Category: Livet som kristen

Categories
Bibelen Kirke Livet som kristen Mirakler

Årsager til at forlade sin kirke 7 (Hvor skal man gå hen?)

Hvis man er nået til den konklusion at man ikke kan komme i sin gamle kirke mere, pga mangel på evangelisk forkyndelse, og vranglære, og man ikke har set at ens henvendelser til ledelsen bærer frugt, så har man pligt til at finde et andet kristent fællesskab. Man kan ikke stoppe i en kirke, uden at gå ind i en anden kirke! Det her er meget vigtigt at forstå. For en kristen er en der kommer i et kristent fællesskab. En kristen der ikke kommer i et kristent fællesskab, er enten ikke en kristen, eller vil på sigt ophøre med at være en kristen. Det ved jeg er provokerende for nogen at læse, men tænk lige over denne illustration. Hvis jeg var gift med min kone, men boede i et andet land, som lå langt væk herfra, og aldrig var hjemme ved min kone. Så kan det godt være at jeg sagde at jeg var gift, men jeg ville ikke leve som om jeg var gift. Folk ville også kigge på mig, og regne med at jeg ikke var gift. For de så aldrig min kone, og heller ikke mine børn. Så de ville ikke anse mig for at være gift. Hvis jeg sagde til dem at jeg er gift, ville de spørge mig om hvor min kone så var henne. Min forklaring ville de ryste på hovedet af. For hvad er det lige for et ægteskab vi har så?
Sådan er det også for en kristen. En kristen er en der udover at tilhøre Gud, og lever med ham, også er en der er sat på Kristi Legeme på jorden. Kristi legeme på jorden har et navn, det navn er menigheden. Derfor må en kristen tilhøre en menighed. Men man kan stå i situationer hvor det kan være meget vanskeligt at finde en menighed. Ikke desto mindre er det ens pligt at finde et kristent menighedsfællesskab, så man kan have del i den beskyttelse og velsignelse der er at være sammen med andre kristne.

To muligheder
Når man skal finde et nyt kristent fællesskab har man to muligheder. Enten at finde et eksisterende fællesskab, eller finde nogen at starte et kristent fællesskab op med. Nogen gange vil det første være den bedste løsning, mens det andre gange vil være den anden der er at foretrække. Som udgangspunkt tror jeg (og det er så bare min mening) at det bedste er at se om der findes en menighed, som kan leve op til de bibelske krav for en god menighed. Og her behøver man ikke være lovisk for at kunne tro på at det kan lade sig gøre. For bibelen viser at der kan findes menigheder som Gud er tilfreds med, og har ros til. Det ser vi i to af de syv menigheder som Jesus skriver til i Johannes åbenbaringens 2 og 3 kapitel. Syv menigheder, fem af dem får kritik, to af dem får ros. Og det var alle sammen menigheder som har eksisteret i virkeligheden. At to af dem får ros, viser at det kan lade sig gøre at være en menighed efter Guds hjerte. Det betyder selvfølgelig ikke at problemer ikke kan opstå et sådant sted, og heller ikke at alle i kirken lever fuldt ud efter Guds vilje. Men der er nogen minimums kendetegn for en sund menighed, og det er de kendetegn man skal se efter.
I dette og næste afsnit af serien, vil jeg se på hvad man skal se efter for at kunne vurdere om en menighed er sund eller ej.Derefter vil jeg beskrive hvordan man så kan være med til at starte en ny menighed, hvis det første ikke kan lade sig gøre. Og det er altså ikke helt så enkelt som nogen desværre gør det til. Men derom senere.

Det absolut vigtigste krav
Det at finde en anden menighed, kan være voldsom svært i den tid vi lever i. For man ønsker ikke at finde en kirke hvor det som var årsag til at man gik ud af en kirke, bare gentager sig. Det ved jeg at rigtig mange har prøvet, inklusiv mig selv. Hvordan kan man så undgå det sker? Kravene til en god kirke, er de modsatte kendetegn til en dårlig kirke. Så hvis man før havde et problem med at kirken ikke prædikede evangeliet, så er første krav til en mulig kirke, at den prædiker evangeliet. Men allerede her, kan det være vanskeligt at finde en der lever op til det. Men det er muligt. Det kan godt lade sig gøre at finde en kirke hvor folk er glade, og har et godt socialt netværk m.v. Men det er ikke ensbetydende med at evangeliet bliver prædiket. Bliver evangeliet prædiket, så er der også en god sandsynlighed for at vranglære ikke er et problem.

Men inden jeg går videre med dette emne, er det måske en god idé at beskrive, hvad man ikke behøver anse for et problem. Og her kan jeg bruge en af mine venner som eksempel. Han har været baptist siden hasn i sin ungdom blev frelst og døbt. Så han ville selvfølgelig gerne finde en god baptistmenighed, det sted han boede. Men det viste sig i det område han var, at baptistkirkerne ikke opfyldte kravene for en bibelsk menighed. Et lavt syn på bibelen, mangel på kirkedisciplin, og åbenhed for vranglære var et problem de steder. Så hvad skulle han lige gøre? For at gøre en lang historie kort, valgte han sammen med sin familie at kommme i en luthersk frimenighed. At en der bekender sig til et baptistisk syn kan komme i en menighed hvor man døber børn, kan være et voldsomt for nogen baptister at forholde sig til. Jeg personlig ville også engang have haft svært ved det, men det var fordi jeg havde et forkert vægtning af dåben. Min ven valgte at komme i den lutherske menighed, fordi forkyndelsen var evangelisk, man mente at bibelen var troværdig og tilstrækkelig, og man accepterede ikke enhver ny smart kirkestrategi fra USA o.l. At man havde et andet dåbssyn, men en ret forståelse af hvordan man blev frelst, og dermed også evangeliet, var det der var afgørende for min ven. Det var vigtigere at finde et fællesskab som havde et klart fokus på evangeliet, istedetfor kun at være enig om et dåbssyn. Hvis man skal vælge mellem dåbssyn og evangeliet, så må det være evangeliet der kommer i første række. Derfor var det et fornuftigt valg.

På samme måde kender jeg også en der var lutheraner, men fordi man ikke prædikede evangeliet i de lutherske kirker som var i hans omegn, valgte han at frekventere en baptistisk menighed. Så det kan gå begge veje det her. For når vi skal ud at finde en ny menighed, så skal vi smide vores personlige kæpheste i skabet, og istedet vurdere om det er en kirke der leverer et klart og tydeligt evangelium uden vranglære. Det vil være nemt at finde kirker som har fokus på vore personlige kæpheste, hvad enten det er dåbssyn, tungetale, profeti, endetidssyn, m.v. Men det er ikke disse områder der er afgørende. Det må altid være et ret syn på evangeliet som har den største betydning her.

I næste afsnit vil jeg kigge på hvordan du med din baggrund for udmeldelse af en menighed, kan bruge det som en lakmustest på en mulig ny menighed. For alt for ofte ender folk med at føle sig snydt her, fordi de ikke har meldt klart ud om deres baggrund for udmeldelse til den nye kirke.

