Efter at Jesus engang havde sagt nogle sandheder overfor farisæerne kom disciplene til Jesus med et spørgsmål.
“Da kom hans disciple hen til ham og sagde: »Ved du, at farisæerne tog anstød af at høre den tale?” Mattæus 15.12
Det var ikke noget disciplene brød sig om skete, muligvis fordi de stadig var påvirket af deres kultur som sagde at farisæerne var de mest hellige mennesker hos jøderne. Så dem skulle man ikke vække anstød hos. Men måske var det bare fordi disciplene ligesom de fleste af os andre, ikke brød sig om blive upopulære hos andre. De ville muligvis hellere have at Jesus talte så folk blev glade og ingen blev provokeret. Men sådan var Jesus ikke. Han talte sandheden, og var ikke bange for at sige den klart og tydeligt. Heller ikke selvom det flere gange betød at Hans popularitet mindskedes.
Men farisæerne brød sig ikke om at høre sandheden, selvom de påstod at de efterlevede den. Dermed ser vi endnu engang at hykleri var en markant del af farisæernes væsen. Hykleriet bestod for en stor del i, at de godt kendte sandheden, men havde afvist den i deres hjerte, samtidig med at de forsøgte at vise at de fulgte den i deres ydre. Et sted hvor det bliver beskrevet er i Lukas 7.30 hvor der står:
“Men farisæerne og de lovkyndige forkastede Guds plan med dem og lod sig ikke døbe af ham (Johannes Døberen).”
De forkastede Guds plan skriver Lukas. Det skal forstås helt bogstaveligt. Når man forkaster Guds plan så ved man også hvad det er man forkaster. Der står ikke at det var Gud der forkastede farisæerne, nej det var farisæerne der sagde nej til den plan Gud havde vist dem. Og når der står at det var Guds plan de forkastede, så er det fordi de godt vidste at det ikke var Johannes Døberens personlige plan de sagde nej til. Nej, de vidste godt at det var Gud der kaldte på dem, men som de sagde nej til.
Her viser farisæerne at de ikke er så forskellige fra andre mennesker som de ellers forsøgte at gøre. Når Gud kaldte på dem, så sagde de nej. Hvilket desværre er noget rigtig mange mennesker gør. Og sandheden er at vi mennesker godt ved når det er Gud der kalder. Det kan godt være at vi forsøger at bilde os selv ind at det bare er tanker, eller et eller andet vi ikke forstår. Jeg husker jeg kendte en ateist som Gud meget tydeligt kaldte på. Jeg kunne tydeligt høre på personen at her var der et menneske som Gud meget klart kaldte på, men som valgte at ignorere kaldet. Fuldstændig ligesom de farisæere Jesus omtalte. Men når Gud har kaldt på en, så ved man også at det var det der skete. Det er en af årsagerne til at mange mennesker ingen undskyldning har overfor Gud, når de skal stå foran Ham på dommens dag. Den dag vil de ikke kunne sige, “jamen jeg vidste jo ikke du fandtes” for de har jo oplevet at Han har kaldt på dem. De vil heller ikke kunne sige at “Jeg levede jo et religiøst liv”, men det var ikke det liv Gud kaldte dig til.
Farisæerne sagde nej til Guds plan, og det vil de moderne farisæere også gøre i dag. De kan påstå at de kender Guds ord, og at de følger det. Men de vil ikke omvende sig fra deres egne liv og leve det liv som Gud har forberedt til dem. Et liv hvor det ikke handler om at blive set af mennesker i en religiøs tjeneste, men om at tjene Gud med det Han sætter en til, til Guds ære, og ikke en selv!
