I nedenstående video kan du se den velsete og højt anerkendte lovsangsleder fra Hillsong Darlene Zschech, synge i Joel Osteens kirke Lakewood. Enhver med bare en lille smule teologisk forståelse burde kunne høre at Joel Osteen prædiker et andet evangelium end bibelens, og dermed et falsk evangelium. Derfor kunne man undre sig over at Darlene kan finde på at synge i den kirke, og sætte sig selv i bås med den lære som bliver prædiket der. Hvad folk ikke ved er at der ikke er nogen forskel på Hillsongs lære, og Joel Osteens lære. Hillsong er nemlig også en del af trosbevægelsen. Det kan godt være de ikke siger det så artikuleret, men hvis man hører den forkyndelse som bliver prædiket i Hillsong, så er der ikke nogen tvivl om at dette er en del af trosbevægelsen. Men vel at mærke en trosbevægelsen light, fuldstændig ligesom Joel Osteens udgave.
Tre gange
Jeg har været til møde i Hillsong tre gange, og jeg har endnu ikke hørt evangeliet der. Hvad jeg så og hørte var noget ganske andet, og det vil jeg godt have lov til at forklare i bidder her på bloggen. Så vent med at tro på mig før du har læst hvad det er jeg har oplevet og set til disse møder, og hvad kristne fra Australien (Hillsong er startet i Australien) har at sige om den konsekvens det har haft for kirkelivet i Australien.
Men forstå mig ret, min hensigt vil ikke være at sige at alle der kommer i Hillsong er fortabt. For det tror jeg ikke er tilfældet. Men der er så store problemer med det der bliver undervist i Hillsong når man sammenligner med bibelen, at det er noget man er nødt til at tage alvorligt.
Velkommen
Jeg kan godt forstå at dette område vil komme bag på nogle, fordi Hillsong bliver set som en fornyelse for kirken. Der er nok også nogle som vil blive vrede eller kede af at jeg kritiserer Hillsong. Til jer vil jeg sige, at I er meget velkomne til at give jeres besyv med i kommentarerne. Denne blog har plads til at man kan være uenig med skribenten. Og jeg vil gerne høre på hvad andre har at sige, fra deres vinkel, hvad enten jeg er enig eller uenig.