Category: Livet som kristen

Categories
Bibelen Endetiden Kirke Livet som kristen

Er kirken parat til forfølgelse? Når kirken forfølger kirken

”Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by.” Mattæus 23.34

Dette siger Jesus til nogle farisæere og skriftkloge, efter Han har sagt til dem at det skal gå dem dårligt fordi de afviser evangeliet, og fordi de forhindrer andre i at høre evangeliet m.m. Bestemt ikke noget de blev glade for at høre, og som nok var med til at gøre dem endnu mere parate til at korsfæste Ham. For det Jesus sagde, var reelt set at de folk som i samfundet blev anset for at være de mest hellige, og dem der mest fortjente Guds velsignelse, at lige præcis dem ville der ikke være plads til i Guds rige. Sådanne proklamationer var slet ikke i overenstemmelse med det man ellers mente i samfundet om farisæerne og de skriftkloge.

Men Jesus nøjes heldigvis ikke bare med at sige at der ikke er plads til dem i Guds rige. Han forklarer også hvorfor. Og Han peger på deres gerninger. For deres gerninger viste at de ikke tilhørte Gud. En af de gerninger Han illustrerer dette med, er at Han vil sende profeter og vise og skriftkloge til dem. Men de vil slå dem ihjel i stedet for at modtage dem. De vil med andre ord, ikke tage imod folk fra den Gud, som de siger og påstår de selv tilbeder. Det at de ikke vil tage imod Guds udsendte viser at de ikke tilhører Gud, og at de i virkeligheden blot er hyklere som ikke har åndens frugter.

Sådan var det dengang under Jesu tid. Men der er ikke noget nyt under solen i dag. Vi har også farisæere og skriftkloge i kirkerne i dag, og det er de samme slags mennesker som afviser evangeliet i dag, som dengang. Folk der kan lide at blive set på som hellige og mere kloge end andre indenfor kirkelige ting. Men samtidig ikke er genfødte kristne, der lever i ånden og dør fra sig selv. Disse mennesker leder mange af vor tids kirker. Jeg kan nævne nogle få velkendte personer. Den nu forhenværende Roskilde stift biskop Jan Lindhardt der er mest kendt for sin åbenlyse liberalteologi, og præst og forfatter Johannes Møllehave som er kendt for at være universalist, og for at leve i åbenlyst utroskab med sin nu afdøde hustru. Begge er folk der har påstået de forkyndte evangeliet og var kristne, men i deres gerninger og lære har vist at de ikke kender Gud og heller ikke Hans ord, selvom de har eksamener i det. Begge har de også haft deres opgør med folk der var sande troende, som stod fast på sandheden. En sandhed som begge disse gentagne gange har afvist med deres udtalelser og gerninger.

Piskning i synagogerne
Vi lever i et land lige nu, hvor det ikke er accepteret at man pisker folk pga deres tro. Så det er ikke noget vi oplever lige nu. Men tingene kan ændre sig. Det er sket før, og det kan ske igen. Vi kan godt risikere også i et vestligt land at der ikke er plads til at have frihed til at tro og forkynde det man selv ønsker at tro. Når det sker, vil vi også i dette land kunne opleve at kristne som holder fast i bibelens troværdighed og autoritet vil blive forfulgt af den sekulære kirke, afhørt af den sekulære kirke, og tortureret af den sekulære kirke. Og jeg skriver med vilje sekulær kirke, for den kirke der kan finde på at gøre den slags overfor Guds folk (ja det gælder også for andre folk) er ikke en kirke som tilhører Gud, men er af denne verden. Deraf ordet sekulær.

Dem der vil udøve dette vil ironisk nok tro at de tjener Gud med dette. For de vil jo gøre det i kirkeligt regi, og dermed kunne argumentere for at de udøver deres religiøse arbejde. Der vil være kristne som pga denne forfølgelse fra den kirke som de troede de hørte til, vil falde fra troen. De kan ikke få det til at passe ind i deres ”teologi” at kirken bliver forfulgt at ”sine egne”. Men Jesus har advaret os imod dette i Johannes 16.1-3:

” Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig.”

Ikke noget nyt under solen
Vi behøver altså ikke blive forvirrede over denne forfølgelse. At kristne bliver forfulgt er noget vi kristne er blevet lovet. At vi kan risikere at blive forfulgt af den sekulære kirke viser også at Jesus havde ret i sin forudsigelse. Jeg tror ikke som nogen gør, at dette kun gælder for den vestlige verden dengang den romersk katolske kirke styrede i middelalderen. Jeg tror heller ikke at det kun gælder for den tid som var på Jesu tid. Dette gælder også for os i dag. Der er ikke noget ved vores del af verden, eller den tid vi lever i, som skulle gøre at vi ikke er i risiko for forfølgelse fra en sekulær kirke. Det er en forfølgelse som vi alle kan risikere, og ikke en vi kan flygte fra ved at bede på en speciel måde, eller have en eller anden form for tro ”der er bedre end andres” sådan som nogen i trosbevægelsen fejlagtigt har indikeret. Kristne kan mener, tror jeg og er sikker på, i alle tider blive udsat for forfølgelse. Det sker på forskellige niveauer og metoder. Men hvis vi ikke er parat til at blive hængt ud som fanatikere, ekstremister, og fundamentalister med det nuværende niveau af forfølgelse fra den etablerede kirke (hvis man kan kalde det forfølgelse, ordet ekskludering er nok bedre) hvordan skulle vi så være parate til den kommende forfølgelse? Noget vi kristne må spørge os selv om jævnligt er, og vi er parat til at dø for vores tro, eller om vi trænger til at få vores tro fornyet. Det tror jeg er sunde spørgsmål at stille til sig selv, og til sine medbrødre og søstre i troen. Derfor denne korte serie.

