Der er mange bibelske årsager til at have kirkedisciplin, en af dem er kirkens ry. Paulus skriver til Korinterne at der bliver talt dårligt om kirken, fordi der er folk i kirken der lever i åbenlys synd. Det er noget som man mange steder ikke ser som noget problem mere. Man undskylder sig med at man skal være “favnende”. Dertil undskylder man sig med, at der jo også er synd som ikke er åbenlys, og den kan man jo ikke gøre noget ved. Hvad der jo er rigtigt nok, men er en dårlig undskyldning for at ignorere kirkedisciplin. For hvis vi ignorerer åbenlys synd, så vil det sprede sig som cancer. Jeg har set det ske før, og det slår aldrig fejl.
Men en årsag til at have kirkedisciplin som vi ofte glemmer, er det ry som vi har blandt andre. For hvis de ved at kristne siger det ene, men gør det andet, så vil de kunne se at vi er hyklere. Eksempelvis hvis vi forkynder og siger at sex er noget der foregår indenfor ægteskabet, og kun der. Så kan vi ikke samtidig have folk som tilhører kirken, som lever i seksuel umoral. For så kan verden jo se at vi ikke mener det. Vores tale er blevet til tom tale.
Kirkedisciplin har en opdragende effekt indadtil, men det har også en signalværdi udadtil. For hvis folk kan se at det vi prædiker, også er det vi mener, så har vi et stærkt vidnesbyrd. Det kan godt være at folk ikke bryder sig om hvad vi gør, og de synes vi er ekstreme, men at se at vi mener det så meget at vi er villige til at efterleve noget, som ikke er populært i verdens øjne, vil også skabe en hvis respekt. Hvis vi ikke har den respekt, hvorfor skulle folk så blive kristne? De vil opleve at kristne er nogle hyklere, ligesom så mange andre. Der vil ikke være nogen forskel på kristne og folk i verden, det er et fedt. Og hvis der ikke er nogen forskel, er der ikke længere noget der indikerer at det at være en kristen gør en forskel. Så hvorfor skulle man så blive en kristen, det betyder jo ikke noget alligevel i så tilfælde.
De præster som ikke udøver kirketugt, gør både dem selv og deres kirke, en bjørnetjeneste. For ikke nok med at de skaber et dårligt ry for kirken så har de også fået en sygdom som vil brede sig som cancer. En cancer de kun vil få endnu sværere ved at fjerne efterhånden som den vokser. For når den har bredt sig og præsten først sent vil tage affære, vil man spørge ham; “Hvorfor sagde du ikke noget til det før? Hvis du virkelig mener dette er forkert, så burde du have sagt det før, men du tiede, derfor har du ikke nogen taleret mere”. Den dag vil præsten stå med en stor splittelse i kirken, istedetfor en lille som han forsøgte at undgå i starten. Eller også vil han stå med en kirke som ikke tager synd alvorligt, men dermed heller ikke tager Gud og Hans ord alvorligt. Og spørgsmålet er om man så kan kalde det en kirke, eller om det ikke istedet bare er et socialt fællesskab.
Kirkedisciplin er med til at holde Kristi legeme sundt, og give Kristu legeme et godt ry blandt folk.
