Category: Livet som kristen

Categories
Bibelen Livet som kristen

Misbrug af bibelvers

Dengang jeg var en ung kristen var jeg tit ude og evangelisere med en anden kristen som var ret brændende. Men han sagde noget igen og igen til dem som vi talte med, som jeg ikke brød mig om. Men jeg kunne ikke lige sætte fingeren på hvorfor det var forkert. Han sagde ofte, at den der med sin mund bekender Jesus som Herre er frelst. Derfor ville han gerne have folk til at sige dette, for så var de jo frelst. Det stred rigtig meget i mig. For jeg vidste godt, at frelsen ikke bare kommer ved at gentage en sætning. Det er en guddommelig begivenhed når man bliver født på ny, og kan kun ske hvis man vælger at omvende sig til Gud.

Ikke desto mindre er denne forståelse blevet brugt mange steder, også til såkaldte vækkelseskampagner. Man har i eftermødet fået folk op og bekende Jesus som Herre, og derefter erklæret dem som frelst. Men vi glemmer hvem det skriftsted er skrevet til som vi bygger denne mærkværdige frelsesforståelse på. Det blev skrevet af Paulus til de kristne i Rom. I romerbrevet 10.9 står der:

“For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses.”

De kristne i Rom vidste godt hvad det betød at bekende Jesus som Herre. Det betød at de kunne miste deres liv. For man kunne godt blive udsat for at blive hentet af nogle romerske soldater som tog en hen til en statue af Cæsar. Eller at de selvsamme soldater kom slæbende med et mini-alter som skulle symbolisere Cæsar. Overfor den skulle man bekende at Cæsar er gud, med sin mund. Hvis man ikke gjorde det, ville man miste hovedet. Det var de kristne vidende om. Der var flere der havde bekendt Jesus som Herre overfor disse altre og statuer istedetfor Cæsar, og mistet hovedet på stedet. Så når Paulus taler om at bekende Jesus med sin mund, så vidste de udemærket hvad han mente. Den der tør bekende Jesus som Herre også selvom vi ved at det koster, og kan koste os vore liv, den person er frelst.  Lad os huske hvad Jesus sagde til os i Mattæus 10.32-33:

“Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.”

Dette er ganske rigtigt hårde ord. Men ord vi må tage alvorligt og tage til vores hjerter. For hvis de første kristne turde leve og dø på disse ord, så bør vi også gøre det.

Categories
Evangelisation Livet som kristen

Jeg må nok hellere prædike mere forsigtigt

Jeg er så træt af folk der begynder at prædike evangeliet ordentligt, som efterfølgende kommer i tvivl om de forkynder evangeliet ordentligt, bare fordi de får lidt modstand. Modstand er en af tegnene på at ens forkyndelse er i orden. Det er bestemt ikke et afgørende tegn, for Jehovas vidner har modstand og deres forkyndelse er helt forkert. Men anyway, at en der forkynder evangeliet klart og tydeligt får modstand er helt bibelsk. Hvis de kunne finde på at korsfæste Jesus, så kan de finde på at gøre det samme med os. Men jeg har observeret at kristne fra flere kredse som begynder at prædike loven før nåden, i dag flere steder oplever at de får modstand fra deres egne. En modstand som gør at mange af dem begynder at tænke; Prædiker jeg på en forkert måde eftersom folk bliver irriteret, ovenikøbet kristne folk som jeg kender i forvejen? Men sagen er at det er helt bibelsk.

Det koster at prædike evangeliet. Vi der gør det, gør det ikke for at blive populære. Eller for at blive rige eller anerkendte. Dem der gør det for disse ting, tror jeg ganske enkelt ikke prædiker et ordentligt evangelium. Vi gør det fordi vi elsker Gud og ønsker at Hans ord skal forkyndes, sådan som Han har sagt vi skal gøre det. Men i vores vestlige kultur er vi blevet så tryghedssøgende og velfærdsfokuserede at vi ikke tåler ret meget modstand. Er der nogen der siger til os; Sådan kan du ikke prædike. Bliver vi i tivivl med det samme, og tænker at så må vi nok være mere “vise” og forsigtige, så folk ikke bliver stødt bort. Men dermed glemmer vi at Jesus selv kaldte sig for en anstødssten, og fjerner vi det i evangeliet der støder nogle folk bort fra evangeliet, så fjerner vi faktisk Jesus.