Categories
Endetiden Livet som kristen Overfladisk kristendom

Er kirken parat til forfølgelse? Kirken der forfølger Kirken

Noget som for mange kristne er svært at forstå, er at den største modstand man møder imod evangeliet, ofte er den man møder i kirken selv. Engang kunne man sige at det kun var i den romersk katolske kirke at man rigtig oplevede det. Jan Hus, William Tyndale og Martin Luther oplevede hvordan den største modstand mod deres klare forkyndelse af Guds ord, kom fra kirken selv. Det var en modstand der var så kraftig at det kostede Hus og Tyndale og mange andre deres liv.
I dag er det ikke så ligetil at se hvorhenne modstanden vil komme fra. For det er ikke nødvendigvis fra den romersk katolske kirke vi i dag oplever modstanden. Den modstand man møder derfra er langt mere diplomatisk orienteret. Nej, i dag oplever vi modstanden i mange af de etablerede kirker. Kirker hvis historie bygger på reformatorisk kristendom, men som har valgt at glemme hvad reformeret kristendom er.

Jeg kan huske at den gang det gik op for mig hvor enkelt evangeliet egentlig er, og hvordan det reelt set skal forkyndes, så tænkte jeg umiddelbart, at dem jeg arbejdede sammen med i det kirkelige ville blive ligeså begejstrede som jeg var. Den forkyndelse som havde åbnet mine øjne var dels Ray Comforts “Hells best kept secret” (SE HER)
og  Paul Washers  shocking youth message (SE HER).

Men jeg blev faktisk meget overrasket over at se den måde det blev modtaget på. Nogle få af dem jeg arbejdede sammen med var fuldstændig enige, men andre viste klar modstand mod den måde at forkynde på. Det var ikke en måde der passede til vore dage og andre ubrugelige undskyldninger var det jeg hørte. Men der var aldrig nogen bibelske argumenter fandt jeg ud af.

At jeg naivt troede at de andre kirkefolk ville glæde sig som jeg, er ikke usædvanligt. Den samme naivitet havde Luther også da han fandt ud af hvad evangeliet virkelig var. Det kan man læse ud af hans 95 teser som han satte op på Wittenbergs kirkedør. Der kunne man læse at han da bestemt regnede med at hvis paven vidste hvorledes man inddrev penge fra folk, så ville det medføre et øjeblikkeligt stop. Også at han da var sikker på at Paven ikke mente at man kunne blive frelst ved at købe sig til det med penge. Men Luther tog fejl. For paven var stærkt indblandet i denne forbryderiske måde at føre kirke på. Luther ændrede også ret kraftigt mening om paven senere hen.

Luther oplevede forfølgelse ikke så meget fra folket, men fra den kirke som han var en del af. Det samme sker for kristne i dag. De selvsamme kirker som folk kommer i, arbejder i og engagerer sig i, modarbejder folk der forkynder evangeliet. Man forsøger ovenikøbet at få dem fjernet. Det er ikke noget jeg skriver fordi jeg selv har oplevet det, for hvis det bare var mig, der oplevede det, så var det nok bare et tilfælde. Men det er noget folk oplever mange steder.

En fristelse
Der er i dag en fristelse for dem der oplever den modstand i kirken mod evangelisk forkyndelse. Det er den fristelse der får os til at tænke på om vi måske skal skrue lidt ned for den klare forkyndelse. Om vi ikke istedet skulle være lidt forsigtige, og istedet værre lidt smart og bare give små guldkorn her og der, og så håbe der er nogen der fanger det. Men det er en farlig fristelse. For hvis vi er fristet til det i dag, hvor vi kun mister positioner i kirken, hvor meget mere fristet vil vi så ikke være når det er fysisk forfølgelse vi vil opleve istedet? For det vil være det fremtiden vil byde. Fysisk forfølgelse fra en frafalden kirke mod dem der holder fast i evangeliet. Hvorfor jeg påstår det, og hvad bibelen siger om dette vil jeg komme på næste gang.

