Denne weekend har jeg valgt at lade John MacArthur tale om et område, som ikke er populært blandt en del karismatikere, og slet ikke hos den emergente kirkebevægelse. Emnet er skriftens tilstrækkelighed. Han har nogle ret provokerende udtalelser i starten, som vil falde en del karismatikere for brystet. Nogle vil måske anklage ham for at afvise Helligåndens virke i mennesker. Jeg ved at MacArthur tror på Helligåndens virke, han mener at det er altafgørende at Helligånden virker igennem ordet på mennesker. Men hans udgangspunkt for hans undervisning og forkyndelse er ordet. Det er livsbekræftende at se denne mand som har ladet ordet være hans inspiration, i en tid hvor kirkerne er blevet så trætte af Guds ord, at man har lukket op for vranglære. Det er et eksempel til efterfølgelse!
MacArthurs ærinde er tiltrængt. Alt for mange steder i kirkerne søger vi sandheden ved at læse en bog i 40 dage, studere 12 afgørende step til en mere levende kirke, eller ved at fokusere på syv punkter til bedre ledelse. Vi har brug for at gå tilbage til ordet, og se hvad der står i den.
Det burde egentlig ikke være nødvendigt at fokusere på skriftens tilstrækkelighed, for dette er mælkelære for kristne. Men vi er i dag nået til et punkt hvor vi har en viden der svarer til den menighed forfatteren af hebræerbrevet skrev til. For de havde også brug for at komme tilbage til mælkelæren. MacArthur viser hvordan skriftens tilstrækkelighed manifesterer sig, og hvorfor det er nødvendigt at stå på at den er tilstrækkelig.
Sola scriptura
På nogle enkelte småpunkter er jeg ikke enig med MacArthur. Det skyldes nok at jeg er karismatiker. Men på dette område er jeg enig; Gud vil ikke begynde at åbenbare nye ting for os. Det som Han vil åbenbare for os, er i overenstemmelse med skriften, for Gud modsiger ikke sig selv!. Det er der folk som ofte har taget fejl af. De er begyndt at tillægge selvbestaltede profeters “profetier” større autoritet end skriftens. Og det er på ingen måde i orden, heller ikke om der følger tegn og undere med. Det er skriften der er autoriteten og udfra den vi skal vurdere om en lære er fra Gud, eller fra et andet sted. Vi kan ikke vurdere det alene på følelser og på vore egne meninger. Det er vi for ufuldkomne til at kunne gøre.
