Hvornår døde de ægte helte? Vel at mærke dem vi ser på film. I filmhistorien er der visse milepæle og en af de milepæle der fik afgørende betydning for hvordan vi ser en helt, var High Noon med Gary Cooper fra 1952. Kendt som Sheriffen på dansk. I dette indlæg vil slutningen af filmen blive afsløret. Så hvis du ikke har set den før, og planlægger at se den, er du hermed advaret. På filmsproget hedder det, at der vil komme en spoiler.
Nygift
Gary Cooper spiller sheriffen Kane. Han er lige blevet gift, og er på vej ud af byen til et liv som butiksindehaver sammen med sin kone som er kvæker. Dvs hun tilhører en kristen pacifistisk retning som altid vender den anden kind til. På vej ud af byen, får Kane at vide at den mand han sendte til livsvarigt fængsel er blevet løsladt. Manden er Frank Miller en modbydelig bandit, som førhen havde styret byen med hård hånd. Den mand havde Kane sat byen fri for. Millers venner står og venter ved banegården. De ved at han kommer ind med toget kl.12.00, og derefter vil de hævne sig på Kane. Deraf filmens titel High Noon.
Ufærdigt arbejde
Kane som samme dag er stoppet som sherif, synes han skal blive og afslutte det arbejde han havde påbegyndt med Miller. Men konen overtaler ham til at tage afsted med det samme. Da de har kørt lidt, går det op for Kane at han må vende om. Han har et ansvar stadigvæk, selvom han har taget sit sherifskilt af. Hans kone siger til ham at han må vælge om han vil tage med hende, eller om han vil tage et opgør med Miller. Han vælger at færdiggøre det arbejde han engang havde påtaget sig.
Han står nu og har brug for hjælp. For det er ikke kun Miller han er oppe imod. Det er fire revolvermænd som vil slå ham ihjel, og overtage byen med voldelige midler. Han søger derfor hjælp hos byens befolkning. Det bliver der ca brugt en halv time på i filmen, og det er en meget deprimerende oplevelse. For der er INGEN der vil hjælpe ham. Kun en drukkenbolt og en knægt der er for ung. Alle andre vender ham ryggen. De er bange. Der er en som i starten sagde at han ville hjælpe ham. En som har sagt at han vil gå igennem ild og vand med ham. Da Kane møder ham igen, får han at vide at de er de eneste to der er oppe imod Miller og hans mænd. Det gør at også den mand stikker halen imellem benene, for han har jo kone og børn, og så videre.
Ene mand
Han står nu alene. Forladt af kone. Svigtet af sine venner. Forrådt af byens spidser. Men værst af alt klokken er 12.00. Toget kommer ind, og Miller stiger af. De fire forbrydere går langsomt, men målrettet ind mod byen. De vil hævne sig på ham der stoppede dem, dengang de havde magten i byen. Her følger en af de mest spændende skydescener i filmhistorien. Den er mere nervepirrende end de fleste westernfilm der er lavet. Personlig mener jeg den overgår de bedste Sergio Leone film. Han står alene, han er nærmest allerede dømt til døden. Men han klarer dem dog alligevel, en af gangen ved list, indtil at han står i en klemme som han ikke kan komme ud af. Et skud lyder, klemmen er brudt, og han vinder kampen, med et lille twist i filmen som kan ses nedenunder. For hvem havde skudt hans fjende? Såmænd hans pacifistiske kone som ellers altid vender den anden kind til.
Han står nu som vinder med sin kone i armene. Folk kommer ud af husene for at se vinderen der står oprejst, og taberen der ligger død på jorden. Nu tør de godt komme ud, nu tør de godt vise at de støtter ham. Og lige netop her viser filmens klimaks sig at være. For Kane kigger på dem, han ved godt at de nu gerne vil have ham til at fortsætte som sherif. Han ved godt at han var den bedste sherif, byen nogensinde kunne få og har haft. Han kigger på sit sherifskilt, tager det af og kaster det på jorden.
I er det ikke værd
I denne handling viser han, at han ikke længere synes at byens borgere er værd at kæmpe for. Da han havde allermest brug for dem, svigtede de ham. Da han stod overfor den vigtigste kamp i hans liv nogensinde, vendte de ansigtet bort. I er ikke værd at hjælpe, er det han egentlig siger. Han tager afsted med sin kone i deres hestevogn ud af byen.
Sådan er en rigtig helt ikke
Dette var et brud med en gammel tradition i Hollywood. De rigtige helte før denne film var uselviske. De gik hele vejen, uden at tænke på sig sel,v eller om dem de hjalp var det værd. Den slags reflektion var der ikke plads til hos en ægte helt før. Men efter denne film opstod en ny type helte. Helte som kun ville hjælpe dem som var det værd. Men det skal jeg ikke gå i dybden med her. Men tænk hvis Jesus havde været sådan. Tænk nu hvis Jesus havde tænkt; “De svigtede mig allesammen, selv Peter som sagde at det kunne han aldrig finde på. Alle svigtede de mig. De er mig ikke værd.” Det kunne Jesus med god grund og fuld ret have tænkt. Men det gjorde han ikke. Hvorfor? Fordi vi er det værd tænker du måske? Men nej det er ikke derfor, for vi er ikke andet end støv, i forhold til Ham. Men fordi Han valgte at redde os. Ikke på grund af os, men på grund af ham selv, valgte Han at redde os. Han lod os ikke i stikken selvom vi fuldt ud fortjente det.
For sagen er den at når man ser High Noon, så er man enig med Kane. De er det ikke værd. De er forrædere allesammen. Man kan godt forstå at Kane tager afsted. Men hvis man kan forstå det, hvor meget mere burde Jesus så ikke have efterladt os i vores egen elendighed, med fortabelsen i vente. For vi fortjener det om nogen fortjener det. Her viser Jesus sig at være en større helt end nogen anden. For Han elskede os mens vi endnu var fjender af Gud. Deri ligger kærligheden, at Han elskede os først, selvom vi alle søgte væk fra Ham.
Her er slutningen på filmen:
