Category: Livet som kristen

Categories
Bibelen Livet som kristen Troens forsvar

En sund tro der tåler modstand

Jeg er taknemmelig for at jeg havde læst i bibelen før jeg blev en kristen. For ellers ville jeg jo kun have menneskers forklaringer på hvorfor jeg skulle blive en kristen. Jeg hørte ellers ofte kristne give lokkende argumenter for at blive kristen. Det kunne eksempelvis være hvor fedt det er at være en kristen, eller at Gud har en “vidunderlig plan for mit liv”. Den slags argumenter hørte jeg, men jeg vidste godt at det ikke var det bibelen sagde, og blev irriteret over at skulle høre de kristne sige den slags vrøvl. Bibelen have heldigvis vist mig noget ganske andet. Jesu ord viste flere gange at det at tilhøre Ham betød, at man måtte give afkald på sig selv. Der stod ganske rigtigt at Jesus også kom for at give liv og liv i overflod. Men det skal forstås sammen med de andre udsagn om kristenlivet. Det skal ikke forstås isoleret. Så jeg vidste at det at blive en kristen, og være en kristen ville medføre modstand, og det er vigtigt at vide før man omvender sig.

Paulus i fængsel

Ikke altid så nemt
Det er ikke altid nemt at være en kristen. Jeg synes det ofte har store omkostninger. Så hvorfor har jeg holdt fast i troen alligevel? Måske skulle jeg kigge på en helt anden end mig selv her, for der er folk der har betalt langt større omkostninger end jeg har, og alligevel holdt fast i troen. Paulus som er den person der leverer størstedelen af det nye testamente betalte virkelig prisen. Det ser vi bl.a i det her:

“Af jøderne har jeg fem gange fået fyrre slag minus ét, jeg har fået pisk tre gange, er blevet stenet én gang, har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn. Ofte på rejser, i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare fra mit eget folk, i fare fra hedninger, i fare i byer, i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre. Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder. Hertil kommer det, som dagligt trykker mig: bekymringen for alle menighederne.” Anden korinter 11.24-28.

Hvordan kunne Paulus tåle så stor modstand, og ikke falde fra? Jeg tror noget af svaret ligger i at han med egne øjne havde set hvad der kan være den højeste omkostning for de kristne. Nemlig martyrdøden. Noget som han ifølge ham selv, havde været med til at udøve på kristne før hans omvendelse. Så da Paulus selv bliver en omvendt kristen, vidste han godt hvad han gik ind til. Han var ikke blevet lovet guld og grønne skove i dette liv. Han havde ikke fået at vide at Jesus havde en vidunderlig plan for ham eller lignende. Paulus gik hele vejen på trods af stor modstand. Modstand både fra egnes side og fra det romerske imperium.

Hvad vi ofte glemmer var at hans forkyndelse af evangeliet også bar præg af dette. For i den forkyndelse ser vi at Paulus advarer imod Guds dom, i stedet for at undlade at tale om den, sådan som vi plejer idag. Han holdt ikke sandheden tilbage.  Hvordan den forkyndelse lød, kunne jeg godt tænke mig at komme lidt mere ind på næste gang.

Categories
Bibelen Forvirret lære Hvem er Gud? Livet som kristen Mirakler Troens forsvar

Prædikanter der prædiker sig selv, men glemmer Kristus

Et tegn på at vi lever i en tid med frafald og mangel på bibelviden, er den fokus de jeg-centrerede prædikanter får. Og særlig når disse jeg-centrerede prædikanter bliver fremstillet og set på som “mere åndelige” end andre. Men hvad er en jeg-centreret prædikant? Her vil jeg skelne mellem to typer. Den første vil jeg kalde den usunde jeg-centrerede prædikant der taler mere om sine egne oplevelser, end han taler om Guds ord. Den anden vil jeg kalde den falske vranglærer som taler om sig selv, og har lagt en ny betydning i Guds ord som ikke er i overensstemmelse med evangeliet. Den sidste type har jeg skrevet en del om i forvejen. Man finder dem særlig hos trosbevægelsen. Navne som Todd Bentley, Kenneth Copeland, Jens Garnfeldt m.v. hører til i den kategori.

Men så er der den anden type. Den kan være lidt svær at gennemskue, for det er en type som kan sige rigtig mange gode og rigtige ting, som man kun kan være enig i. Men problemet hos dem opstår i at de taler mere om dem selv, end om Gud. Her er nogle eksempler på hvad en typisk jeg-centreret prædikant kan sige:

“Gud sagde til mig at jeg skulle i fjernsynet, og jeg skulle opleve at folk blev raske når jeg bad for syge der.”

“Gud viste mig i et syn hvordan kirken skulle være.”

