Category: Livet som kristen

Categories
Livet som kristen Overfladisk kristendom

Hvordan fik vi friskoler og religionsfrihed i Danmark?

Vi danskere tager tit mange ting for givet. Vi tror det er en menneskeret at komme gratis på hospitalet, og at det er en selvfølge at staten tager sig af de ældre (så vi selv kan slippe for at tage os af dem). Noget vi også tager for givet er retten til at sende vores børn i privatskole, i fald vi er utilfredse med det folkeskolen kan tilbyde, eller andre grunde. Men privatskoler er ikke en naturlov, der findes lande hvor de ikke er tilladt, og hvor det heller ikke er tilladt at hjemmeskole børnene.

En af de vægtigste årsager til at vi danskere har ret til at sende vore børn i privatskole eller hjemmeskole dem her i Danmark, skyldes “De Stærke Jyder”. En gruppe bibeltro kristne som var parat til at stå på bibelsk grund, også selvom det for nogle af dem betød at de måtte gå fra hus og hjem, og tilmed komme i fængsel (tugthus) for det. For lidt over 200 år siden var de stærkt utilfreds med en ændring i den lærebog om det kristne liv som skolerne i Danmark skulle have. De ville beholde den de havde i forvejen, og årsagen til det vil ryste mange af dem som ikke har det store historiske kendskab. Dette er en historie om hvordan Gud kan bruge få overgivne personer til at påvirke et helt land med evangeliet. Nogle gange har han brugt en kristen konge, andre gange kristne bønder. Men et står fast, hvis Gud vælger at bruge nogen, så er det Hans vilje som kommer til at ske, hvad end det sker igennem folk i høje stillinger eller det man kalder simple folk.

Denne lille parantes i den danske kirkehistorie talte Henrik Gren Hansen om på Nyt Livs lejr her i Juli, og den har min varmeste anbefaling. Dels fordi Henrik er i stand til i denne lille kirkehistorie at vise evangeliet, men også fordi der er så mange ting i denne historie som minder om de ting vi ser i dag. Så endnu engang får Kong Salomon ret i at “der ikke er noget nyt under solen”.

 

Categories
Hvem er Gud? Livet som kristen

Skal jeg pumpes op, eller se hvem Jesus er?

Der er en bestemt form for forkyndelse som går igen mange steder. Uafhængig af kirkeretning kan man ofte støde ind i ”DU KAN” forkyndelsen. En forkyndelse som fokuserer på hvad man er i stand til, og hvordan man komme op af det hul hvor man ikke oplever at man kan. Det er en form for forkyndelse man i udpræget grad oplever hos Hillsong (ja også Thomas Hansen fra Hillsong i København prædiker det her i stor stil), hos Torben Søndergaard og i trosmenigheder. Men det er så sandelig en man også kan opleve i mere traditionelle menigheder, og sågar i folkekirker kan man også høre det.

Umiddelbart er det meget forståeligt at sådan et budskab bliver prædiket. For det er jo et budskab som ved første øjekast lyder rigtig godt. Jeg kan noget, jeg er i stand til noget, og hvis bare jeg tager mig sammen så duer jeg. Så man er i stand til rigtig mange ting, og hvis man lige misbruger et bibelvers, så kan man jo slutte af med at sige ”For jeg formår alt i Ham som giver mig kraft”. Det er en forkyndelse som kan give folk et hurtigt pift i tilværelsen og lige give en lidt ekstra håb.

Men det svarer egentlig til mange af de hollywoodfilm der blev lavet under depressionen. De var også lavet for at give folk håb, selvom de i realiteten kun gav folk et tomt håb. Folk var dengang mere villige til at betale 5 cent for at gå en tur i biografen, i stedet for at bruge pengene på brød. For brødet gjorde at de var mætte en dag, men filmene kunne have budskaber som gjorde at man fik opløftet sit håb de næste 2-3 uger. Typiske film her var dansefilmene med sange som havde fangende omkvæd. Såsom ”Nice work if you can get it, and you can get it if you want”.

Det var selvfølgelig rart at gå ud af biografen og have det omkvæd I hovedet hvis man var arbejdsløs og havde brug for et job. Men det var ikke det samme som at man var sikker på et job. Så film der gav håb om en god fremtid, var ikke nødvendigvis det samme som at man fik en god fremtid.

På samme måde kan man heller ikke forvente at ”man kan” bare fordi at en prædikant stiller sig op og siger ”DU KAN”. Tilmed er der en fare i den forkyndelsesform som man ofte ignorerer. Nemlig at folk finder ud af at den ikke virker. For hvad sker der når folk har taget imod budskabet ”DU KAN”, men erfarer at de i virkeligheden ikke kunne?

Når man finder ud af at man ikke var i stand til det som prædikanten ellers så fint havde lovet at man kunne, så kigger folk ofte indad og gør det til ens egen skyld, i stedet for at erkende at det prædikanten sagde blot var en gang pseudohumanistisk selvhjælpsvrøvl med religiøse undertoner.


Hvad siger bibelen?
Bibelen handler ikke om hvad jeg kan, men viser netop at jeg slet ikke kan! Det er der dog en del prædikanter der ikke bryder sig om at prædike over, for det finder de ikke så opmuntrende at fortælle. Men sandheden er at hvis man viser dette, og samtidig er i stand til at vise det som bibelen også viser, nemlig at Jesus ikke blot er i stand til, men at Han også HAR gjort det vi ikke kunne for os, så er det en enorm frihed og velsignelse at finde ud af. For tænk engang at jeg der ikke var i stand til at gøre tingene godt nok. Jeg som prøvede at være en god far, en god ægtemand, en god kristen, en god samfundsborger o.l. jeg er kommet til kort igen og igen. Det kan godt være at andre der ser på mig udefra vil synes at jeg er alt dette, men i virkeligheden kommer jeg til kort den ene gang efter den anden. Det kan også godt være at der er en masse som jeg godt vil, både i kirke, arbejdsliv og privatliv, men jeg når ikke halvdelen af det når det kommer til stykket, på trods af at jeg har lyst til at kunne. Men i stedet for at blive nedslået og ødelagt over at jeg ikke når halvdelen af det jeg egentlig gerne ville, og i stedet for at blive deprimeret over at jeg kommer til kort igen og igen som menneske, så kan jeg glæde mig over at Jesus har gået hele vejen for mig. Han har gjort det jeg ikke kunne, Han har sejret over alle mine svagheder og fejl. Han har vist at der er kun eén bestemt person der er i stand til at kunne det hele, og det er Gud selv, som jo er Jesus. Det giver mig fuld grund til at holde mig til Hans kors og holde fast i at kun pga. Jesu offer på korset og Hans opstandelse kan jeg stå retfærdiggjort overfor Gud. Det skyldes ikke mig selv overhovedet, men kun Ham!

