Categories
Falsk Lære Kommentar til medierne

Pavens besøg i Lund vidner om frafald og ligegyldighed

Der var desværre ikke noget at fejre da paven i sidste uge besøgte Lund for at lave en økumenisk højtidelighed (mandag d.31/10/2016). Her skulle pave Frans mødes med det Lutherske Verdenssamfund hvor de ville vise verden at lutheranere og romersk katolske teologisk kan mødes med hinanden. Det er dog tydeligt at se det bestemt ikke er alle lutheranere der bliver repræsenteret af det Lutherske Verdenssamfund. Jeg kender flere bibeltro kristne lutheranere som er 100 % imod at acceptere den romerske kirke som en kristen kirke. De kan tydeligt se at det er en stor sekt som har skadet kristendom igennem historien og samtidig prædiker direkte vranglære. Der er dog nogle som virkelig tror at Pave Frans har eller er i gang med at reformere den romerske kirke, men dem som tror det bliver slemt skuffede. For Pave Frans har ingen intentioner om at ændre på den romerske kirkes teologi. Han er uddannet Jesuitpræst og det er en bestemt gruppe af præster som man begyndte at uddanne med et særligt formål. De skulle trænes i at tale på en måde så folk troede at den romerske kirke var enig i deres synspunkter, dog uden at de ændrede på den romerske kirkes teologi og meninger. Jesuitterne er ret interessante at kigge på, og det vil jeg måske vende tilbage til en anden gang. Men om ikke andet så ved folk der kender til den romerske kirke at Pave Frans ikke har ændret kirken, eller fået kirken til at nærme sig lutheranisme. Nej det handler om at få lutheranere til at nærme sig den romerske kirke og finde ud af på hvilket område man kan samles. Det handler ikke om hvilke områder man ikke kan samles om. Hvilket er et tilbagevendende problem for økumeni (samarbejde mellem den romerske kirke og protestantiske lidt firkantet sagt). Økumeni handler om hvad man kan samles om, mens man vælger at overse de områder man ikke kan blive enige om. Overfladisk set kan det virke positivt, og det ville det også være hvis det var sådan at de punkter man ikke kan blive enige om er sekundære. I dette tilfælde har de dog ekstrem stor betydning.

Kætteri at tro på tro alene
For den romerske kirken mener stadig at det er kættersk at sige at man er frelst ved tro alene. Dette mener de på trods af at de i 1999 skrev under på Fælleserklæringen der ved første øjekast så ud til at handle om at man er frelst af tro alene. Men den romerske kirke fik noget ekstra med i den erklæring som netop fokuserer på menneskers handlinger. For ellers kunne de ganske enkelt ikke skrive under. Så den romerske kirke mener stadig at man ikke er frelst af tro alene. Og hvis man virkelig vil acceptere frelst af tro alene doktrinen, så er de nødt til at trække Trent koncilen tilbage. I den erklærer katolikkerne nemlig at hvis nogen siger man er frelst af tro alene, så er det kætteri. Træk den tilbage så kan man begynde at se på de næste ting der skal gøres noget ved førend man kan begynde et samarbejde.
Her er det næste man kunne gøre noget ved, nemlig den romerske kirke siger at mennesker efter de dør først skal i skærsilden før de kan komme i Himlen, og siger dermed at Jesu offer på korset ikke er nok, i og med at vi selv skal være med til at betale den del som Jesus åbenbart ikke betalte på korset. Ja, jeg ved godt det ikke er sådan de selv fremlægger det, men det er den klokkeklare konsekvens af skærsildslæren. Den romerske kirke ophøjer desuden mennesker som Jesu mor Maria og andre til helgener som man kan bede til og få hjælp af, selvom Bibelen siger man ikke må bede til døde mennesker. Jeg ved at nogle katolikker her siger at det ikke drejer sig om bøn, men det kan de kun sige hvis de har misforstået katolicismen. For jeg kan nemt finde eksempler på ledere i den romerske kirke som siger det er bøn til disse. Eksempelvis fandt jeg en bøn til ”Jomfru Maria” som biskoppen for den region som Pisa ligger i har skrevet. Det er den kirke som hører til det skæve tårn i Pisa i år. Jeg kan måske vise et bilede af den engang. Den var ret interessant at læse. Og der stod tydeligt med store bogstaver:”Prayer to Virgin Mary”. Ret nemt at forstå vil jeg mene. Og sådan kan jeg fortsætte, men det som egentlig er mest interessant ved det nylige besøg af Pave Frans i Lund er dette: At Pave Frans vil besøge det Lutherske Verdenssamfund i Lund uden at den romerske kirke har gjort op med sin teologi, viser at det Lutherske verdenssamfund er en frafalden kirkelig organisation som ikke mener luthersk teologi betyder noget.
De kirker som kan se at det Lutherske verdenssamfund ikke repræsenterer dem, vil forhåbentlig også melde sig ud af denne frafaldne organisation. For hvorfor skulle man være med i en kirkelig organisation som ikke har bibelen som sin autoritet, men hellere vil følge tidsånden?

Categories
Hvem er Gud? Livet som kristen

Skal jeg pumpes op, eller se hvem Jesus er?

Der er en bestemt form for forkyndelse som går igen mange steder. Uafhængig af kirkeretning kan man ofte støde ind i ”DU KAN” forkyndelsen. En forkyndelse som fokuserer på hvad man er i stand til, og hvordan man komme op af det hul hvor man ikke oplever at man kan. Det er en form for forkyndelse man i udpræget grad oplever hos Hillsong (ja også Thomas Hansen fra Hillsong i København prædiker det her i stor stil), hos Torben Søndergaard og i trosmenigheder. Men det er så sandelig en man også kan opleve i mere traditionelle menigheder, og sågar i folkekirker kan man også høre det.

Umiddelbart er det meget forståeligt at sådan et budskab bliver prædiket. For det er jo et budskab som ved første øjekast lyder rigtig godt. Jeg kan noget, jeg er i stand til noget, og hvis bare jeg tager mig sammen så duer jeg. Så man er i stand til rigtig mange ting, og hvis man lige misbruger et bibelvers, så kan man jo slutte af med at sige ”For jeg formår alt i Ham som giver mig kraft”. Det er en forkyndelse som kan give folk et hurtigt pift i tilværelsen og lige give en lidt ekstra håb.

Men det svarer egentlig til mange af de hollywoodfilm der blev lavet under depressionen. De var også lavet for at give folk håb, selvom de i realiteten kun gav folk et tomt håb. Folk var dengang mere villige til at betale 5 cent for at gå en tur i biografen, i stedet for at bruge pengene på brød. For brødet gjorde at de var mætte en dag, men filmene kunne have budskaber som gjorde at man fik opløftet sit håb de næste 2-3 uger. Typiske film her var dansefilmene med sange som havde fangende omkvæd. Såsom ”Nice work if you can get it, and you can get it if you want”.

Det var selvfølgelig rart at gå ud af biografen og have det omkvæd I hovedet hvis man var arbejdsløs og havde brug for et job. Men det var ikke det samme som at man var sikker på et job. Så film der gav håb om en god fremtid, var ikke nødvendigvis det samme som at man fik en god fremtid.

På samme måde kan man heller ikke forvente at ”man kan” bare fordi at en prædikant stiller sig op og siger ”DU KAN”. Tilmed er der en fare i den forkyndelsesform som man ofte ignorerer. Nemlig at folk finder ud af at den ikke virker. For hvad sker der når folk har taget imod budskabet ”DU KAN”, men erfarer at de i virkeligheden ikke kunne?

