi må huske at det ikke var Luther selv som instiftede det og i øvrigt stemmer lutheranere og Luthers lære ikke overens.
Nutidens(især danske) baptister og pinsevenner er derimod heller ikke noget at råbe hurra for. Man tøver ikke med at tage liberal kristendom og ubibelske ceremonier osv. til sig fx kristuskransen, indånding af “hellig” røg for at få syndernes tilgivelse, nej ikke noget med synder, et bedre forhold til deres “gud”
Hvorfor?
Fordi at de ikke ønsker Gud, men de kan ikke komme uden om ham. De kender sandheden med deres forstand, men ikke med deres hjerte.
Og her vil jeg udtrykke mig lidt anderledes end René, Du siger at de kender sandheden, men ikke mener at den er brugbar.
Nej! De kender sandheden, men de hader den, de vil hellere prøve at nærme sig Gud med deres falske tilbedelse end at søge nåde hos Gud. For de vil ikke tjene Gud, de elsker deres egen bug, vil ikke søge tilgivelse for Gud har forhærdet dem
Derimod må vi tilbage til bibelen, Guds ord, og se hvad den siger. “Gennem skriften alene”, som den første af reformatorernes solaer siger.
Skriften er det eneste sted hvor vi skal søge Guds ord ikke noget som helst andet sted, Og hvad siger skriften
“I troen alene” Intet andet end troen frelser, kun retfærdiggørelsen i troen, ikke gode gerninger, ikke ofre eller røgelsesafbrænding eller dåb, eller nadver eller noget som helst andet end troen retfærdiggør.
End ikke omvendelsen, kun troen retfærdiggør. Nu er der nogen som bliver uenige med mig, men lad mig forklare nærmere:
Vi skal ikke bedømme vor tro på vor omvendelse, men snarere på hvilken gerning der er sket i os som følge af vores omvendelse. Nogle udtrykker det sådant:
Troens resulterer retfærdiggørelse og et nyt hjerte(gode gerninger).
Mens den katolske formular lyder sådant:
Retfærdiggørelse er udbyttet af tro og gode gerninger
Og hvad er gode gerninger? Er det at vi giver lidt mere i kirkeskat, nej, det er et nyt hjerte, Som profeten Ezekiel skriver i sit 36. kapitel vers 24-28
“Jeg vil hente jer fra folkene og samle jer fra alle landene og bringe jer til jeres eget land. Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder; jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. I skal bo i det land, jeg gav jeres fædre; I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud.”
Læg mærke til hvad profeten siger:
“Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud.”
Eller som Jakob, jesu bror siger det i sit brev, 2:18:
“Nogen vil indvende: »Én har tro, en anden har gerninger.« Vis mig da din tro uden gerninger, så skal jeg med mine gerninger vise dig min tro.”
Det er ikke perfekt syndfrihed der er tale om her, men et liv efter Guds vilje, ikke at man ikke falder i synd. Et helligt liv, de kristne bliver kaldt de “hellige i Kristus Jesus” (fil 1:1)
Husk, det er ikke gerningsreligion, man bliver ikke retfærdiggjort af gerninger. Gerninger er resultatet af retfærdiggørelse.
Jeg regner med der bliver en masse der rabler op om frihed fra loven, men lad os se hvad paulus selv siger om den sag i Rom. 6
1-2
“Hvad følger nu heraf? Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive så meget større? Aldeles ikke! Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den?”
6- 7
Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; den, der er død, er jo frigjort fra synden.
12-16
Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme, så I adlyder dets lyster. Stil heller ikke jeres lemmer til rådighed for synden som redskaber for uretfærdighed, men stil jer selv til rådighed for Gud som levende, der før var døde, så I bruger jeres lemmer for Gud, som redskaber for retfærdighed. Synden skal ikke være herre over jer, for I er ikke under loven, men under nåden.
Hvad da? Skal vi synde, fordi vi ikke er under loven, men under nåden? Aldeles ikke! Ved I ikke, at den, I stiller jer til rådighed for som trælle og viser lydighed, må I også være trælle for og vise lydighed, hvad enten det er synden, og det fører til død, eller det er lydigheden, og det fører til retfærdighed?
Men Gud ske tak:
Troen på Jesus Kristus sker ved nåden alene. Vi fortjener intet, dvs vi fortjener én ting, Helvede. Men i sin rige nåde udvalgte Gud os og sendte sin Søn for at dø for vores skyld for at vi kan få fred. At vi kan tro, at vi får nåde, det er igennem Kristus alene. I os selv er vi intet kan vi intet. Jesus i Kolossenserbrevet 1:13-20:
Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse.
Han er den usynlige Guds billede,
al skabnings førstefødte.
I ham blev alting skabt
i himlene og på jorden,
det synlige og det usynlige,
troner og herskere,
magter og myndigheder.
Ved ham og til ham er alting skabt.
Han er forud for alt,
og alt består ved ham.
Han er hoved for legemet, kirken.
Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han i alle ting skulle være den første. For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset.
Alt er til Guds ære alene, ikke til menneskers ære, men til Guds
Som det står i Ezekiels bog kapitel 36:22-23
Sig derfor til Israels hus: Dette siger Gud Herren: Det er ikke for jeres skyld, jeg gør dette, Israels hus, men for mit hellige navns skyld, som I har vanhelliget blandt de folk, I kom til. Jeg vil hellige mit store navn, som er blevet vanhelliget blandt folkene, fordi I vanhelligede det. Så skal folkene forstå, at jeg er Herren, siger Gud Herren, når jeg for øjnene af dem viser min hellighed på jer.
Hele vort liv, både vor gudsdyrkelse og vores daglige liv skal have dette som centrum. Det er det moderne kristenhed ikke forstår, eller ikke ønsker at forstå. Og det er det som reformatorerne forstod.