“Helligånden har givet mig et budskab som er til nogen ganske særlige denne aften”

“Jeg oplevede at jeg skulle gå hen til den person og give hende et profetisk budskab fra Herren”

Men hvad er der så galt med de eksempler jeg er kommet med her? “

“Det handler om MIG fordi Gud bruger MIG”
De handler om afsenderen selv. De handler ikke om at man har underlagt sig Gud, og at Han må blive større i en, og en selv må blive mindre. Nej, der er her en usund fokus på at “JEG bliver brugt af Gud”. Se mig, støt mig, gør som mig, vær som mig, mig, mig, mig, mig. Hmm hvor meget godt bor der egentlig i mig? Intet, det vil sige i mit kød er der intet godt, så derfor er der en naturlig fare indbygget i at høre på enhver der taler for meget om hvor meget Gud bruger ham eller hende. Særlig når det der virkelig er behov for, er at høre er hvad der står i Guds ord! Men det er åbenbart ikke altid så interessant for den jeg-centrerede prædikant. Han vil hellere have at vi hører på HANS åbenbaring, og på HANS nye idé som BESTEMT er fra Gud og så videre.

Det er ude med mit folk, fordi det ikke har kundskab (Hoseas 4.6)
Desværre er vi så fattige på bibelkundskab i Danmark i dag, at vi har meget svært ved at kunne se dette. Man kan blive så fokuseret på de oplevelser som prædikanten påstår at have, at man bruger oplevelserne til at godkende dem som værende fra Gud. Men her er det vi ofte fejler. For hvad enten prædikanten har haft disse oplevelser eller ej, og hvad enten de er fra Gud eller ej, så er det ikke oplevelserne i sig selv, som skal bruges til at vurdere om det prædikanten kommer med er fra Gud eller ej. Det er og bliver Guds hellige ord vi skal bruge til det. Jeg er simpelthen så led og ked af at se folk følge den ene selvpromoverende prædikant efter den anden, i troen på at denne person kan man stole på, for det er jo “så tydeligt” at Gud bruger vedkommende. Personligt ville jeg ikke bryde mig om at nogen fulgte efter mig, fordi jeg har skrevet noget der var rigtigt, eller fordi jeg havde kommet med en eller anden stor åndelig oplevelse som gjorde at jeg pludselig blev en som “Gud brugte på en særlig måde”. Problemet i at folk får sådan et forhold til mig, er at jeg fejler. Og hvis folk har fået en oplevelse af at jeg bliver brugt på “en særlig måde”, og så ser at jeg har pletter som alle andre, og fejler og slår mig som alle andre, så kan det blive en stor skuffelse for nogen. En skuffelse så stor at fordi de byggede deres liv, og deres valg på det JEG oplevede, kan betyde at de i sidste ende vil falde fra troen. Fordi de ikke havde formået at bygge på et fundament der er så meget mere stærkere end jeg er.

Det er af ufattelig stor betydning at vores forkyndelse, vores fokus, og vores liv, peger på Jesus Kristus. Ikke på os selv, heller ikke på hvor meget vi tror vi bliver brugt af Gud (det må folk selv vurdere, det er ikke prædikantens opgave at vurdere for folk). For hvis vi lærer folk som er kommet til tro, at bygge vore liv på Jesus Kristus, og hvile i Ham, så har de ikke noget at blive skuffet over. For Han er trofast og retfærdig. Han er fuld af nåde. Han er fuld af barmhjertighed glæde og fred. Han er den fuldkomne kærlighed. Det er meget sandsynligt (nej sandheden er at det er helt sikkert) at jeg fejler. Men det er absolut sikkert at Gud ikke fejler. Bl.a. derfor kan jeg godt “nøjes” med at pege på Ham. Jeg behøver ikke fortælle om alt det Gud gør igennem mig. Jeg behøver ikke pege på alt det jeg gør, for det er jo ikke særlig meget. Jeg er blot et lerkar som før jeg blev et Guds barn var fuldt ud parat til ødelæggelse. Kun pga Guds nåde tilhører jeg Ham i dag, det skyldes ikke mig selv.

Fristelsen for den usunde jeg-centrerede prædikant
Jeg ved godt at der er en ting som særlig er et problem, for en del af de forkyndere der faktisk kender evangeliet, men taler mere om dem selv end de taler Guds ord. Hvis de begynder at prædike mere Guds ord, end deres egne oplevelser, så vil mange af deres støtter forsvinde lige så stille. For der er nogen som synes det er langt mere interesant at høre om folks “åndelige oplevelser” end de ønsker at høre et klart Guds ord. Trist for dem, for hvorfor skulle de have lyst til at være sammen med Gud i Himlen, hvis de ikke vil høre hvad Han allerede har sagt til dem i dag igennem sit ord. Det havde Paulus forstået mere end de fleste andre. På trods af store oplevelser så ser vi i hans forkyndelse at det ikke handlede ret meget om ham selv, men om den som havde frelst ham.

“For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld.” Anden korinterbrev 4.5

Categories
Livet som kristen Synd

Når prestige styrer mere end Guds Ånd

Engang blev jeg kontaktet af en ung mand som var næste færdig med at oversætte en ret god bog som jeg selv havde læst på engelsk. Han ville godt finde ud af hvordan man kunne gøre den færdig og få den udgivet. Det ville jeg rigtig gerne støtte ham i. Oversættelsen manglede bare at blive færdigredigeret og lige få nogle få kapitler mere oversat, og så var den parat til at blive udgivet.  Den unge mand havde inden han fandt denne bog tilhørt en gruppe af mennesker som er lidt ligesom Torben Søndergaards ”The last reformation”, men bogen han havde fundet gjorde at han kunne se han var ledt på vildspor, og han gik derfor ud af denne gruppe. Efterfølgende brugte han tid på at oversætte bogen.