Hvis du har brug for at sætte din tro i perspektiv i forhold til nogle der har betalt en pris for at være kristen. Så se denne video. Jeg advarer dig, den er hård at se. Så se den kun hvis du kan tåle at se hvordan andre kristne er udsat for forfølgelse og hån i andre lande. Spørg gerne dig selv om vi ikke burde være ligeså villige til at betale prisen, som de er. Jeg skriver ikke dette for at skabe fordømmelse over nogen. Det har jeg ingen interesse i. Men jeg ønsker virkelig at vi må forstå at forkyndelsen af evangeliet på Guds præmisser er meget vigtig, selvom den kan koste noget der ser ud til at være en meget høj pris. Nemlig vore liv. Men vi må ikke glemme, at Han gav sit liv først for os.

Categories
Livet som kristen Overfladisk kristendom

Tør du prædike det fulde evangelium?

Paulus tale til de ældste i Efesus (apostlenes gerninger 20) er særdeles inspirerende at læse. Den burde læses og forstås af enhver der er tilhænger af søgervenlige menigheder og lignende. I midten af denne tale siger han følgende:

“Derfor bevidner jeg for jer i dag, at jeg er uden skyld i nogens blod. For jeg har ikke fortiet noget, men har forkyndt jer alt, hvad der er Guds vilje.” Apostlenes gerninger 20.26-27

Læg mærke til at Paulus siger at han har forkyndt ALT hvad der er Guds vilje. Han havde ikke holdt noget tilbage, heller ikke noget som kunne være ubehageligt for menigheden at høre. Paulus kendte sit ansvar for at prædike det fulde evangelium, fordi han vidste at Gud havde kaldet ham til det. Han havde ikke forsøgt at kommunikere et tiltalende evangelium, sådan som mange gør i dag. Han kunne sikkert godt have gjort det for at tiltrække flest mulige folk. Men Paulus vidste at han var nødt til at prædike det fulde evangelium, for han ikke ønskede at Gud skulle gøre ham ansvarlig for ikke at have forkyndt Hans ord på tilfredsstillende vis.

Mange prædikanter i dag burde tage dette ord meget alvorligt, for det er som om at de ikke er vidende om, at os der underviser i ordet skal dømmes så meget hårdere. Hvis vi kun underviser i et halvt evanglium om kærlighed kærlighed kærlighed, men vælger ikke at tale om synd, omvendelse og dom, så vil vi stå meget dårligt paa dommens dag. Sådan ønsker jeg ikke at stå, jeg har et ansvar for det som Gud har kaldet mig til. Et ansvar for at prædike det fulde evangelium selvom det kan betyde, at jeg mister popularitet, anerkendelse, og bliver spottet og talt dårligt om. Hvis du forkynder evangeliet så vid at det er et stort ansvar, som ikke handler om hvor meget folk værdsætter din forkyndelse, men om at forkynde Guds ord som Guds ord er. Ellers må du skynde dig at finde et andet job, for du lever livet farligt hvis du ikke vil prædike det fulde evangelium. For på dommens dag vil vi stå til ansvar overfor Gud, og ikke overfor mennesker. Og ønsker vi der at stå og sige;”Jeg fejlede Gud fordi jeg tjente mennesker istedet for Dig”?

Mange tror og lever som om de i dette liv står til ansvar overfor mennesker. Men det er i dette liv vi viser, og lever et liv der vidner om at vi står til ansvar overfor Gud. I dette er det også nødvendigt at have en sund forståelse af gudsfrygt. Hvordan det fungerer vil jeg komme ind på snarest.