Categories
Endetiden Kirke Livet som kristen Overfladisk kristendom

Er kirken parat til forfølgelse? NÅR den kommer

Forfølgelse er noget vi kun sjældent hører om i kirkerne i dag. Det skulle da lige være hvis man inviterer en fra Åbne døre til at komme og prædike (det kan jeg bestemt anbefale at man gør). I så fald hører vi om kristne i andre lande som er forfulgt, og så tænker vi nemt ”Ih hvor har vi det godt her i Danmark, for vi er da ikke forfulgt”. Det er dog en farlig tanke at have, for Paulus skriver til Timotheus at ”Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus.” i anden Timotheus 3.12.

Kristendom = forfølgelse
Ifølge Paulus er forfølgelse ikke noget man kan undgå som retlevende kristen. Det er noget der følger med kristenlivet. Men selvfølgelig er der gradueringer af forfølgelse. Det forekommer på forskellige områder og styrker. Men en ting kan vi være sikker på, nemlig at vi kristne er blevet lovet forfølgelse. Dette viser Jesus også er vigtigt at gøre folk opmærksomme på, når Han i lignelsen om sædefrøet fortæller, at det korn der blev sået på klippegrund som sprang hurtigt op, men blev svedet af solen, svarer til dem der kun holder ud en tid. Det er dem som når der kommer forfølgelse og trængsler falder fra, siger Han. Jesus omtaler her forfølgelsen som en selvfølge, hvilket Han gør indtil flere gange i bibelen. Han begrunder det med at hvis de kan finde på at korsfæste Ham, hvad skulle de så ikke kunne finde på at gøre ved Hans efterfølgere?

Men selvom vi er blevet lovet forfølgelse, kan vi p.t.  godt være taknemmelige for, at vi ikke nødvendigvis bliver sat i fængsel pga vores tro her i Danmark. Men en dag vil det også komme til at ske i dette land. Om det bliver i min levetid eller ej, ved jeg ikke og skal heller ikke begynde at fundere for meget over. Men jeg skal være parat til at det kan ske. For der vil komme en dag, hvor enhver der er kristen, vil blive udsat for voldsom forfølgelse. Det ser vi bl.a. i Markus 13.9-13 hvor Jesus siger:

Men tag jer i agt! Man skal udlevere jer til domstolene, og I vil blive pisket i synagogerne, og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem. Først skal evangeliet prædikes for alle folkeslag. Og når de fører jer for retten, skal I ikke på forhånd bekymre jer om, hvad I skal sige; men det, som bliver givet jer i samme stund, det skal I sige; for det er ikke jer, der taler, men Helligånden. En bror skal udlevere sin bror til døden, og en far sit barn, og børn skal rejse sig imod forældre og få dem dømt til døden. Og I skal hades af alle på grund af mit navn. Men den, der holder ud til enden, skal frelses.

Et ord der er værd at lægge mærke til her er ordet NÅR. Der står ikke hvis de fører jer for retten, men når de fører jer for retten. Dette er altså ikke noget vi kan bede os fri for på dette tidspunkt. Der vil ikke være nogen åndelige kampsbønner, eller nogen smarte bibelske metoder til at leve et liv i overhalingsbanen med masser af succes, og heller ikke nogen juridisk undtagelse her som vi kan benytte os af her. De kommer og de vil hente os fordi vi er kristne, og har Jesus til Herre. Dette vil være en tid hvor der er plads til at være muslim, buddhist, ateist, m.v. Men der vil ikke være plads til folk der har sat Jesus på førstepladsen (se hvorfor i forrige afsnit her).

Nu kunne vi tænke at det forhåbentlig ikke sker i vores generation. Det kan jeg personligt ikke se noget galt i at tænke, men en ting der er vigtigere er at vi skal vide og være parat til at dette kunne ske i vores generation. Det kunne ske for dig og mig. Og hvis det bliver i vores tid, er vi så parate til at det skulle komme så vidt? Hvis vi ikke er parat til at blive forfulgt med den smule omkostninger det har for os i dag at leve et gudfrygtigt liv, hvorfor skulle vi så være parate til forfølgelse når det bliver meget voldsomt? Betaler vi kristne prisen for at efterfølge Jesus i dag, eller forsøger vi at undgå at betale den pris som andre gudfrygtige kristne betaler? Er det overhovedet spørgsmål vi tør stille os selv? Og hvad er det for en kirke der ikke gør folk parate til den forfølgelse som vil opstå på et tidspunkt? Er det en kirke der opfylder Jesu ord?

Se fortsættelsen som handler om Hvem der forfølger i det kommende afsnit.

Categories
Endetiden Kirke Livet som kristen

Er kirken parat til forfølgelse? Men hvorfor bliver kristne forfulgt?