Categories
Falsk Lære Kirke Livet som kristen

Årsager til at forlade sin kirke 6 Nogle eksempler

Det er svært at give et udtømmende svar på hvornår man skal forlade sin menighed. Ligesom det er nærmest umuligt at give et udtømmende svar for begrundelser der ikke kan bruges til at forlade sin kirke. Det sidste har jeg skrevet mere om i første afsnit: https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-1-k%c3%b8delige-argumenter-3176.htm
Men lad mig istedetfor give nogle få eksempler på hvad der kan være gode grunde til at sige stop i en menighed, og finde et andet sted, eller sammen med andre starte et nyt kristent fællesskab op.

Når ledelsen manipulerer
Et ofte hørt argument i dag, er når ledere manipulerer med folk. Ledere som har brug for at få deres vilje igennem ved hjælp af manipulation, er ikke troværdige. Dette er noget der skal konfronteres, og skal gøres på den bibelske måde. Det betyder først ved personlig henvendelse. Hvis det ikke hjælper skal man tage andre ledere med i en ny henvendelse, og hvis det ikke hjælper, må man skille sig af med den leder, det siger sig selv. Men hvis de andre ledere ikke mener der er noget galt i at en den gældende leder manipulerer med folk, så har man en god grund til at sige stop. En sådan ledelse skal man ikke underlægge sig. Og jeg vil personligt mene at man bør skynde sig hurtigst muligt ud af en menighed hvor lederne ikke vil høre på andre, men kun vil have deres egen vilje igennem.
Når det så er sagt, skal man passe meget på med at basere en sådan vurdering alene på ens egen erfaringer. Jeg ved der findes tilfælde af folk der har set sig vrede på en pastor, og det i sådan en grad, at ligegyldig hvad præsten sagde, var det forkert ifølge dem. I et sådan tilfælde er det ikke ledelsen der har brug for omvendelse, men en selv. Har man det sådan med sin præst, kan det betyde at man tror præsten er manipulerende med alt hvad han siger, også selvom det reelt set ikke er tilfældet. Så tal med andre om dette før du tager en beslutning, og tal med folk der ikke taler dig efter munden, men som er til at stole på.

Seksuel synd florerer åbenlyst i kirken
Et tydeligt tegn på at din kirke er blevet et farligt sted at komme, er når seksuel synd er åbenlys i menigheden. Forstå mig ret, det er ikke sådan at seksuel synd er værre end andre synder. Det er ikke tilfældet, men når seksuel synd er tydelig i en menighed, og det er noget man ikke gør noget ved iform af kirkedisciplin, så er det et tegn på en frafalden menighed. Hvad mener jeg så med det? Jo, når seksuel synd er noget man ikke skammer sig ved, og er noget man har givet lov at eksistere åbenlyst i menigheden, så viser det at menighedens gudsforhold er gået i stykker. For når man tillader synd, som Gud meget klart, i både det gamle som det nye testamente, har gået stærkt imod. Så viser man at ens autoritet ikke er Guds ord, men istedet folks ønske om at leve deres eget liv. Når en menighed ovenikøbet er stolt af at der kommer folk i deres kirke som lever i seksuel synd (sådanne menigheder findes faktisk) er det et tydeligt tegn på at denne menighed har forladt Guds vilje. Ikke fordi seksuel synd er værre end at stjæle eller slå ihjel, men fordi åbenlys seksuel synd er et tegn på en frafalden menighed. Det er også noget vi ser igen og igen i kongebøgerne. Når frafaldet var allerstørst, kunne man se at der var helligskøger i templet. På et tidspunkt kunne man sågar få mandlige helligskøger. Når en konge omvendte sig, og vendte tilbage til Gud, udrensede man den slags seksuel synd omgående i templet. Så selvom man kan finde eksempler på at kirken har været “seksuelt frigjort” i det gamle testamente, så ser vi gentagne gange at Gud så på det som synd, og som noget der ikke hørte hjemme i kirken. Sådan er det også i dag. Gud har ikke ændret sig.

Når kirken ikke stoler på bibelens troværdighed
Noget af det mest ufattelige man møder i dag, er kirker som viser sig ikke at tro på Guds ord. Jeg tænker lidt at hvis man ikke tror på bibelen er sand, hvorfor skulle man så have en kirke? Er det ikke fuldstændig spild af tid, hvis man ikke tror på at bibelen er Guds ord, ufejlbarlig, troværdig og tilstrækkelig? Tillad mig at tage en personlig oplevelse op her. Sidste år, da jeg havde prædiket til min daværende kirkes julefest, var der nogle ganske få som ikke brød sig om at høre, at vi alle er syndere der har brug for en frelser. Den klage fik menighedsrådet, og de henvendte sig til mig. jeg tog klagen seriøst, og jeg ville gerne finde ud af om jeg havde sagt noget der var forkert. Så jeg sagde at jeg gerne ville mødes med menighedsrådet om denne sag, men at jeg godt ville vide hvad jeg havde sagt der var forkert i forhold til bibelen. For at gøre en lang historie kort, så viste det sig at dette menighedsråd, slet ikke var interesseret i hvad der stod i bibelen. Man skrev til mig at det ikke handlede om bibelen, men om folks meninger. Senere hen fandt jeg ud af at den i det menighedsråd der havde allermest kendskab til bibelen, ikke mente at man kunne tro på den. Han mente at han var i stand til at kunne udpege hvilke dele man kunne tro på, og hvilke dele man ikke skulle tro på.

Med andre ord, han satte tvivl om bibelens troværdighed, og ovenikøbet på en arrogant måde. For hvem var han lige, at han skulle være i stand til at kunne vurdere dette så skarpt, og ville hans vurdering være i overenstemmelsem med alle andre der mente det samme? Nej selvfølgelig ikke, for han sagde at det var hans hjerte der viste ham hvornår det var troværdigt og hvornår det ikke var. Bare ærgerligt at hjertet er det mest bedrageriske der findes ifølge Jeremias 17.9. Men det var nok et af de vers han ikke mente man skulle tro på. Men da jeg fandt ud af at det var den tilgang denne ledelse havde til Guds ord, valgte jeg at sige stop. Der var ikke nogen grund for mig til at arbejde videre med dette. En anden af mine venner som havde stoppet i menighedsrådet pga denne sag, havde taget en snak med dem om dette, og jeg mente ikke jeg kunne gøre det bedre end ham.
Jeg kunne sikkert have gået videre med sagen, og have taget det op på et menighedsmøde. Jeg kunne sikkert også have overbevist nogen i kirken om at det var en fejl menighedsrådet gjorde, når den afviste at vurdere sagen i lyset af Guds ord. Men på det tidspunkt, ville det have betydet at jeg måtte ignorere nogle vigtigere behov som var i min familie. Jeg havde lyst til begge dele, men måtte vælge min familie først og fremmest, og det er jeg sikker på var det bedste valg. Men hvis jeg havde haft ressourcerne til det dengang, ville jeg gerne have gået en ekstra mil. Men hvorom alting er, ville jeg ikke kunne fortsætte i en menighed hvor man ikke anså Guds ord for at være kirkens autoritet. Når mennesker mener de er istand til at vise hvad man kan stole på i bibelen, og hvad man ikke kan stole på i bibelen, så er det blevet menneskers vilje der er autoriteten. I et sådant tilfælde er det ikke længere Guds kirke, men menneskers kirke, og dermed kan jeg ikke hvordan man som kristen kan deltage i den. Find dog et sted hvor Guds ord bliver sat højt og er kirkens autoritet.

En kirke der ikke stoler på Guds ord, er også en kirke som ikke tror at Gud er istand til at vise hvad Hans vilje er på en klar og tydelig måde, og dermed har man slet ikke grund til at kalde sig en kirke. For så er man slet ikke en kirke. Et sted som kalder sig en kirke, men ikke tror på kirkens fundament for tro, er kun en flok mennesker der leger kirke. Det at være kirke er en seriøs ting, ikke en leg vil jeg lige påpege.
Men selve det at præster fra både folkekirker og frikirker ikke tror på at bibelen er sand, er noget der ses rigtig mange steder i dag. Hvis jeg blot havde vidst at den kirke vi kom i dengang, ikke troede på Guds ords troværdighed, så havde jeg ikke valgt at komme der. Men så har jeg lært det til en anden gang. Men jeg ved at andre i dag finder ud af det samme om deres ledere. Og folk er chokeret over dette. Kirken jeg kommer i, i dag, er bibeltroende, det bekender den, og viser i sine handlinger, derfor kommer jeg der.

Vranglære generelt
Så er det selvfølgelig bare vranglære generelt set. Mange har sikkert oplevet at ens præst har været på en eller anden lederkonference, kommer hjem og er begejstret og siger at nu skal menigheden igennem 40 dage med kærlighed, 40 dage med et formål, eller finde ud af hvordan man bliver et lykkeligere menneske ved hjælp af Jabes bøn, eller revolutionere gudstjenesten ved at fjerne salmerne og istedet indføre rockmusik til lovsangen og små amatøragtige skuespil som viser ting fra dagligdagen. Og her kunne jeg fortsætte ned at nævne popsmarte metoder som ikke fokuserer på evangeliet. Når din præst er blevet forført af en eller anden smart konceptkirkeidé, skal du ikke tænke “Lad mig komme væk herfra” med det samme. Tal dog med ham istedet. Spørg ham om hvor han finder grundlaget for de “nye ideer” i Guds ord. Hvor er Guds ære alene i dette, hvor er den bibelske tilgang, og er det ikke Gud der giver væksten, og os der må holde fast i det vi har fået i Guds ord? Eller tror han virkelig at vi kan gøre kirken stor ved vore egne anstrengelser? For meget af dette handler jo generelt set om at få kirkevækst.

Desværre er en meget stor del af de kirkevækstprogrammer der findes, baseret på vranglære hvor du minimerer (eller fjerner) talen om synd, og istedet får mennesker til at føle sig godt tilpas istedet. Find ud af hvorfor der er noget galt med præstens ideer, hvad det har medført andre steder, og tal så med ham. Hav din dokumentation for problematikkerne i orden. Hvis han vil høre, og kan se du har ret, så glæd dig. Hvis han ikke kan se det, så find flere som er enige med dig, og gå til ham igen. Hvis det stadigvæk ikke medfører nogen ændring, så tag det op på menighedsmødet, som et punkt på dagsordenen. Kan du blive upopulær af dette? Ja det kan du lige tro, men bare rolig dit navn har ikke nogen betydning, det er Jesu navn der betyder noget, og det er Ham du skal arbejde for. At gøre sådan noget, kan medføre at du og andre vil blive smidt ud af menigheden. Det er noget der sker indimellem. Men det kan også godt være at du kan se at der ikke er mere at gøre efter et stykke tid, og så er tiden måske inde til at vurdere om du skal finde et andet sted, eller være med til at starte noget nyt op.
Hvordan man gør det vil jeg komme ind på næste gang.

Categories
Falsk Lære Kirke Livet som kristen Mirakler

Årsager til at forlade sin kirke 5 (når det afhænger af mig)

Sidste gang skrev jeg om at der er grænser for hvad man kan kalde vranglære, og noget man bare kan være uenig om. Alt for mange gange gør kirkens folk små uenigheder til afgørende punkter. Det er ikke sundt, og heller ikke Guds vilje. Men hvornår kan man sige at der er tale om vranglære som man ikke skal ignorere, men er nødt til at få gjort op med?

Lad mig starte med helt klart at slå fast, at nedenstående eksempler ikke isoleret set er årsager til at forlade sin kirke. Men hvis der ikke sker en ændring efter at man har taget disse problemer op overfor ens ledelse,så er man ved at være tæt på at kunne forlade sin kirke. Men før man gør det, er der nogle ting man skal have overvejet meget kraftigt. Hvad det drejer sig om vil jeg komme ind på i et snarligt kommende indlæg.

Når evangeliet mister fokus
Noget som er et tydeligt tegn på at vranglære er kommet ind i kirken, er når evangeliet ikke bliver prædiket mere, eller efterhånden kun er noget der bliver talt om sjældent. Det er der normalt en årsag til. En af de årsager er ofte at vranglære er kommet ind, og har fået fokus istedetfor. På urkirkens tid var det ofte gnosticisme som havde fået den fokus. Gnosticisme var en blandet landhandel af forskellig vranglære, hvor folk bl.a. fik “en højere åbenbaring”, end det der allerede var åbenbaret i skriften. Dertil havde gnosticismen en markant fokus på menneskets egen evne, og i mindre grad hvad Gud allerede har gjort.

Trosbevægelsen
Der er ikke noget nyt under solen i dag. Vranglære sætter mennesker højt, og får Gud ned på et lavere niveau. Et sted vi eksempelvis ser det er i trosbevægelsen. Trosbevægelsens læresætninger siger at mennesket er små guder, og når man bliver en kristen, så får man guds autoritet, og evne til at skabe ting, ved det bekendte ord. Det er derfra vi har ideer som “bekend dig til frihed, til helbredelse, til succes og rigdom”. Men det at tale til sine omstændigheder er ikke en kristen tilgang til at løse problemer. Jeg kender folk der har prøvet at tale til deres regninger, men fandt ud af at der skulle mere til end det. Man var nødt til at tjene penge for at kunne betale penge. Meget simpelt, men åbenbart ikke for alle, der kalder sig kristne.

Prædiker tomme ord
Dertil ved jeg også om indtil flere velkendte ledere fra trosbevægelsen, som da det blev deres tur til at få en depression, eller en nedtur af en eller anden grund, viste at det de prædikede ikke fungerede alligevel. For hvis det virkelig passede at man bare kunne tale til sine omstændigheder og “bekende sig fri”, så er spørgsmålet hvorfor de så ikke har gjort dette i den situation de står i? Hvorfor går de ned med depression i flere år? Hvordan kan det være at når de har det hårdt, så går de til lange snakke hvor de får sjælesorg, og hjælp til at komme videre? Kunne de ikke bare bekende sig fri, eller finde en eller anden “speciel salvet” prædikant der kan lægge hænderne på dem? Får de depressioner og hårde tider fordi de ikke har tro nok, eller er det ikke bare fordi det de prædiker ikke kan er baseret på sandhed? Med andre ord, trosbevægelsens lære er direkte farlig og er ødelæggende for menigheder.

