Hvornår må man kritisere? En samtale med Jón Poulsen

Interessant og øjenåbner for mig, for kritik og opmuntring er netop hvad vi har brug for i en trosvandring der er belagt med så mange bjørnefælder. Jeg er halfemserbarn, voksede op i et kulturkristent hjem og kom til tro for nogle år siden, efter en række hændelser jeg nok bedst vil beskrive som Guds akutte indgriben i et konkursbo. En veninde tog mig med til en pinsekirke, som jeg syntes var bragende kedelig og med alt for meget bibeloplæsning. Så en anden veninde tog mig i Hillsong, hvilket var lige netop den slags Fredagsrock stemning som jeg syntes var overkommelig. Det var lige indtil jeg efter 6 måneder faldt i snak med en buddhist der følte sig helt hjemme i miljøet. Det var som en kold spand i hovedet, for hvorfor søgte jeg Jesus og troens fællesskab et sted, hvor folk der delte mine gamle spøgelser og laster følte sig hjemme?

Jeg røg i alt vantro med begge ben de første par år, jeg græd og følte mig dybt rørt af William young’s Hytten, både bogen og filmen, jeg var til er foredrag med Vassula Ryden i min kirke og fik en gratis kopi af hendes første bog oversat til dansk og slugte det hele råt, jeg læste flere af de der børn der oplevede nærdøden og havde en masse samtaler med Jesus, og min familie i udlandet anbefalede mig varmt at følge Joel Osteen, og så ledte Gud mig til en online sort baptistkirke som han i foråret meget fast ledte mig ud af. Alt sammen ting jeg dykkede ukritisk ned i, men som Helligåndens i sin visdom åbnede mine øjne for efter noget tid. Hver gang ved at bygge mig op i skriften, og ved at lede mig til kritiske stemmer (bl.a. dig, så det takker jeg mange gange for) der pegede på Jesus og sandheden.

Da Gud sidste år ledte mig ud af den online baptistkirke han i sin tid ledte mig til for at give mig et tillæg til den kirke han fysisk plantede mig i, var det fordi at jeg endeligt var så meget i skriften og søgte at vokse i troen at dens vranglære overskyggede alle de bibelske sandheder som løjnene svøbte sig i. Og foråret 2020 var en herlig tid hvor jeg virkelig påskønnede kritiske stemmer, fordi jeg var så velfunderet i biblen at jeg ønskede at kende Guds ord for mig selv og ivrig efter at efterse i biblen om tingende nu passede og søge Gud i bøn for alt hvad jeg ikke forstod. Og foråret 2019 var også en tid hvor jeg ligesom Luther i sine kommentarer til Galatiakirken kapitel 2 var og til dels stadig er forundret over hvordan at kirken stadig eksisterer på trods af sekter, vranglære og false profeter med egne ambitioner.
To me it is a miracle that the Church, so long surrounded by vicious sects, has been able to survive at all. God must have been able to call a few who in their failure to discover any good in themselves to cite against the wrath and judgment of God, simply took to the suffering and death of Christ, and were saved by this simple faith. (http://www.projectwittenberg.org/pub/resources/text/wittenberg/luther/gal/web/gal2-14.html)

For selvom jeg er analytisk og har et litterært og postkolonialt studie i baggrunden, så stødte jeg på mere kritisk tænkning udenfor troen end inde i troen (her taler jeg mere bredt og om miljøet og tonen, der er kritiske stemmer her og der spredt rundt omkring) og det resulterede i at jeg slugte en masse råt de første par år og ikke rigtigt forstod faren i ting der ledte mig væk fra biblen. For det tog mig noget tid at få opbygget vedholdenhed til at læse mere end bare enkelte tilfældige usammenhængende skriftsteder.