Men så skete der noget, lige pludselig begyndte den unge mand at trække i land. Var det nu også en god idé at udgive denne bog, og ville det være godt for ham at gøre det. Jeg undrede mig over hvad der skete og opmuntrede ham til at fortsætte, for det var en bog som både havde hjulpet ham ud af noget sekterisk, og evangeliet var tydeligt til stede i bogen.
Senere fandt jeg ud af hvorfor han ændrede mening. Han var blevet kontaktet af sin gamle gruppe, og selveste lederen var en af dem der havde talt med ham. Han var blevet tilbudt en plads i gruppen som kunne give ham en position som han åbenbart begærede. Og så fik jeg skæld ud for at have ledt ham på vildspor, fordi han ville have kunne få en endnu bedre position hvis han ikke havde været sådan i tvivl om han skulle fortsætte i gruppen (selvom jeg ikke kunne se det var min skyld). Ikke desto mindre valgte han positionen i stedet for at få udgivet en bog som kristne kunne have stor velsignelse af.

Jeg ved at det for resten efterfølgende ikke gik så godt i den gruppe han vendte tilbage til, og at han bagefter har forsøgt at sleske sig frem til lignende positioner andre steder ved at tale diverse præster efter munden og storrose dem.

Begæret efter prestige
Nu er det ikke første eller sidste gang jeg har oplevet folk være mere drevet af prestige, end af Guds Ånd. Og for at være helt ærlig, jeg forstår godt at man kan være fristet af dette. Men det gør det ikke mindre syndigt. Jeg har set kristne ødelægge deres liv med Gud fordi deres valg i livet handlede mere om at være sammen med ”de rigtige personer” eller ”rigtige netværk”, eller få den ”rigtige position” i kirken. Og nogen gjorde det i begæret efter at flere folk ville se op til dem. Men det kristne liv handler ikke om at få folk til at se op til en. Det handler om at vi skal se op til Jesus, og være 100 % afhængige af Ham. Det giver ikke prestige, og heller ikke mange penge. Men hvilket fantastisk liv det er når det ikke længere handler om mig, men om Jesus Kristus. Og hvor bliver livet meget nemmere når det ikke handler om at jeg skal have prestige og ære, for det er en skrue uden ende hvor man aldrig kan få nok. Det er langt bedre at Jesus får den fokus i stedet for.

Categories
Livet som kristen

Døden nærmer sig, og jeg kan ikke slippe væk

Jeg har for halvandet år kommet forbi de 50 år. Jeg kan også godt mærke at jeg ikke er tredive år mere. Jeg føler mig ikke slidt ned, men samtidig kan jeg også godt mærke at jeg ikke har de kræfter jeg havde som ung. Med min indsigt i statistik kan jeg forvente at have ca 30 år tilbage. Det kan selvfølgelig blive før, men også efter, men en ting er sikkert, døden kommer og jeg kan ikke slippe væk.

Noget jeg kan overveje i min alder er hvordan jeg vil bruge de sidste år af mit liv. Da jeg nok har levet over halvdelen af min livstid, kan jeg nemt komme til at tænke over om jeg har brugt den tid jeg har haft rimeligt, og om den sidste del kunne bruges bedre. Men spørgsmålet er om det er værd at bruge tid på at tænke på dette. Men der er noget der er vigtigere end dette, og det er hvad der sker når jeg engang skal herfra. Hvor går jeg hen bagefter, og er det et sted jeg ønsker at komme hen? Jeg kan glæde mig over at jeg for små tredive år siden omvendte mig da Gud kaldte på mig, og blev født på ny. At Jesus Kristus døde på et kors i mit sted, og at Gud frelste mig dengang gør at jeg i dag ved at når jeg skal herfra, så er det Gud jeg skal hjem til. Jeg skal til Himlen og være sammen med min Gud og frelser.

Nogle gange tænker jeg at det må være hårdt ikke at vide hvad der sker når man dør. Mange mennesker prøver at ignorere den tanke, men nogle gange kan man ikke slippe den. Jeg ved om folk som ikke er kristne som skal opereres på et hospital ofte er meget bange for hvad der skal ske. For der er så meget der kan gå galt ved en operation. Eller når folk finder ud af de har en sygdom der er uhelbredelig og som er dødelig. Så tænker de også ekstra meget over hvad der sker når de dør. Men da vi alle ved at vi skal dø, og det kun er et spørgsmål om tid, så burde vi også tage dette spørgsmål meget mere alvorligt. Vi burde derfor alle arbejde på at finde ud af om vi dels er parat til at dø, hvis det skulle ske snart. Og vi burde finde ud af hvad der sker når vi dør. Da der er mange bud på hvad der sker når man dør, burde man også finde ud af hvilke af de bud der er på det som virker mest troværdig og reel.

