Så du påstår at du kender Gud, med hvilken ret tillader du dig det? Tjah, det er faktisk en anklage som man meget nemt kan få, når man siger man kender Gud og ved hvem Han er. Nogle mener det er arrogant at påstå man kender Gud. Men lad os lige vende den på hovedet. For hvis man ikke kan tillade sig at sige man ved hvem Gud er og at man kender Ham, så må det jo skyldes at den gud er meget svag, og ikke i stand til at vise hvem han er. Men hvis Gud er skaberen og ønsker at have fællesskab med dem Han har skabt, så bør Gud også være i stand til at vise hvem Han er. For den Gud som har skabt denne verden, har vist sig at have fantastiske evner. Når den Gud også kan skabe folk med personlighed, og i sit ord siger at vi er skabt i Hans billede, så er det fordi den Gud selv er en person. Vel at mærke en person som kan artikulere hvem Han er, hvorfor Han har skabt os, og hvad Hans formål med os er.
En sådan Gud tror jeg på. Jeg tror ikke på en lille gud, der ikke evner at vise hvem den gud er. Nej, jeg tror på at Gud er i stand til at vise ikke blot hvem Han er, men også hvad Han vil, og hvad Han ønsker af os mennesker.
Men lige præcis her opstår et andet problem hos dem som afviser at man kan vide hvem Gud er. For en af årsagerne til at de ikke mener at man kan være i stand til at kende Gud, er at de ikke bryder sig om konsekvenserne af at kende Gud. For hvis man virkelig kender Ham, og ved hvem Han er, så må det også betyde at man er nødt til at forholde sig til hvem Han er. Hvilket kan betyde dramatiske ændringer i ens liv, og det er ikke alle der er parat til det. Så er det jo meget mere behageligt at sige man ikke kan kende Gud og dermed heller ikke sandheden, for så er man jo heller ikke nødt til at forholde sig til sandheden. Man kan i stedet leve sit eget liv, og så ignorere at der er en Gud der ønsker at man skal kende Ham. Jeg synes nu det er bedre at leve med Ham og kende Ham.
