De gange i historien hvor kirken har vist Gudsfrygt er det gået godt i kirkerne. Men når kirkerne ikke viste Gudsfrygt gik det dårligt, hørte jeg engang i en prædiken, og det er sandt. Når vi ikke længere har Gudsfrygt i kirken, så er vi på forkert grund. For så mister vi visdom. Når vi har Gudsfrygt, får vi visdom, for som der står i Ordsprogenes bog 1.7
“At frygte Herren er begyndelsen til kundskab”
Men okay, når vi ved det, hvad siger det så om kirkens tilstand i dag? Er der nogen der taler om Gudsfrygt? Ja, der er få steder hvor man tør tale om det, stadigvæk, og det skal vi glæde os over. Men manger steder er det nærmest en sjældenhed at det sker. Og når der så en sjælden gang imellem bliver talt om Gudsfrygt, så er det meget ofte en bortforklaring på hvad Gudsfrygt er. Hørte faktisk i sidste uge en velkendt prædikant bortforklare gudsfrygt, hvilket blot illustrerede at han ikke havde sand gudsfrygt.
Der kan ske det at man prøver istedet at forklare hvad Gudsfrygt er baseret på det billede som prædikanten har af Gud, og det billede er ikke altid bibelsk. For hvis der står i bibelen at vi skal have Gudsfrygt, og hvis Jesus siger at vi skal frygte Ham der kan kaste både sjæl og legeme i Helvede (Matt. 10.28), så er det fordi vi skal tage det alvorligt, istedet for at bortforklare det.
Det jeg ser er at mange kirker der har menneskefrygt, istedet for Gudsfrygt. Vi vil hellere tækkes mennesker, og være populære hos dem end vi ønsker at tækkes Gud. Vi har vort øje rettet på denne verden, og ikke på den kommende. Vi prøver at være som verden for at tiltrække verden ind i menighederne, men glemmer at venskab med verden er fjendskab med Gud. Og i dag er det faktisk svært at se forskel på hvem der er kristne og hvem der ikke er. Har det nogensinde været Guds mening det her? Behøver jeg svare?
Vi vil ikke få nogen rigtig vækkelse førend Gudsfrygten er tilbage i menighederne. Så mit spørgsmål er; Er der nogen der tør prædike Gudsfrygt i dette land?
Tør du?