Så på trods af at jeg sandsynligvis kun har tredive år tilbage, så er jeg ikke bange for døden. Jeg er parat, for jeg blev fundet af min frelser, og jeg ved hvor jeg skal hen. Jeg ved at en stor del af mit hidtidige liv (også min kristne del) har været spildt på mange ting. Og jeg ved at jeg også i fremtiden vil bruge noget af min tid på ligegyldige ting i fremtiden. Jeg vil formentlig og forhåbentlig også bruge noget af den på gode ting. Men resten af mit liv på denne jord, vil stadig ikke være perfekt, ligesom mit liv hidtil heller ikke har været det. Men jeg kan på trods af det hvile i Gud, og hvile I at det jeg ikke kunne, har Jesus gjort for mig. For hvor langt større er det ikke hvad Gud har gjort for mig, end hvad jeg har kunne gøre for Ham?

Mit kristenliv handler jo ikke om hvad jeg kan og hvad jeg er i stand til. For hvis det gjorde, så havde jeg misforstået hvad livet med Jesus går ud på. Mit kristenliv handler om hvad Jesus gjorde for mig og for dem der tilhører Ham. 

Categories
Kirke Livet som kristen Overfladisk kristendom

Når den kristne er drevet af prestige og ikke Gud

Dan Turèll sagde engang at penge var det mest afhængighedsskabende stof, han nogensinde havde mødt. Det havde han måske ret i, men i kirkerne som jeg har været i, har der været en anden og farligere drivkraft tilstede i nogle folks liv. Det har været en drivkraft som jeg har kunne finde i både dårlige som gode kirker, og ingen kirker kan sige sig fri fra folk som ikke har været påvirket af netop denne. Jeg taler om drivkraften prestige.
Jeg har set hvordan folk der er drevet af at opnå prestige har ødelagt deres egne liv, deres familiers liv og selv hele kirkers liv. Jeg har set hvordan prestige er blevet tolket som åndelighed, selvom det i virkeligheden var folks egen kødelige drift. Og jeg har set familier blive opløst fordi en ægtemand og far var drevet af noget der så åndeligt ud, men i virkeligheden ikke handlede om andet end at andre folk skulle se op til ham.
Og lige præcis her dukker den sataniske del op i prestige. For umiddelbart kan prestige virke uskyldigt, men det handler om at andre folk skal se op til en på den ene eller anden måde. Men det var også prestige der drev djævelen til at vende sig imod Gud. Han var jo oprindelig en højtstående og smuk engel, men ville i stedet for at tilbede Gud, tilbede sig selv, og have andre engles tilbedelse (er billedligt fortalt i Ezikiel 28). Djævelen faldt fordi han kiggede mere på sig selv og sin egen skønhed. Reelt set var det lysten til at opnå prestige som gjorde at han faldt.

Prestige kan forklædes sig som Guds kald
Jeg kender folk som har droppet deres job, for at forsøge sig som prædikanter, men ikke fordi de var kaldet af Gud, men fordi de var kaldet af den lille kødelige del i deres sjæl der hed prestige. Lysten til at prædike handlede om noget helt andet end at prædike Guds ord, nej det handlede om at få folk til at se på en. Se hvilken prædikant jer er, se hvor god jeg er til at prædike levende, se jeg kan prædike så flere folk kommer i kirke for at høre den fremragende prædikant, se mig, se mig, se MIG!
Jeg har set fædre som var superdygtige til deres ellers gode job, smide det hele for at blive prædikant uden at Gud havde kaldet dem. Jeg har set de samme mænd bilde sig selv ind at de gjorde Guds vilje, mens deres familier faldt fra hinanden som sand imellem hænderne.
Jeg har set gode kristne, som brændte for at prædike evangeliet, gå efter prestigepositioner på deres arbejdspladser, eller ikke være tilfreds før de fik den rigtige ansættelse på en finere arbejdsplads. Du ved det sted hvor alle de andre i branchen ville ønske de var. Og jeg har set hvordan deres brand for at give evangeliet til andre, blev afløst af en brand for at få succes i denne verden, så folk kunne se på dem og sige ”se ham den kristne der, han gør det vel nok godt”. Jeg har set det, og jeg har set konsekvenserne af det. Både for dem der lykkes i at få prestigejobbet, men også for dem der brændte deres lys i begge ender af det, og fadede ud, for i sidste ende for at sidde udslidt og færdig tilbage.

