Jeg har i denne weekend haft et lille studie om Moses med mine børn. Det startede med at vi gik igang med bibelselskabets “På ekspedition i bibelen” cd-rom spil. Det var rigtig spændende og kan godt anbefales, til både små og større børn (jeg synes selv det var ret godt da jeg var 35 år, men jeg er stadig et lille barn). Da vi havde gennemgået noget af Moses-ekspeditionen, kom jeg i tanke om at vi da også kunne se Cecil B DeMilles “De ti bud”. Så som sagt så gjort. Nu er det jo en helaftensfilm, så vi har kun fået set den i bidder. Men da vi nåede til det sted hvor Moses møder Gud igennem den brændende tornebusk så jeg, at her havde Hollywood fat i noget som mange kristne desværre ikke har.
Da Moses møder Gud ved den brændende tornebusk på bjerget oplever han ærefrygt. Han begynder ikke at klage over at han skal tage sine sko af, han tager dem af fordi han ved det er Gud der taler til ham. Men mest interessant er det at se hvordan Moses ser ud, da han kommer ned fra bjerget igen. Hans kone lægger mærke til det med det samme, og udbryder; Moses har mødt Gud. Hun kan se der er sket noget. Det kan vi også, for Moses er blevet forvandlet. Og lige netop her har Hollywood en større forståelse af hvad der sker når man møder Gud, end mange kirkegængere. For vi opfører os som om at det med Gud det er bare sådan noget vi oplever indimellem. Vi fik lige et møde med Gud sidste søndag, eller vi fik lige en profeti til bibelcamping og syntes det var fedt at Gud talte til os. Men ikke noget med at vi blev forvandlede. Ikke noget med at det fik afgørende betydning for vore liv, at vi mødte Gud. Det var bare en fed oplevelse. Men spørgsmålet er om dem der siger de mødte Gud, men ikke viser nogen ændringer, om de overhovedet har mødt Gud? For et møde med Gud, vil medføre ændringer i vore liv. Et møde med Gud vil betyde at vi ikke længere er de samme som vi var før.
Så hvis vi siger at vi har mødt Gud. Viser vore liv så også at vi har mødt Ham?