Når trosbesbevægelsen skaber kolde hjerter
Har du tænkt på at en sådan tilgang til at menneskelige kriser er med til at skabe kulde i kirken? Når en er syg, og trænger til omsorg, så får man istedet at vide, at man skal sige “Jeg er rask i Jesu navn”, og hvis man så ikke bliver rask, skyldes det at man ikke har tro nok. Det er ikke den omsorg som Jesus siger vi skal have for hinanden i bjergprædikenen. Ikke et sted påbyder han nogen at bekende sig fri, eller bekende sig rask. Den der helbreder er Jesus. Den der gør folk glade igen er Jesus. Det er ikke en tryllesætning som sætter os fri, men Jesus Kristus. Men den Jesus Kristus som sætter fri, bliver hos trosbevægelsen erstattet af min egen evne til at tro, og til at bekende og holde krampagtig fast i en bekendelse.

Trosbevægelsen er direkte farlig og skal ikke have nogen indpas i Guds kirke. Det kan godt være at det ser ud til at der er mange mirakler i trosbevægelsen, men det er ikke et argument for at godkende nogen. Det må og skal være læren der er afgørende her. Dertil er der også en stor del af deres mirakler som ikke er reelle mirakler, men massehypnose og bekendelser som ikke er sande ved næremere eftersyn.

Desværre har trosbevægelsens lære fået så meget indgang i mange kirker, at mange kristne ikke længere kan se forskel på hvad der er kristendom, og hvad der er trosbevægelse. Det har skabt forvirring hos kristne, det har skabt kulde hos kristne, og folk er blevet såret af trosbevægelsen, og af folk som er påvirket af tankerne fra trosbevægelsen. Så hvis din kirke er påvirket af disse tanker, så tag en seriøs snak med din ledelse, om hvordan de forholder sig til dette, og om det er noget de vil forsætte med at acceptere, eller vil rense ud af menigheden. Hvordan du kan tale med din ledelse om det har jeg skrevet om i dette indlæg: https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-3-nar-der-er-grunde-3187.htm 

I næste indlæg vil jeg vise et andet eksempel på vranglære der gør at man kan være nødt til at vurdere om man er nødt til at forlade sin kirke. Jeg kunne godt skrive flere eksempler, men de skal kun virke illustrative, og er ikke udtømmende. Men efter det næste indlæg regner jeg med at skrive hvad man så gør, når man ser sig nødsaget til at forlade sin kirke. For spørgsmålet er, om man skal finde en anden kirke (hvilket nogen gange kan være den bedste løsning), eller om man skal finde nogen at starte en ny kirke op med (hvilket andre gange kan være den bedste løsning). Men hvornår det ene er bedre end  det andet vil jeg også komme ind på, samt de faldgruber der kan være her. En ting er helt sikkert. Det er ikke godt slet ikke at have noget kristent fællesskab at komme i, og det vil jeg også forklare med tiden hvorfor det er tilfældet.

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Livet som kristen Prædikener

Gudsfrygt og Guds ledelse er ikke så svært

Jo, det kan være svært det her med at forstå gudsfrygt, og hvordan Gud leder os. Men måske er det fordi det er os der gør det svært. For ifølge Paul Washer så er det ikke så avancerede emner, og efter at have hørt ham, er jeg tæt på at give ham ret. For han evner bestemt at gøre det let forståeligt, og meget praktisk at forholde sig til disse to vigtige emner. Den her undervisning om Guds ledelse vil bestemt være god at høre for karismatikere, (da det kan give et balanceret forhold til dette emne). Men også for dem der ikke er karismatikere, for Gud kan lede os hvad enten vi kommer fra den karismatiske bevægelse eller ej. Det ikke blot tror jeg på, men ved, for jeg tror på en  Gud, der er stor nok til at lede sine får.

Evangelisering
Udover disse to emner kommer Paul Washer også ind på hvordan vi på den ene side skal være i denne verden, men ikke af denne verden. Noget som mange moderne kirker har misforstået, da de tror vi når folk i denne verden, ved at være som verden. Dette er undervisning som er klar, tydelig og kommer fra en mand som jeg efter at have mødt ham, må sige ikke bare var en mand som kun havde det i sin mund. Det han prædikede var også det han gjorde. Det er måske det som gør at man sidder tilbage med en længsel efter at leve tættere på Gud, når man hører Paul Washer. Der er selvfølgelig også dem der synes det modsatte, men der er der vel en grund til. Men hør denne gode bibelske undervisning i hvad sand gudsfrygt er, hvordan kan jeg blive ledt af Gud, og hvordan skal jeg være noget for mine medmennesker i verden, uden at gå på kompromis med Guds ord?

Categories
Bibelen Endetiden Falsk Lære Kirke Livet som kristen

Årsager til at forlade sin kirke 4 (Når vranglæren tager over)

Sidste gang skrev jeg hvad man bør gøre når evangeliet ikke bliver prædiket. Denne gang vil jeg kigge på hvad man skal gøre når der kommer vranglære ind i kirken. Ofte hænger de to sammen, således at en kirke som har vranglære i sig, kun sjældent aller aldrig vil forkynde evangeliet. Jesus havde et ord for vranglære, Han kaldte det for surdej. Farisæernes surdej og de skriftkloges surdej var noget Han advarede imod. Begrundelsen for denne advarsel var surdejens evne til at inficere hele dejen. Når først man havde fået surdej ind i dejen, var den meget svær at få ud igen. Nærmest umulig når man havde æltet den godt igennem. Og Jesus rammer virkelig plet med den illustration.

For det er netop sådan vranglære fungerer. Den vil tage over, og ændre menigheder til noget andet. Lige præcis derfor er det vigtigt at holde vranglære udenfor menigheden, og være aktiv i at få den ud af menigheden når den er kommet ind. For konsekvenserne er at den vil overtage så stor en del af menigheden at man til sidst ikke har plads til evangeliet.
Og hvis der ikke er plads til evangeliet, er det så overhovedet en kirke? Er det så ikke istedet bare nogen der leger kirke, uden at have et bibelsk grundlag for at have en kirke?

En af mine venner sagde engang at der jo altid vil være lidt vranglære her og der, og at man derfor ikke skulle tage det så tungt. Det kunne jeg ikke tilslutte mig, for det er ikke en bibelsk tilgang til problemet. Den bibelske tilgang er at vranglærens surdej ikke skal syrne menigheden, og måden det undgås på, er ved at holde vranglære udenfor menigheden.

Hvor går grænsen?
Men der er også grænser for hvad der er farlig vranglære, og hvad der bare er forkert, men ikke nødvendigvis fatalt. For som kristne er der ting som vi skal være enige om, men der er også punkter hvor der må være plads til uenighed. Og tillad mig at tage fat i nogen af mine egne erfaringer her, og tale lidt udfra dem.
Personlig er jeg præmillenium. Det vil sige jeg tror på at vi lever i kirkens tidsalder, og efter den tidsalder kommer tusindårsriget, som varer (ja du har gættet det) tusind år. Jeg kan ikke se at det skulle være på nogen andre måder, og synes der er flere der gør bibelens tale om dette til noget der bliver alt for symbolsk, og avanceret. Men jeg har flere venner der ikke er præmillenium. Nogen er amilleneum, mens andre er postmillenium. Det er nogle tidsmæssige perspektiver som vi er uenige om, men det er ikke afgørende elementer vi er uenige om. For de samme venner er jeg enig med om evangeliet, og hvad evangeliet er. Så udfra mit perspektiv (og mange andres) er uenighed om tider, ikke noget som behøver være et skillende problem. Og det burde der også være plads til i en menighed.