Men jeg har også set hvordan præster som engang turde prædike sandhed, i deres kødelige lyst efter at få en prestigekirke har ændret på deres budskaber. Præsterne fandt så frem til lovende kirkevækstkoncepter, der skulle få flere til at komme i kirken. Jeg har set hvordan disse koncepter ikke har givet noget som helst andet end utilfredse kirkegængere, men jeg har også set at nogen kirker faktisk er vokset markant. Nogle af disse koncepter virker jo, for de er jo skabt til at skabe vækst. Men jeg har også set hvad der sker når præsten som tog initiativet til det, bliver ”kaldet” af en anden og større kirke til at komme og gøre det samme. Så falder det hele fra hinanden, og væksten som man havde, viser sig at blive en gammel ballon der engang var stor, spændstig og flot, men nu i stedet er blevet slatten, støvet og kedelig. Jeg har set at det hele var tomhed, og at det byggede mere på mennesker end det byggede på Gud og Hans sandhed.
De samme kirkers præster har jeg set blive hyldet af andre præster som offentligt har sagt tillykke, godt gået, og superarbejde til den succesfulde præst. Mens de samtidig glemmer at hvis væksten skyldes præsten og ikke Gud, så er det ikke en vækst der er værd at bygge på.

Guds sande kald
Gud har aldrig nogensinde kaldet os til prestige. Han har kaldet os til at være Hans børn, og han har kaldet os til at prædike evangeliet. Vores drivkraft skal ikke være lysten til at blive set, og anerkendt af andre. Vores drivkraft bør altid være at gøre Guds vilje, og gøre det til Hans ære. Det er ikke det nemmeste at gøre, for vi har alle noget kød i os som vil noget andet. Men er det ikke langt bedre end at ens drivkraft er at få andre til at se på Kristus, end det er at få folk til at se på en selv?

Categories
Kirke Livet som kristen

Prædikantens svære opgave

At prædike Guds ord, er på den ene side verdens nemmeste opgave, men samtidig også utrolig svær. Det burde være nemt, for det handler i bund og grund, bare om at finde ud af hvad Guds vil sige til os igennem sit ord. Det skal man så fortælle videre til menigheden. Ok det er nok lidt firkantet formuleret, men ikke desto mindre sandt. Der hvor det går hen og bliver svært, er når prædikanten oplever at han har noget at fortælle der er mere interessant end det der står i Guds ord. Det sker desværre alt for tit. Alt for mange gange bliver prædikestolen misbrugt til at fortælle noget som ikke bygger på Guds ord, og heller ikke viser hvad Guds ord siger.
Jeg husker første gang jeg var i en folkekirke lige efter jeg var blevet kristen i 1989. Det var hos min familie i København hvor vi juleaften tog til julegudstjeneste i en gennemsnitlig folkekirke. Jeg så naivt frem til at høre Guds ord, men jeg blev slemt skuffet. Juleevangeliet blev dog læst op, men i stedet for at vise hvad det betød, så læste præsten teksten skævt ind i vores egen tid. Den kom til at handle om at kommuneskatten var så lav at der ikke var råd til at hjælpe dem der havde brug for hjælp. På vejen hjem sagde en af de andre fra familien at det da var en god prædiken. Hvortil jeg svarede som nyfrelst at det syntes jeg ikke, for jeg kunne ikke se hvad kommuneskatten havde at gøre med juleevangeliet. Der var jo intet om hvorfor Jesus blev født, og hvorfor vi havde brug for at Han kom. Det kunne de trods alt godt se. Det kan da godt være kommuneskatten var for lav, men det var ikke det der stod noget om i bibelteksten som blev læst, og derfor blev det til misbrug af prædikestolen.
Som frikirkekristen troede jeg dengang (igen naivt) at man var bedre til at prædike i frikirkerne. Men det samme problem eksisterer der, selvom det ofte bliver vinklet på en måde der sjældent har noget at gøre med skatteprocenter. I frikirkerne i Danmark har alt for mange præster tendenser til at prædike overfladisk pop-psykologi, eller banal livsfilosofi der er tættere på Anthony Robbins end Guds sandheder. Et godt eksempel på en der lever op til dette er Hillsong præsten fra København Thomas Hansen. Det bliver ganske rigtigt sagt på en levende og til tider spændende måde, og respekt for det. Men det er ikke Guds ord der bliver prædiket, men præstens egne meninger og tanker. Og det er lige præcis det der er problemet. Når en præst bruger mere tid på at prædike sine egne meninger og tanker, så har han misforstået prædikantens opgave. Og ikke nok med det, man misbruger prædikestolen til at sætte sin egen dagsorden, i stedet for Guds dagsorden.
Men det er også der der gør det svært at prædike. For har vi ikke noget alle sammen som vi mener der kan være godt at sige til andre? Og det behøver der jo slet ikke være noget galt i. Der kan jo godt være noget pop-psykologi der kan være i orden, ligesom der også kan være ting i det livsstilsguruen Anthony Robbins siger. Det som er galt er at man siger det fra en position som er beregnet til noget der er langt større og vigtigere end pop-psykologi og banale livsstilsmottoer. Derfor er det så såre vigtigt at når man stiller sig op som prædikant, så ved man at man skal lægge sig selv væk, og også sine egne meninger. Når man stiller sig op på en prædikestol så er det som budbringer af Guds ord, og ikke en selv. Hvis man ikke er parat til det, bør man ikke søge at blive prædikant, men finde en anden gerning.

Categories
Kirke Livet som kristen

Skal kristne have en pensionsopsparing?