Categories
Livet som kristen

Ordineret af Gud. Om fåreavleren Amos

Menneskelig anerkendelse af  tjeneste bliver nogen gange vurderet som værende af meget stor betydning. Jeg tror bestemt også på at en bibelsk funderet anerkendelse har stor betydning for kirkens standard. Men reelt set kan jeg ikke  bygge min tro på at mennesker har godkendt min tjeneste. Hvis man kigger i bibelen er det også Guds kaldelse der er den afgørende faktor for om man er i Guds tjeneste eller ej.

I det gamle testamente havde man i samfundet profeter til at tale Guds ord. Men det var ikke altid at de talte det som Gud havde talt til dem. Det er der masser af eksempler på i bibelen. Se særlig Ezikiels og Jeremias bog. Når tilstanden i landet kom så langt ud at ikke engang profeterne kunne finde ud af at tale et klart Guds ord, så valgte Gud nogle gange at tage andre ud til at forkynde Hans ord. En sådan mand var Amos, som man kan læse om i Amos bog.

Amos var ikke uddannet profet eller præst. Han var bare en fåreavler som Gud var begyndt at tale til. Amos blev så grebet af Guds ånd, at han ikke kunne lade være med at tale det som Gud havde vist ham. Og det var ikke noget der var nemt at sige, for han talte om at Guds vrede ville lægge Israel øde hvis, hvis folket ikke vendte om. Se blot her hvad der står i Amos 4.10:

“Jeg sendte pest over jer som i Egypten.
      Jeg dræbte jeres unge mænd med sværdet,
      og jeres heste blev taget som bytte;
      jeg lod stanken fra jeres lejr
      stige op i jeres næse.
      Men I vendte ikke om til mig,
      siger Herren.”

Kort efter skriver Amos at det vil Herren gøre igen. Så det var ikke det som menigheden havde allermest lyst til at høre på, kan man godt forstå. På et tidspunkt kommer der også en præst til Amos og siger dette:

“(Præsten) Amasja sagde til Amos: Seer, skynd dig at tage til Juda; der kan du skaffe dig føden, der kan du profetere. I Betel må du ikke længere profetere; for det er kongens helligdom og rigets tempel.Amos svarede Amasja: »Jeg er ikke profet, jeg er ikke profetdiscipel; jeg er kvægavler og dyrker morbærfigner. Men Herren tog mig bort fra hjorden og sagde til mig: ›Gå hen og profetér for mit folk Israel!”Amos 7.12-15

Amos havde altså talt så hårdt et ord at folk var blevet så vrede, at de anbefaler ham at tage til Judas land i stedet. Så kan han profetere der. Men Amos siger at Gud har kaldet ham til at profetere til Israel. Der er ikke noget i Amos bog der på nogen måde tyder på at Amos var ordineret af nogensom helst mennesker. Tværtimod, gik kirken imod det han sagde fordi de ikke brød sig om det. De kunne ikke selv tale Guds ord, og når der så kom en anden og gjorde det, fordi de ikke ville, så ville de ikke anerkende den tjeneste som Gud har kaldet Amos til.

Alligevel er Amos bog blevet en del af bibelen. At det er sket kan man anse for at være lidt mystisk. Det samme kan man sige om mange af de andre profetbøger i bibelen. For deres beskrivelser er ikke dejlige skønne ord om en All-loving God som aldrig kunne finde på at straffe synd. At de bøger overhovedet er kommet med i bibelen viser Guds suverænitet, for menneskeligt set er der ikke noget der gør at man skulle have lyst til at have de bøger med i bibelen.
Hvis du aldrig har læst Amos bog, så vel jeg bruge dette indlæg som en anbefaling. Men det er selvfølgelig ikke nok kun at læse den. Læs hele din bibel, for den er Guds ord til dig!