Når jeg finder ud af at Jesus kunne og Jesus kan, og at Han har givet mig del i Hans mægtige sejr over synden og døden. Så behøver jeg ikke længere leve op til en eller anden stor og smart standard som en prædikant der er mere fokuseret på smarte budskaber har sat op. Jeg lever under en ny frihed hvor jeg ikke længere kan gøre mig fortjent til mere, for alt hvad jeg får, det får jeg pga. det Jesus har fortjent. Det er altså ikke min fortjeneste der giver mig det, men Jesu fortjeneste. Det giver mig også en anden drivkraft. For hvor jeg under ”DU KAN” tilgangen gjorde det fordi jeg troede jeg var i stand til det, så kan jeg nu tjene Jesus fordi jeg er taknemmelig og har lyst til det fordi Han frelste mig. Og hvis jeg fejler, så er der plads til det. Jeg kan rejse mig op igen, fordi Han har givet mig nåde til at rejse mig. Så endnu engang rejser jeg mig ikke op pga. mig selv, men pga. Ham som gav mig et nyt liv til at kunne tjene på trods af at jeg ikke ”kunne”. Det er da stort, og en langt bedre forkyndelse end den anden, så hvorfor være så bange for at fokusere på Jesus, det er da bedre end at pumpe ens ego op til noget den ikke er i stand til alligevel.

Categories
Bibelen Falsk Lære Forvirret lære Hvem er Gud? Livet som kristen

Hvilken autoritet har en kristen?

I visse dele af den karismatiske bevægelse er der nogen der mener kristne har fået autoritet over både vind, vejr, økonomi og meget andet. Men argumentationen for dette er ikke skudsikker, da det ofte er baseret på misbrug og tilmed misforståelse af Guds ord. Lad mig give et eksempel. I Lukas 8 har vi følgende begivenhed:

Mens de sejlede, faldt han i søvn. En hvirvelstorm fór ned over søen, og de tog vand ind og var i fare. De gik da hen og vækkede ham og sagde: »Mester, Mester! Vi går under!« Han rejste sig og truede ad stormen og bølgerne; de lagde sig, og det blev blikstille. Men han sagde til dem: »Hvor er jeres tro?« Forfærdede og forundrede sagde de til hinanden: »Hvem er dog han, siden han kan befale over både storm og sø, og de adlyder ham?

Tre ting er gode at lægge mærke til her. Hvem fik stormen til at lægge sig? Det gjorde Jesus. Hvem er Jesus? Han er Gud der er blevet menneske, og Han har magt over elementerne. Hvad gjorde disciplene? De undrede sig over hvem Han var siden storm og sø adlød Ham. Det er altså en begivenhed som viser hvem Jesus er, og Hans autoritet over denne verden. Kun Gud har denne autoritet.
Men nogen har misbrugt budet om at vi skal gøre det samme som Jesus, til at vi også skal ændre vejret o.l. og gøre det med vores “åndelige magt”. Forstå mig ret, kristne må godt bede Gud om godt vejr, og bede Gud om at skåne os under orkaner o.l. Det er der intet galt i, men at påstå vi har magt til at ændre vejret og andre naturfænomener er helt forkert.

Hvis det virkelig skulle være sandt at kristne har fået den samme autoritet som Jesus til dette, hvorfor ser vi så ikke nogle begivenheder i bibelen der dokumenterer at det skulle være normalt? En af de absolut mest betydningsfulde apostle var Paulus. Han burde have stor tro, kende Gud og kende til hans evne og begrænsninger som kristen. Han var jo på et tidspunkt udsat for et voldsomt uvejr da han i fangenskab var på vej til Rom over middelhavet. Det kan vi læse om i apostlenes gerninger 27.18-20:

” Eftersom vi var hårdt presset af stormen, begyndte de næste dag at kaste last over bord.  Og den tredje dag kastede de egenhændigt skibsudrustningen ud. I flere dage sås hverken sol eller stjerner, og det var stadig hårdt vejr. Til sidst svandt ethvert håb om vores redning.”

Vi ser senere at passagererne og besætningen kommer frelst i land, men båden går tabt pga det enorme uvejr som de er i. Et uvejr der er så voldsomt at de nærmest mister håbet. Kun Paulus har håb og giver det håb videre til de andre hvor han fortæller hvordan Gud vil redde dem.
Det bemærkelsesværdige ved denne begivenhed er at vi på intet tidspunkt læser om at Paulus stillede sig frem og bød stormen om at lægge sig. Om nogen skulle kunne gøre det, i fald denne lære var rigtig, så var det da Paulus. Men nej det gjorde han ikke. Noget andet bemærkelsesværdigt her, er at den samme som skrev Lukas evangeliet, er den samme som skrev apostlenes gerninger. Det er ret vigtigt at tage med her. For det betyder at hvis det virkelig var således at det at Jesus fik stormen til at lægge sig, betyder at vi skal gøre det samme. Så må man stille sig selv spørgsmålet; hvorfor hverken Lukas (som var med på båden) eller Paulus ikke gjorde det samme.

Svaret er meget enkelt. Lukas og Paulus var ikke Gud, det er kun Gud der har den autoritet. Lukas og Paulus har bedt til Gud, og bedt Ham om hjælp i deres nød. Men at byde stormen at lægge sig, var ikke deres opgave. Det havde de fattet, selvom de nok havde været langt mere “karismatiske” end mange af vor dages karismatikere.
Spild ikke din tid med at tage autoritet over dit og dat, men bed til Gud og hold dig til Ham. Og hvis du skal tage autoritet over noget, så gør det kun der hvor bibelen viser der er hjemmel for det. Og det gælder altså ikke for vejret. Forresten den bedste måde du kan få autoritet over din økonomi (som nogen også hævder vi kan få) er ved at være fornuftig i den måde vi bruger pengene på. Det råd gælder både for kristne som ikke kristne og kræver ikke stor tro. Kun sund fornuft.

Categories
Livet som kristen

Mor, hvorfor har far ikke tid til os?

Igennem min tid i det kirkelige landskab er der en ting som har smertet mig igennem alle årene jeg har været kristen. Det er hvor mange pastorer og prædikanter som bruger så meget tid på deres tjeneste, at de i virkeligheden lever i synd ved at forsømme både deres hustru og børn. Det er noget jeg har set i både den ene og den anden slags kirker. Det er altså ikke noget man kan sige kun er et problem for nogle bestemte kirkeretninger, eller har noget at gøre med vranglære eller ej. Nej det er noget som man kan se finder sted indenfor alle kirkeretninger. Ok, det er af naturlige årsager ikke et problem for den romersk katolske kirke, da dens præster ikke må være gift og derfor heller ikke har børn. Men det er et ubibelsk krav at sætte til sine præster, foruden alle de andre ubibelske elementer som den romersk katolske kirke bygger på. Men det er en helt anden sag. Og inden det bare bliver kritik, så vil jeg gøre opmærksom på at jeg også selv har syndet på dette område, og at jeg mens det skete bevidst forsøgte at bagatellisere at det var et problem.

Når man er i tjeneste for Herren, kan man meget nemt komme til at overse vigtigheden af at være en god ægtemand og god fader i forhold til at tjene i menigheden med forkyndelse, vejledning, strategiudvikling, planer o.l. Alt sammen er ting der er vigtige, men det har ikke været, og vil aldrig være Guds vilje at hvis en mand er gift, og har børn at man så skal tilsidesætte sine familiære forpligtelser, tværtimod. Hvis en mand er gift, så har man et ansvar overfor sin hustru og sørge for at hun ikke føler sig forsømt. Har man også børn, så er ens vigtigste opgave at sørge for at opdrage dem godt, og vise dem kærlighed ved at bruge tid med dem. Det er altså ikke nok bare at holde bibelandagter sammen med dem og så lade konen sørge for resten her. Hvilket jeg ved om nogen der har gjort og tilmed er stolte af det, trist. Det er heller ikke nok bare at lade andre passe børnene, hvis det går hen og bliver et mønster at det er andre der bruger tiden på børnene i stedet for forældrene. Hvis man ikke kan se at man har tid til både at forberede prædikener og være sammen med sine børn, så må man vælge forkyndelsen fra eller skære ned på den del, ellers er det hykleri. At der kan være afgrænsede perioder hvor man er nødt til at vælge forberedelsen kan være helt i orden, men når det går hen og bliver et mønster for ens liv, så lever man i synd!

