Kong Saul er en som kristne ofte tænker dårligt om. Og ikke uden grund, han ville jo slå David ihjel, og henvendte sig tilmed til en åndemaner til sidst, og døde en ynkelig død. Jo, ham har vi nemt ved at tænke dårligt om. Men vi glemmer noget der også står om kong Saul. I første Samuelsbog 28.3 står der:
“Samuel var død, og hele Israel havde holdt ligklage over ham og havde begravet ham i hans by Rama, og Saul havde fjernet dødemanere og sandsigere i landet.”
Tænk over hvilken radikalitet Saul faktisk har været kendt for i Israel. Hvor andre konger som kom efter Saul, så igennem fingre med dødemanere og sandsigere, så havde Saul fjernet dem. Han havde forstået at den slags var en vederstyggelighed i Guds øjne. Foruden at fjerne dem, havde han også vundet over filistrene adskillige gange, og faktisk gjort mange gode ting for landet i Guds kraft ovenikøbet.
Men det er ikke det vi husker ham for, vi husker ham for det dårlige, og forståeligt nok. Han var en dårlig konge som ikke formåede at omvende sig som Kong David kunne. Men hvad med vor tids “Sauler”? I de forskellige vækkelsesretninger (hvor der nærmest ikke er vækkelse alligevel) er der ret mange ældre forkyndere og pastorer som lever højt på at de engang havde været troskæmper. Folk som engang betalte prisen for at være kristne, som havde gået imod kirkens forkerte trends, og som havde været parat til at være upopulære for Kristi skyld. Sådan var de engang, og det er ofte det man husker dem på. Men hvor sandheden er at mange af dem har mistet gejsten, lysten, og iveren efter at kæmpe for evangeliets sandhed. De går på kompromis med sandheden og ser igennem fingre med de forkerte ting der foregår i kirkerne, som de forsøger at få til at se ud som om alting er godt.
Jeg bliver så ked af at se hvor mange af den type der er i mit gamle kirkesamfund pinsevækkelsen (som jeg ikke er en del af mere), men også i kirkeretninger som LM, IM, baptisterne m.v. Folk der prædikede evangeliet, og havde succes med at prædike det, men som i dag lever som falliterklæringer. Men det er de færreste der tør sige det offentligt. De færreste som vil sige sandheden om dem, og spørge dem, hvorfor de har givet op. David var før han blev konge parat til at spørge Saul om kritiske ting. Det var tilmed under fysisk forfølgelse han gjorde det. Når han turde, burde vi så ikke også være parat til at stille kritiske spørgsmål til de gamle troskæmper som er falliterklæringer i dag? Måske er der nogen af dem der vågner op til dåd igen, og tør kæmpe for evangeliet og gå imod vranglære, moderne overfladisk kristendom og forkert samarbejde med kirker som går imod bibelen.
Fremtiden afhænger ikke af disse forhenværende troskæmper, men af Gud. Men hvor ville det dog være befriende dejligt at se bare nogen af dem vågne op igen, og være parat til at tage nogle slag for evangeliets skyld.