Show me the money
Så er der den store kæphest i visse kirker, spørgsmålet om tiende. Skal kristne betale tiende, skal de ikke betale tiende? Til dem der ikke ved hvad tiende er, så er det en gammeltestamentlig ordning hvor man betalte 10 % af ens indtægt til kirken. Personlig anser jeg ikke folk der undlader at betale tiende, for nødvendigvis at være dårlige kristne. Men jeg anser heller ikke nødvendigvis folk der betaler tiende, som nogen der lever under loven. Selve det at nogen kirker anbefaler folk at give tiende, er ikke noget man kan bruge til at påstå at den kirke prædiker vranglære. Det ville være at gå langt over stregen. Men hvis en kirke siger at ALLE kristne SKAL betale tiende, og at dem der ikke gør det er dårlige kristne, så er der tale om et problem. Et problem så stort at man mister fokus på evangeliet, da det nu bliver loven der skal overholdes istedet for nådens lov. Men modsat, en kirke der påstår at kirker der er tilhængere af tiende skulle prædike vranglære, er selv skyldige i vranglære. De deler kirken op i to bokse som vi ikke kan finde bibelsk belæg for. For hvorhenne finder du skrevet om de kirker der betaler tiende, og de kirker der ikke betaler tiende? Det er ikke det der bliver beskrevet overfor de 7 menigheder i Johannes åbenbaringen kapitel 2 og 3.
Men hvilken form for vranglære er det så man skal passe på, og ikke give adgang? Det vil jeg komme ind på næste gang.

Categories
Kirke Livet som kristen Omvendelse

Årsager til at forlade sin kirke 3 (Når der er grunde)

I de to første afsnit i denne serie skrev jeg om hvornår ens grunde til at forlade en kirke var dårlige, og hvornår løsningen på problemet kan være farlig. I dette afsnit vil jeg se på hvornår man har en god grund til at forlade sin kirke, men alligevel vil jeg gøre opmærksom på at man skal passe på med alene at bruge disse grunde. Der er så mange aspekter i dette område at man skal overveje sine årsager (og konsekvenser) meget nøje, samt vide hvad man så gør istedetfor.

Når evangeliet er fraværende
Den mest klare årsag til at finde en ny kirke (eller starte en ny) er når evangeliet ikke bliver prædiket i kirken. Hvis dette er tilfældet så har man pligt til at gå til sin ledelse og spørge dem om hvorfor evangeliet ikke bliver prædiket. Det kan godt være at man ikke bryder sig om at gøre dette, men hvis man ikke tør henvende sig til sin ledelse i en så vigtig sag, så viser det blot endnu mere at er noget galt. Enten med en selv, eller med kirken man kommer i. For enten er det fordi man har menneskefrygt og frygter mennesker mere end Gud, eller også er det fordi ledelsen i kirken har sat sig selv på en piedestal, således at der ikke er plads til kritik af folk med så høje poster. I så fald, er man nødt til at tage skridtet og få talt ud med sin ledelse. Også selvom man ikke tror det falder i god jord. Men lad mig komme med et eksempel fra mit eget liv, til en situation hvor jeg ikke kunne gå længere.

For del år siden, kom jeg i en menighed hvor vi igennem nogen år havde haft en ret smart og ungdommelig præst. Vi havde den ene relevante gudstjeneste efter den anden som ikke handlede om kristus, men om hvordan jeg kunne få et bedre liv, bedre ægteskab, bedre moral og så videre. Flere og flere begyndte at komme i den smarte kirke, men evangeliet blev ikke prædiket. Jeg og mange andre var ved at få spat (nej jeg kunne ikke finde et bedre ord her) af at høre på det. Vi var tørstige og sulten efter ordentlig kristen mad, men vi fik istedet en pæn dyb tallerken fra Royal Copenhagen fyldt op med velduftende, men uspiseligt brugt opvaskevand. Hvor fin tallerkenen end så ud, så smagte indholdet dårligt.
Men en søndag skete det så. Endelig for første gang i flere år, prædikede præsten evangeliet, og gjorde det så klart og tydeligt at det gav mening, og man kunne mærke Guds ånd virke. Men da præsten så var ved at være færdig, afsluttede han med at undskylde hvis han havde trådt nogen over fødderne. Han ønskede ikke at nogen følte sig dårlig tilpas over en sådan prædiken. Hvad han reelt set gjorde der var at han undskyldte Guds ord. Som om vi skal undskylde Guds ord og Jesu budskab. Vi var flere der var målløse over at en kunne holde så god en prædiken og så slutte af med at undskylde at man havde sagt det. Det ødelagde simpelthen budskabet. Alligevel valgte jeg at fortsætte med at komme lidt endnu i min naivitet. Hvor naiv var jeg? Tjah hør her:

En gang skulle vores præst interwieves til tv2s regional-tv. Der skulle han fortælle om sit arbejde som frikirkepræst, og jeg tænkte fedt. Hvilken mulighed for at give evangeliet til en stor del af dem der boede i regionen. Jeg tænkte at det da var en mulighed som min præst ikke ville gå glip af at benytte sig af. Men hvad skete der? Jo, jeg blev ganske enkelt chokeret over at min præst sagde det samme vrøvl som enhver anden liberalteologisk folkekirkepræst kunne have sagt (nej jeg mener ikke alle folkekirkepræster er liberalteologer). Han fortalte blot om sine opgaver som præst, og hvor vigtigt det var at være noget for folk i den tid vi levede i og bla bla bla. Evangeliet om Jesus var fuldstændig fraværende, selvom han fik den ene mulighed efter den anden for at give det. Men hvorfor skulle han da også have givet evangeliet på fjernsynet? Det kunne han jo ikke engang finde ud af at gøre i kirken. Det havde jeg jo observeret igennem flere år. Så ja jeg var naiv, jeg troede at han nu endelig ville gøre det. Men hvis man ikke er tro i det små, så kan man heller ikke være det i det store. Denne præst kunne ikke engang være tro i sit hverv som præst, så hvorfor skulle han kunne give noget i fjernsynet? Men for mig blev det nok. Jeg havde i forvejen haft flere snakke med præsten her, men valgte nu at tage den sidste, og på en pæn og ordentlig måde forklare ham at jeg ikke kunne komme der mere. For hvis ikke forkyndelsen var båret af evangeliet om Kristus, så var der ikke nogen grund til at være der. Det skal lige siges, at inden jeg tog den afgørende snak, havde jeg fundet et andet sted at komme. Hvorfor det er vigtigt at påpege vil jeg vende tilbage til i et senere indslag. Men nu skal det ikke handle om mig. Men jeg tog eksemplet frem for at vise, at man ikke skal forvente at en præst ændrer stil fra den ene dag til den anden. Har man talt med sin præst om manglen på evangeliet (hvis det er det der er problemet) så giv ham tid til at tænke.
Det er muligt at jeg gav denne præst for lang tid til at tænke, det er svært at vurdere nu så mange år efter. Men jeg er glad for at jeg ikke bare skiftede menighed efter at have hørt ham to eller tre gange, og så ikke engang have snakket med ham. For hvis vi kender evangeliet, og er født på ny, så ved vi også at Gud engang har haft langmodighed med os, før vi ændrede retning i vores liv. Og hvor mange gange som genfødte kristne har vi ikke oplevet at Gud har vist os noget vi skulle gøre noget ved, men hvor vi har været lang tid om at tage det til os? Det kan jeg godt sige at jeg har været langsom til adskillige gange. Så hvorfor skulle jeg være mere hård overfor en præst end jeg er overfor mig selv?
Når det så er sagt, så skal man heller ikke blive ved med at leve med en forkyndelse som er kristusforladt. Det er ikke det man som kristen skal spilde sin tid på. Det vil jeg også vende tilbage til senerehen, hvorfor vi ikke skal det, og hvad bibelen siger om dette. Men næste gang vil jeg sandsynligvis komme ind på hvornår vranglære i kirken kan være en årsag til at finde en anden kirke. For det er ikke al forkert lære der er så forkert, at det behøver være årsag til at flytte. Der må være grader af kategorier her, og det ved jeg mange vil være enige med mig i, selvom man kan være uenige om betydningen af de kategorier. Men lad os se.