Categories
Livet som kristen

Ordineret af Gud

Når man skal være præst i folkekirken så skal man ordineres hedder det. Det bliver man af biskoppen. Først når man er blevet det, kan man formelt set kalde sig præst, så vidt jeg er orienteret. Dem der er uddannet til præst må nøjes med at kalde sig Cand.Theol. Men hvor vigtigt er det egentligt at blive ordineret til præst af biskoppen. Kan jeg bruge det til noget når jeg står foran Gud en dag. Kan jeg da sige til Ham; Se Gud jeg blev ordineret af biskoppen, er du ikke glad for mig?

Men kan Gud overhovedet bruge det til noget at man er ordineret af en biskop? Overhovedet ikke, for det er ikke noget værd at være ordineret af mennesker. Hvis man ikke er ordineret af Gud, så er ens ordination INTET værd. Hvis Gud ikke har kaldet en til at gå ind i pastortjeneste, så er det en ligegyldig tjeneste som man ikke vil få nogen løn for i Himmelen. Men hvis Gud har kaldet dig, hvis Gud har ordineret dig og sat dig i en tjeneste og du lever i den, da skal du få løn i himmelen. Hvis du ønsker at tjene Gud, så bed Ham om at ordinere dig. For en ordination fra Ham er mere værd end menneskers. At mennesker kan genkende at du er ordineret af Gud og dermed også ordinerer dig, skal du kun glæde dig over, men ikke bygge på.

Jeg vil i morgen komme med et af de klareste eksempler om dette fra bibelen, om en mand som virkelig var ordineret af Gud, men slet ikke af mennesker. Det er en historie som fascinerer mig igen og igen, og som jeg glæder mig til at skrive om her på bloggen. Indlægget vil få den samme overskrift som denne, blot med navnet på manden.

NB: Faste læsere vil vide at jeg ikke har noget imod folkekirken. Derfor skal dette indlæg heller ikke ses som et angreb på på den.

Categories
Livet som kristen

Hvor er det godt når brødre sidder sammen!

Jeg var sammen med nogle forleden, som det var en meget stor fornøjelse at være sammen med. De havde nemlig den samme brand efter at prædike evangeliet til de unåede. Den samme lyst til at være sammen med andre kristne. Men allerstørst en kærlighed til Jesus der gjorde at man kunne mærke at de ikke længere tilhørte sig selv, for Jesus var deres Herre. De var forvandlede af Jesus. At være sammen med dem fik mig til at tænke på det salme 133:

“Hvor er det godt og herligt,
når brødre sidder sammen!
Det er som den gode olie på hovedet,
der flyder ned over skægget,
over Arons skæg,
ned over kjortlens halsåbning.
Det er som Hermons dug, der falder
på Zions bjerge.
For dér giver Herren velsignelsen,
livet i al evighed.”

Categories
Livet som kristen Omvendelse

Tegn på at man er født på ny

Jeg har mange gange hørt om ungdomsgrupper i nogen kirker, som efter deres ungdomsmøder om fredagen (eller lørdagen), gik i byen og opførte sig som folk nu gør, når de går i byen i weekenden. Jeg ved at det er et problem man har diskuteret i flere kirker, og som man har forskellige ideér til hvordan man kan løse. Man har eksempelvis forsøgt at løse det ved at gøre ungdomsmøderne mere smarte, indføre bowling istedet for forkyndelse, gøre møderne mere afslappede og hyggelige. Men intet af det er en reel hjælp når det kommer til stykket Her vil jeg gerne erkende min egen skyld, for jeg har selv været med til at afprøve disse menneskelige løsninger. Jeg har ovenikøbet talt til møder, hvor jeg har forklaret hvorfor kristne ikke kunne leve med et ben i verden og et ben i kirken, og er vidende om at andre har gjort det samme i en god mening. Men vi er som regel gået fejl med den forkyndelse. For vi glemmer hvem det er, der har lyst til denne verdens glimmer og hvem der ikke har.