Hvis man har fået at vide at det at være en kristen betyder at man får et bedre, rigere , mere spændende, ja tilmed sjovere liv og så erfarer at kristenlivet faktisk er fuld af modstand, hvad så? Her tror jeg desværre at vi har en stor del af svaret på, hvorfor folk falder så hurtig fra efter en en omgang “instant christianity”. Hvad det er kan man se på dette link. Folk er simpelthen ikke forberedt på at kristendom ikke fungerer fantastisk godt med denne verden, og slet ikke at den kristne også vil opleve en indre kamp. En kamp mellem vores kød og vores ønske om at leve til Guds ære. Kødet og ånden kæmper imod hinanden, hvilket er noget man også bør forberede folk på før de vælger at blive kristne.

Parat til at dø? Hvorfor skulle jeg være det?
Jesus advarede Hans efterfølgere om at det kunne koste dem livet. Han fik også folk som gik i døden for Ham. Men hvordan vil folk i kirkerne i dag forholde sig til forfølgelse? Måske skulle man se på hvad forfølgelse egentlig er, og hvordan den viser sig. Den første kirkes forfølgelse handlede ikke så meget om at de troede på Kristus. Der var plads til at tro på hvad man havde lyst til, bare man også anerkendte at Kejseren var Gud. Som borger i romerriget kunne man risikere at blive hentet af soldater, der tvang en til foran en figur af kejseren eller noget andet der skulle symbolisere kejseren, at sige “Domitian er Herre” (dengang Domitian var kejser). Hvis man ikke sagde det, mistede man hovedet.
Det var altså ikke selve det at man havde sin egen tro, der var noget galt med. Men at ens tro ikke godkendte og accepterede andre trosformer som gyldige. Ikke dermed sagt at kristne ikke kan leve side om side med folk som tilhører andre religioner. Det er jo nærmest kun i lande som bygger på kristne værdier at man finder plads til religions- og ytringsfrihed. Men kristendommen levner ikke plads til synkretisme (ord for at Gud findes i alle religioner). Men i den kristne tro er der kun plads til en Gud, og det kunne det romerske rige ikke acceptere. Man ville ikke leve med at nogen mente at der var en højere magt end romerriget selv.

Det er de samme årsager der findes i dag til forfølgelse. Det ser vi eksempelvis i det kinesiske samfund. Du kan godt finde kirker som ikke bliver forfulgt at staten der. Det er de kirker der er godkendt og autoriseret af den kinesiske stat. De er med andre ord underlagt staten. Men de kirker som ikke er autoriseret af staten, oplever gentagne gange forfølgelse. Hvorfor nu det? Den består jo ikke af kriminelle, eller terrorister som forsøger at undergrave staten. Men tværtimod af lovlydige borgere som ikke forsøger at skade staten. Men alene det at der er grupper i befolkningen som har en autoritet som er højere end staten selv, er noget som den kinesiske stat frygter. Man vil ikke høre tale om en autoritet højere end dem selv.

Når vi ved dette, så betyder det at forfølgelse af kristne også vil kunne finde sted i den vestlige verden. For nu kan vi se at det ikke handler så meget om ytrings- og religionsfrihed. Men om at kristne kan få lov at til at have en autoritet der er højere end staten, eller endog kirken. Når man ikke længere kan acceptere at kristne fortsat ikke vil anerkende abort, stadig ikke vil anse ægteskab mellem homoseksuelle som et ægteskab (uden at det er et forsøg på at forfølge homoseksuelle, men blot et forsøg på at holde fast i det der står i Guds ord), og heller ikke vil anse andre religioner som værende troværdige, så er tiden inde til forfølgelse her også. Vi vil på trods af at det er fra kristne at ideer om ytrings- og religionsfrihed er opstået, blive anklaget for at indskrænke det selvsamme. Og blive anklaget af folk der er blinde for at de selv indskrænker ytrings- og religionsfriheden med deres mangel på anerkendelse af kristnes måde at tro på.

Fortsættes….

Categories
Bibelen Endetiden Livet som kristen

Er kirken parat til forfølgelse? Den første kirke

Noget som jeg personligt finder skræmmende er hvorvidt kirken af i dag er parat til at blive forfulgt. Det er der klare grunde til. Hvis man spørger kirkefolk hvorfor man skal være en kristen, så er svarene som regel at man får et bedre liv, et lykkeligere liv, et sjovere liv, et mere indholdsrigt liv, og så videre. Men det er nærmest umulig at finde nogen der som Jesus gjorde fortæller hvad det koster at være en kristen. For det var noget Han meget ofte gjorde, når folk opsøgte Ham. Som her i Mattæus 8.19-20:

“en skriftklog kom til ham og sagde: »Mester, jeg vil følge dig, hvor du end går hen.« Men Jesus sagde til ham: »Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.«”

Eller her i Lukas 9.61-62:

“Og en anden sagde: »Jeg vil følge dig, Herre, men giv mig lov til først at tage afsked med dem derhjemme.« Jesus sagde til ham: »Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige.«”

Jesus havde ikke brug for at oversælge sit budskab. Han lagde tingene frem råt for usødet. Hvis du vil følge mig, så koster det dit liv, var Hans gentagne budskab. Ikke et budskab som tiltrak mange mennesker. Folk var tiltrukket af Hans mirakler som helbredelse af syge, Hans evne til at mangfolddiggøre fem brød og to fisk, så flere tusind kunne spise og blive mætte af det. Ja, selv Hans talen imod det etablerede religiøse system ville folk også godt høre på. Men når Han fortalte hvad det kostede at følge efter Ham, så faldt folk fra, og det i stort tal. Hvilket vi eksempelvis læser i Johannes evangeliets sjette kapitel. Jesus ville ikke bilde folk noget andet ind, end at Hans efterfølgere ikke kunne leve deres eget liv. Men i stedet et liv som i sidste ende kunne medføre at de kunne blive slået ihjel.