Når man finder ud af at man ikke var i stand til det som prædikanten ellers så fint havde lovet at man kunne, så kigger folk ofte indad og gør det til ens egen skyld, i stedet for at erkende at det prædikanten sagde blot var en gang pseudohumanistisk selvhjælpsvrøvl med religiøse undertoner.


Hvad siger bibelen?
Bibelen handler ikke om hvad jeg kan, men viser netop at jeg slet ikke kan! Det er der dog en del prædikanter der ikke bryder sig om at prædike over, for det finder de ikke så opmuntrende at fortælle. Men sandheden er at hvis man viser dette, og samtidig er i stand til at vise det som bibelen også viser, nemlig at Jesus ikke blot er i stand til, men at Han også HAR gjort det vi ikke kunne for os, så er det en enorm frihed og velsignelse at finde ud af. For tænk engang at jeg der ikke var i stand til at gøre tingene godt nok. Jeg som prøvede at være en god far, en god ægtemand, en god kristen, en god samfundsborger o.l. jeg er kommet til kort igen og igen. Det kan godt være at andre der ser på mig udefra vil synes at jeg er alt dette, men i virkeligheden kommer jeg til kort den ene gang efter den anden. Det kan også godt være at der er en masse som jeg godt vil, både i kirke, arbejdsliv og privatliv, men jeg når ikke halvdelen af det når det kommer til stykket, på trods af at jeg har lyst til at kunne. Men i stedet for at blive nedslået og ødelagt over at jeg ikke når halvdelen af det jeg egentlig gerne ville, og i stedet for at blive deprimeret over at jeg kommer til kort igen og igen som menneske, så kan jeg glæde mig over at Jesus har gået hele vejen for mig. Han har gjort det jeg ikke kunne, Han har sejret over alle mine svagheder og fejl. Han har vist at der er kun eén bestemt person der er i stand til at kunne det hele, og det er Gud selv, som jo er Jesus. Det giver mig fuld grund til at holde mig til Hans kors og holde fast i at kun pga. Jesu offer på korset og Hans opstandelse kan jeg stå retfærdiggjort overfor Gud. Det skyldes ikke mig selv overhovedet, men kun Ham!

Når jeg finder ud af at Jesus kunne og Jesus kan, og at Han har givet mig del i Hans mægtige sejr over synden og døden. Så behøver jeg ikke længere leve op til en eller anden stor og smart standard som en prædikant der er mere fokuseret på smarte budskaber har sat op. Jeg lever under en ny frihed hvor jeg ikke længere kan gøre mig fortjent til mere, for alt hvad jeg får, det får jeg pga. det Jesus har fortjent. Det er altså ikke min fortjeneste der giver mig det, men Jesu fortjeneste. Det giver mig også en anden drivkraft. For hvor jeg under ”DU KAN” tilgangen gjorde det fordi jeg troede jeg var i stand til det, så kan jeg nu tjene Jesus fordi jeg er taknemmelig og har lyst til det fordi Han frelste mig. Og hvis jeg fejler, så er der plads til det. Jeg kan rejse mig op igen, fordi Han har givet mig nåde til at rejse mig. Så endnu engang rejser jeg mig ikke op pga. mig selv, men pga. Ham som gav mig et nyt liv til at kunne tjene på trods af at jeg ikke ”kunne”. Det er da stort, og en langt bedre forkyndelse end den anden, så hvorfor være så bange for at fokusere på Jesus, det er da bedre end at pumpe ens ego op til noget den ikke er i stand til alligevel.

Categories
Falsk Lære

Er Mikkel Vigelius og Wikipedia for hård ved Torben Søndergaard?

Torben er blevet irriteret, for nu hvor han navn endelig er blevet til en artikel på Wikipedia, viser det sig at det ikke var en positiv artikel der kom. Det står jo også i skærende kontrast til det man kan se sker på hans facebookprofil. For der står der kun positive ting om ham, og om hvor mere og mere fantastisk og vildt det er hvad han oplever. Men Torben er jo ikke en person der kan tåle den store kritik, så derfor har han på selvsamme facebookprofil, bedt hans efterfølgere om at hjælpe ham ved at redigere i den artikel så den bliver mere positiv og viser de ”gode” ting Torben mener han står for.

Samtidig er der kommet en kritisk artikel i Nyt Livs blad som er forfattet af bibellæreren Mikkel Vigelius. Det er også en artikel som ikke ligger fingre imellem, og er ret skarp. Hvis man læser begge artikler så ville man som udenforstående godt kunne komme til at konkludere at de begge er meget farvede og måske ligefrem maler Torben værre end han er. For det fremstår slet ikke så positivt som det Torben selv skriver. Men der er en ting som jeg har lagt mærke til ved begge artikler som jeg synes er værd at tænke over: Der står intet faktuelt forkert om Torben, og det er baseret på hvad Torben Søndergaard selv har sagt, skrevet og gjort. Det er godt dokumenteret, med links og henvisninger til hvor man kan finde kilderne fra Torbens egen hånd. Jeg kan derfor anbefale begge (så længe Torbens efterfølgere ikke har manipuleret Wikipedias artikel til det der passer ind i i deres eget billede).

Noget som jeg ved Torben nok ikke bryder sig om ved Wikipedia artiklen er dens gennemgang af hans historie, hvor man kan se at han bl.a. har været i forbindelse med Todd Bentley og Christian Hedegaard, og har været en person som det hedengangne Dialogcentret har haft fokus på. Torben siger ganske rigtigt ofte at han har lavet fejl før, men han er kommet videre og har lært af fejlene. Men hvis man kigger på den historie som Torben har, og sammenligner med det der sker i dag, så er min konklusion at Torben ikke har lært noget, og det er tydeligt at se i Wikipedia artiklen. Det er de samme dårlige ting der sker, det er stadigvæk Torbens åbenbaringer og ideer som er styrende. Der er stadig en ekstrem fokus på Torben og en manglende fokus på Kristus. Torbens historik er med andre ord at prædike ham selv, i stedet for at prædike Kristus. Samt langt mere fokus på helbredelse og mirakler end på evangeliet om Jesus Kristus. Så ja, Wikipedia rammer plet, og det gør Mikkel Vigelius også. Torben er ikke en mand som det kan anbefales at følge, og han skader stadig folks tro med hans lære.

Nogle vil påstå at Torben siger en masse rigtige ting som kirken har brug for, og lige netop dette kommer Mikkel Vigilius også ind på. For djævelen er nemlig god til at både komme med sandheder og deri putte subtile løgne ind som kan påvirke en. Hvad der er en af grundene til at alt for mange kristne falder for Torbens snak. Men det kan man læse mere om på linket her:

Mikkel Vigilius om Torben Søndergaard

Wikipedia om Torben Søndergaard

 

Categories
Falsk Lære Kommentar til medierne

Når dæmonuddrivelse bliver misbrug og manipulation

Den gratis avis MetroXpress har den seneste tid haft nogle afsløringer af hvad der er sket i de to ekstreme bevægelser Evangelist og Faderhuset. Personlig er jeg ikke så overrasket, men det der kan virke undren er hvor meget forfærdeligt der kan gives plads til, hvis man er en religiøs organisation som er ledt af en enkelt karismatisk person, der påstår at få den ene åbenbaring efter den anden, og dertil overbeviser folk om at han/hun er ledt af Gud.

Der har været en del fokus i avisen på seksuel misbrug, og det er virkelig trist at folk kan opleve den slags og derefter blive virkelig skuffet over det som de har oplevet i en kirke. Det kan være fuldstændig ødelæggende for ens fremtidige trosliv at man er blevet seksuelt forulempet af en ledende person i en kirkelig organisation.