Jeg ved at John MacArthur de første ca tyve år han var pastor i Grace Community Church LA, ikke tog ud og prædike andre steder. Han havde simpelthen ikke tid fordi børnene var små og boede hjemme. Derfor var det vigtigst for ham at der udover hans fuldtidsarbejde som pastor også var den tid der var brug for til at være sammen med familien. Først da børnene var flyttet hjemmefra, mente han at det var ok for ham at komme ud og prædike andre steder. Det er en tilgang som jeg synes er forbilledlig. Han kunne nemt have tænkt at Gud ville velsigne andre med god forkyndelse ved at sende ham ud, og at det måtte være vigtigere end børnene som ”konen vel nok kunne tage sig af”. Han kunne også sagtens have tænkt at det var godt for hans ”karriere” at komme ud og prædike andre steder og at Gud jo måtte ønske en ”god karriere” for ham. Men i stedet valgte han at prioritere sin familie og kirke først, og ikke være påvirket af mulighederne for at ”dyrke sin karriere” eller hvad man nu kan kalde det.

Livet er fuld af valg og prioriteter. Det ved jeg både som kristen og økonom. Fordi ressourcerne er begrænsede, så er man nødt til at vælge hvad man vil bruge både sin tid og sine penge på. Nogen har flere penge end andre, og derfor bør man acceptere at nogen folk har mere end andre. Men hvad angår tid, så har vi alle sammen kun 24 timer i døgnet. Hvis man så tilmed har en familie at tage sig af, så SKAL en del af den tid gå med at være sammen med familien og sørge for dem. Det er ikke engang et valg, det er en pligt som kristen familiefar (eller mor) at sørge for det.

Paul Washer fortalte dengang han var i Danmark for en del år siden, at dette gjaldt for alle kristne. Man kunne ikke bare sige, at fordi man havde en stor og vigtig tjeneste at det så kunne bruges som undskyldning for at misligholde sin familie i ”tjenestens hellige navn”. Eksemplet han brugte til at illustrere dette var fra anden mosebog hvor Moses er på vej tilbage til Ægypten for at få israelerne ud af slaveri.

“I et herberg undervejs overfaldt Herren ham og ville slå ham ihjel. Da tog Sippora en flintekniv og skar sin søns forhud af. Hun berørte hans kønsdele og sagde: »Nu er du min blodbrudgom!«  Så slap Herren Moses. Det var den gang, hun brugte ordet blodbrudgom om omskærelsen.” Anden Mosebog 4.24-26.

På den tur er Gud en nat ved at slå Moses ihjel, hvorefter hans hustru tager Moses søn og omskærer ham. Umiddelbart en historie i bibelen som jeg indtil da havde haft meget svært ved at forstå. Men da Paul Washer tog det frem gav det for første gang mening for mig. Moses havde ikke sørget for at opdrage sin søn i troen på Gud. Dette viste sig symbolsk i at han ikke havde omskåret sin søn. Han havde forsømt sin egen søn, fordi han var så fokuseret på Guds store plan, at han havde glemt Guds plan og opgaver for familiefædre. Først da sønnen var omskåret stoppede Guds vrede og Moses blev ikke slået ihjel af Gud. Det er en historie som viser meget kraftigt at hvis vi ikke varetager vores hverv som familiefar eller mor, så lever vi reelt set i oprør imod Gud. Vi kan komme med nok så mange påstande om at vi jo forsømmer dette hverv for at vi kan gøre noget der er større. Men hvor vil det dog være trist og sørgeligt hvis man en dag i det kirkelige landskab er kendt som en der har gjort det godt i det kirkelige, men bag kulisserne har forsømt familien på en måde der gør, at børnene har vendt sig totalt imod Gud fordi de så hykleriet inde bag familiens fire vægge.
Ikke sådan at forstå at hvis ens børn har vendt sig imod Gud, at det så pr. definition er forældrenes skyld. Men der er altså tilfælde hvor børn har vendt sig imod Gud, netop fordi de har set forældrenes hykleri og har ikke kunne acceptere de høje bekendelser udadtil, som ikke har vist sig at fungere indadtil i familien. Hvis kærlighed kun er noget man snakker om når man står på en prædikestol eller er sammen med kirkens folk, men ikke er noget man viser sammen med sin familie ved at bruge tid sammen med dem, så er det ikke kærlighed. Og heller ikke noget der gør at ens børn vil få lyst til at søge Gud.

For resten så blev man vel heller ikke gift og fik børn fordi man ikke ville være sammen med dem. Man blev vel gift fordi man ønskede at være sammen med sin ægtefælle, og man fik vel børn fordi man ønskede at være noget for dem. Og når så Gud kræver af en at man bruger tid på sin familie og viser dem kærlighed, så er der vel egentlig ikke rigtig nogen argumenter for ikke at bruge tid med familien.

Categories
Livet som kristen

Drevet af min lykke eller ønsket om Guds vilje?

Jeg har en mistanke om, at en af årsagerne til at så mange kirker er kommet væk fra den sunde lære, bl.a. har at gøre med vores søgen efter lykke. Istedet for at søge Guds ansigt, søger vi vores egen lykke. Det gør vi i en grad, der gør at vi endda taler om at vi har ret til at være lykkelige. Lykken er blevet til et krav. Men når lykke bliver til et krav, er det ikke længere en gave.

En af årsagerne til at vi fokuserer så meget på retten til at være lykkelig, tror jeg har at gøre med, at vi har fokuseret for meget på de modsatte ting. Vi har gået fra en grøft til en anden grøft. Eksempel: For 50 år siden talte man så vidt jeg er orienteret, meget om at vi skulle være parate til når Jesus kom. Desværre blev det nogen steder nærmest brugt som en trussel mod menigheden. Personlig har jeg intet imod at man bruger talen om Jesu tilbagekomst til at opmuntre til et liv tæt på Gud. Jeg har heller ikke noget imod at man bliver opfordret til at teste sig selv om man er i troen. For det står der i bibelen at vi skal. Men vi kan selvfølgelig komme til at overfokusere på det, så det går hen og bliver usundt. Det tror jeg skete da vi brugte Jesu tilbagekomst som en trussel, og gjorde det i et omfang som fjernede fokus på andre vigtige områder af forkyndelsen.

Vi blev trætte af at høre om vi nu også var parat. Så da der kom nogen og talte til os om at kristne godt måtte være lykkelige, så ville vi hellere høre på dem. For det lød mere positivt. Der er da heller ikke noget problem, at kristne er lykkelige. Men det skal jo være en lykke der er bygget på, at vi er frelst fra vores synd. Det skal ikke være en lykke der er baseret på at “Jeg vil være lykkelig”. For så handler det pludselig om mig istedet.
Men vi har brug for både at høre om lykken i Kristus og om at vi skal være parate til når Jesus kommer igen, foruden at høre evangeliet, om Guds storhed, kærlighed og magt etc. Men hvis vi skal kigge på den kristnes lykke, så er det en lykke der adskiller sig markant fra denne verden.