Parate disciple
Vi ser også at Jesu forberedelse af disciplene var det rigtige sats. Jesus kunne jo have formået at få store kæmpeskarer til at følge Ham. Men Hans valg af en lille gruppe af overgivne disciple betød også at når forfølgelsen kom, så var disse efterfølgere parate til at gå igennem det. For de havde fået at vide at det var hvad de gik ind til. De vidste godt at martyrdøden var en mulighed som der var høj risiko for.

Fordi de var parate til at gå hele vejen, og pga Guds nåde, var kristendommen også umulig at stoppe. Hvordan kunne man stoppe folk der var villige til at dø for deres Herre? Det var simpelthen ikke muligt. Men hvad så i dag? Er vi også parate til at gennemgå forfølgelse i dag? Er vi trænet til at kunne klare modstand? Eller kan dagens kirke ikke holde stand imod den forfølgelse der vil komme en dag?

Fortsættes.

Categories
Kirke Livet som kristen Overfladisk kristendom

En sekundær Jesus

Jeg har siddet og kigget lidt på hvordan andre kirkelejre bliver annonceret i år. Og det var ikke noget jeg blev opmuntret af. For at sige det på dansk, så var der langt mellem snapsene. Jeg fandt en spændende lejr som jeg synes så ud til at være bibelcentreret. Det var den der bliver holdt af Nyt Liv. Den kan ses på dette link: Nyt Livs bibellejr. Derudover er der selvfølgelig også Tilbage til bibelens lejr som man kan se på dette link Bibellejren Resurection Reformation med Peter Hammond. Jeg tror bestemt der er flere gode lejre, men de er efterhånden svære at finde.
Når man kigger på hvordan de enkelte lejre promoverer sig, så er der en ting der slår mig; hvor er Jesus henne? Det er som om at det langt mere handler om have en fed lejr, med godt sammenhold, masser af aktiviteter, fest, god mad, sjove indslag, sej musik. Undervisningen bliver heller ikke promoveret som om den handler om Jesus. Det handler mere om ledelse, hvordan opnår man bedre fællesskaber, hvordan engagerer man folk mere, hvordan kan kirken være “relevant” i en ny tid, og så videre og så videre. Men Jesus, Ham hører vi kun om som en sekundær person. Jesus har fået en anden plads, og Hans ord er blevet sat hen på den bænk hvor de ensomme dansere sidder og venter forgæves på en der vil byde dem op til dans.

Hvorfor ?
Hvorfor skulle man egentlig tage på en “bibellejr” hvor der ikke er fokus på bibelen? Jeg har ikke rigtig ord for hvor målløs jeg er overfor dette. Hvorfor i alverden bruger man tid på at arrangere disse store lejre, hvor fokus er blevet på sekundære områder, men hvor kirkens hovedperson, istedet er blevet udskiftet med de sekundære områder? Hvorfor er der ikke længere plads til evangeliet på disse lejre? Er der da noget der er vigtigere end evangeliet?
Nogen vil måske spørge hvad det er for lejre jeg mener her, men jeg vil i denne omgang lade være med at linke til dem jeg taler om. Folk bliver altid så vrede når jeg gør det. Men den lejr du måske har tænkt dig at tag med på, prøv lige selv og se om du kan finde en klar forkyndelse af Jesus der. Find ud af om det er Jesus der er i centrum eller mennesker istedet. Er det aktiviteterne der bliver promoveret, eller er det evangeliet? Er det kirkens strategier, og hensigter der bliver promoveret eller er det Jesus som synderes frelser der bliver vist frem?

Vælg din bibellejr med omhu, hvis du har tænkt dig at tage på lejr. For den lejr du vælger viser også om det er Jesus der er dit centrum, eller om det bare er din kirkeretning, eller dine sociale relationer. Dette skriver jeg ikke for at promovere TIlbage til Bibelens lejr, for jeg ved at der er andre gode lejre, med gode forkyndere der ikke er bange for fortsat at prædike evangeliet klart. Men vælg en lejr hvor du kan være sammen med kristne som er tørstige efter mere af evangeliet, og hvor de får den tørst tilfredsstillet.