Men noget andet som jeg synes er værd at lægge mærke til er den fokus der har været i de to organisationer på dæmonuddrivelse, og hvordan ofrene for de påståede dæmonuddrivelser i dag fortæller om det. De kan nemlig godt se at det de oplevede ikke var dæmonuddrivelse, men manipulering og magtmisbrug. Bente Boserup som er seniorkonsulent i Børns Vilkår har også tænkt over dette:

”Det er uhyggeligt at tænke på, at der er børn inde i de her lukkede miljøer lige nu. Jeg har tidligere set og hørt børn fortælle om dæmonuddrivelser, og dæmonuddrivelser er altså psykisk vold, hvilket er ulovligt. Det er et overgreb, hvor man fastholder barnet i længere tid mens barnet bliver råbt af, hvilket virker meget voldsomt.” Sagt af Bente Boserup til MetroXpress.

Nu skal det siges at jeg ikke er imod dæmonuddrivelse, for bibelen viser ganske enkelt at der både før, under og efter Jesu tid har været folk der har været dæmonbesatte, og det kan også findes i dag. Men i isolerede og radikaliserede kirkelige organisationer som tilmed er styret af enkeltstående personer som påstår at have særlig føling med hvad Gud siger, kan det desværre ofte ses at dæmonuddrivelse bliver noget man fokuserer alt for meget på. Når det sker, så kan ret mange ting som man ikke bryder sig om hos folk begrundes med at man er dæmonbesat. Tilmed kan man få andre folk til at tro at det de ser er en dæmonuddrivelse, selvom det reelt set er en følelsesmæssig manipulation der sker. Og så sker det at dem som påstod at de hjalp, og måske endda troede de hjalp i virkeligheden udøvede psykisk vold som Bente Boserup beskriver.

At Evangelist og Faderhuset ikke rigtig kører mere, er desværre ikke det samme som at kunne sige at den slags er stoppet nu. Tværtimod så sker det nu i endnu større grad og fuldstændig åbenlyst hos Torben Søndergaard og hans såkaldte Jesushotel. Torben påstår at det nærmest er normalt at de når de har dåb, oplever at folk skal befries fra dæmoner. Man kan se adskillige videoer som de selv har gjort offentlige hvor dette sker. Jeg ved at medierne allerede nu er begyndt at have fokus på Torben og hans underlige organisation. Der skal heller ikke meget til førend at man vil finde ud af at det vi så hos Hedegaards Evangelist, og Ruth Evensens Faderhus, vil man finde meget mere af på Torbens Jesus hotel. Forhåbentlig uden det seksuelle element. Men når det sker håber jeg at kristne i langt større grad end før vil være i stand til at turde tage afstand fra Torbens metoder, fordi det netop er manipulering af mennesker og misbrug af magt. Desværre ved jeg godt at der igen vil være kristne som er dårligt funderede i skriften som vil have svært ved at skulle afskrive Torben. Men generelt håber jeg at frikirkerne denne gang vil være bedre til at lægge kraftigt og klart afstand til Torben.

Eksempel på manipuleret dæmonuddrivelse:

https://www.youtube.com/watch?v=xI8vCOHqMXc&feature=youtu.be

Det er vigtigt at vi arbejder på at frikirkerne i Danmark stadig har gode vilkår. Det kan vi bl.a. få hvis vi sørger for at opføre os ordentligt og ikke misbruge kirkens folk. Men arbejde med god samvittighed overfor Gud og mennesker og er lydhøre overfor dem som påtaler ting der skal påtales. Den evne har hverken Evangelist, Faderhuset eller Jesushotellet vist. Men så må andre frikirker gøre det, for at vise samfundet at den slags er en ekstremitet som ikke hører til i kirken, og den slags ikke er normalt. For resten ses det ikke i bibelen at man skal råbe af dæmonerne under uddrivelse af dem. Tværtimod er der intet der tyder på dette. Men det øger selvfølgelig det dramatiske element på en måde der gør det nemmere at manipulere folk til at tro der sker noget åndeligt.

Se også disse links: https://sand.omvendelse.dk/torben-sondergaards-video-er-ikke-den-sidste-reformation-5319.htm

http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/17022171

http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/19483123

 

Categories
Bibelen Falsk Lære Forvirret lære Hvem er Gud? Livet som kristen

Hvilken autoritet har en kristen?

I visse dele af den karismatiske bevægelse er der nogen der mener kristne har fået autoritet over både vind, vejr, økonomi og meget andet. Men argumentationen for dette er ikke skudsikker, da det ofte er baseret på misbrug og tilmed misforståelse af Guds ord. Lad mig give et eksempel. I Lukas 8 har vi følgende begivenhed:

Mens de sejlede, faldt han i søvn. En hvirvelstorm fór ned over søen, og de tog vand ind og var i fare. De gik da hen og vækkede ham og sagde: »Mester, Mester! Vi går under!« Han rejste sig og truede ad stormen og bølgerne; de lagde sig, og det blev blikstille. Men han sagde til dem: »Hvor er jeres tro?« Forfærdede og forundrede sagde de til hinanden: »Hvem er dog han, siden han kan befale over både storm og sø, og de adlyder ham?

Tre ting er gode at lægge mærke til her. Hvem fik stormen til at lægge sig? Det gjorde Jesus. Hvem er Jesus? Han er Gud der er blevet menneske, og Han har magt over elementerne. Hvad gjorde disciplene? De undrede sig over hvem Han var siden storm og sø adlød Ham. Det er altså en begivenhed som viser hvem Jesus er, og Hans autoritet over denne verden. Kun Gud har denne autoritet.
Men nogen har misbrugt budet om at vi skal gøre det samme som Jesus, til at vi også skal ændre vejret o.l. og gøre det med vores “åndelige magt”. Forstå mig ret, kristne må godt bede Gud om godt vejr, og bede Gud om at skåne os under orkaner o.l. Det er der intet galt i, men at påstå vi har magt til at ændre vejret og andre naturfænomener er helt forkert.

Hvis det virkelig skulle være sandt at kristne har fået den samme autoritet som Jesus til dette, hvorfor ser vi så ikke nogle begivenheder i bibelen der dokumenterer at det skulle være normalt? En af de absolut mest betydningsfulde apostle var Paulus. Han burde have stor tro, kende Gud og kende til hans evne og begrænsninger som kristen. Han var jo på et tidspunkt udsat for et voldsomt uvejr da han i fangenskab var på vej til Rom over middelhavet. Det kan vi læse om i apostlenes gerninger 27.18-20:

” Eftersom vi var hårdt presset af stormen, begyndte de næste dag at kaste last over bord.  Og den tredje dag kastede de egenhændigt skibsudrustningen ud. I flere dage sås hverken sol eller stjerner, og det var stadig hårdt vejr. Til sidst svandt ethvert håb om vores redning.”

Vi ser senere at passagererne og besætningen kommer frelst i land, men båden går tabt pga det enorme uvejr som de er i. Et uvejr der er så voldsomt at de nærmest mister håbet. Kun Paulus har håb og giver det håb videre til de andre hvor han fortæller hvordan Gud vil redde dem.
Det bemærkelsesværdige ved denne begivenhed er at vi på intet tidspunkt læser om at Paulus stillede sig frem og bød stormen om at lægge sig. Om nogen skulle kunne gøre det, i fald denne lære var rigtig, så var det da Paulus. Men nej det gjorde han ikke. Noget andet bemærkelsesværdigt her, er at den samme som skrev Lukas evangeliet, er den samme som skrev apostlenes gerninger. Det er ret vigtigt at tage med her. For det betyder at hvis det virkelig var således at det at Jesus fik stormen til at lægge sig, betyder at vi skal gøre det samme. Så må man stille sig selv spørgsmålet; hvorfor hverken Lukas (som var med på båden) eller Paulus ikke gjorde det samme.