Den kristne har sin lykke i Kristus. Ikke i sig selv, og ikke i de ydre ting som penge, hus, stor bil og stor fladskærm fra Panasonic. Hvis en kristen har en sand glæde og lykke som kan holde til modstand, så er det fordi den kristne glæder sig over at Jesus Kristus har frelst ham eller hende, og ens synd er betalt og sonet, og at man har fået evigt liv i Himlen hos Gud. Og det er værd at være lykkelig over. Både når livet er hårdt, og når det er nemt!

Categories
Bibelen Livet som kristen

Hvorfor det er godt at tage en uddannelse som kristen

En af de mest fornuftige beslutninger man kan tage som ung kristen, er at tage en uddannelse. Det har vist sig igennem kirkehistorien, og det er også sandt i dag. For at undgå misforståelse så vil jeg lige slå fast at det er ikke et krav at en kristen skal tage en uddannelse, men at det er en virkelig god og rigtig ting at gøre.
Der har været tendenser til nogen gange i kirkehistorien, og nogle steder i dag at afholde sig fra at tage en uddannelse, da nogen kirkeledere har anset det for at være spild af tid. For de kunne jo se og konkludere at Jesus kom snart, og så var der jo ikke nogen grund til at bruge tid på en uddannelse som der ikke var brug for. At Jesus kommer snart, bør være et element som altid er integreret i den kristnes liv. Men det er ikke meningen at vores tro på at frelseren snart kommer, skal sætte os i stå. Et andet argument kan være at man er bange for at blive påvirket af verdens tanker. Men helt ærligt, hvis vi skal være i stand til at argumentere imod verdens tanker, så er vi jo også nødt til at kende til dem.

Under romerriget var kristnes generelt højere uddannelse end gennemsnittet med til at man var nødsaget til at stoppe forfølgelsen af de kristne. Dengang var det sådan at mange ikke kunne læse, men hvis man skulle have et job i den offentlige administration, så var man nødt til at kunne læse. Da kristne havde sørget for at lære deres børn at læse, (fordi de så blev i stand til at læse i Guds ord), blev kristne en stor del af den offentlige administration, og fik dermed en del indflydelse i romerriget. Forfølgelsen af kristne fik derfor den konsekvens af det ødelagde effektiviteten af den offentlige administration, fordi de netop mistede så mange dygtige medarbejdere som var kristne. Og det var så mærktbart at man var nødt til at gøre noget for at stoppe det. Derfor kunne man se at det var en dårlig idé at forfølge de kristne, for man havde brug for dem i samfundet, og de løste tilmed deres opgaver med god samvittighed og var troværdige.
Det kan sagtens ske igen, ifald at kristne så også har gode uddannelser som er eftertragtede af samfundet.

Stå ikke bare udenfor
Udover at uddannelse kan gøre det nemmere for kristne at komme igennem tider hvor samfundet ellers opfatter kristne som fjender, så skal vi også være opmærksomme på at uddannelse kan give indflydelse. Eksempelvis kan der være nogen tendenser hos kristne til at beklage sig over det ene og det andet i samfundet, og så ellers bare se tingene fra sidelinien. Ofte har jeg hørt folk sige at sådan er det jo bare, og det vil bare blive værre og værre for det siger bibelen. Men det er en fatalistisk holdning som ikke bør høre hjemme hos kristne, for kristendom er netop ikke fatalistisk. Bør man ikke som kristen i stedet vælge at blande sig og komme med gode input, i stedet for bare at stå og se på? Kristne bør tro på at man kan være med til at ændre tingenes forhold, og bør derfor blande sig. Som Kevin Williams for nylig sagde i en prædiken han holdt i Danmark, så giver det mere mening at få en uddannelse som lærer og få indflydelse i undervisningssektoren, end det giver mening bare at klage sig over at undervisningsbranchen er ukristelig. Ja, hvis den virkelig er det, så skyldes det jo muligvis at der er for få kristne lærere. Så hvorfor ikke uddanne sig som lærer? Eller læge hvis man mener der er kommet alt for meget hedens overtro ind i sundhedssystemet såsom zoneterapi og akupunktur o.l. Hvorfor bare give op, når man kan få et medansvar og medindflydelse ved at tage en relevant uddannelse.
At man ved at tage en uddannelse så samtidig vil have nemmere ved at tage sig af sin familie fordi man har bedre muligheder for at få gode jobs med ordentlige indtægter, er bare en frynsegode som man ikke skal have det dårligt med.

Hvad kan en kristen gøre, og hvad bør en kristen gøre i samfundet?
Jeg vil til slut anbefale at høre Kevin Williams prædiken over dette emne som blev holdt i Esbjerg Frikirke i februar i år. Kevin havde undervist en hel weekend og afsluttede så med denne prædiken om søndagen. Og ret skal være ret, evangeliet om Jesus Kristus fylder ikke så meget i lige denne prædiken, og det er ellers noget jeg anser for meget vigtigt. Men det var tydeligt til stede i resten af undervisningen i den weekend. Og jeg kender Kevin og ved at det er normalt for ham at prædike evangeliet, så derfor ser jeg ikke noget galt i denne prædiken, i og med at det er fra en mand som er kendt for at prædike evangeliet som naturligt og centralt. Men lyt endelig til en balanceret undervisning om hvad den kristnes ansvar og muligheder er i denne verden, som vi også har et medansvar for.

http://www.esbjergfrikirke.dk/?p=3455

 

Categories
Korset Livet som kristen

Hvilken hvile vi har i Kristus

Hvad skal jeg gøre for at blive god nok i Guds øjne? Hvad kan jeg gøre for at Gud kan se at jeg virkelig vil Ham? Hvordan kan jeg være sikker på at Gud har accepteret mig, når jeg ikke synes jeg gør nok? Alle tre spørgsmål kan ikke besvares med et positiv svar, hvis jeg ikke forstår hvad det er Jesus har gjort for mig. For jeg kan ikke i egen kraft blive god nok i Guds øjne, ligegyldigt hvor meget jeg gør. Og uanset hvor meget jeg anstrenger mig i bøn, lovsang og faste m.v. så vil det heller ikke kunne bruges til at få Gud til at se at jeg virkelig vil Ham. Men hvis jeg finder ud af hvorfor Gud har accepteret mig, og at det ene og alene skyldes Kristi offer på korset. Kristi død, soneoffer og opstandelse gør at jeg i dag er accepteret af Gud. Ja, pga. Kristus er jeg nu god nok på trods af at jeg i mig selv ikke er god nok. Og jeg er god nok i Guds øjne i dag, fordi at når Gud ser på mig, ser Han sin søn, og ikke den gamle syndige René. Så det afhænger ikke længere af mig som er utilstrækkelig, men af Jesus som har opfyldt alle lovens krav. Dem jeg ikke kunne overholde i hverken gerninger eller i mit hjerte. 

Når man begynder at se og forstå hvad Jesus død og opstandelse betyder, så er det også at man som kristen kan begynde at forstå hvilke uovertruffen hvile vi har fundet i Kristus. En hvile som gør at det ikke længere afhænger af mig, men af Ham som har vundet en mægtig sejr over synden og djævelen, og den sejr har Han givet mig del i. Ufortjent vel at mærke. Det er ikke en hvile der gør at jeg er ligeglad med mit liv i dag, og heller ikke en hvile der gør at jeg lever som jeg selv vil. Men en hvile som gør at jeg i taknemmelighed til Jesus har lyst til at tjene Ham. For den kristne der har fundet hvilen i Kristus, lever i overbevisning om at det ikke er hans gerninger der gør at Gud ser Ham, for det har Jesus allerede sørget for. Men fordi Jesus har sørget for det, har den kristne lyst til at tjene Ham som gav hvilen og frelsen. Og tjene Ham med ånd og sjæl og samtidig leve i hvilen.

