I går sluttede jeg af med at skrive: “Der er folk der i større grad søger Guds gaver, end de søger Gud. Det er et stort problem for dem, for hvis de ikke søger Gud nu, hvorfor skulle de så have lyst til at være sammen med Ham i Himlen?”. Det spørgsmål vil jeg gerne forsøge at besvare her. Det kan være ganske interessant at spørge kristne hvorfor de gerne vil i Himlen, og hvad de glæder sig mest til. De svar man får flest af ligner lidt dem her:
- Jeg glæder mig til at være sammen med min farmor igen (eller andre familiemedlemmer og venner)
- Jeg skal gå på gader af guld
- Det er bedre i Himlen end i Helvede
- Der er fest i Himlen
Altsammen svar der ikke behøver være noget galt med. Men hvis det er de vigtigste grunde til at man glæder sig til at komme i Himlen, så er der noget man er nødt til lige at tænke over. Vil man i Himlen for at være sammen med Gud, eller vil man bare i Himlen?
Sagen er jo den at alle vil i Himlen, selv djævelen vil i Himlen. Han ønsker bare ikke at Gud er der. Himlen er skabt til Guds ære, og hvis vi skal være der, er det også meningen at vi skal være der til Guds ære. Frelsen er faktisk en forsmag på Himlen. For i frelsen har vi fået fællesskab med Gud igen. Men det er også et fællesskab vi må holde vedlige, og her taler jeg bestemt ikke om at gerninger frelser, men om at holde sig tæt til Gud. Det er som i et ægteskab. Hvis jeg tog min kone for givet, ville hun på et vist tidspunkt blive ret irriteret over mig. Men hvis jeg viser hende at jeg elsker hende og giver hende min opmærksomhed, så vil hun også kunne finde sig i ret meget fra min side af, når jeg fejler.
Med Gud tror jeg det er ligeledes, hvis jeg tager Ham for givet som kristen, og ikke gør noget ud af at søge Ham. Hvorfor skulle jeg så have lyst til at være sammen med Ham i Himlen? Hvis frelsen virkelig er en forsmag på Himlen så burde jeg også i min adfærd her på jorden vise Ham at jeg serfrem til at være sammen med Ham i Himlen.
“Jeg elsker dem, der elsker mig,
og de, der søger mig, finder mig.” Ordsprogene 8.17.
