For at en forkyndelse kan siges at være evangelisk, må den også indeholde evangeliet. For at kunne vurdere om det er evangeliet der bliver forkyndt, kan man dele evangeliet op i nogle punkter som hænger sammen, og som er så væsentlig en del af evangeliet, at man ikke kan ignorere det. Medmindre man er ligeglad med om man forkynder evangeliet eller ej. De fem punkter er:
1. Guds Hellighed
2. Menneskets syndige natur
3. Nødvendigheden af retfærdighed
4. Kristi værk på korset
5. Omvendelse og tro på Jesus Kristus
De fem punkter er ikke udtømmende, men en slags minimum for at kunne være indenfor evangelisk forkyndelse. Og det skal heller ikke forståes sådan at hvis man ikke er kommet ind på alle fem punkter, at man så nødvendigvis har leveret et uevangelisk budskab. Men det betyder at ens forkyndelse er smurt ind og drevet af dette indhold. Lad os se på den første.
Guds hellighed
Hvis ikke at Gud er hellig, så er der ikke nogen grund til at Jesus skulle dø på korset, og heller for mennesket til at omvende sig. For hvis Gud ikke er hellig, behøver Han ikke tage synd alvorligt, og så forsvinder resten af evangeliets budskab sin kraft. For så har vi ikke længere brug for syndernes tilgivelse, og dermed er der heller ikke brug for at Jesus skulle dø på et kors for os. Mange steder forkynder man ikke længere Guds hellighed, for man ønsker ikke at folk skal finde ud af at de skal stå til regnskab overfor en Gud som ikke tåler synd. Man vil hellere prædike så folk har det godt med dem selv, får et godt selvværd, og har lyst til at komme i kirke igen og blive opmuntret til at fortsætte med at leve sit eget (religiøse) liv. Men det er nødvendigt at folk ser, at Gud er så hellig at han ikke kan tåle synd. Dvs at hvis en synder kommer i nærheden af Gud, så vil det være så forfærdeligt at opleve, for ens egen synd, skam og urenhed vil stå frem som det det er. Man vil se sin egen ondskab som den er, og man vil se at man kun fortjener en ting, og det er evig straf.
Hvor meget bedre er det ikke at finde ud af ens sande tilstand i dette liv, hvor der endnu er tid til at vende om? For det er mens vi er her, at Gud giver os nåde til at vende om , hvis vi erkender at vi har brug for Hans frelse. Dette er kun muligt når vi forstår og har fået forkyndt at Gud er hellig, og ikke kan tåle synd. Heldigvis er Gud også kærlig. Han kunne have nøjedes med at straffe os, men Han valgte at tage den straf som vi skulle have, på sig selv. Så at dem der vil omvende sig fra deres eget liv, og give det til Ham, skal frelses og blive født på ny og blive Hans børn.
Så punkt nummer et, hvis vi siger vi prædiker evangeliet, prædiker vi også om Guds hellighed.
5 replies on “Evangelisk forkyndelse: Guds Hellighed”
Amen! og må Gud fortsat velsigne dig René Vester!
Nu stiller jeg lige et par spørgsmål til eftertanke:
Ville den konstante fokusering på ens syndige natur ikke bare grave folk endnu længere ned med dårligt selvværd, end man er i forvejen når man kommer til erkendelsen af at man har brug for Jesus Kristus i ens liv?
Er det virkeligt sådan Gud ser os? Altså når vi har taget imod Jesus som Herre og derfor har Hans nådige tilgivelse for al vores synd, ser Gud da stadig på os som syndere?
Jo Ib hvis det var en konstant fokusering. Men der er jo også det glade budskab som kommer efter den fokusering. Nemlig at Gud sendte sin søn for at frelse os. Men hvis vi ikke får at vide (og finder ud af) at vi er syndige og står til straf, så er det jo ikke noget glad budskab. Så er det bare dårskab.
Når vi har omvendt os ser Gud på os som retfærdiggjorte. Vi står skyldfri overfor Ham. Men ikke sådan at forstå at vi kan leve som vi gjorde før. For når vi er frelst har vi også fået Guds natur ind i os:
“Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.” Johannes 14.23
Det betyder at vi ikke længere kan fungere i en syndig livsstil. Ikke at vi ikke kan synde, men Guds natur kan (og vil ikke) vælte sig i synd. Derfor har den der er født på ny det ikke rart med at leve som man gjorde før. Man kan ikke synde (altså leve i en syndig livsstil) og have det godt med det. At vi fejler betyder ikke at Gud ikke længere ser på os som retfærdiggjort, når vi er I Ham, så er vi frelst, også selvom vi fejler meget (og har vi ikke alle det?)
Mit eneste problem med det er, at jeg har oplevet en overfokusering på synd. Altså når man er kristen, ved kristne møder af kristne talere/undervisere. En overfokusering, der gør at man ja, måske bliver betaget af Guds nåde, men samtidig kan gøre sådan, at man ikke tror på at man selv kan gøre noget som helst godt. Og det er den konstante “køre folk ned under gulvtæppet og konstante løftede pegefinger” jeg nok er en smule træt af. Ikke fordi at vi ikke skal advares mod synd og fortælles når vi laver lort i det, bare at jeg ønskede mere at se mig selv (og blive bekræftet fra andre i det) som Gud ser mig, med dine egne ord “som retfærdiggjorte” fordi det bygger mennesker op, bygger dem op til et selvbillede hvor man vitterligt tør tro på, at Gud har gjort en perfekt. En måde at sige på, at man peger på hvor meget Gud allerede har gjort i en i stedet for at pege på hvor meget Han mangler at gøre.
Kan du følge min irritation/bekymring? Jeg er nemlig bange for, at der er folk der ikke rejser sig og tager deres fulde nådegaver i brug, fordi de konstant hakker sig selv ned, for de har ikke hørt andet fra kristne prædikanter.
Jeg følger Ib i det her.
Jeg har oplevet mange kristne kredse, hvor man hele tiden får fortalt at svaret på alle problemer er at fokusere på Kristus, på korset og Guds nåde.
Men i stedet for at følge sit eget råd vælger kirken/missionsforeningen at fokusere på den synd, Jesus har frelst os fra, og på hvor ilde stedt vi ville være hvis vi ikke havde frelsen.
Skal kristendommen virkelig handle mere om synd end om Kristus?