Categories
Bibelen Kirke Livet som kristen

Paradokset om splittelse 5

Hvis man nøjes med at tro at den splittelse som bibelen taler imod, kun har noget med vranglære at gøre, tror jeg man går fejl. I fjerde afsnit viste jeg godt nok at vranglære som skaber splittelse, bestemt er ubibelsk og er noget man skal tage meget alvorligt. Men Paulus skriver noget interessant til korintermenigheden som er værd at tænke over i denne sammenhæng.

Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at enes, så der ikke er splittelser iblandt jer, men så I holder sammen i tanke og sind. For Kloes folk har fortalt mig om jer, mine brødre, at I ligger i strid med hinanden. Jeg sigter til, at I siger hver sit: Jeg hører til Paulus, jeg til Apollos, jeg til Kefas, jeg til Kristus. Er Kristus da blevet delt? Var det måske Paulus, der blev korsfæstet for jer, eller blev I døbt til Paulus’ navn? Første korinter 1.10-14

Dette skriver Paulus til en splittet kirke, og det der burde undre os ved første øjekast, er hvad der splitter dem. For de har delt sig op i grupper som hver især ”følger” gode kristne lederes lære. Apollos, Kefas (samme som Simon Peter), Paulus og Kristus, prædikede jo alle evangeliet. Det var ikke noget andet evangelium de prædikede. Og det var heller ikke sådan at nogen af disse forsøgte at skabe splittelse i menigheden. Men grupperinger i menigheden havde valgt at sige ”Vi følger Kefas”, mens andre havde valgt at sige ”vi følger Apollos”. Dermed havde de i deres egne øjne gjort sig til efterfølgere af en ”bedre” eller ”mere klar” vej. Og i samme åndedræt havde de vist de andre at deres forståelse ikke var helt så god som den de havde.

Paulus svar til denne splittelse var at den viste at de var som spædbørn der ikke kunne tåle fast føde. Hvilket vi kan se i det tredie kapitel hvor han igen nævner deres splittelse:

Og jeg kunne ikke tale til jer, brødre, som til åndelige mennesker; jeg måtte tale til jer som til kødelige mennesker, som til spæde i troen på Kristus. Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu; for I er stadig kødelige mennesker. For når der er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og lever slet og ret som mennesker? Når én siger: Jeg hører til Paulus, og en anden: Jeg hører til Apollos, er I så ikke slet og ret mennesker? Første korinter 3.1-4

Så det kan godt være at de selv så sig som bedrevidende kristne, der havde valgt den rette retning indenfor kristendom som Paulus retning, eller Kefas retning m.v. Men Paulus lagde tingene på bordet og viste at de var kødelige mennesker hvis liv viste at de ikke kunne tåle god sund lære.

Men hvor ser vi så den form for splittelse i vore dage? Jeg tror jeg har et godt eksempel fra nogle fælleskirkelige møder som min gamle præst var med til hver halve år. Og jeg skal påpege at jeg ikke tror at disse møder var repræsentative for lignende møder andre steder. Jeg ved at der er geografiske forskelle på hvordan sådanne møder er blevet udført.

Men til disse fælleskirkelige møder fik jeg at vide at der ikke var nogen fælles bøn, og heller ikke nogen brødsbrydelse. Årsagen dertil var at nogen af lederne ikke kunne bede sammen med ”gendøbere”, og da slet ikke bryde brødet sammen. Begge grupper prædikede evangeliet, men det at nogen praktiserede dåb på egen bekendelse og ikke på forældrenes bekendelse, var altså noget der splittede så meget at man kun kunne være i stue sammen og diskutere teologi. Man kunne ikke have åndeligt fællesskab med hinanden, i form af bøn og brødsbrydelse. Begge grupperinger var startet af folk som havde en god sund opfattelse af evangeliet, og forkyndte det klart og tydeligt. Ligesom Kefas, Paulus og Apollos. Men man var blevet så låst fast i sin bestemte måde at praktisere sin tro på, en praksis som grupperingernes grundlæggere havde stået for, at dette i sig selv skabte splittelse. Men en splittelse som jeg kun udfra det Paulus skriver kan konkludere var decideret dum. Nej, jeg havde svært ved at finde et bedre ord for det.

Retorisk
Paulus spørger korinterne om Kristus er delt. Det er selvfølgelig et retorisk spørgsmål, men han stiller det for at vise, at deres splittelse bygger på dumhed og ignorance. Det er vigtigst at være enig om evangeliet, ikke at være i splid om hvilken kirkeretning man er med i.

Categories
Bibelen Falsk Lære Forvirret lære Livet som kristen

Paradokset om splittelse. Del 4

Når vi nu kan se at den type splid som Jesus skaber er i orden, og vi vel at mærke kan definere hvad det er for en form for splid, så er det vi kan gå videre og finde ud af hvilken form for splid Paulus talte imod i galaterbrevet. For det kan tydeligvis ikke være den samme. Du kan læse om den splid Jesus stod for i linksene til sidst.