 

Categories
Brevkassen Forvirret lære Kirke Livet som kristen

To 1689 menigheder: Den stive, den udvandede (og den fornuftige)

I dette mit sidste indlæg af tre om problemerne ved 1689 bekendelsen, vil jeg pointere det største problem ved at være en 1689 menighed. Udover at der er en tendens til at 1689 menigheder kommer til at fokusere for meget på specifikke punkter, som derved kan komme til at skygge for at fokusere på Kristus. Og udover at deres forståelse af hvordan man bruger søndagen er misforstået, så er det største problem mere konsekvenserne af hvordan man som 1689 menighed praktiserer og forholder sig til og bekendelsen. Du kan se de to første indlæg i serien på disse links: “1689 er ikke løsningen” og “Skal Kristne holde søndagen på en særlig måde?“.

Den stive, men troværdige
For i bund og grund er der to typer 1689 menigheder. Dem som mener og praktiserer at alle punkterne i bekendelsen er alvorlige og vigtige, og dem hvor man accepterer og praktiserer at det ikke er alle punkterne man skal tage så alvorligt. Særlig sabbatsbuddet bliver et kendetegn på dette.
For der er 1689 menigheder som helhjertet mener at søndagen skal holdes på den noget stive måde som jeg beskrev sidste gang. Hvor man eksempelvis ikke engang må tænke på sit arbejde om søndagen, og heller ikke gå på restaurant eller i en kiosk og købe ind, eller læse avis etc. Men på trods af dette stive syn på søndagen, så synes jeg godt at man kan respektere sådanne menigheder for deres nidkærhed. For de viser med deres handlinger at det som deres kirke skriver at den mener, er også noget de mener så meget at de praktiserer det. Det skaber en troværdighed, som på trods af den stivhed som man ellers viser, er værd at anerkende. Det de tror på, er også det de gør.

Den afslappede, men udvandede
Men så er der også den anden type. Dem som ikke mener at alle punkterne skal forståes lige bogstaveligt eller tages så alvorligt. Det er 1689-menigheder som eksempelvis ikke mener at det er så vigtigt at alle i menigheden gør en dyd ud af at holde søndagen, på den særlige måde som er udtrykt i 1689. Umiddelbart virker det som menigheder med en større frihed og lidt bredere rammer, og det kan såmænd også være godt. Men den tilgang til bekendelsen bærer på et stort problem som den slags menigheder åbenbart ikke ønsker at tænke på. For hvad sker der hvis en kirke har en bekendelse der på et specifikt punkt har en meget klar og alvorlig beskrivelse, men den samme kirke i praksis viser at man ikke mener, at det er et punkt man skal tage alvorligt? Det man signalerer bliver jo så at der er dele af ens tro, som man ikke mener er så vigtig endda.
Det er ret alvorligt. For umiddelbart kan det godt være at det ikke er et problem her og nu, men hvad med fremtiden? For hvis dem som kommer i den kirke nu, ikke mener at et punkt i bekendelsen som er soleklart beskrevet ikke skal praktiseres, hvad så med dem som kommer i kirken om fem og ti år? Vil de så have fundet andre punkter i bekendelsen som de heller ikke mener er så alvorlige? Og hvad så om tyve og tredive år, hvordan ser det så ud. Med andre ord, at have dele af ens bekendelse som man i ens handlinger viser at man ikke tager alvorligt, er en bekymrende glidebane.
Der er desværre masser af eksempler igennem historien på at det er et problem. Tag eksempelvis baptistsamfundet i Danmark. De var engang kendt for at være bibeltro kristne som prædikede evangeliet tydeligt og klart. I første del af forrige århundrede gik det rigtig godt for baptisterne, særlig i Nordjylland hvor der havde været vækkelsesbølger i det første og tredje årti. I dag har baptisterne ikke den store respekt i landet mere. Hverken i det sekulære som det kirkelige. De har stille og roligt siden tredserne udviklet sig til et kirkesamfund der ikke tager Guds ord seriøst, og man har åbnet op for både det ene og det andet underlige i de kirker. Det er ikke sket på en gang, men ved at man i tredserne lod præsterne åbne op for en lille smule liberalteologi, som gik ud på at man ikke behøvede tage hele bibelen for Guds ord. Men acceptere at noget af bibelen kun var menneskers ord.

Folkekirken viser akkurat samme problem, når den ellers har en ret god bekendelse, men har præster som viser at de ikke tager den bekendelse alvorligt. Engang var det måske kun småting som man ignorerede, men det starter jo altid med det som folk kalder småting. Men fordi folkekirken ikke har taget opgøret med ”småtingene” alvorligt har det udviklet sig til at man i dag kan have kvindelige præster som advokerer for at reinkarnationstanken godt kan integreres i kristendom, uden at det får konsekvenser for præstens ansættelse. Foruden alle de folkekirkepræster der tror alle mennesker kommer i Himlen på trods af at bekendelsen signalerer at Jesus vil komme tilbage for at dømme levende og døde. Konsekvensen er at folkekirkens bekendelse i mange kirker ikke er andet end tomme ord som de ikke mener.

Det samme kan nemt ske for en 1689 menighed der i dag mener at alle punkterne fra den bekendelse skal stå i bekendelsen, selvom man accepterer at det stive sabbatsbud ikke bliver overholdt, og heller ikke mener det er så vigtigt at holde den. For hvis en kirkes bekendelse siger at sabbatsbuddet skal tages alvorligt, men samme kirke ikke praktiserer det, så har man heller ikke nogen argumenter for at tage Guds ord alvorligt når det står i samme bekendelse. Det kan nemt bare blive et spørgsmål om tid før det sker for en sådan menighed. For punktet om Guds ords troværdighed er lige så alvorligt beskrevet i 1689 som det om hviledagen. Men hvorfor skal man tage det punkt alvorligt, når man ikke tager sabbatsbuddet alvorligt? Når man åbner for ikke at tage et punkt alvorligt, er konsekvensen at man med tiden heller ikke behøver tage de andre punkter alvorligt. Og til sidst er man kun en kirke med en tom bekendelse. Hvilket fører mig videre til den sidste kirke.

Den fornuftige og reflekterende
Der findes kirker som godt kan se at det er vigtigt at have en bekendelse, men de vil også godt have en som ikke er udformet så den går ud over det som er nødvendigt. Nogle af disse kirker har positivt ladet sig inspirere af 1689 bekendelsen som jo på mange punkter netop er god. De har så taget de punkter som handler om hvem Gud er, om treenighedslæren, om bibelens troværdighed, om mennesket og vores syndefald, og vores behov for en frelser m.v.. Men de har undladt at tage de dele med som ikke er nødvendige, fordi de har tænkt over hvad der bør står i en bekendelse. Det har de valgt istedet for bare at kopiere en bekendelse de ikke har tænkt tilfredsstillende igennem. Men den fornuftige 1689 menighed, (som så ikke må kalde sig 1689) er dem der ligesom berøanerne vil at bekendelsen skal være overens med skriften og har derfor undersøgt hvad skriften siger. Det viser også at de er modige for de frygter og elsker Gud højere end mennesker eller en tradition.