Er det ubibelsk at spare op til pension, eller skal vi bruge pengene til kirke og mission mens vi kan? Inden jeg svarer på det, så er der en ting der er vigtig at være opmærksom på. Det er at hvis man er en kristen, og dermed er et Guds barn, så har Gud også valgt at tage ansvaret for en, og give os hvad vi har brug for. Det betyder at hvad enten jeg oplever at være fattig eller rig, så må det være Gud der er min kilde. Om jeg har en høj eller lav løn, eller om jeg har en virksomhed som tjener tonsvis af penge, eller nærmest ikke kan få virksomheden til at hænge økonomisk sammen, så er det stadigvæk Gud der er min kilde. Han vil sørge for mig, både når det ser godt ud, såvel som når det ser dårligt ud.

Men hvis Gud er min kilde, betyder det så at jeg ikke behøver spare op til min alderdom? Svaret er ganske enkelt nej. Du bør som en god fornuftig kristen spare op til din alderdom. Det bør du gøre også selvom Gud er din kilde?

Lad mig starte med et negativt eksempel. Jeg hørte om en bankmand som anbefalede en kunde at få en pensionsopsparing. Men kunden afslog med argumentet at Jesus jo alligevel kom snart, og så ville det være spild af tid og spild af pengene hvis man lavede en pensionsopsparing. Så personen ville at pengene skulle investeres i kirke o.l. inden Jesus kom. Jeg synes det er så trist at høre sådan nogle historier. For de giver et billede af kristne som værende naive på den dårlige måde, og så er det tilmed en arrogant holdning at have som kristen. For hvem er vi, at vi med sikkerhed kan vide at Jesus kommer inden vi selv skal herfra? Jeg ved godt at tiden for Jesu genkomst nærmer sig, men om det sker i min tid eller ej, har jeg ingen ret til at sige noget om. Jeg ser ganske rigtigt tegn på at der er kort tid til, men jeg ved også historisk set, at det har der været kristne der har sagt for flere århundreder siden. Og de er altså døde i dag. Historien viser desværre at kristne alt for mange gange har taget fejl, når de har påstået at der ikke var nogen grund til at investere i fremtiden fordi de netop troede Jesus kom indenfor nogle få år. Det skete eksempelvis ved det første årtusindskifte, hvor mange havde valgt ikke at vedligeholde kirkerne, for det var der jo ikke brug for. Jesus måtte jo komme omkring årtusindskiftet, hvilket i deres øjne gav mening dengang.

Sund fornuft
Gud vil sørge for mig, men Han vil også have at jeg har sund fornuft. Jesus blev fristet af djævelen til at springe ud fra templets tinde. For djævelen sagde at hvis Jesus gjorde det, så ville engle bære ham, så der ikke skete noget. Til det svarede Jesus at man ikke skulle friste Gud. Med det mente Han at bare fordi Gud kunne sørge for at der ikke skete Ham noget, så betød det ikke at man skulle opføre sig dumt og uansvarligt. Og helt ærligt så er det ret uansvarligt at kaste sig ud fra et højt sted i den tro at der ikke sker en noget, også selvom man er Jesus.
På samme måde er det også med den kristnes økonomi. Vi ved ikke hvornår vi skal herfra, og det kan betyde at vi kan være her mange år, også i en periode hvor vi ikke er arbejdsdygtige nok til at tjene vore egne penge. Så mens vi kan, giver det god mening at vi sparer op til den tid. Det er almindelig sund fornuft. Det betyder ikke at vi skal gøre en kæmpe indsats for at blive rige i vores alderdom. Det er en misforståelse. Nej, pensionsopsparing handler om at man kan leve et rimeligt normalt liv, også selvom man er blevet ældre.

Hvad nu hvis?
Men så er der det svære spørgsmål som ikke kun kristne stiller sig selv. Det er spørgsmålet: ”Hvad nu hvis jeg dør før jeg bliver pensioneret?” Svaret er det ganske enkle: ”Ja, så dør du før du bliver pensioneret”. Og for at citere en politiker jeg ellers ofte er uenig med, så kan jeg tilføje: ”Sådan er det jo”. Det er ikke til at forudsige den slags, men hvorfor ikke forberede sig på at man kommer til at leve lang tid, i stedet for kort tid? Og der er noget der ser ud til at kristne generelt lever længere end gennemsnittet.
Jeg har mødt alt for mange ældre kristne igennem tiden, som ikke har ret mange økonomiske ressourcer fordi de har undladt at spare op til alderdommen, og i stedet har givet deres penge til kirke, kirkebyggeri, mission o.l. Tro mig jeg har intet imod at man giver til disse ting, tværtimod. Men det skal ikke gøres så at man mangler at have til sig selv. Jeg har mødt folk som har fået stor gæld, fordi de i stedet for at spare op, har lånt penge til kirkebyggeri, og på den måde har kunne få nogle skattefradrag i stedet. Men det kan jeg som kristen, økonom og som menneske kun advare imod at man gør. Hvis et kirkebyggeri ikke kan fuldføres uden at kirkens medlemmer optager lån i banken, så bør man slet ikke bygge den kirke! Man skal give af det man har, ikke af det som man ikke har!