Min rejse gik nogenlunde sådan her med den online baptistkirke, i januar 2020 sagde pastoren nogle lodrette løgne om israelitternes vandring i 2 Mosebog, og jeg der havde læst bogen kort forinden kunne ligesom føle vægten af Guds blik på mig og hans spørgsmål: nåh, Maria, hvad vil du stille op? Det rislede koldt ned af min ryg og jeg tænkte, “men falske profeter leder da ikke menigheder på 8000 mennesker og holder underholdende men velfunderede prædikener, og de ser da ikke så oprigtige ud i deres vandring med dig Gud!! Og det tog mig lidt tid, men efter 2 uger kom jeg mig over chokket og og da februar kom var jeg tilbage foran skærmen, denne gang kom en velkendt gæsteprædikant og sagde at Gud havde mange navne, Jesus, Oshun, Allah. Det var en mave puster, jeg væmmedes så meget over hvad jeg hørte og denne gang kunne jeg nærmest føle Guds venten som en fysisk mur, og denne gang var det som om han sagde: vil du virkelig fortsætte Maria? Med fuld overlæg og vidende om at du vælger vranglære og underholdning selv efter at du bekendte dig til at ville følge mig?

Jeg valgte Gud, og tænkte kan det virkelig passe at jeg der er sådan normal intelligent og har vandret med Gud i nogle år har absolut nul og nada kritisk input i de kristne miljøer jeg har omgang i? For jeg hører ingen kritik, ingen forbehold, ja selv Joyce Meyer bliver spillet på den kristne tv kanal som kirken anbefaler. For nogle sidespor kan jeg forstå, men alle sidesporene var ting min egen kirke, eller venligsindede kristne anbefalede mig uden forbehold. Og denne baptistkirke var en kæmpe øjenåbner for mig om surdej i dejen, fordi at den var så opsat på at stå på skriften.

Men så begyndte Helligåndens stille og roligt at minde mig om brandalarmerne. Jeg havde overset 1) alle de gange pastoren forherligede sin seminarunderviser, der i sin tid smed biblen på gulvet og trådte på den, fordi han igen igen ville formane sin forsamling om at vægte biblen som det eneste sande de skulle læne sig op ad. 2) hvordan pastoren bevidst såede tvivl om sandheden i biblens intertekstuelle reference, i.e. disciplene spiser nogle korn på sabbaten, og Jesus minder farisæerne om at David gjorde noget lignende/at Paul påstod at han var en apostel men at det ikke stod nogen steder i biblen 3) hvordan en af de andre pastorer som var igang med sin Ph.d i teologi snakkede imod at tilgive i en 2 timers bibelstudiesæssion, fordi at Gud jo godt forstår os, men da nogen læste ordret op fra Fadervor Matt. 6:15 Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser. Som modsvar stod hun lidt mundlam og sagde så, ja der forstår jeg heller ikke hvad Gud mener, det er ikke altid lige til at forstå.4) hvordan pastoren op til flere gange advarede menigheden i at tro at Gud kun gav sin frelse gennem sin søn Jesus, fordi at der er mange veje til Gud og han er større end en bog.

Gud sagde roligt til mig en dag mens jeg gysede over åbenbaringerne: enten tror du på hvad jeg siger, at jeg er vejen, sandheden og livet. At jeg siger hvad jeg mener og at jeg mener hvad jeg siger, eller også tror du ikke på mig. Men hvis du tvivler skal du vide hvad tvivlen leder til: “har Gud virkelig sagt? Vist skal din uvidenhed ikke lede dig på afveje. Og jeg indså at min uvidenhed havde ledt mig på afveje. Jeg havde ikke som jøderne i Berøa gransket biblen, eller bare googlet nogle af de falske påstande jeg havde indtaget over en længere tidsperiode. For apostelenes gerninger kaldte Paulus en apostel flere gange, så det var ikke hans egen påstand. Biblen siger udtrykkeligt både i det nye og i det gamle testamente at Guds frelse vil komme i hans messias, som er hans søn Jesus osv.