Svaret er meget enkelt. Lukas og Paulus var ikke Gud, det er kun Gud der har den autoritet. Lukas og Paulus har bedt til Gud, og bedt Ham om hjælp i deres nød. Men at byde stormen at lægge sig, var ikke deres opgave. Det havde de fattet, selvom de nok havde været langt mere “karismatiske” end mange af vor dages karismatikere.
Spild ikke din tid med at tage autoritet over dit og dat, men bed til Gud og hold dig til Ham. Og hvis du skal tage autoritet over noget, så gør det kun der hvor bibelen viser der er hjemmel for det. Og det gælder altså ikke for vejret. Forresten den bedste måde du kan få autoritet over din økonomi (som nogen også hævder vi kan få) er ved at være fornuftig i den måde vi bruger pengene på. Det råd gælder både for kristne som ikke kristne og kræver ikke stor tro. Kun sund fornuft.

Categories
Livet som kristen

Mor, hvorfor har far ikke tid til os?

Igennem min tid i det kirkelige landskab er der en ting som har smertet mig igennem alle årene jeg har været kristen. Det er hvor mange pastorer og prædikanter som bruger så meget tid på deres tjeneste, at de i virkeligheden lever i synd ved at forsømme både deres hustru og børn. Det er noget jeg har set i både den ene og den anden slags kirker. Det er altså ikke noget man kan sige kun er et problem for nogle bestemte kirkeretninger, eller har noget at gøre med vranglære eller ej. Nej det er noget som man kan se finder sted indenfor alle kirkeretninger. Ok, det er af naturlige årsager ikke et problem for den romersk katolske kirke, da dens præster ikke må være gift og derfor heller ikke har børn. Men det er et ubibelsk krav at sætte til sine præster, foruden alle de andre ubibelske elementer som den romersk katolske kirke bygger på. Men det er en helt anden sag. Og inden det bare bliver kritik, så vil jeg gøre opmærksom på at jeg også selv har syndet på dette område, og at jeg mens det skete bevidst forsøgte at bagatellisere at det var et problem.

Når man er i tjeneste for Herren, kan man meget nemt komme til at overse vigtigheden af at være en god ægtemand og god fader i forhold til at tjene i menigheden med forkyndelse, vejledning, strategiudvikling, planer o.l. Alt sammen er ting der er vigtige, men det har ikke været, og vil aldrig være Guds vilje at hvis en mand er gift, og har børn at man så skal tilsidesætte sine familiære forpligtelser, tværtimod. Hvis en mand er gift, så har man et ansvar overfor sin hustru og sørge for at hun ikke føler sig forsømt. Har man også børn, så er ens vigtigste opgave at sørge for at opdrage dem godt, og vise dem kærlighed ved at bruge tid med dem. Det er altså ikke nok bare at holde bibelandagter sammen med dem og så lade konen sørge for resten her. Hvilket jeg ved om nogen der har gjort og tilmed er stolte af det, trist. Det er heller ikke nok bare at lade andre passe børnene, hvis det går hen og bliver et mønster at det er andre der bruger tiden på børnene i stedet for forældrene. Hvis man ikke kan se at man har tid til både at forberede prædikener og være sammen med sine børn, så må man vælge forkyndelsen fra eller skære ned på den del, ellers er det hykleri. At der kan være afgrænsede perioder hvor man er nødt til at vælge forberedelsen kan være helt i orden, men når det går hen og bliver et mønster for ens liv, så lever man i synd!

Jeg ved at John MacArthur de første ca tyve år han var pastor i Grace Community Church LA, ikke tog ud og prædike andre steder. Han havde simpelthen ikke tid fordi børnene var små og boede hjemme. Derfor var det vigtigst for ham at der udover hans fuldtidsarbejde som pastor også var den tid der var brug for til at være sammen med familien. Først da børnene var flyttet hjemmefra, mente han at det var ok for ham at komme ud og prædike andre steder. Det er en tilgang som jeg synes er forbilledlig. Han kunne nemt have tænkt at Gud ville velsigne andre med god forkyndelse ved at sende ham ud, og at det måtte være vigtigere end børnene som ”konen vel nok kunne tage sig af”. Han kunne også sagtens have tænkt at det var godt for hans ”karriere” at komme ud og prædike andre steder og at Gud jo måtte ønske en ”god karriere” for ham. Men i stedet valgte han at prioritere sin familie og kirke først, og ikke være påvirket af mulighederne for at ”dyrke sin karriere” eller hvad man nu kan kalde det.

Livet er fuld af valg og prioriteter. Det ved jeg både som kristen og økonom. Fordi ressourcerne er begrænsede, så er man nødt til at vælge hvad man vil bruge både sin tid og sine penge på. Nogen har flere penge end andre, og derfor bør man acceptere at nogen folk har mere end andre. Men hvad angår tid, så har vi alle sammen kun 24 timer i døgnet. Hvis man så tilmed har en familie at tage sig af, så SKAL en del af den tid gå med at være sammen med familien og sørge for dem. Det er ikke engang et valg, det er en pligt som kristen familiefar (eller mor) at sørge for det.

Paul Washer fortalte dengang han var i Danmark for en del år siden, at dette gjaldt for alle kristne. Man kunne ikke bare sige, at fordi man havde en stor og vigtig tjeneste at det så kunne bruges som undskyldning for at misligholde sin familie i ”tjenestens hellige navn”. Eksemplet han brugte til at illustrere dette var fra anden mosebog hvor Moses er på vej tilbage til Ægypten for at få israelerne ud af slaveri.

“I et herberg undervejs overfaldt Herren ham og ville slå ham ihjel. Da tog Sippora en flintekniv og skar sin søns forhud af. Hun berørte hans kønsdele og sagde: »Nu er du min blodbrudgom!«  Så slap Herren Moses. Det var den gang, hun brugte ordet blodbrudgom om omskærelsen.” Anden Mosebog 4.24-26.

På den tur er Gud en nat ved at slå Moses ihjel, hvorefter hans hustru tager Moses søn og omskærer ham. Umiddelbart en historie i bibelen som jeg indtil da havde haft meget svært ved at forstå. Men da Paul Washer tog det frem gav det for første gang mening for mig. Moses havde ikke sørget for at opdrage sin søn i troen på Gud. Dette viste sig symbolsk i at han ikke havde omskåret sin søn. Han havde forsømt sin egen søn, fordi han var så fokuseret på Guds store plan, at han havde glemt Guds plan og opgaver for familiefædre. Først da sønnen var omskåret stoppede Guds vrede og Moses blev ikke slået ihjel af Gud. Det er en historie som viser meget kraftigt at hvis vi ikke varetager vores hverv som familiefar eller mor, så lever vi reelt set i oprør imod Gud. Vi kan komme med nok så mange påstande om at vi jo forsømmer dette hverv for at vi kan gøre noget der er større. Men hvor vil det dog være trist og sørgeligt hvis man en dag i det kirkelige landskab er kendt som en der har gjort det godt i det kirkelige, men bag kulisserne har forsømt familien på en måde der gør, at børnene har vendt sig totalt imod Gud fordi de så hykleriet inde bag familiens fire vægge.
Ikke sådan at forstå at hvis ens børn har vendt sig imod Gud, at det så pr. definition er forældrenes skyld. Men der er altså tilfælde hvor børn har vendt sig imod Gud, netop fordi de har set forældrenes hykleri og har ikke kunne acceptere de høje bekendelser udadtil, som ikke har vist sig at fungere indadtil i familien. Hvis kærlighed kun er noget man snakker om når man står på en prædikestol eller er sammen med kirkens folk, men ikke er noget man viser sammen med sin familie ved at bruge tid sammen med dem, så er det ikke kærlighed. Og heller ikke noget der gør at ens børn vil få lyst til at søge Gud.

