Jeg er så træt af folk der begynder at prædike evangeliet ordentligt, som efterfølgende kommer i tvivl om de forkynder evangeliet ordentligt, bare fordi de får lidt modstand. Modstand er en af tegnene på at ens forkyndelse er i orden. Det er bestemt ikke et afgørende tegn, for Jehovas vidner har modstand og deres forkyndelse er helt forkert. Men anyway, at en der forkynder evangeliet klart og tydeligt får modstand er helt bibelsk. Hvis de kunne finde på at korsfæste Jesus, så kan de finde på at gøre det samme med os. Men jeg har observeret at kristne fra flere kredse som begynder at prædike loven før nåden, i dag flere steder oplever at de får modstand fra deres egne. En modstand som gør at mange af dem begynder at tænke; Prædiker jeg på en forkert måde eftersom folk bliver irriteret, ovenikøbet kristne folk som jeg kender i forvejen? Men sagen er at det er helt bibelsk.
Det koster at prædike evangeliet. Vi der gør det, gør det ikke for at blive populære. Eller for at blive rige eller anerkendte. Dem der gør det for disse ting, tror jeg ganske enkelt ikke prædiker et ordentligt evangelium. Vi gør det fordi vi elsker Gud og ønsker at Hans ord skal forkyndes, sådan som Han har sagt vi skal gøre det. Men i vores vestlige kultur er vi blevet så tryghedssøgende og velfærdsfokuserede at vi ikke tåler ret meget modstand. Er der nogen der siger til os; Sådan kan du ikke prædike. Bliver vi i tivivl med det samme, og tænker at så må vi nok være mere “vise” og forsigtige, så folk ikke bliver stødt bort. Men dermed glemmer vi at Jesus selv kaldte sig for en anstødssten, og fjerner vi det i evangeliet der støder nogle folk bort fra evangeliet, så fjerner vi faktisk Jesus.
Hvis du har brug for at sætte din tro i perspektiv i forhold til nogle der har betalt en pris for at være kristen. Så se denne video. Jeg advarer dig, den er hård at se. Så se den kun hvis du kan tåle at se hvordan andre kristne er udsat for forfølgelse og hån i andre lande. Spørg gerne dig selv om vi ikke burde være ligeså villige til at betale prisen, som de er. Jeg skriver ikke dette for at skabe fordømmelse over nogen. Det har jeg ingen interesse i. Men jeg ønsker virkelig at vi må forstå at forkyndelsen af evangeliet på Guds præmisser er meget vigtig, selvom den kan koste noget der ser ud til at være en meget høj pris. Nemlig vore liv. Men vi må ikke glemme, at Han gav sit liv først for os.