Giv af et glad hjerte
Den kristne har brug for at have et glad giver-hjerte, og det er en velsignelse og en glæde at give til Guds arbejde. Men det betyder ikke at man skal miste sin sunde fornuft. Vær god til at give, og tænk dig om så din alderdom bliver god.
Om man skal have en pensionsopsparing i banken, eller nøjes med den man har igennem sit arbejde (hvad nogle jo har), eller om man skal spare op i sit hus (betale ens realkreditlån ud) og minimere sin pensionsopsparing o.l. Det er ikke lige til at svare på, da folks økonomiske udgangspunkter er forskellige. Men lad være med at tro det er ubibelsk at have lagt til side til sin alderdom. Bibelen taler imod at man har et usundt ønske om rigdom, men den taler ikke imod at være fornuftig med sin økonomi. Tværtimod.

Categories
Evig dom Forvirret lære Hvem er Gud? Livet som kristen Omvendelse

Hvem bestemmer hvad en kristen er?

Igennem de ti år jeg har administreret denne hjemmeside har der været mange debatter om hvad en kristen kan gøre og ikke kan gøre. Men jeg har tænkt over hvad årsagen kan være til de mange uenigheder der har været i debatten om dette. Og en konklusion som igen og igen popper op, er at mange har misforstået hvad en kristen er. Det er som om enhver kan få lov til at være en kristen i dag, ligegyldigt hvad man gør, siger og mener. Selv Lars von Trier som har lavet den ene ugudelige film efter den anden, påstår jo at være en kristen. Ja, han har tilmed sagt at det er Gud der leder ham, på trods af at hans film er gudsbespottelige.

At de sekulære medier godtager at man er kristen, bare fordi man siger det, er hvad man kan forvente. Men når man selv i kirken har glemt hvad en kristen er, så har vi et problem. Jeg kan huske engang jeg skulle undervise en gruppe unge mennesker, hvor jeg fortalte om dette. Der talte jeg om en som levede i åbenlys synd, og som samtidig sagde at han var en kristen. Jeg viste udfra bibelen hvordan det ikke kunne hænge sammen, og sagde så at manden jeg talte om, jo ikke kunne være kristen når han levede i synd. Det handlede om vold, alkoholmisbrug, promiskuøsitet m.v. Flere af de unge blev så vrede over at jeg tillod mig at dømme mandens tro. Hvad bildte jeg mig dog ind? Jeg syntes ikke jeg bildte mig noget som helst ind, jeg viste blot hvad der stod i Guds ord. Det brød man sig ikke om, selvom en stor del af gruppen kendte de ord jeg henviste til, for mange af dem var vokset op i kristne familier. Det endte dog med at en af de unge følte sig så ramt, at han rejste sig op og gik, mens han smækkede godt og grundigt med døren. Han sagde at jeg havde sagt at han ikke var en kristen. Hvilket jeg overhovedet ikke havde sagt, han var såmænd bare blevet ramt af Guds ord. Og han var åbenbart blevet ramt ret kraftigt.

De unge jeg talte med her, havde fået deres egen forståelse af ordet kristen. Det var blevet et plastisk ord, som de kunne forme som de selv havde lyst til. De kunne lægge det ned i ordet som de ønskede. De kunne tage det ud af ordet som de ønskede. Desværre for dem (og flere af dem der har deltaget i den senere diskussion) er ordet kristen, ikke et ord man kan forme selv. For en kristen er en der tilhører Gud, og det er sket ved at man har omvendt sig til Jesus, og Jesus har født en på ny. Dvs at man ikke længere tilhører sig selv, og heller ikke længere lever sit eget liv, fordi Gud har forvandlet en i den nye fødsel. Det er ikke noget der er sandt fordi jeg siger det, for jeg er ikke nogen autoritet. Men fordi det står i bibelen, og den er en autoritet.

Personlig tror jeg at mange er udmærket klar over hvad det indebærer at være en kristen. Men man bryder sig ikke om at det reelt set indebærer, at man ikke kan leve sit liv som man selv ønsker. Det er for stor en omkostning. Der er for mange synder som man elsker så meget, at man hellere vil holde fast i dem, end man vil omvende sig og blive barn af Gud. Det betyder dog også at man selv må stå til ansvar for sine synder på dommens dag, og selv må betale for dem. Hvor må det være trist og forfærdeligt den dag at stå og erkende at hele ens liv var spildt, fordi man elskede sine synder. De synder som man ikke var parat til at give afkald på, fordi man værdsatte dem mere end den Gud der havde skabt en.

Categories
Forvirret lære Livet som kristen

Hvorfor er det normale kristenliv blevet unormalt, og det bizarre normalt?