For resten så blev man vel heller ikke gift og fik børn fordi man ikke ville være sammen med dem. Man blev vel gift fordi man ønskede at være sammen med sin ægtefælle, og man fik vel børn fordi man ønskede at være noget for dem. Og når så Gud kræver af en at man bruger tid på sin familie og viser dem kærlighed, så er der vel egentlig ikke rigtig nogen argumenter for ikke at bruge tid med familien.

Categories
Livet som kristen

Drevet af min lykke eller ønsket om Guds vilje?

Jeg har en mistanke om, at en af årsagerne til at så mange kirker er kommet væk fra den sunde lære, bl.a. har at gøre med vores søgen efter lykke. Istedet for at søge Guds ansigt, søger vi vores egen lykke. Det gør vi i en grad, der gør at vi endda taler om at vi har ret til at være lykkelige. Lykken er blevet til et krav. Men når lykke bliver til et krav, er det ikke længere en gave.

En af årsagerne til at vi fokuserer så meget på retten til at være lykkelig, tror jeg har at gøre med, at vi har fokuseret for meget på de modsatte ting. Vi har gået fra en grøft til en anden grøft. Eksempel: For 50 år siden talte man så vidt jeg er orienteret, meget om at vi skulle være parate til når Jesus kom. Desværre blev det nogen steder nærmest brugt som en trussel mod menigheden. Personlig har jeg intet imod at man bruger talen om Jesu tilbagekomst til at opmuntre til et liv tæt på Gud. Jeg har heller ikke noget imod at man bliver opfordret til at teste sig selv om man er i troen. For det står der i bibelen at vi skal. Men vi kan selvfølgelig komme til at overfokusere på det, så det går hen og bliver usundt. Det tror jeg skete da vi brugte Jesu tilbagekomst som en trussel, og gjorde det i et omfang som fjernede fokus på andre vigtige områder af forkyndelsen.

Vi blev trætte af at høre om vi nu også var parat. Så da der kom nogen og talte til os om at kristne godt måtte være lykkelige, så ville vi hellere høre på dem. For det lød mere positivt. Der er da heller ikke noget problem, at kristne er lykkelige. Men det skal jo være en lykke der er bygget på, at vi er frelst fra vores synd. Det skal ikke være en lykke der er baseret på at “Jeg vil være lykkelig”. For så handler det pludselig om mig istedet.
Men vi har brug for både at høre om lykken i Kristus og om at vi skal være parate til når Jesus kommer igen, foruden at høre evangeliet, om Guds storhed, kærlighed og magt etc. Men hvis vi skal kigge på den kristnes lykke, så er det en lykke der adskiller sig markant fra denne verden.

Den kristne har sin lykke i Kristus. Ikke i sig selv, og ikke i de ydre ting som penge, hus, stor bil og stor fladskærm fra Panasonic. Hvis en kristen har en sand glæde og lykke som kan holde til modstand, så er det fordi den kristne glæder sig over at Jesus Kristus har frelst ham eller hende, og ens synd er betalt og sonet, og at man har fået evigt liv i Himlen hos Gud. Og det er værd at være lykkelig over. Både når livet er hårdt, og når det er nemt!

Categories
Endetiden Hvem er Gud? Kommentar til medierne

Da heltene blev slået ihjel (eller hvorfor blev vores heltebilleder ødelagt af pop-kulturen)

I 1986 var der tre tegneserieudgivelser som ændrede tegneseriebranchen markant. Det var året hvor tegneserien for alvor blev accepteret som et seriøst medie, der ikke kun var for børn. Årsagen var en ukoordineret udgivelse af tre grafiske noveller. En grafisk novelle er såmænd bare en tegneserie der udgives til et voksent publikum. Denne ændring gjorde at man ikke længere skammede sig over at have tegneserier liggende på sit sofabord som voksen. Det var jo grafiske noveller, og i dag bliver selv nogle Anders And udgivelser kaldt for grafiske noveller, så voksne tegneserielæsere kan fortsætte med at føle sig voksne. Den udvikling blev på godt og ondt, for alvor skudt i gang i 1986 med tre forskellige grafiske noveller, som har haft stor betydning for massekulturen.

Tre banebrydende udgivelser

Art Spiegelmans Mauz
Den første skelsættende udgivelse var Spiegelmans ”Maus”. Det var en biografi om Spiegelmans jødiske fars oplevelser under anden verdenskrig i Polen, hvor han endte i koncentrationslejr. Det særlige ved ”Maus” er at Spiegelman tegnede jøder som mus, nazister som katte, franskmænd som frøer og polakker som grise. På trods af denne animalske karikering, eller måske nærmere pga. den, blev ”Maus” usædvanlig nærværende. Spiegelmans Maus er et mesterværk som fortælleteknisk er suveræn i dens beskrivelse af den umenneskeliggørelse jøderne oplevede under anden verdenskrig i de besatte lande. Hvis du ikke har læst den endnu, så giver jeg den en varm anbefaling herfra, for ”Maus” er unægtelig et mesterværk.

Da Batman blev meget alvorlig
Den anden udgivelse som fik betydning, var Frank Millers fremtidsversion af en bitter Batman i ”The Dark Knight returns”. Her ser man Batman vende tilbage til kriminalitetsbekæmpelse efter en flerårig pause. Men nu som en samfundsbitter ældre mand midt i halvtredserne som kaster sig ud i den ene ultravoldsscene efter den anden. Spørgsmålet som Miller ville se på var hvordan den ældre Batman mon ville være, og hvordan medierne ifølge Frank Miller ville ændre sig. ”The Dark Knight returns” fik stor betydning for hvordan vi kunne se på helte på en anden måde end hidtil, ved at lade heltene blive ældre og få sår på både sjæl og krop. Personlig synes jeg ikke ”The dark knight returns” er så god som folk gør den til. Frank Miller har kreeret langt bedre historier end denne, men opgøret med det gamle billede af Batman (og dermed andre heltetyper) var banebrydende og dermed historisk. Og kritikerne faldt forståeligt nok pladask for hans nye billede af den gamle superhelt.