Da jeg blev frelst, gad jeg ikke længere drikke mig fuld og gå i byen. Glæden ved den slags forsvandt. Hvis jeg prøvede det, ville jeg nok have vågnet næste morgen med en dårlig samvittighed, som ville betyde at jeg havde endnu mindre lyst til det end før. Hvorfor egentlig det? Jo fordi jeg var født på ny. Prøv at se hvad Johannes skriver her:

“Enhver, som er født af Gud, gør ikke synd; for Guds sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud.” Første Johannes 3.9

Nu skal vi ikke gå hen og misforstå dette vers, således at man ikke kan fejle som kristen og gøre rigtig dumme ting. Det er ikke det der er tale om. Der er tale om at en kristen ikke kan leve i synd. Vi kan ikke fungere i en syndig livsstil. Dette er også med til at vise, at vi er anderledes end verden. For det verden har at tilbyde, interesserer os ikke længere. Det er kun tomhed i forhold til det Gud har til os. Men eén der ikke er født på ny, vil ikke kunne forstå dette. En ufrelst kan ikke se skønheden i Jesus, og i at leve et gudsfrygtigt liv. For dem er det en dårskab og en kedsommelighed. Mange af de ufrelste der kommer i kirkerne, vil uden problemer kunne gå i byen efter et møde og opføre sig som verden, uden dårlig samvittighed. De kan ikke se at prædikanten skulle have ret, for prædikantens formaning om at leve gudsfrygtigt er for den ufrelste dårskab. Men for den omvendte er det åndelig mad.

Istedet for at formane de ufrelste og forsøge at “disciple” dem, burde vi istedet prædike synd, dom og retfærdighed, så de også kan se at de er fortabt uden Gud. Jeg ved godt at der er mange der så vil svare, at det vil medføre at en del af dem vil forlade kirken. Til det kan jeg kun sige, at så må vi lade dem gå. Hvorfor skulle vi bruge tid på folk der ikke vil omvendes, men bare komme i et kulturelt socialt fællesskab der giver dem falsk tryghed. Når man burde bruge tid på at give de kristne åndelig mad, som vil holde dem tæt til Gud.

Categories
Livet som kristen Synd

Jeg har ret til at være vred!

Min ret, din ret, deres ret og vores ret. Jeg har tit mødt folk som er blevet udsat for en uretfærdig behandling, som de mener de har ret til at føle vrede over. Nu er der i princippet ikke noget galt i at være vred. Vi burde være vrede over at abort er legalt, eller være vred over den pornoficering vores samfund er udsat for, bare for at nævne nogle få eksempler. Men at være vred på nogen, som har behandlet en uretfærdigt, er ikke noget vi skal tillade. 

Eksempel: Jeg har tit mødt kvinder som er vrede over deres mænd (eller eksmænd), og som bruger rigtig meget tid på at fortælle om hvordan de blev behandlet, og hvor forfærdelig han var (undskyld, her til de kvindelige læsere, at det lige kommer til at gå ud over jeres køn, jeg kunne have taget et andet eksempel, men jeg mente at dette eksempel ville de fleste kunne nikke genkendende til). Ufattelige mængder af tid og ressourcer bruger de til at fokusere på “deres ret” til at være vrede.

Når vi har det sådan, og det er jeg ret overbevist om at vi alle har prøvet i en eller anden grad, så glemmer vi hvem der har mest ret til at være vred. Vi glemmer Gud. Vi glemmer hvor stor Hans vrede er mod synderen. En vrede der er så stor at Han kaster folk i Helvede, fordi vi lever i oprør mod Ham, og er onde i vores hjerter. Den ret til at være vred, har Han også over os der kaldes Hans børn. Og Han siger faktisk at vi skal tilgive vore skyldnere, som Han har tilgivet vores skyld.

