Nu har jeg fuldt lidt med i den debat der har været i
Kristeligt dagblad og Politiken vedr. den kontroversielle forsker Helmuth Nyborgs udtalelser. Personligt har jeg stor respekt for Helmuth Nyborg. Ikke fordi jeg plejer at være enig med ham, det er jeg sjældent. Men den mand har turdet sige det som ingen andre tør sige offentligt. Og han har kunne tage nogle hug for det. Men lad os lige se på hvad undersøgelsen egentlig viser, og om der kan være en anden forklaring ende Nyborgs.
Nyborg har undersøgt intelligenskvotienterne i forskellige lande, og sammenlignet med antallet af troende i de samme lande. Han har så vidt jeg lige kan huske, ikke gjort forskel på tro, men har sat al tro over en kam. Men det er muligt jeg har overset noget der. Han kan se at der er nogle sammenhænge i tallene. Eksempelvis har svenskerne en gennemsnitsIQ på 98, som angiveligt skulle være højt. Svenskerne har samtidig 64 % som ikke tror på eksistensen af en gud. I Zambia er der en gennemsnitsIQ på 71, mens der kun er 1 % der ikke tror på eksistensen af en gud. Jeg kunne forestille mig at Helmuth Nyborg har lavet en lineær regression på dataene, og set at der er en signifikant sammenhæng. Det har jeg ikke nogen problemer med at tro på er rigtigt. Men forklaringen på sammenhængen, er jeg nok ikke så enig med Helmuth Nyborg i.
Sagen er jo den at jo klogere folk synes de er blevet, desto mindre synes de at have brug for Gud. Det kan vi se bare ved at kigge på videnskabens historie. Da man genopdagede videnskaben i renæsancen, var det kristne forskere som startede den op. Heriblandt var Galileo Galilei. Han ønskede at forstå Guds skaberværk, og fandt ud af at den var skabt i et sindrigt system baseret på tal, og geometriske figurer. Han satte ikke tvivl om skaberværket, men ønskede at forstå det. Ligesom mange andre af den tids videnskabsfolk, som eksempelvis Isaac Newton, som også var en stærk troende.
Men efterhånden som videnskaben begyndte at stå på egne ben, syntes man ikke længere at have brug for Gud. Videnskaben kunne klare sig selv. I dag er Gud blevet smidt ud af de fleste studier på universitetet. Jeg har da selv været så heldig at have haft en bog om skattepolitik, som altid indledte kapitlerne med et bibelcitat, og en udlægning. Det var faktisk en fornøjelse at læse den bog. Men den hører desværre til sjældenhederne. I dag er det primært i videnskabsteorien, at man fokuserer lidt på Gud. Man bruger de gamle filosoffers argumentering for Guds eksistens, til at forklare hvordan man analyserer og konkluderer videnskabeligt. I det selvsamme fag står underviseren samtidig og påstår at Gud selvfølgelig ikke findes. Men den samme underviser siger at de metoder man brugte dengang til at bevise Guds eksistens, bruger videnskaben i dag til at bevise andre ting og påstår de er gode dertil. Underlig form for argumentation.
Men jeg kunne sagtens forestille mig at det er den samme grund der ligger bag den sammenhæng Helmuth Nyborg har fundet. Der findes nationer med en stor andel som synes at de er blevet så “kloge” at de ikke længere mener at de har brug for Gud. Måske skulle de tage og læse hvad jeg har skrevet om dette på undersiden “Jeg har da ikke brug for Jesus”.