Da vores heltebilleder blev dræbt
Hvilket fører mig hen til den udgivelse som dette indlæg i virkeligheden handler om. I 1986 fik okkultisten, crowleisten og tegneserieforfatteren Alan Moore lov til at udgive en markant anderledes superhelteserie på 12 hæfter for DC- Comics (dem som udgiver Superman og Batman m.m.) kaldet ”The Watchmen”.
”The Watchmen” var et komplet opgør med det rendyrkede superheltebillede som ellers var blevet dyrket siden det første superhelteblad ”Action Comics no 1” i 1938. Alan Moores hensigt var at ødelægge ideen om den gode helt, der hjælper af uselviske grunde. Ifølge Lektor og forfatter Bradford Wright, så var Alan Moore ikke kun ude på at ødelægge ideen om superhelte, men ideen om helte generelt. Hans formål var at vi i mindre grad skulle stole på andre, og i stedet mere på os selv. Moores superhelte som var en gruppe kaldet ”The Watchmen”, var en flok utilpassede folk med superkræfter som var styret af magtbegær, var psykotiske, besat af ultravold, eller sågar impotente. Der var nærmest ikke grænser for hvor dårligt heltene skulle udstilles. Ved første øjekast så det umiddelbart ud til at Moore ønskede at gøre heltene mere menneskelige, hvilket var det Frank Miller oprindeligt arbejdede på med hans Batman udgivelse. Men der var en stor forskel. For når man ser nærmere på ”The Watchmen” og ser på hvad det er for en slags helte vi har med at gøre her, så er flere af dem mere sammenlignelige med superskurke end de er med superhelte.  Det var altså ikke en menneskeliggørelse Moore forsøgte på, men en dæmonisering og en total undergravelse af ideen om helte. En af superheltene (The Comedian) forsøger på et tidspunkt at voldtage en mindre stærk superheltinde, senerehen skyder han en vietnamesisk kvinde som er gravid med hans eget barn uden at det rør ham det mindste. En anden superhelt lader hele New York blive udslettet for at få den kolde krig til at stoppe. Det gør han med held, men prisen er 10 millioner menneskeliv som dør pga. en løgn som aldrig bliver afsløret for resten af verden.

Dette er en af meget krævende tegneserie at læse, og i modsætning til Maus af Spiegelman, så kan jeg ikke anbefale nogle af Alan Moores værker. Han har bl.a. skrevet den desværre meget kendte ”V for Vendetta”, som er filmatiseret i en udgave hvor den sataniske del bliver skjult mere end den er i sin bogudgivelse. I bogudgivelsen er henvisningen til Aleister Crowley (velkendt satanist) langt mere tydelig.
Forfatteren Alan Moore er uden tvivl en dygtig og sand kunstner, hvilket jeg kun kan respektere. Men at læse hans værker, svarer til at spise østers med stryknin. Jeg elsker østers, og den fantastiske smag og struktur de har, men stryknin drysset ovenpå gør dem giftige og farlige. Og når først strykninen er drysset på, er det ikke lige til at fjerne det igen. Det kan ikke bare fejes væk som om det ikke betyder noget mere. Moores historier er på samme måde fyldt med sandheder som er krydret subtilt med løgne som på smart vis undergraver folks tro på det gode.

Moore dæmoniserer og forvrænger kristne værdier
Moore valgte at gøre en af superheltene i ”The Watchmen” til en som hvis man kradser bare lidt i overfladen kan se skal symbolisere de kristne værdier. En mand som har værdier som han efterlever til punkt og prikke, også selv om det har store omkostninger for både ham selv og omverdenen. De gamle moralske principper betyder mere for ham, end hvad der lige går og er mest politisk korrekt. Men denne mand bliver fremstillet som psykopat. Hvilket skulle være konsekvensen af en dårlig barndom med en promiskuøs mor og voldelige oplevelser. Han er med andre ord ikke en særlig sympatisk person i historien, og han ender også med at være den som bliver dræbt af en af de andre Watchmen. Det sker for at undgå at sandheden om de ti millioner dræbte i New York kommer for dagens lys. Hverken i filmatiseringen eller i bogen virker denne superhelt som en behagelig person. Han bliver gjort ekstra utiltalende, og det er Mo0re rigtig dygtig til at pensle ud.

Men hvorfor har Alan Moore brug for at undergrave troen på helte, og hvorfor har han brug for at fremstille folk der står for gode konservative kristne værdier som farlige og fjendtlige? Noget han også gør ligeså subtilt og effektivt i hans grafiske novelle ”V for Vendetta”.

Hvem er Alan Moore?
Måske ligger svaret i at finde ud af hvem Alan Moore er og hvem er han inspireret af. Herom er Moore ret ærlig. Alan Moore er udover at være okkultist, åbenlys inspireret af satanisten Aleister Crowley. Manden som kaldte sig selv for verdens ondeste mand, og som er og har været en inspirationskilde for mange musikere og filosoffer. Bla. The Beatles, David Bowie og Thimothy Leary. Crowley (som jeg har skrevet om før) ønskede at finde ud af hvordan man kan ændre et konservativt kristeninspireret samfund til at blive hedensk. Et af hans mest kendte svar på det var at man måtte ødelægge familien og/eller det kristne familiebillede, fordi familien ifølge ham var ”Public enemy no1”. Han havde en idé om et samfund hvor individet var mere orienteret mod den organisation man arbejdede for, den interessegruppe man er medlem af, eller den religiøse retning som man er tilhænger af. Så dette skulle afløse den normale fokus på den oprindelige familie. En årsag til at Crowley var så fokuseret på at ødelægge det oprindelige billede af en familie, mener nogen er at den første institution Gud opfandt netop var familien. Derfor må familien for Gud have ret stor vigtighed, og af samme grund er det den institution som er mest til hinder for at danne et hedensk baseret samfund.

Crowleys ønske om at opløse de gamle værdier, for istedet at kunne indføre et hedensk baseret samfund, er et ønske som Crowleys efterfølgere har været ret inspireret af. Det er egentlig ret interessant at en afdød mand som levede som narkoman, som ikke var særlig tiltalende og som døde som en ensom taber ingen rigtig gad være sammen med, kan være så attraktiv for nogle mennesker at følge. Men muligvis skyldes det ikke så meget hans mislykkede liv, men det at han skrev om muligheden for at blive overmennesker. Noget som tiltaler vores syndige kød og var med til at syndefaldet blev en del af vores verden. Det var jo netop det som slangen i Edens Have fristede Eva med. Hun kunne blive som Gud. Crowley lover det samme, nemlig en eller anden form for guddommelighed hvor man bliver sin egen herre. Hvad Crowley ikke tager så meget hensyn til (for den slags vil satanister som oftest ikke ind på) er at hvis vi alle er vore egne herrer, så vil det automatisk medføre kaos. For vi vil jo ikke alle det samme, og hvis vi vil leve forskelligt og har forskellige ideer og meninger om hvad der er rigtigt og forkert, så vil det medføre at folk vil komme i stærkt splid med hinanden, hvis der ikke er nogen overordnede regler som vi er nødt til at følge og forholde os til. På trods af dette så er det anarkistiske samfund noget som ofte tiltaler satanister.

Alan More viser også at det er det han ønsker i hans fortælling “V for Vendetta”. Som netop slutter med en ødelæggelse af det engelske parlament, for dermed at opløse det styrende samfund og give folk lov til selv at bestemme. Det bliver vist som om det er en god slutning, men i virkeligheden er der tale om et samfundsmæssigt mareridt, hvor anarki bliver samfundets afløser.

 

 

 

 

 

 

 

 

Men tilbage til superheltene. Alan Moore forsøgte at ødelægge vores billede af helte med hans Watchmen, og det har påvirket den måde superheltene bliver vist på i dag. Eftersom superhelte genren i dag er blevet Big business med blockbusterfilm som Dark Knight, Deadpool, Hellboy m.v.  så er det også noget der påvirker almindelige mennesker i dag. Vi ser filmene som underholdning, og lægger ikke altid mærke til de budskaber som gemmer sig under overfladen i historierne. Men vi bliver påvirket af dem. Heltebilledet vi engang havde er ikke det samme som før. Den uselviske helt der gjorde hvad han gjorde fordi det er rigtigt, er efterhånden en meget sjælden person i pop-kulturen i dag. Der er næsten kun Captain America tilbage som jeg skrev om i et indlæg for nylig. Så spørgsmålet er om Alan Moore har vundet.