Der var engang hvor kristne vidste hvad det er at være en kristen. De vidste godt det ikke handlede om at vise en masse mirakler, eller have succes i erhvervslivet, eller blive en der oplever Gud sige det ene og det andet (og hvad man ellers påstår Gud har sagt). Engang handlede det at være en kristen om at gøre det som Gud har sagt i sit ord. Så hvad siger Gud at han ønsker at Hans folk? Det er faktisk meget enkelt. Vi skal leve ordentligt, ikke svæverisk, men sobert og fornuftigt. Er man en mand og er gift, så er vi kaldet til at elske vores hustru og sørge for at hun kan mærke hun er elsket og respekteret. Har man børn, så er man kaldet til at elske dem, og give dem en god sund opdragelse hvor man giver dem Guds ord, og viser dem hvordan man skal leve et ordentligt og gudsfrygtigt liv. Det betyder at man bruger tid på dem. Har man et arbejde, så er Guds vilje at man skal udføre sit arbejde ordentligt. Har man ikke et arbejde, så er Guds vilje at man skal få sig et arbejde. Hvis man ikke er i stand til at arbejde, så er Guds vilje at andre kristne hjælper en, og være taknemmelig uden at blive en klynker. Er man single så skal man søge Gud, og bruge tid på at studere skriften og bede til Ham. Skal man også give evangeliet til andre? Ja, selvfølgelig skal man det, for det er også blevet påbudt os, men det skal være sammen med det andet.


Der står ikke i Guds ord at alle skal bede for syge og opleve det ene mirakel efter det andet. Det er en misforståelse som nogle folk skaber, fordi de overfokuserer på nogle isolerede skriftsteder, som handler om specifikke mennesker, som fik et helt specifikt kald. Apostlenes tid er ovre, selvom nogen stadig godt kan lide at kalde sig apostle. Men dem som prædiker at det kristne liv skal være helt vild, og være fyldt af åbenbaringer og mirakler, skader Kristi legeme. For det betyder at mange med almindelige jobs, og almindelige familier og almindelige liv ikke føler deres liv er værd at leve. Men netop de normale liv er de mest værdifulde, mens overapostlenes liv er de mest værdiløse. Hvis blot folk vidste at det kristne liv handler om at gøre det Gud siger vi skal som mand, kvinde, ægtemand, hustru, single, barn etc og søge at give Gud ære i det, så er det muligt for kristne at leve til Guds ære, uden at få mindreværdskomplekser pga disse ”super-apostle” som ikke engang er apostle.

Vi er ikke kaldet til at leve en eller andet bizar form for kristen X-faktor tilværelse, hvor det bare handler om at være set. Alt det der se hvor god jeg er, og hvor meget Gud er med mig, er ikke andet end overåndelig narcicisme. Vi er kaldet til at pege på Gud igennem et ydmygt, og gudfrygtige liv hvor vi lever efter Hans ord, og deler det ord med andre.
Jeg startede med at skrive at engang handlede det at være en kristen om at gøre det som Gud har sagt i sit ord, men det gør det for resten stadigvæk. Det er bare vigtigt at vi finder ud af dette igen!

Categories
Livet som kristen

Derfor fejrer jeg jul af et glad hjerte

Så er det snart jul igen, og selvom jeg nu er blevet 50 år, så er det stadig en tid som jeg glæder mig til. Som de fleste andre vil min familie gerne have god julemad, juleslik, juletræ, gaver, julekalendere og julepynt i huset (mit hjem er dog nissefrit område). Men disse ting er jo ikke de vigtigste dele af julen. For det som er det skønneste at fejre her i julen er at Jesus blev menneske, og tog bolig iblandt os. Selve det at Jesus ikke bare blev i Himlen, og lod os selv arbejde på at blive gode nok til Ham, viser at kristendommen er så markant anderledes end al anden religion. For al anden religion, ja selv de dårlige kopier af kristendom som mormonerne og Jehovas Vidner, afviger fuldstændig fra kristendom på dette punkt.

Alle andre religioner handler om hvad mennesket skal gøre for at gøre sig selv god nok til at komme nærmere det guddommelige. For nogle religioner handler det om religiøse gerninger, for andre om at gøre gode ting, og for visse om at betale nok til den religiøse organisation, og for helt andre bare om hvor overgivent man er til religionen.
Kristendom er helt anderledes. Her handler det nemlig om at Gud så at vi aldrig nogensinde ville kunne gøre det godt nok, og at vi aldrig på grund af vores syndige natur ville blive i stand til at bare komme lidt nærmere Ham. Gud valgte så at komme til os, i sin kærlighed til os, fordi Han kunne se at vi aldrig ville være i stand til det selv. Og på trods af at vi ikke fortjente dette, så kom Han alligevel. Det synes jeg er værd at fejre.

Jeg er personlig ligeglad med at man i hedenskaben før i tiden (og nogle nu) fejrede solhverv. Det er nemlig ikke det som jeg fejrer. Jeg fejrer at Jesus kom så vi kunne blive Guds børn. Det fejrer jeg nu også hver eneste anden dag i løbet af året, men jeg kan nu godt lide at gøre noget særligt ud af det alligevel herop til jul. For det kristne budskab i julen er at en kærlig Gud valgte at komme ned til os for at frelse os fra os selv, vores synd og den dom vi ellers fortjener. Det synes jeg er værd at fejre.