Dette er både sund fornuft, og en god udvikling der viser kirker som er i stand til at reflektere. Så hvorfor er der så kirker hvor nogen medlemmer opfører sig som om de kom i en menighed hvor man ikke praktiserer alle punkterne, men i deres kirkes bekendelse har man alle 1689 bekendelsens punkter med? Jeg kan nok ikke svare fyldestgørende herpå, så lad være med at døm mig alt for meget på mit gæt her. Så svaret her er bare det som jeg formoder kan være en årsag, og ikke nødvendigvis hele sandheden om det. Men det er som om at de 1689 menigheder som ikke tager alle punkterne alvorligt, er bange for at de ryger ud af det netværk de har med andre 1689 menigheder, hvis de redigerer dele af den væk. Det er som om at netværket er vigtigere at holde fast i, end at forholde sig til hvad der sandt, sundt og fornuftigt.
Men et andet svar kunne Også være at lederne i de kirker har et forhold til bekendelsen som har ligeså stor værdi som deres forhold til bibelen. De tør ikke redigere i den fordi de finder den for hellig (så at sige). Bibelen skal ganske rigtigt ikke omskrives, men en bekendelse er ikke Guds ord. Den skal bygge på Guds ord og være i overenstemmelse med Guds ord, og derfor bør der ikke være noget til hinder for at man redigerer i en bekendelse, når man kan se der er unødvendige elementer i den.
Så for at afslutte denne serie om problemerne ved 1689 bekendelsen, så vil jeg gøre opmærksom på at der findes rigtig mange dejlige kristne som kommer i 1689 menigheder, og er glade for det. Mange af dem tager deres tro på Kristus meget alvorligt og det skal man respektere. Men der er nogen tendenser i disse menigheder som er problematiske, og som er med til at skabe stivhed, eller udvanding af troen. Og lige præcis derfor er jeg bekymret når jeg hører at der er folk der ønsker at starte 1689 menigheder op, fordi de tror at 1689 bekendelsen er løsningen på kirkens problemer i dag. Løsningen ligger ikke i en lang avanceret bekendelse som lægger ting til som ikke er nødvendige. Løsningen er at kristne mænd og kvinder vender tilbage til Kristus og søger Ham. Med andre ord, kirken må vende tilbage til Kristus som den sande kilde. Det er ganske rigtigt et meget nemt svar at komme med. Men hvis vi bare tænker lidt over det, så må vi også nå frem til at det er det eneste rigtige svar. Vi finder ikke kirkens løsninger i et eller andet koncept hvad end det er et koncept fra halvfemserne eller fra 1689. Vi finder kirkens løsning ved at gå til Kirkens Herre som er Kristus.

Eksempel på en menighed som har redigeret 1689 til en udgave de synes de kan stå inde for kan man finde på følgende link:  http://www.texarkanarbc.org. De har tilmed en rigtig godt forklaring på hvorfor de har redigeret bekendelsen til, og samtidig ærer de også folk der førhen har kunne se de gode ting i 1689 bekendelsen. For langt størstedelen af den bekendelse er virkelig god. Men det er ikke en god idé bare at copy and paste den som værende løsningen for kirkerne i dag. Men at bruge den som inspiration til en bedre og mere reflekteret bekendelse kan være en god løsning.

 

Categories
Brevkassen Forvirret lære Kirke Livet som kristen Troens forsvar

Skal kristne holde søndagen på en særlig måde? Om problemerne ved 1689-bekendelsen

Mit indlæg fra den anden januar i år ”1689 er ikke løsningen” har nogle opfattet som en provokation eller som et angreb på det Gud gør i landet lige nu. Det er jeg ked af har været opfattelsen for nogen, for jeg har ikke haft til hensigt at provokere eller angribe det Gud gør. Men mit ønske har været at få folk til at tænke. Men der har også været mange som har haft glæde af at læse det, og kan se at bekendelser kan sagtens være gode, men det er ikke godt når Kristus kommer til at stå i skyggen af en bekendelse. At nogle folk vælger at være 1689 vil jeg ikke gå imod, og jeg har heller ikke til hensigt at ”omvende” 1689 tilhængere. Men at få folk til at tænke og gerne få et lidt mere balanceret syn på nogle af de problematiske dele af 1689 bekendelsen. Og tilmed i stedet glæde sig ved de dele af bekendelsen som tydeligt giver Gud ære og er tydeligt bibelske.

For at kunne gøre det bare nogenlunde tilfredsstillende tror jeg det er bedst i dette indlæg at fokusere på det 1689-bekendelsen kalder for ”Sabbatsdagen”. Den bliver nemlig af dem defineret som en kristen sabbat, dog normalt kaldet ”Herrens dag”. Det er med andre ord den dag de fleste bare kalder for søndag.

”Herrens dag” har en særlig position hos 1689-menigheder. For det er ikke bare den dag hvor man går til gudstjeneste i den menighed man hører til (hvilket er en god og rigtig ting at gøre), men en dag hvor man ifølge bekendelsen ikke engang må tænke på sit almindelige arbejde. I 1689 bekendelsen star der I kapitel 22. stk 8 følgende: ”The sabbath is then kept holy unto the Lord, when men, after a due preparing of their hearts, and ordering their common affairs aforehand, do not only observe an holy rest all day, from their own works, words and thoughts, about their worldly employment and recreations, but are also taken up the whole time in the public and private exercises of his worship, and in the duties of necessity and mercy.”

Konsekvensen af denne stive måde at opfatte søndagen på, bliver at søndagen nemt går hen og bliver en byrde, i stedet for at være en hvile. Dertil bliver den i sit udtryk noget der ligner de meget stramme krav som vi finder i den mosaiske lov. En lov som ikke gælder i den nye pagt, men som før Jesus kom, skulle pege hen på at vi har brug for en frelser. For det var nemlig ikke muligt at efterleve den lov, den skulle i stedet vise vores syndige natur. Derfor var der ikke nogen hvile i den gamle pagt, og sabbatsbuddet i den gamle pagt var kun en skygge af den hvile som skulle komme. Den ægte hvile finder vi i Kristus, og ikke i at holde søndagen mere hellig end andre dage. For den nye hvile er større end en enkelt ugentlig dag. Desuden er det ikke bibelsk at gøre søndagen til en byrde, da det er i uoverenstemmelse med det Jesus siger om at Hans åg er nemt at bære (Matt 11,28-30). Men at overholde en dag sådan som 1689 bekendelsen beskriver det, medfører at det er syndigt bare at tænke på sit arbejde om søndagen, foruden at læse en avis, eller se en film eller dokumentar i fjernsynet. Ja, bare det at spise på en restaurant er syndigt, for det betyder jo at man får andre til at synde imod Gud når de arbejder om søndagen. Det med at spise på restaurant om søndagen er noget jeg ved er et problem for rigtig mange tilhængere af 1689, og noget de kan tage meget alvorligt, og snakke meget længe om, hvilket jeg har prøvet adskillige gange. Men hvordan skal vi så forholde os til søndagen i en nytestamentlig forståelse?