Men generelt, konklusionen her, er at hvis evangeliet ikke bliver prædiket, og der ikke sker positive ændringer i forkyndelsen ved en gentagen samtale om dette, så er man tæt på at have en god grund til at finde en anden kirke. Men der kan også være årsager til at blive. Ja jeg ved godt at det lyder lidt vagt det her, men bibelen viser nogle paradokser til dette emne som jeg ikke ønsker at ignorere. Men derom senere.

Categories
Kirke Livet som kristen

Årsager til at forlade sin kirke 2 (Når løsningen er farlig)

En ting er at forlade sin kirke. Men en anden er hvor man så skal gå hen, og lige her er der nogle faldgruber som er vigtige at være opmærksomme på. For der er uhyggelig mange igennem historien som har udvandret fra kirken af de rette grunde, men har endt i noget der var værre, end det de kom fra. Nogle eksempler på det er farisæerne, ørkenfædrene, og emergent church bevægelsen.

Det er ikke usædvanligt at rigtige spørgsmål og en begrundet utilfredshed med det eksisterende system, kan medføre en reaktion der er værre end det man er utilfreds med. Det er velkendt at farisæerpartiet som Jesus gik voldsomt imod, var opstået som en reaktion på en den mangel på respekt for den jødiske religion der var dengang. Men som Jesus gentagne gange viste, så var deres måde at løse det på direkte ubibelsk. De troede det handlede om at leve et moralsk godt liv, og satte dermed sig selv op på en piedestal som gjorde dem bedre end andre mennesker.
Et andet fænomen i historien som viser at der er en faldgrube her, er de i dag meget omtalte ørkenfædre. Hvis man kritiserer ting som kontemplativ bøn i kirkerne i dag, får man eksempelvis at vide at det er noget man finder helt tilbage til ørkenfædrene. Men det er ikke et argument for kontemplativ bøn. Det er reelt set et argument imod kontemplativ bøn. Lad os se lidt på hvem de var.
Ørkenfædrene kunne se at en del af kirken dengang i 200-tallet var begyndt at gå på kompromis med romerriget. Det var en udvikling som nogen ikke brød sig om af naturlige grunde. Der måtte ganske rigtigt gøres noget. Men nogen af dem der var kritisk over for disse kompromisser gik istedet ud i ørkenen, og adskilte sig dermed fra samfundet. Alt andet lige, behøver der ikke være noget galt i at gå ud i ørkenen. Det gjorde Johannes Døberen også, og folk tog ud til ham for at blive døbt. Men det der skete for ørkenfædrene derude var at de ifølge Edvard Conze (afdød professor fra Oxford) kom i kontakt i ørkenen med østlige handelsrejsende. Disse handelsrejsende havde en panteistisk religion, og havde derfor en anden måde at dyrke deres guder på, end kristendommens måde at dyrke Gud på. Ikke desto mindre blev ørkenfædrene inspireret af at se disse folk søge ind i det åndelige ved hjælp af metoder som var dem fremmede. Men de tog dem til sig.
Det ses også at der er store ligheder mellem det man kalder kirkelig kontemplativ bøn, og den form for åndelighed vi ser i panteistiske religioner som buddhisme og hinduisme. Men det har sine årsager, og derfor er det heller ikke noget der skal være plads til i en evangelisk kirke. Lad mig springe emergent church bevægelsen over, dem har jeg skrevet så meget om i forvejen at jeg ikke vil bruge tid på dem her. Men henviser bl.a. til bloggen.

I Danmark
I Danmark har der været mange små forsøg på at gøre op med en kirke der er på vildspor. Men uhyggelig mange af de forsøg, er gået i vasken. Derfor er det af ret stor betydning at vurdere om de argumenter man bruger til at forlade ens kirke er i orden (kommer jeg ind på næste gang), og om ens idé til at løse det er i overenstemmelse med bibelen. For det er lige præcis på det sidste område at jeg ser gentagne gange at fejl er sket. Man ønsker at lave noget nyt, noget bedre, men i al ens iver for at skabe en ny og bedre kirke, glemmer man hvad Gud allerede har sagt om sin kirke. Og der står meget om hvordan den skal være i bibelen. Gud er bestemt ikke tavs omkring den måde Han vil tilbedes på. Gud ønsker ikke at kirken er struktureret efter måder som er opstået i folks hoveder efter folks ønsker, men i overenstemmelse med Hans ord. Hvad der her menes vil jeg vende tilbage til i et senere indlæg.
Nogle skræmmende eksempler i Danmark på folk der er gået ud af kirkerne af tilsyneladende gode årsager, men har endt i noget der er værre end det de kom fra, er eksempelvis den meget tillukkede gruppe kaldet “Lys og Salt” og den mystiske mand Kim Andersen fra Tagryggen.dk (læs mere her). Begge er eksempler på folk der har isoleret sig fra hvad der ellers foregår i dansk kirkeliv. Ja, der foregår ganske rigtigt meget forkert, men bare fordi noget er forkert, behøver det ikke være alt der er forkert. Men nu er det heller ikke kun disse små isolerede tilfælde der kan være faldgruber. Det kan også være den måde man vælger at bygge en kirke eller menighedsfællesskab op på der kan være forkert. Her er eksempel på hvad en velkendt forkynder har skrevet om dette:

“Jeg kender mange, der har startet en menighed med længsel efter noget andet og efter virkelig at skabe disciple, men efter noget tid sidder de med en halvdød menighed, som de underholder søndag efter søndag, uden at der rigtig kommer disciple ud af det. Hvorfor det? Jo, fordi deres kirkekultur hindrer dem i at gøre det, Gud ønsker. De starter oprigtigt med store drømme, men de ender med det, de absolut ikke ønskede. De ender med det, de netop flygtede fra, og som var årsagen til, at de i første omgang var startet. For mig er det helt klart den sværeste opgave – at få kirkekulturen ud af os.”

Problemet med en sådan udtalelse er at det ikke er kirkekulturen der er en hindring for os, når vi skal starte nye fællesskaber op. Nej det er selve tilgangen der er helt forkert her. Og dermed er det ikke et godt råd som vi her får. Den er ligeså forkert som ideen om at man kan starte gode kirker op, ved hjælp af et eller andet smart koncept fra USA eller lignende. For de forsøger jo også at gøre op med folks “kirkekultur”. Så nej, det er ikke vores kirkekultur der er hindringen, men vores forståelse for hvad et menighedsfællesskab er, og hvordan Gud ønsker det fællesskab skal være.