Lad os starte med at se på hvorfor Paulus skrev til galaterne. Her er der bred enighed om at det skyldtes, at de havde taget imod forkyndelsen af et andet evangelium. Det havde gjort Paulus så rasende at han skrev dette meget vrede brev til dem. Det er det vredeste af alle hans breve. Normalt var Paulus både mild og skarp, men i denne er han skarp og vred. Galaterne havde nemlig taget imod en såkaldt ”ny lære” som lugtede af kristendom, men ikke var det. Det var en gerningsreligion de havde gået over til. Det var altså igennem deres gerninger at de skulle gøre sig egnede til himmeriget, og ikke igennem Jesu nåde, igennem Hans fuldendte offer på Golgata. Det er muligt at de ikke selv havde indset dennekonsekvens, men at de ”blot” havde begyndt at anse Jesu offer som symbolsk i stedet. Men Paulus er så klar på at dette var et falsk evangelium og at det han havde prædiket for dem oprindelig var det sande evangelium at han siger følgende i første kapitel vers 8-9:

” Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han.”

Så når Paulus oven i købet siger at han ville selv være forbandet hvis han prædikede et andet evangelium, så er det fordi han tager dette meget alvorligt. Så alvorligt at om så en engel fra Himlen havde gjort det, så ville den budbringer stadig være forbandet. Resten af galaterbrevet er skrevet i netop dette lys. Der er et sandt evangelium og et falsk evangelium. Og de to kan ikke fungere sammen.

Når Paulus skriver så voldsomt til galaterne, så er jeg overbevist om at det ville medføre splittelse i den menighed. For der var jo nogen der langt hellere ville ”det nye smarte”, mens andre godt kunne se at de havde forladt evangeliet. Men igen ville det være en splid der ville være i orden, for ellers ville Paulus jo være drevet af kødets frugter, og det ville ikke være i orden da han i kapitel 5 vers 19-21 skriver:

”Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.”

Når vi kender til baggrunden for galaterbrevet, så kan vi også se at den splid der er tale om her, ikke er fra dem der prædiker evangeliet. Der er tale om splid fra folk der prædiker et andet evangelium og med det evangelium sætter splid i Guds menighed. Dvs deres budskab som ikke er fra Gud, skaber splittelse som ikke er i orden. Splittelse som er en konsekvens af kødets frugter. Så noget vi kan være sikre på er at budbringere med et andet budskab end evangeliet, skaber ubibelsk splittelse i Guds kirke. Men der er også en anden side, som jeg vil komme ind på næste gang. For vi er nødt til at forstå dette i sammenhæng med lignende bibelvers, og der ser vi at det ikke nødvendigvis er fordi der bliver prædiket et andet evangelium at splittelse er ubibelsk. Og jeg mener det ville være forkert ikke at se på den side af sagen førend jeg slutter serien her.

Se de andre afsnit af serien på disse links:

Paradokset om splittelse. Del 1

Paradokset om splittelse. Del 2

Paradokset om splittelse. Del 3

Categories
Bibelen Falsk Lære Livet som kristen

Paradokset om splittelse. Del 3

At Guds folk bliver anklaget for at skabe splittelse, er ikke noget nyt. I det gamle testamente ser vi eksempelvis profeten Elias blev anklaget af Kong Akab for at være skyld i Israels ulykke. På det tidspunkt havde Israel haft tørke, i flere år, efter en profeti fra Elias. Kongen var rasende over dette. Men Elias svarede at Kong Akab var den skyldige i denne ulykke, og definerer så hvorfor han var det.
Begrundelsen er værd at lægge mærke til. For Elias siger at der er fordi Akab ikke havde fulgt Guds befalinger og tilmed valgt at tilbede Baal istedet. Dermed vender han det hele om og får hele Akabs anklage til at gå imod ham selv.

“Så snart Akab fik øje på Elias, sagde han til ham; “Nåh der er du der styrker Israel i ulykke”. Han svarede;det er ikke mig der styrter Israel i ulykke, men dig og din fars hus fordi I har svigtet Herrens befalinger, og fordi du følger Ba’alerne. Første kongebog 18.17-18

Det er noget af en anklage at komme med imod en konge, og det kunne da også have kostet Elias livet at tale sådan. Elias var mener man den mest upopulære person Israel på dette tidspunkt. Netop fordi hans udmeldinger var irriterende for det etablerede religøse system, og derfor noget der skabte splittelse.

Hvis vi kigger kort på hvorfor den splittelse som Elias kom med var i orden, så tror jeg der er en af årsagerne er følgende. Elias havde en kærlighed til Gud, der brændte så kraftigt i ham at han ikke kunne lade være med at konfrontere løgnen når han så den. Også selvom det betød at Elias ville miste popularitet og anseelse hos mange. Ja, del ville ovenikøbet betyde at han ville blive anklaget for at være skyld i Israels ulykke.

