I dag kan man i medierne læse at celebrity-præsten Johannes Møllehave er død. Han blev 84 år, og var elsket af mange. Mest pga. hans humor, og levende væsen. Men Johannes Møllehave har skadet folks opfattelse af kristendom, og har været med til at gøre antinomianisme (lovløshed) til noget der blev normalt i kirker.
Og inden jeg fortsætter så ved jeg at der nu er nogen der vil mene at man ikke skal skrive negativt om de døde. Men det er hverken et bibelsk argument, eller et fornuftigt argument. Og det jeg skriver her mente jeg før han døde, og jeg har ikke ændret mening.
Tæt på evangeliet
Møllehave var tankevækkende nok i stand til at prædike noget der var meget tæt på evangeliet. Men i stedet for at tage Jesu alvorlige ord om omvendelse alvorligt, så misbrugte Møllehave evangeliet til at leve i synd. Møllehave og hans afdøde hustru Herdis Møllehave var kendt for at leve i åbne seksuelle forhold. De var altså ikke hinanden tro, men levede i et udpræget promiskuøst forhold, og de var tilmed stolte af det. Hertil har Møllehave også erkendt at han har følt sig nødsaget til at gå til prostituerede for at kunne udleve hans seksuelle fantasier. Og det er bare toppen af isbjerget.
Men hvorfor og hvordan kunne Møllehave leve sådan, og samtidig være præst? Svaret er at han var universalist. Han mente at alle kommer i himlen. Engang i P1 sagde han ( i halvfemserne) at selv Hitler var i Himlen, for han kunne ikke acceptere en Gud der sendte mennesker til evig fortabelse. Med andre ord, så mente Møllehave at han var så intelligent at han kunne sige hvilke dele af bibelen der var sand, og hvilke dele man ikke skulle tro på. Og han mente ikke man skulle tro på det Jesus sagde om evig fortabelse. Konsekvensen af det blev at Møllehave i virkeligheden levede som en satanist. Ja, undskyld mig, men det er desværre sandheden. Satanismens højeste bud, er jo at man skal gøre hvad man vil. “Do what thou wilt, shall be the whole of the law” er satanismen i en sætning, og lige præcis dette gjorde Møllehave.
Shakespeare ja, bibelen nej
Men kan jeg da ikke sige noget godt om Johannes Møllehave? Jo, det kan jeg bestemt godt. For han var en fantastisk formidler af Shakespeare, og havde en vidunderlig forståelse og evne til at formidle hvad meget klassisk litteratur handler om. Så hvis jeg eksempelvis havde brug for at vide noget om Cervantes, eller Dostofjevski, ja så var Møllehave en guldgrube af letspiselig information. Og ønskede jeg at forstå Shakespeares værker bedre, uden at det blev for akademisk, så var Møllehave manden jeg gik til (og det vil jeg nok også gøre i fremtiden). Men hvad angår forkyndelsen, så vil jeg ikke have med ham at gøre, for han var så tæt på sandheden, og alligevel milevidt forkert på den.
Jeg er faktisk bange for at hver gang Møllehave har stået på en prædikestol, så prædikede han en dom over sig selv, i og med at han ikke tog Guds ord alvorligt nok til at omvende sig fra sit syndige liv. En mand der er stolt af sin synd, i stedet for at skamme sig over den, burde ikke stå på en prædikestol.
Desværre fik Møllehave også prædikatet “Hele Danmarks præst”. For vi danskere ville hellere have en præst der prædikede en Gud der sagde vi kan leve som vi har lyst til uden konsekvenser, end vi ville have en præst der prædikede sandheden.
Du kan læse mere om hans liv her: https://www.bt.dk/kendte/snoed-doeden-utallige-gange-nu-er-johannes-moellehave-doed-efter-laengere-tids