Jeg vil prøve i denne serie at pege på hvad det er vi kan gøre istedetfor, og hvordan vi kan undgå at nye fællesskaber dør ud. Men først vil jeg gennemgå hvad der skal til for at finde ud af om man virkelig skal forlade sin menighed. For som jeg skrev sidst er det en meget alvorlig sag. Se link her. Men jeg vil også komme ind på hvordan man kan (og nærmest skal) kigge sig om efter andre mulige kirker at komme i, førend man tager skridtet og starter nye fællesskaber op.

Categories
Brevkassen Kirke Livet som kristen

Årsager til at forlade sin kirke 1 (Kødelige argumenter)

´

Som en fortsættelse på det jeg skrev om i indlæg nr 1000 har jeg valgt at tage fat i det farlige emne “Hvornår skal jeg forlade min menighed?”. Når jeg skriver farlig, så er det ikke for sjov, for det er en særdeles alvorlig sag, som man ikke skal tage let på. Derfor er det også med stor frygt at jeg skriver dette. For det er et område hvor man skal passe på ikke at tage alt for hurtige beslutninger. Hellere gå en mil for meget, end en mil for lidt. Så lad mig starte med at give nogle eksempler, på hvad der helt sikkert ikke er gode argumenter for at forlade sin menighed. Og dem jeg kommer med her, er ikke taget ud af luften, men kommer fra virkeligheden.

Argumenter der ikke duer:
“Kirken har købt en ny støvsuger til 3000 kr”. Ja, det kan godt være at du synes det var penge som sagtens kunne bruges bedre, og det har du sikkert ret i. Men at nogen ledere kommer til at bruge kirkens midler på en mindre fornuftig måde (ifølge din vurdering) skal Gud nok dømme. Dertil burde man spørge sig selv, hvor mange gange man selv har kommet til at købe noget man ikke fik brug for. Eller bare købte noget der var for dyrt i forhold til brugsmuligheden. Jeg ville her være ligeså skyldig som den menighedsledelse der har brugt pengene inefficient her. Så nej halvdårlig administration af penge holder ikke som et argument for at forlade sin menighed.

“Præsten siger vi skal hilse på hinanden”. I nogle kirker er folk ret gode til at hilse på hinanden i forvejen. Men der findes præster der kan finde på at indføre det som et ritual under gudstjenesten. Det kan godt være du finder det tåbeligt, og formynderisk, som om du ikke selv er i stand til at hilse på de andre i kirken. Men det er ikket et godt argument for at forlade sin menighed. Hvilket naturligt fører os til det næste punkt.

“Jeg synes præsten er irriterende”. Hmm det sker at præsten taler for længe, det sker at præsten kommer til at sige noget dumt (både fra prædikestolen og andre steder). Dertil kan det være at præsten bare har en måde at være på, som ikke lige tiltaler dig. Han er måske ikke som den forrige præst, som altid brugte mindst 10 minutter på at tale med dig efter gudstjenesten, eller hvad det nu lige var du var så glad for ved ham.

“De andre i kirken er irriterende”. Ja, det behøver ikke kun være præsten der er irriterende. Det kan alle de andre også være. Hvad mon de andre tænker om dig mon? Men at de andre i kirken er irriterende, er ikke et argument i sig selv for at flytte. For kirken er fyldt med syndere der er frelst af Guds nåde, og sådan er det også i de andre kirker. Sådan er det jo forresten også med dig og mig. Men at være frelst, er ikke ensbetydende med at vi ikke kan være irriterende mere.

“De synger for lang tid i kirken”. Ja, det kan godt være at der er flere der er enige med dig i det, og i så fald så må I gå til ledelsen om det, hvis I finder det alvorligt nok til det. Men at folk synger for meget i kirken, er et dårligt argument. Men selvom sangene er ubibelske er der ikke argument nok til at forlade sin menighed. Det vil istedet give anledning til at snakke med ledelsen om hvad evangeliet er, og sætte det i forhold til de sange man synger. Hvilket bringer os videre til hvornår der kan være grund til at overveje at forlade sin menighed. Og læg venligst mærke til at jeg skrev overveje, hvilket ikke er det samme som at forlade den.

En evangelisk kirke
Jeg kunne jo fortsætte fra nu af og i meget lang tid med at remse dårlige argumenter op. Men det som er vigtigt at få vurderet i disse sager er en sand og bibelsk fokus på evangeliet. Der kan være grund til at forlade sin menighed, når evangeliet ikke blive prædiket, og når der bliver prædiket vranglære. Men selv når det sker, er der ting som man skal passe meget på med, førend man tager det meget store spring. For som jeg skrev i starten, så hellere gå en mil for meget, end en mil for lidt. Det tror jeg er vigtigt i denne sammenhæng. Men hvor meget er den mil så? Det er det store spørgsmål, og her kan vi også have forskellige vurderinger. Men et spørgsmål som er vigtigt at vurdere her er at vurdere om de kirker som kalder sig kirker, hvor mange af dem som reelt set er Guds kirker. Og skal man forblive i en kirke som ikke er Guds kirke? Hvor lang tid kan man støtte sådan et system, og er det i orden?

Da dette er en ordentlig portion at gå i gang med, vil der komme andre indlæg som er udenfor emnet i den næste måneds tid. Jeg er bl.a. ikke færdig med sagen om Frikirkenet, se eksempelvis indlægget “Er der plads til evangeliet hos Frikirkenet?“. Plus nogle andre ting, så dette vil blive en serie som vil blive taget i små bidder. Men det jeg godt vil skrive om er hvor langt man bør gå med folk som er på vildspor (og det kan være meget langt ifølge bibelen), men også hvordan man kan finde en ny og bedre menighed, og hvornår det kan være tid til at starte menighed sammen med andre, samt hvad det er vigtigt at have fokus på når man gør det. For der er desværre alt for mange fatale historier fra folk der har prøvet det. Men måske er der en årsag til at flere af disse initiativer er endt dårligt.

Categories
Bibelen Evangelisation Evig dom Falsk Lære Himlen Hvem er Gud? Kirke Kommentar til medierne Korset Livet som kristen Mirakler Omvendelse Overfladisk kristendom podcast Prædikener Synd vækkelse

Jubilæum på Omvendelse.dk Indlæg nummer 1000

Nu har jeg skrevet på denne blog i over tre år, og det er blevet til 1000 indlæg med den her. Så jeg tænkte at det gav anledning til at kigge tilbage, og give læserne et indblik i hvad der sker bag kulisserne, og hvilke frugter denne hjemmeside muligvis har været med til at frembringe.