Men den form for splittelse som Elias skabte, var ikke en man ønskede. Lad os dog være i fred. Kan vi ikke tilbede gud på vores egen måde, uden at du behøver blande dig? Vi gør det på vores måde Elias, og du gør det på din måde. Men Elias havde fattet hvilken måde der var rigtig. Og læg mærke til at jeg skriver rigtig, og ikke bedst. For Elias siger jo at det var Guds befalinger Akab havde forladt. Det var ikke Guds anbefalinger. Dvs at der er en måde der er rigtig, og masser af måder der er forkerte, fordi de ikke lever op til de befalinger. Dette sagde Elias ikke i kraft af sin egen autoritet, men i kraft af Guds ords autoritet. Igen fordi han sagde at Akab havde forladt Guds befalinger. De befalinger finder vi jo kun et sted, og det er i Guds ord. Hvilket gør at vi allerede nu i serien kan konkludere at Guds ord er det der splitter os, når splittelse er i orden. Men hvad det så er for ensplittelse der ikke er iorden ifølge Paulus brev til galaterne,vil jeg komme ind på næste gang.

Categories
Bibelen Falsk Lære Livet som kristen Overfladisk kristendom

Paradokset om splittelse. Del 2

For at kunne forstå hvornår splittelse er i orden og bibelsk, og hvornår det er ubibelsk og dermed syndigt, må vi naturligvis vende os til skriften. Her er der en god idé dels at se på grundteksten, men også se på det i den kontekst vi læser det i. En læser havde gjort opmærksom på at de ord der bliver brugt om splittelse i hhv, Mattæus 10.35 og Galaterne 5.20 var lidt forskellige. Men begge ord har også den samme rod, og jeg synes ikke umiddelbart at der er den store forskel på ordene, men jeg vil anbefale at læse hvad der blev skrevet om grundteksten i den første kommentar på første del af serien på dette link.
Men jeg synes det ser ud til at det er konteksten der her får størst overvægt. Så lad os se på det Jesus siger først i Mattæus 10.35 i den sammenhæng det bliver sagt i. Så må vi se på Galaterbrevets kontekst senere.

” Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.” Mattæus 10.32-38.

Det her handler tydeligvis om hvem der tilhører Jesus, og hvem der ikke gør. Og det er noget som står helt klart af Jesu tale her. Men hvem er det så der tilhører Jesus Kristus? Det er dem som vil kendes ved Jesus overfor mennesker, og have en klar tro på Ham. Det er dem som sætter deres frelser højere end deres familiemedlemmer. Og med familiemedlemmer tror jeg Jesus vil vise meget mere end dette. For det er muligt at årsagen til at det er far og mor, datter og søn o.l. der bliver taget frem, er at det er disse  vi normalt vil gøre rigtig meget for, og tilsidesætte vores selviskhed for. Når vi skal sætte dem til side for Jesu skyld, så burde det også gælde for andre som vi sætter højt. Det kan være folk som står os nær i det kirkelige eksempelvis. De skal naturligvis heller ikke stå imellem Gud og os. Så dette bør gælde for alle menneskelige forhold.

Hvis vi ser på hvordan skriftstedet starter, ser det ud til at der vil komme splid mellem dem der ikke vil kendes ved Jesus Kristus overfor mennesker, og dem der vil kendes ved Jesus Kristus overfor mennesker. De sidste er dem der ikke er flove over deres tro, og ikke er bange for at holde fast i ordet, selvom det giver modstand. Mens de første enten skjuler deres tro, ikke har nogen tro, eller forsøger at tilpasse deres tro så den ikke vækker anstød. Eksempelvis folk der bøjer Guds ord, for at undgå uønskede konflikter med folk i denne verden.

Hvis vi ser på hvordan skriftstedet slutter, kan vi se at det også handler om dem der sætter denne verden højere end Gud. De prioriterer menneskelige relationer frem for relationen til Gud. Til allersidst ser vi hvad der virkelig skiller ”Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det”. Her ser vi at en sand kristen, er en der har mistet sit eget liv, og ikke længere lever for sig selv. Den sande kristne har fået et nyt liv, og det liv har den kristne i Jesus Kristus. Som der står i Galaterne 2.20 i den gamle oversættelse:

”det er ikke længere mig der lever, men Kristus lever i mig”

Så den splittelse som Jesus taler om, er altså ikke en splittelse af kristne. Men en splittelse mellem dem der tilhører Jesus, og dem der ikke gør. I denne splittelse indgår både folk der bekender sig til kristendommen og folk der ikke gør. Dvs dem som bliver skilt fra Jesu flok, også er dem som går under falske omvendte. Folk som muligvis kan siges at være kulturkristne, eller folk som har tjent i kirken, men aldrig har sagt ja til at blive født på ny. Mellem disse folk og de sande troende, vil Jesus sætte splid.

Så vi kan se at den splid der er i orden, og bibelsk korrekt, er den form der sætter splittelse mellem de sande troende og dem der ikke er sande troende. Men det i sig selv har flere gange været nok til at folk er blevet bedømt for at være vranglære. Noget som Jesus selv oplevede. Men også noget som Hans efterfølgere har oplevet, såsom Martin Luther, John Wesley, Jan Hus m.fl. har kunne mærke.