Skal vi holde søndagen for ekstra hellig i dag?
Gud skabte jorden på seks dage, og hvilede den syvende. Det står ret tydeligt i det gamle testamente. Der ser vi også at jøderne i både den mosaiske lov og i de ti bud, får at vide at de skal hvile den syvende dag. Den syvende dag er vel at mærke lørdagen. Formelt set er det fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag. I det tidsrum måtte jøderne ikke arbejde, men skulle tilbede Gud og hvile. Det er på den ene side et dejligt bud som viser at Gud både ønsker vi skal arbejde, men også ønsker at vi skal hvile. Derudover så viser det gamle testamente at sabbatten var et pagtstegn mellem jøderne og Gud som viste at de var Hans ejendomsfolk, og samtidig skulle pege hen på den hvile der venter dem der tilhører Gud. Men det er ikke det vigtigste. Det gamle testamente er jo en skygge af det der skulle komme, og det ser vi tydeligt i det nye testamente. Så spørgsmålet er om vi i dag skal opfatte den syvende dag på samme måde som man gjorde i det gamle testamente.

I det gamle testamente var det at arbejde på en sabbat en synd. Man måtte heller ikke handle på en sabbat, for det var også en synd. Der var tidspunkter i Israel hvor man tog dette meget seriøst, og tidspunkter hvor man ikke tog det så tungt. Men det gamle testamente viser at det var noget som Gud var meget skarp omkring, og som Han viste jøderne havde en ret stor betydning. Så spørgsmålet er hvilken betydning har det så i dag hvor vi lever under den nye pagt, og hvordan er sabbatten en skygge af det som skulle komme (Hebræerne 4.8-11).

To ting er vigtige at lægge mærke til her. I det nye testamente ser vi ikke længere at der kræves noget særligt på en særlig dag i ugen. Jesus viser flere gange overfor jøderne, at Han er Herre over sabbatten, og at de krav som de havde levet under hidtil, (som farisæerne tilmed havde gjort endnu stivere med ekstra krav) skulle forståes på en ny og mere befriende måde. Ikke sådan at forstå at sabbatten ikke betød noget, men at vi nu endelig fandt ud af hvad den virkelig er et billede på.

Burde vække undren
I det nye testamente er der heller ikke nogen gentagelser af det 4. bud om overholdelse af en specifik dag i ugen, men i stedet viser den tydeligt og gentagne gange at det handler om tro på Jesus Kristus og den hvile vi finder i Kristus (Hebræerne 4,9). Men der er omvendt faktisk advarsler mod ikke at gå tilbage til at lade sig friste af at underkaste sig gammel lovtrældom. Ifølge Kolosenserbrevet kapitel 2, 16-17, står der direkte at de gammeltestamentlige aspekter af loven ikke gælder for kristne: ”Lad derfor ikke nogen dømme jer på grund af mad eller drikke, eller på grund af fester eller nymåne eller sabbatter. Det er kun en skygge af det, som skal komme, men legemet selv er Kristus.” Dette brev var vel at mærke skrevet til hedningekristne. Og det indikerer meget tydeligt at de kristne i Kollossos var blevet kritiseret af jødiske kristne (eller blot jøder) for ikke at holde sabbatten hellig. Paulus fortæller dem at det skal de ikke tage sig af, for det er ikke det som er væsentlig mere. Men troen på Kristus er meget væsentlig og afgørende.

Faktisk bør det vække stor undren for dem som anser søndagen som en ekstra hellig dag, at der ikke noget sted i det nye testamente er noget tydeligt påbud til de nye kristne (læs hedningekristne) om at efterleve mosaiske love på søndagen. Tværtimod er der indikeringer på at det er vigtigt at prioritere at mødes med sin menighed. Der var på det tidspunkt allerede opstået en tradition for at man gjorde dette om søndagen. Hvilket kirkehistorisk menes at være sket fordi Jesus opstod om søndagen.

Der er altså ikke nogle påbud om at vi ikke må købe ind, gå på restaurant, læse fag eller skønlitteratur eller sågar gå ud i værkstedet og arbejde lidt om søndagen. Ja det er tilmed acceptabelt at arbejde om søndagen på sin arbejdsplads. Dog, og dette er vigtigt, sørg for ikke at forsømme din menighed (Hebræerne 10,25). Så det at vi ikke længere har en dag som vi kan kalde en speciel hellig hviledag mere, betyder altså ikke at man kan være ligeglad med at være en del af en kirke. Nej, en kristen er også en del af en kirke, og har et ansvar for at være en del af fællesskabet der. I princippet kunne det ligeså godt være andre dage man mødtes på en søndagen, men det er jo ikke en dårlig tradition at komme i kirken om søndagen.

Er det så forkert at holde søndagen på en særlig måde?
Alt dette betyder ikke at det nødvendigvis er forkert at holde søndagen særlig hellig som enkeltperson. Hvis man har valgt at sige ”Jeg ønsker at lægge alt andet til side om søndagen og hellige mig gudstjeneste og samvær med brødre og søstre i Herren, og ikke tænke over hverdagens små gøremål” eller lignende, så er det en god ting at sige. Men kun så længe det er et personligt løfte/mål man har valgt. På samme måde er det også en god ting hvis folk vælger at betale tiende (dvs et fast beløb af ens indtægt til kirken), så længe det er et personligt valg, som man har det godt med. Men hvis man begynder som nogen gør og siger at det er syndigt ikke at betale tiende, ja nogen steder bliver man tilmed kaldt en tyv hvis man ikke betaler tiende, ja så har man lagt noget til bibelen som man ikke har nytestamentlig hjemmel til. Det samme er tilfældet når man som kirke påstår at søndagen er den dag man skal hvile sig på, og ikke engang må tænke på sit arbejde, eller gå på restaurant o.l. Der er ikke nogen nytestamentlig argumentation for at kunne pålægge kristne at holde søndagen sådan! Forskellen ligger i at kristne kan tage personlige valg, som gælder dem selv. Men der er nogle ting som de ikke skal lægge ned over andre som en byrde eller krav. Det svarer til at nogle kristne har valgt ikke at drikke alkohol, mens andre har det ok med at drikke alkohol (med måde vel at mærke). Det er ikke forkert at vælge alkohol fra, men det er heller ikke forkert at drikke alkohol så længe det ikke er misbrug. Og hvor ville det dog være forfærdeligt hvis de afholdende anså dem som var glade for alkohol, for at være dårlige kristne, eller endda slet ikke som kristne. Og ligeledes ville det være trist hvis dem som nød alkohol, så ned på dem som var afholdende fordi de var afholdende.

Derfor kan man ikke sige at det pr. definition er forkert at holde søndagen særlig hellig, men det er forkert at sige at det er et bud der gælder alle kristne at de skal holde søndagen hellig. Hvilket 1689 bekendelsen faktisk gør.

At bestræbe sig på at efterleve dele af den gamle pagt reflekterer derfor ikke evangeliet, og det gavner ikke nogen at mene at alle kristne er forpligtet til at overholde én bestemt overbevisning på et område som tilhører det gamle testamente.

Men hvilke konsekvenser får det så? Næste gang vil jeg skrive om konsekvenserne ved dels at være en 1689 menighed som forsøger at leve op til sabbatsbudet som de har skrevet det, men også om konsekvenserne ved at være en 1689 menighed, som har valgt ikke at tage dette påbud så tungt. Og det kommer måske bag på nogle, at det faktisk er langt mere alvorligt at komme i en 1689 menighed som ikke tager sabbatsbuddet alvorligt, end at komme i en som tager det meget seriøst. Hvorfor det er tilfældet vil jeg forklare næste gang.