Husk på den gældbundne tjener som kongen havde ret til at sælge som slave. Den ret frasagde kongen sig fordi han fik medlidenhed med tjeneren. Men da han så at tjeneren ikke selv ville frasige sig sin ret til at inddrive et endnu mindre beløb fra en anden mand, da tog kongen sin ret tilbage til at straffe sin tjener, og overgav ham til bødlerne står der i Mattæus 18.23-35. Hvis vi holder fast på vores ret til at være vrede og bitre over andres behandling af os, så vil Gud også bruge sin ret til at vise sin vrede på os igen. Dette er meget alvorligt, men mange vil ikke anse det for at være alvorligt nok, for selvom de kender Guds meget klare ord om dette, vil de hellere fastholde deres ret. En undskyldning som jeg tror de bruger (og som jeg nævner fordi jeg selv har haft en tendens til at bruge den) er at det kan være rigtig svært at tilgive, når man jo blev uretfærdigt behandlet. Men husk at Jesus blev uretfærdigt dømt. Den mest uretfærdige dom i hele verdenshistorien. Alligevel kunne han tilgive dem hvad de havde gjort mod Ham. Hvis Han kunne det, så er vi også nødt til det.

Categories
Falsk Lære Livet som kristen

Hvornår må man kritisere en pastor? 2

Som jeg skrev i går er det ikke meningen at man som leder af en menighed kan dække sig bag nogle bibelvers som misbruges til at forhindre kritik. Jeg skrev også at det bestemt ikke er alt kritik der er tilladt. En kritik skal være båret af sandhedens ånd, og ikke en bitter, misundelsens eller en løgne ånd. I dag lovede jeg at beskrive et eksempel på at kritik kan være i orden. Et rigtig godt eksempel på det finder vi i anden Samuelsbog kapitel 12.

Kong David har haft en affære med Urias hustru. Hun er blevet gravid, og det er sket mens Urias er i krig, så Urias kan ikke være faderen. David får da sørget for, at Urias får en post i krigen som vil medføre en hurtig død, hvilket også sker. Deraf navnet uriaspost. Der er ingen tvivl om at hvad David har gjort er en skændsel i både Guds og menneskers øjne.  Men David prøver at skjule det. Han bliver gift med Urias enke, og tænkte sikkert; puha nu slap jeg for at blive snuppet i det her. Men en profet ved navn Natan kommer til Kong David og fortæller ham denne historie:

“Der var to mænd i samme by; den ene var rig, den anden fattig. Den rige havde får og køer i mængde, den fattige havde kun et eneste lille lam, som han havde købt. Han tog sig godt af det, det voksede sig stort hjemme hos ham og børnene. Det spiste af hans brød, det drak af hans bæger, og det lå i hans skød, som om det var hans datter. En dag fik den rige besøg, men han nænnede ikke at tage af sine egne får eller okser og tilberede det til den vejfarende, der var kommet til ham. Så tog han den fattige mands lam og tilberedte det til manden, der var kommet.” Anden Samuel 12.1-4

Da David har hørt den historie udbryder han at den mand der gør sådan skal dø. Til det svarer Natan at den mand er Kong David selv. Til den anklage erkender David “Jeg har syndet mod Herren” (læs gerne hele kapitel 12 og tjek det efter). Dette skriftsted bruge vi ofte til at dokumentere Guds nåde, det har jeg selv gjort, og jeg vil gøre det igen. Men vi glemmer at der var en der turde gå til kongen med en ret farlig kritik. En kritik han ikke kom med for at gøre sig bedre, heller ikke fordi han var misundelig på Davids kongelige embede, og heller ikke fordi han var en bitter mand. Han kom med kritikken fordi han ikke mente at det var i orden at kongen havde brudt Guds lov, og prøvede at skjule det. Vi glemmer også tit at Natans anklage var meget farlig. For hvad nu hvis David ikke ville indrømme sin synd. Hvad kunne han så have fundet på for at forsvare sin ære? Havde han ikke ret til at dømme Natan til døden for en så kraftig anklage? Natan turde stille sig på en plads hvor han blev meget sårbar, og der sige sandheden om Davids synd.

