Der har været tidspunkter i mit liv, hvor mit vidnesbyrd har været mere påvirket af mit kirkesamfund, end af bibelen. Jeg husker også at det skurede i mine egne ører, når jeg gav mit vidnesbyrd på visse punkter. For jeg havde fået det til at se ud som om det var mig der søgte Gud. Det var noget der var meget normalt at sige i mit kirkesamfund, det gjorde os jo lidt bedre i vore egne øjne, når vi så os selv som sandhedssøgere, der havde fundet sandheden. Men desværre var det ikke det der skete, for bibelen siger at ingen søger Gud.
“Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud.” Rom 3.11
Men i stedet står der at det er Gud der søger os, og det kun er muligt at komme til Jesus når Gud drager på os:
“Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.” Johannes 6.44
Sagen er også den at det var præcis det jeg oplevede. Jeg søgte bestemt ikke Gud. Men jeg begyndte at søge Ham, efter at Han begyndte at drage på mig. Men på trods af dette, ønskede jeg ikke at omvende mig. Jeg strittede imod Guds kald. Jeg ønskede at leve mit eget liv, og beholde de synder som jeg satte pris på, og samtidig kalde mig en kristen (se her). Jeg ønskede med andre ord en gud, der lod mig leve mit liv som jeg selv ønskede, og så var en hjælp for mig til de ting hvor jeg mente at kunne bruge guds hjælp. Med andre ord, jeg søgte min egen gud, en gud der var skabt i mit billede. Og ikke en Gud, som havde skabt mig i sit billede, og som ønskede at kalde mig tilbage til det Han havde tænkt sig.
Prøv blot at se på hvordan jeg forsøgte at tvinge Gud til at acceptere mig. Jeg prøvede jo ved hjælp af jura at få Ham til at indse at jeg var en kristen. For kunne jeg sige “Jesus er Herre”, så måtte jeg jo være en kristen. Lykkeligvis ville Gud ikke lade mig slippe afsted med at begå den fejl. Derfor stoppede Han min mund, så jeg ikke kunne sige “Jesus er Herre”. Det var mig simpelthen umuligt at få den sætning ud af min mund (se her). Først da det stod soleklart for mig at jeg ikke var en kristen. At jeg ikke var født på ny. At jeg ikke var et Guds barn. Først da spurgte jeg Gud, hvad skal jeg da gøre? Ligesom dengang da jøderne havde hørt Peters pinseprædiken, hvor deres reaktion var følgende:
“Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre, brødre?«” Ap. G. 2.37
De kunne se at de ikke tilhørte Gud, selvom de før havde troet at de gjorde det. Først når vi indser det, så er det vi kan blive frelst. Når vi ser at vi i egen kraft er magtesløse, og ikke har noget som kan overbevise Gud om at vi fortjener Hans frelse, eller burde accepteres som vi er etc. etc. Først da er vi modtagelige for det Jesus siger her:
“Omvend jer for Himmeriget er kommet nær” Mattæus 4.17
Det der skete efterfølgende var også at jeg blev født på ny da jeg omvendte mig. Jeg blev en ny skabning. De ting som jeg elskede før, havde jeg ikke længere brug for. Jeg ønskede heller ikke at leve i dem mere. Jeg havde et nyt ønske og begær, at være sammen med andre kristne, og komme i en kirke, og at fortælle andre om den frelse jeg havde fået.
Disclaimer:
Er det ikke muligt at sige “Jesus er Herre” uden at være frelst? er der muligvis nogen der spørger sig selv om nu. Svaret er, jo det kan det godt. For det handler om to ting her. Dels handler det om hvilket billede vi har af Jesus, for hvis vi har en forkert forståelse af Jesus, kan det godt lade sig gøre. Jeg har eksempelvis hørt Jehovas Vidner sige “Jesus er Herre”, men deres billede af Jesus er jo en helt anden end reformert, klassisk ortodoks kristendom har. Jehovas Vidner kan ikke være kristne selvom de siger Jesus er Herre, for vranglæren de står for, er så modsat bibelen, af det på ingen måde kan fungere indenfor kristendom.
Den anden ting handler om hvad konsekvensen var ved at sige “Jesus er Herre” på apostlenes tid. Det var nemlig døden. Hvis man offentligt bekendte Jesus som Herre, og ikke kunne sige Cæsar er herre, ville man miste hovedet. Det var altså ikke alle der turde bekende Jesus som Herre, fordi det havde så markante konsekvenser. Og det er den kontekst vi skal se dette i. For udenfor konteksten bliver det jo blot til, at fordi man siger en sætning, at så er man frelst. Det er ikke i overenstemmelse med resten af bibelen, og derfor ikke en rigtig tolkning. At Gud valgte at lukke min mund da det skete, var Guds nåde imod mig, for Han behøvede ikke gøre det. Men det viser at det var Ham der søgte mig, og viste mig at jeg var nødt til at omvende mig fra hele mit liv, og give mit liv til Hans søn Jesus Kristus. Og hvor er jeg taknemmelig for at Han gjorde det, for ellers ville jeg i dag være fortabt.
Se da andre afsnit her:
Gud frelste et vrag 1: Druk, hash og HF
Gud frelste et vrag 2: Treugersvin og samtaler med Gud
Gud frelste et vrag 3: Og hvem kom dagen efter?
Gud frelste et vrag 4: For høj en pris
