Hvor underlig overskriften end lyder, så er dette fortsættelsen på indlægget fra i går, om det er arrogant at sige at man kender Gud (se her). Men dette indlæg handler om problematikken ved at sige man søger sandheden.
Jeg vil starte med Dan Turells digt fra 1976 fra “Dagens Disney evangelium”. Det er en genfortælling af en enkeltstående episode fra et ældre Anders And blad. Det var den udgave med store stygge ulv og de tre små grise, hvor ulven endelig får fat i grisene. For en gangs skyld var der ingen Gårdmand Bjørn, klokkeblomst eller lille stygge ulv m.m. som kunne forhindre ham i at fange grisene. Hans drøm om at tilberede dem, krydre dem og spise dem, skulle nu endelig ske. Men nu hvor de tre små grise ligger på gulvet, sker det værste der nogensinde er sket i store stygge ulvs liv. Jeg citerer Dan Turell:
“Så var det, Praktiske Gris stillede ham det helt saglige spørgsmål
ikke noget klynk og pjat med Praktiske Gris som der var med hans tankeløse brødre;
men en sidste chance for en ny erfaring – han stillede ham spørgsmålet:
hvad han – Store Stygge Ulv – nu ville tage sig til,
hvad skulle hans liv nu bestå af,
når grisene var ædt
og gryden var kold
og Store Stygge Ulv havde hvilet sig godt
efter sit solide, mangeårigt velfortjente måltid?
når Store Stygge Ulv igen stod op
efter sit livs festbanket – hvad så?
Den virkede”
Disse spørgsmål fik Store Stygge Ulv til at tænke ret alvorligt over tilværelsen. For hvad betød det for ham, når han ikke længere kunne leve for at fange grisene? Hvad skulle han så give sig i kast med? Hvad ville det betyde for hans nuværende liv? Det ville jo betyde at hans liv ville blive forandret fuldstændig. Han var nødt til at leve på en helt anden måde. Så det ender med at han løslader grisene. For hvis han ikke har dem at rende efter, så kunne han se at hans liv ikke havde nogen mening. Ligesom dette indlæg ikke har nogen mening hvis man ikke læse fortsættelsen som kommer næste gang. Selvom den intelligente læser nok har fattet pointen.