David var en leder. Han var leder af Israel, og Israel bliver ofte brugt som billede på menigheden. Der er formentlig ikke nogen bibeltroende ledere i kirkerne der vil beskylde Natan for at have talt imod Gud da han påtalte Davids synd. Men der findes ledere som mener at man ikke må kritisere dem, men dermed siger de også at man ikke må påtale deres synd. Og der er ledere i nogle kirker der har større synd end David. Hvordan det kan lade sig gøre, og hvad det er for synd,og hvad man kan finde af eksempler på dette i bibelen, vil jeg snart vende tilbage til i et senere indlæg. For det vil jeg gerne forklare ordentligt, og ikke afslutte med som en hurtig kommentar her.

Categories
Falsk Lære Livet som kristen

Hvornår må man kritisere en pastor?

I nogen kirkesamfund er det ikke tilladt at kritisere den ledelse som er indsat. Det mener man er bibelsk og har også nogle bibelhenvisninger som skulle begrunde det. Men en sådan holdning medfører nogle farlige faldgruber som gør at jeg kan se at der er noget galt i denne begrundelse. For i disse kirkesamfund, er det ofte lederen af kirken der siger “Du skal ikke kritisere mig, for kritiserer du mig, så kritiserer du Gud. Du skal jo vide at JEG er indsat af Gud!”. At tro på at dette er i orden, er samtidig også at give lederne et carte blanche til at vildlede og misbruge kirkemedlemmernes tillid. Det kan jeg ikke se skulle være Guds vilje. Derfor har jeg tænkt meget over netop dette, og forsøgt at finde ud af hvad der er bibelsk og hvad der er ubibelsk.

Mange kirker har kritiseret den katolske kirke for at give paven en status af at være perfekt. Det kan jeg heller ikke se på nogen måde er i orden, for paven er jo et menneske ligesom du og jeg. Men de kirker jeg indledte med at beskrive gør den præcis samme fejl som den katolske kirke gør, når de forbyder nogen at kritisere en ledelse.

Nu skal jeg ikke her sige at vi skal kritisere vores ledelser i tide og utide. Det er noget jeg mener man kun sjældent burde gøre, og kun i tilfælde hvor det bliver anset for at være vigtigt. Jeg gider ikke beklage mig fordi en forkynder har sagt en enkelt sætning som der kan være nogle småteologiske fejl i. Jeg kan jo også komme til at sige noget som jeg ikke lige har tænkt nok over. Men når en pastor begynder at forkynde om ting der ikke er bibelske, og nogle af hans kilder stammer fra falske profeter, så er det også i orden at henvende sig til ens pastor, og dokumentere hvorfor det var forkert. Men lige dette må jeg komme tilbage til en anden gang.

Hvad med deres begrundelse for at man ikke må kritisere, hvor har de den fra? Jo her er en af dem. I fjerde mosebog kapitel 16 (læs hele kapitlet) står der om Datan og Kora, at de gjorde oprør mod Moses og Aron. Det kom der en strid ud af hvor, man skulle finde ud af hvem Gud var med. Det viste sig klart at være Moses og Aron, siden jorden åbnede sig under Datan og Kora og slugte dem. Denne begivenhed samt andre lignende har man i nogle sammenhæng misbrugt til at undgå at menighedens ledelse blev kritiseret. Men hvis man læser hele kapitlet ordentligt igennem vil man se at årsagen til at Datan og Kora kritiserede Moses og Aron var pga misundelse. De ønskede selv den tjeneste som Moses og Aron havde fået. De havde altså ikke fundet noget bibelsk forkert hos dem, de var istedet drevet af deres syndige begær efter at få en tjeneste i menigheden.

Her er noget meget vigtigt at erkende. Hvis man kritiserer, så må man granske sit hjerte for at finde ud af med hvilken ånd man kritiserer i. Er det i en misundelsens ånd, eller en bitter ånd, eller en løgne ånd, så kan jeg kun anbefale at man omvender sig med det samme og undlader at kritisere. Men kommer man i Guds ånd, så vil ens drivkraft være en helt anden. Og hvordan det kan foregå, og bør foregå, vil jeg gennemgå på tirsdag. Hvor jeg vil bruge bibelen til at vise hvordan det kan ske.