Påvirket
Pop-kultur påvirker os langt mere end vi går og tror. Vi ser en film i biografen og tror det var det. Men uden at vi tænker så meget over det, så får vi budskaber ind som påvirker vores måde at leve og opfatte verden på. Jeg husker selv hvordan jeg i halvfemserne opdagede at jeg var blevet kraftigt påvirket af den amerikanske sitcom ”Seinfeld”. I skal slippe for at høre hvordan jeg opdagede at jeg var blevet påvirket af de fire hovedpersoners overfladiske New Yorker tilgang. Men jeg blev chokeret over at se hvor påvirket jeg var blevet af noget, som jeg i bund og grund kun anså for at være underholdning. Så det er ikke sådan at bare fordi man er kristen, at man så kan sige sig fra pop-kulturens påvirkning.

Moderne helte er blevet beskidte
Ideen om den dårlige helt, har haft indflydelse helt ind i mainstream underholdningen. Den nye James Bond er eksempelvis blevet langt mørkere end hidtil. I den første James Bond film med Daniel Craig i hovedrollen, bliver han dels fremstillet som slags lejemorder, men også en der ikke har noget følelsesmæssigt forhold til flere af de kvinder han har seksuelt samkvem med. Hvilket viser sig når en kvinde han har været sammen med (seksuelt) dagen efter bliver fundet tortureret til døde. Tortureret og dræbt netop fordi hun havde været sammen med ham. Det sørger filmen for at vise ikke er noget der rører ham, han er iskold istedet. James Bond er historisk set ikke kendt for at være et moralsk forbillede, men han havde dog medfølelse for de kvinder som blev straffet for deres kendskab til ham i gamle dage.

Billedet af helten som handler af uselviske grunde bliver også udvisket når der laves film som Transporter med Jason Statham. I de film er hovedpersonen en kriminel chauffør som kan lejes af andre kriminelle til diverse jobs. Helten som man kommer til at holde med i den slags film er altså i virkeligheden en skurk. Det er godt nok set før, som i Olsen-banden og ”Sidste stik” (med Paul Newman og Robert Redford). Men vinklingen er i dag blevet anderledes. James Bond og Jason Statham i The Transporter bliver forbilleder for tilskuerne, hvilket ikke var tilfældet for hverken Olsenbanden eller Sidste stik og lignende film.

Ændrer på vores gudsbillede
Der hvor dette bliver rigtig problematisk er når kristendom også åbner op for at ødelægge billedet af den gode helt. For når vi gør det, så åbner vi også op for at få et andet gudsbillede. Det sker eksempelvis i romanen ”Hytten” som jeg før har skrevet en anmeldelse af. I denne er der et sted hvor Jesus skal bære en skål med havregrød hen til bordet hvor de skal spise. Men han taber den, hvilket får gud fader (som er en afroamerikansk mor) og helligånden (som også bliver fremstillet ubibelsk) til at flække af grin. Jeg ved at mange kristne som har læst bogen også har grint og tilmed har glædet sig over menneskeliggørelsen af Jesus. Men det har store konsekvenser at få et billede af Jesus som dette. Vi kan tænke at det er en lille fejl. Men Jesus er Gud selv, der blev menneske og levede et perfekt liv, og Han har fuldstændig styr på alt hvad Han gør. Vi skal ikke udstille Jesus som et menneske der laver fejl som dig og mig, men i stedet vise Ham som den Han virkelig er. Desværre er det bl.a. pga. pop-kulturen blevet acceptabelt at lege med de billeder vi har af Gud. Everything goes i dag kunne man næsten sige. Men hvad skal kirken så gøre ved alt dette? Skal vi blot give op og acceptere at dommedag er nær og der er nok ikke rigtig noget vi kan gøre ved det?

Det bedste våben
Hvad kan vi gøre som modspil til de angreb som kommer subtilt fra folk der er sataniske i deres tankegang? Svaret er, det samme som vi skal gøre overfor de politiske angreb på sunde gamle kristne værdier som kommer fra de politiske og intellektuelle bastioner, og det samme som vi skal gøre når samfundet enten bliver ateistisk eller hedensk. Vi skal prædike evangeliet om Jesus Kristus. På trods af at folk fra de Radikale Venstre, Enhedslisten, Politiken, Information, Etisk Råd, pop-kultur og mainstream underholdning og hvad der nu promoverer antikristelige ideer, så er det bedste og smukkeste våben imod den slags at prædike evangeliet og tale sund fornuft. Det betyder ikke at vi skal være uvidende om de angreb som kirken oplever fra både pop-kultur, politiske bevægelser m.m. Men vi må anerkende at evangeliet om Jesus Kristus ikke er ændret siden Jesu opstandelse. Det evangelium smadrede de ødelæggende menneskesyn som var gældende under Romerriget, som var usædvanlig hedensk, og det samme evangelium kan forvandle de menneskesyn som er fremtrædende i dag. Vi behøver ikke gå rundt og være unødig bange for folk som Alan Moore og politikere som jeg ikke i dette indlæg skal navngive. Vi skal forstå hvad der er ukristeligt fra disse sider og vide hvad sandheden er ved at læse Guds ord, og sørge for at forblive ved Guds ord. Og så skal vi ikke være bange for at vise hvad Guds ord siger på trods af at det ikke er det som folk lige ønsker at høre, og pt. heller ikke er særlig politisk korrekt.

Meningen med dette indlæg
Så hvorfor har jeg så skrevet dette indlæg? Jo, om man er kristen eller ej, så er man bare ved at leve i denne verden påvirket af denne verden. Som kristen kan man vælge at være blinde overfor denne påvirkning og påstå at det ikke betyder noget. Jeg har mødt velkendte pastorer og bibellærere som har været fuldstændig ligeglade med hvad deres børn så i fjernsynet selvom det både var trolddom, hedenskab og umoral som de så, for som de sagde i deres forsvar så var de jo “under Jesu blod” og så mente de ikke bange at man blev påvirket. Det mener jeg er en total misforståelse, for selvfølgelig kan kristne familier blive påvirket af denne verden, det handler jo om hvor meget af verden man giver plads. På den anden side behøver vi heller ikke gå rundt og se dæmoner alle vegne som nogen også gør. Det er kun til at blive skør af.
Nej, meningen med dette indlæg er at gøre opmærksom på at vi er under påvirkning og vi skal være opmærksomme derpå, og påvirkningen kan komme mange forskellige steder fra, som i dette tilfælde fra pop-kulturen. Men vi har brug for at lade os påvirke af Ham som vil os det gode og holde os til Hans ord. En kristen som lader sig påvirke af Kristus, af Guds ord og af god forkyndelse vil også være i stand til at gå igennem denne verden uden at alt går hen og bliver dårligt. Man kan tilmed få lov at være et lys i denne verden. Måske et lys som nogen har lyst til at slukke for, men om ikke andet så et lys i en mørk verden. Så mit råd er: Vid hvad der sker omkring dig, men hold dig til Kristus.