 

 

Ellers vil jeg anbefale også at kigge på hvad John MacArthur har skrevet om overholdelse af sabbatsbudet på dette link hvor jeg engang oversatte det til dansk. Men også denne video med Tim Conway som meget fint og dejligt balanceret forklarer hvorfor vi ikke længere er underlagt de mosaiske love, men en ny og bedre lov.

https://sand.omvendelse.dk/skal-kristne-overholde-sabbatten-i-dag-4761.htm

https://www.youtube.com/watch?v=ZisDi0S3Kes

Categories
Kirke Livet som kristen

1689 er ikke løsningen

Vi lever i en tid, hvor kirker mange steder er i en ulykkelig tilstand. En tilstand som bl.a. kommer til udtryk ved at evangeliet ikke bliver prædiket, eller at man ikke tager bibelen alvorligt, eller ikke engang tror på bibelen er sand. Det går udover de kristne som er i de menigheder som ikke får den føde de har brug for. Derfor er rigtig mange kristne i dag søgende efter bedre menigheder at komme i. De søger kirker som tager bibelen alvorligt og kirker hvor evangeliet bliver prædiket.
Det ønske er sundt og godt. Men i sådanne tider vil der desværre være en tendens til at folk søger henimod noget der virker sikkert, uden dog at være det. Det skete eksempelvis i halvfemserne da mange gik over i trosbevægelsen, fordi de der lød til at tage bibelen meget alvorligt og sagde ”bibelen siger dette og sådan er det”. Desværre fortolkede de bibelen så voldsomt, at den blev fordrejet til ukendelig. I nullerne var der så en tendens til at folk valfartede til Christian Hedegaards organisation ”Evangelist”. Det lød virkelig radikalt, men det var ikke bibelsk kristendom der blev forkyndt, men i stedet noget der ødelagde folk. Efter at Hedegaard har trukket sig ud af den tids rampelys har den selvbestaltede apostel Torben Søndergaard overtaget Hedegaards rolle, og det Søndergaard prædiker er ikke bedre end det Hedegaard prædikede.

Alt dette er meget trist, men desværre er der også en tendens til at gå i den modsatte retning, nemlig at finde et ”perfekt formuleret” system som man kan læne sig op ad. Et sådan system er bl.a. baptistbekendelsen af 1689. Den blev udformet af calvinske baptister, og rimeligvis baseret på Westminster Confession of Faith fra 1846. I store træk er begge bekendelser virkelig gode. Den har tilmed gode bibelske forklaringer på hvorfor man tror hvad man tror. Men den er meget omfattende og går i lige lovlig mange detaljer. Sagt på en anden måde, så kan det være svært for folk der vælger at komme i en kirke der holder sig til 1689 bekendelsen, at vide helt hvad de går ind til. For det er som at skrive under på en kontrakt med altfor mange bittesmå bogstaver. Det er altså ikke en helt enkel bekendelse. Jeg husker at Charles Leiter engang sagde at det er vigtigt for en kristen og i særdeleshed en nyfrelst, at det er til at overskue hvad man som minimum tror på som kirke. Men hvis det minimum indeholder omkring hundrede punkter, så er det ikke muligt at have en rimelig forståelse af hvad man tror på, eller skal tro på i den kirke. Og det med ”skal tro på” er der desværre også en tendens til bliver ment meget bogstaveligt i 1689 menigheder. Der er ikke den store plads til at mene noget andet, for 1689 bekendelsen bliver nemlig ofte opfattet som et ”perfekt formuleret” system, og derfor er der ikke i samme grad plads til den grad af diversifitet som der burde være plads til i en kirke. Og her taler jeg naturligvis ikke en diversifitet som giver plads til vranglære, men der bør være plads til man ikke alle behøver være enige om mange udspecificerede punkter.

Fokus på punkter i stedet for Kristus?
Men hvad er så ulempen ved at være i sådan et system? Udover at 1689 bekendelsen på nogle af dens punkter er meget gammeltestamentlig (især på sabbatsbudet som er misforstået), så er der en fare i at man i en sådan menighed, kommer til at fokusere for meget på om man er i overenstemmelse med de punkter som er nedskrevet i bekendelsen. Det at have skrevet trosbekendelsen ned i så mange punkter, gør at man vurderer sig selv og andre på om man lever op til de forskellige punkter, hvilket kan stjæle fokus fra Kristus i ens kristenliv. Forstået på den måde at man med bekendelsen tjekker af om ens eget liv, eller andres liv, er på linie med bekendelsen. Man kan sige ”ja det tror jeg på, og det tror jeg på, og det der gør jeg og det der gør jeg ikke” og så kan man sætte flueben eller kryds om man vil på de punkter, og tro at man har det fint, og har alt på det tørre. Dermed tenderer denne bekendelse til at der kommer noget lovisk indover ens liv, og det er ikke sundt. I stedet for at sætte flueben ved om man lever op til punkterne i bekendelsen, har en kristen brug for at læne sig op af Kristus. Vi har ikke brug for at have en falsk tryghed i om vi lever op til det ene og det andet punkt i en udspecificeret detaljerig bekendelse. For det kan give en falsk tryghed hvis ens liv handler om at sætte flueben ved de rigtige punkter, i stedet for at hvile i at Kristus har frelst en og man tilhører Ham. Den eneste som kan give en den sande og bedste tryghed er Kristus, og ikke en bekendelse. Lige præcis derfor bekymrer det mig, når jeg hører at folk vil starte menigheder baseret på 1689 bekendelsen. For det virker ofte som om at man vælger 1689, fordi den ser ud til at være dette ”Perfekt formulerede” system. Jeg forstår godt at man kan være træt af ting der ikke fungerer tilfredsstillende i de menigheder man kommer i, men det er ikke et argument til at gå over i noget der for nogen går over i en form for loviskhed, og fluebenssætning der kan give en falsk tryghed.

Det betyder ikke at alle 1689-menigheder pr. definition er dårlige. Der findes bestemt gode prædikanter der bekender sig til 1689, og som er meget Kristusfokuserede i deres forkyndelse. Men om man er i en gammeldags baptistkirke, lutheransk, metodist etc kirke, er ikke det mest væsentlige. Hvad der er vigtigst er at Kristus bliver prædiket og som den frelser Han er. Han skal ikke prædikes som et system, men som frelser. Men jeg er ærgerlig over de tendenser til loviskhed og fluebensafkrydsning som findes hos nogle der bekender sig til 1689 bekendelsen. Og da jeg er bekymret over at høre om flere som tror på at løsningen er at gå tilbage til 1689 bekendelsen har jeg behov for at skrive dette. Det er som om man glemmer at den hedder 1689 bekendelsen fordi den er skrevet i 1689. Det betyder nemlig at den er påvirket af den kultur som man havde i England dengang i 1700 tallet. Men i dag lever vi i det 21 århundrede og ikke i 1689. Kristus er den samme, og bibelen er evig gyldig. Men en bekendelse som blev til i en tid og kultur som er meget anderledes end vores i dag, er ikke nødvendigvis på alle punkter lige god at overføre til en menighed i vore dage.

I næste afsnit vil jeg skrive hvordan 1689 bekendelsen har et misforstået billede af sabbatsbudet. Den måde man ifølge den bekendelse opfatter sabbatsbuddet på er desværre ret så gammeltestamentligt, og fordrer ikke til meget frihed, på trods af at Kristus har kaldet os til frihed. Jeg ved godt at den frihed vi er kaldet til kan være svær at forstå, men ikke desto mindre er det en frihed som er fantastisk at finde ud af hvad handler om. Men det vil jeg også komme ind på næste gang.

Link til den engelske udgave af 1689 bekendelsen: http://www.grbc.net/about_us/1689.php