Fra den dag fandt jeg mig selv i biblen dagligt, men jeg er et menneske, fuld af fejl og med et ret svingende moralsk kompass. Jeg bliver nemt distraheret, og selvom tingende står sort på hvidt kan jeg nemt overse Guds sandhed.

Og jeg tror 2020 det år hvor Gud smøgede ærmerne op og kiggede ud i blomsterbedet, men efter gentagene gange at have spurgt ham : jamen hvorfor lod du mig vokse med så meget ukrudt fra starten? Har han vist mig hvor gennemsyret af løgne, falske profeter og vranglære kirken har været fra sin fødsel til idag. Og at all mine sullen og veen er til ingen nytte fordi alt det urene har været i blandt os fra starten. I år 2021 er jeg også begyndt at påskønne hans kald til at vi skal drage bort fra verden(2 kor. 6:17), stræbe efter fred og helligelse (heb. 12:14) og tage vare på flokken, være på vagt, og overgive os til Gud og hans nådens ord der opbygger (apost. 20:28-32.)

Al den formaning, og advaren om at være på vagt, være kritiske, opbygge, opmuntre synge salmer er nødvendigt set i lys af den menneskelige natur. Gud kender os og ved at hvilke kræfter der strider imod os, kødet, verden og djævlen. For det er alt for let at sky bort fra den gode nyhed, men vi skal netop skamme os over den sande lære og ikke skamme os over det budskab der lagde Paulus og stadig lægger mange nutidige kristne i lænker: at vi er syndere der desperat har brug for en frelser hvis ikke vi skal ende der hvor vi fortjener at ende, i helvede og evig fordømmelse, men at Gud i sin nåde har sendt sin enbårne søn Jesus Kristus til at bære verdens syn og Guds vrede på korset og genoprejste ham på tredjedagen, sådan at vi i tro på Jesus må have evigt liv, fred med Gud og gå fri af synden og døden!

Da jeg hørte jeres samtale blev jeg konstant mindet om 1 kor. 14:8: Og hvis trompeten giver en uklar lyd, hvem vil så ruste sig til kamp?

Fordi at jeg føler at det egentlig er det spørgsmål jeg har prøvet at stille Gud, hvorfor giver dine trompeter uklare lyde? Men også det har jeg fået et nogenlunde svar på:

Ords. 18:10 Herrens navn er et fæstningstårn,

den retfærdige løber ind i det og er i sikkerhed.

Salm: 66: 10-12 For du prøvede os, Gud,

du lutrede os, som man lutrer sølv;

du lod os gå i fanggarnet,

du lagde byrder på vore hofter;

du lod mennesker ride hen over hovedet på os,

vi måtte gennem ild og vand.

Men så førte du os ud til overflod.

For det er den måde han udreder urenheder i os, og renser det materiale som vores sjæle er skabt af. Og samtidig tester han os og gennem de udfordringer han tillader styrker han vores tro i ham når vi opgiver at stole på vores egen visdom, styrke, talenter, omgivelser, men i tro på Jesus fuldførte værk, arbejder med frygt og bæven på vores frelse(fil. 2:12) mens vi hviler i den viden at det er det er Gud, der virker i os både at ville og at virke for hans gode vilje(fil. 2:13)

Og med det siger jeg tak. Fordi at jeg tit har malet et glansbillede af at der har været bedre tider, bedre menigheder, bedre forhold i kristelig legeme, især i Danmark. Men nu hører jeg at Grundtvig delte Luthers fortvivlelse, og jeg kan forstå at Paulus og de tidlige menigheder døjede med samme problemer, og jeg kan forstå på prædikanter fra halvtredserne at de også måtte døje med de samme problemer. Og nu føler jeg en kæmpe beundring overfor Gud, for han har virkelig udrettet mirakler, vidundere og reddet sjæle ved sin styrke, kraft og sin mægtighed på trods af de skrøbelige lerkar han har valgt at bruge. Al ære til ham i Jesus navn.