Se disse sider som bliver henvist til i indlægget: https://sand.omvendelse.dk/praediker-din-praest-captain-america-eller-jesus-kristus-5335.htm

Er ”Hytten” (The Shack) en kristen bog?

https://sand.omvendelse.dk/hvordan-blev-aleister-crowleys-satanisme-til-populaerkultur-3337.htm

 

 

 

Categories
Himlen

Himlen er større end Legoland

Jeg har sagt til min søn at jeg tager en dag fri for arbejde snart, for at tage med ham i Legoland. Bare en far-søn tur hvor vi kan lave alt det vi har lyst til i Legoland, uden at skulle tage hensyn til de andre tre i familien. Hvis der er noget som kan få en otteårig drengehjerne i omdrejninger, så er det at få at vide (i lidt for god tid) at han skal i Legoland med far. Han tænker på det om morgenen, han tænker på det i skolen, på vej hjem i bussen og om aftenen når han skal i seng. Han snakker om det, og spørger hvad jeg synes er sjovest og hvad vi skal prøve først og hvad vi skal prøve mange gange. Hans sind er med andre ord totalt fokuseret på Legoland. Det kan jeg egentlig godt forstå, jeg husker selv hvor meget den slags kunne fylde mit hoved som lille, så der næsten ikke var plads til andet.

På samme måde som et barn kan glæde sig til at komme i Legoland, bør kristne glæde sig til at komme hjem til Gud i Himlen. Det bør fylde vore sind i så stor grad at vi kan overkomme denne verdens modstand og strabadser. Når vi har bare en rimelig idé om hvor stort det er at komme i Himlen, og for evigt være hos Jesus og aldrig mere skulle kæmpe i en syndig verden, så ved vi også at det er det værd.

Bibelens profeter forstod dette, og det gjorde at de kunne overkomme megen modstand. Såsom Moses hvorom der står i Hebræerbrevet:

“I tro nægtede Moses, da han var blevet voksen, at lade sig kalde søn af Faraos datter. Han ville langt hellere lide ondt sammen med Guds folk end for en kort tid opnå en syndig nydelse, og han regnede Kristi forhånelse for en større rigdom end Egyptens skatte, for han havde lønnen for øje.” Hebræerbrevet 11.24-26

Den løn Moses havde for øje, er den samme løn den kristne skal have for øje i dag, og hvilken løn, en løn som jeg ikke fortjener, men får på grund af Guds store nåde mod dem som tilhører Ham.

At min søn i dag glæder sig til Legolandsturen, kan jeg godt forstå, men jeg ser frem til den dag, at det han ser endnu mere frem til er at komme hjem til vores skaber og Gud i Himlen. For det er langt bedre og langt større end Legoland. Forresten så bliver man også træt efter en hel dag i Legoland (jeg er som regel fuldstændig smadret), men i Himlen bliver vi aldrig trætte. Som John Newton skrev i hans vidunderlige salme Amazing Grace:

“When we’ve been there ten thousand years,
Bright shining as the sun,
We’ve no less days to sing God’s praise
Than when we’d first begun”

Categories
Bibelen Livet som kristen

Hvorfor det er godt at tage en uddannelse som kristen

En af de mest fornuftige beslutninger man kan tage som ung kristen, er at tage en uddannelse. Det har vist sig igennem kirkehistorien, og det er også sandt i dag. For at undgå misforståelse så vil jeg lige slå fast at det er ikke et krav at en kristen skal tage en uddannelse, men at det er en virkelig god og rigtig ting at gøre.
Der har været tendenser til nogen gange i kirkehistorien, og nogle steder i dag at afholde sig fra at tage en uddannelse, da nogen kirkeledere har anset det for at være spild af tid. For de kunne jo se og konkludere at Jesus kom snart, og så var der jo ikke nogen grund til at bruge tid på en uddannelse som der ikke var brug for. At Jesus kommer snart, bør være et element som altid er integreret i den kristnes liv. Men det er ikke meningen at vores tro på at frelseren snart kommer, skal sætte os i stå. Et andet argument kan være at man er bange for at blive påvirket af verdens tanker. Men helt ærligt, hvis vi skal være i stand til at argumentere imod verdens tanker, så er vi jo også nødt til at kende til dem.

Under romerriget var kristnes generelt højere uddannelse end gennemsnittet med til at man var nødsaget til at stoppe forfølgelsen af de kristne. Dengang var det sådan at mange ikke kunne læse, men hvis man skulle have et job i den offentlige administration, så var man nødt til at kunne læse. Da kristne havde sørget for at lære deres børn at læse, (fordi de så blev i stand til at læse i Guds ord), blev kristne en stor del af den offentlige administration, og fik dermed en del indflydelse i romerriget. Forfølgelsen af kristne fik derfor den konsekvens af det ødelagde effektiviteten af den offentlige administration, fordi de netop mistede så mange dygtige medarbejdere som var kristne. Og det var så mærktbart at man var nødt til at gøre noget for at stoppe det. Derfor kunne man se at det var en dårlig idé at forfølge de kristne, for man havde brug for dem i samfundet, og de løste tilmed deres opgaver med god samvittighed og var troværdige.
Det kan sagtens ske igen, ifald at kristne så også har gode uddannelser som er eftertragtede af samfundet.

Stå ikke bare udenfor
Udover at uddannelse kan gøre det nemmere for kristne at komme igennem tider hvor samfundet ellers opfatter kristne som fjender, så skal vi også være opmærksomme på at uddannelse kan give indflydelse. Eksempelvis kan der være nogen tendenser hos kristne til at beklage sig over det ene og det andet i samfundet, og så ellers bare se tingene fra sidelinien. Ofte har jeg hørt folk sige at sådan er det jo bare, og det vil bare blive værre og værre for det siger bibelen. Men det er en fatalistisk holdning som ikke bør høre hjemme hos kristne, for kristendom er netop ikke fatalistisk. Bør man ikke som kristen i stedet vælge at blande sig og komme med gode input, i stedet for bare at stå og se på? Kristne bør tro på at man kan være med til at ændre tingenes forhold, og bør derfor blande sig. Som Kevin Williams for nylig sagde i en prædiken han holdt i Danmark, så giver det mere mening at få en uddannelse som lærer og få indflydelse i undervisningssektoren, end det giver mening bare at klage sig over at undervisningsbranchen er ukristelig. Ja, hvis den virkelig er det, så skyldes det jo muligvis at der er for få kristne lærere. Så hvorfor ikke uddanne sig som lærer? Eller læge hvis man mener der er kommet alt for meget hedens overtro ind i sundhedssystemet såsom zoneterapi og akupunktur o.l. Hvorfor bare give op, når man kan få et medansvar og medindflydelse ved at tage en relevant uddannelse.
At man ved at tage en uddannelse så samtidig vil have nemmere ved at tage sig af sin familie fordi man har bedre muligheder for at få gode jobs med ordentlige indtægter, er bare en frynsegode som man ikke skal have det dårligt med.

Hvad kan en kristen gøre, og hvad bør en kristen gøre i samfundet?
Jeg vil til slut anbefale at høre Kevin Williams prædiken over dette emne som blev holdt i Esbjerg Frikirke i februar i år. Kevin havde undervist en hel weekend og afsluttede så med denne prædiken om søndagen. Og ret skal være ret, evangeliet om Jesus Kristus fylder ikke så meget i lige denne prædiken, og det er ellers noget jeg anser for meget vigtigt. Men det var tydeligt til stede i resten af undervisningen i den weekend. Og jeg kender Kevin og ved at det er normalt for ham at prædike evangeliet, så derfor ser jeg ikke noget galt i denne prædiken, i og med at det er fra en mand som er kendt for at prædike evangeliet som naturligt og centralt. Men lyt endelig til en balanceret undervisning om hvad den kristnes ansvar og muligheder er i denne verden, som vi også har et medansvar for.

http://www.esbjergfrikirke.dk/?p=3455