Forudsigelse
Da jeg startede Omvendelse.dk vidste jeg godt at det kunne skabe problemer for mig. Jeg var vidende om at mange i kirkerne ville være utilfredse med de ting jeg skrev om, og dermed vidste jeg godt at det ikke ville øge min popularitet. Det havde jeg fundet ud af da jeg begyndte at prædike evangeliet klart og ikke mudret eller ændret, det skabte en modstand jeg var blevet overrasket over, men ikke desto mindre vidste jeg det var den rigtige måde. Så det var ikke med den store lyst at jeg gik ind i dette arbejde, for jeg har ikke en indre drivkraft der går efter at blive upopulær. Jeg vidste bare at jeg var nødt til at gøre det alligevel. Mit højeste mål for denne hjemmeside har været at vise hvad evangeliet er, og hvad evangeliet ikke er. For det er lige præcis her, at den største mangel i det danske kirkeliv er. Alt for mange kristne og kirkegængere har glemt hvad evangeliet er, og er heller ikke i stand til at forklare det. Derfor har jeg gjort en del ud af at lægge prædikener på hvor evangeliet er en naturlig og bærende del af forkyndelsen. Plus at jeg her har lagt links til højre som linker til hovedsiden, som er langt mere evangeliserende end bloggen.

Også i de prædikener som umiddelbart har handlet om hvad der sker når vi ikke prædiker evangeliet, har jeg sørget for at evangeliet er den afgørende del. Hvorfor har det været så vigtigt for mig? Svaret er enkelt. Charles Haddon Spurgeon, en af de største prædikanter kirkehistorien har kendt til, var netop kendt for at ligegyldig hvilken bibeltekst han brugte, så kunne han se evangeliet i den og sørgede for at det var evangeliet der blev forkyndt udfra den tekst. Og sandheden er ogs¨at evangeliet er at finde i hele evangeliet, hvis bare vi kigger ordentligt efter. Men alt for mange prædikanter har fået Guds ord til at handle om at have et godt liv, få en bedre økonomi, få bedre venskaber osv. Udemærkede ting, men hvis de bliver forkyndt uden evangeliet, bliver det til lov istedetfor. Lov uden nåde vel at mærke. Der er brug for at danske præster vender tilbage til at prædike evangeliet, også selvom de ved at det vil betyde at store dele af menigheden vil forlade dem. Fordi mange af dem ikke ønsker at høre evangeliet. For evangeliet er en anstødssten, for dem der ikke tror, men til frelse for dem der tror.

Jeg er ond
Det er også noget jeg er klar over i det arbejde jeg får lagt her på bloggen. Der er nogen der tror at for mig handler det kun om at komme med historier om en frafalden kirke. Det være langt fra, jeg kunne skrive langt mere om dette, men jeg skal passe på ikke at overfokusere på det der er forkert, det vil betyde at jeg mister balancen (og det har der til tider været tendenser til). Jeg ved at der findes folk der læser denne blog af netop de årsager, og hvis man kun gør det, så har man et problem. For det handler ikke kun om hvad andre gør forkert, jeg er jo selv en synder og derfor skal en kristen passe på ikke kun at pege på andre. Vi er også nødt til at pege på os selv. Det skrev jeg engang om på et tidspunkt hvor læsertallene var steget til et ret højt tal. Da jeg havde så mange læsere tænkte jeg at det var på tide at pege på hvem vi mennesker virkelig er, og så bagefter pege på hvad Jesus har gjort for os. Det gjorde jeg i indlæggene Jeg er ond og Jeg er ond, men Gud har alligevel valgt at elske mig.
Efter at have skrevet dem, faldt læsertallet med en trediedel. Og det kunne ses et pænt stykke tid efter. Alt andet lige var det interessant at se, at bedømmelse vil man godt have af andre, men når det kom til en selv blev det for meget. Heldigvis lever jeg ikke af høje læsertal, da det ikke er en reklamefinansieret hjemmeside det her. Plus at jeg heller ikke får tiende fra folk der læser på bloggen. Men en præst der er ansat i en kirke med en presset økonomi (og dem er der faktisk mange af) kan desværre føle sig nødsaget til at holde det klare evangeliske budskab tilbage, for at beholde folk i kirken. Men sagen er stadig den, at en dag skal vi stå foran Gud og der stå til ansvar for vores måde at forvalte vores tjeneste på, ikke for hvor mange penge der kom ind i tiende. Den præst der ikke prædikede evangeliet i frygt for at mennesker skulle udvandre, vil blive kaldt en dårlig og utro tjener. Det ønsker jeg ikke for nogen præster, derfor har jeg også valgt at formane og opmuntre til at forkynde det vidunderlige smukke klare evangeliet igen.

Men er det sandt?
Så er vi tilbage til indlæggene igen. Dem som mange er blevet vred over. Her vil jeg godt indrømme at jeg godt kunne have skrevet mange af dem meget bedre, jeg vil også godt medgive at nogen af dem er skrevet i kødet. Det ville være dumt at tro andet, når man har skrevet 1000 af dem. Nogen af dem må være skrevet i kødet, da jeg har en syndig natur. Nogen af dem kunne jeg også have skrevet pænere, mens andre kunne jeg godt have skrevet mere klart. Jeg er et syndigt menneske som Jesus i sin nåde har frelst fra et liv i synd, elendighed og håbløshed, men jeg har stadig en syndig natur som bestemt kan påvirke måden jeg skriver på. Men spørgsmålet er ikke kun om måden jeg har skrevet det på, eller tonen jeg har i det (selvom det kan have betydning). Nej, det der er mest væsentligt her er om det jeg skriver er sandt. For hvis det er sandt, så er der mange præster der har et stort problem overfor Gud og deres menighed. Hvis det ikke er sandt, så er det mig der har et problem overfor Gud. Og et ret stort et faktisk.
Jeg har sat en ære i at der er mulighed for få en dialog. Jeg vil meget gerne i dialog med dem der er uenige med mig. Flere gange har det også medført nogle gode debatter. Nogle gange negative. Nogle få gange har det medført at jeg har fjernet indlæg jeg har skrevet. Hvis jeg pga en læser finder ud af at jeg har været for hurtig til at konkludere, så vil jeg også godt vise at jeg har taget fejl. Og helt ærlig efter 1000 indlæg, så må der være nogen af dem der står noget forkert i. Men jeg har også haft debatter med folk der var uenige, men efter et stykke tid har givet mig ret. Nogle af disse debatter har foregået i kommentarerne, mens andre på mailen. Men nu handler det ikke om jeg har ret eller ej. Men om det der står i Guds ord er sandt eller ej. For lige præcis her, ser jeg også at liberalteologien har invaderet kirker der engang var evangeliske. Guds ord er blevet til noget man kan diskutere hvad betyder, istedetfor at vise hvad betyder. Jeg ønsker at vise hvad Guds ord betyder, uden at bøje det til ukendelighed for at få det til at passe ind i mit lille hoved. Mit hoved er ikke godt nok dertil!

Frugter
En anklage jeg ofte har hørt, er at jeg bringer splittelse med mine skriverier, at jeg ikke skal dømme, og at der ikke er nogen frugter af mit arbejde. Den med splittelsen skyldes ofte at man ikke har en bibelsk forståelse af splittelse der er i orden, og splittelse der ikke er i orden. Derfor skrev jeg Paradokset om splittelse for at få klarhed over den forvirring som findes på det område. Til dem der siger døm ikke kan jeg anbefale at læse denne pupolære satiriske post som giver en tankevækkende vinkel. Eller læse hvad John MacArthur siger om folk der siger sådan:

“Folk som ikke ønsker at deres udsagn skal granskes, folk som ikke ønsker at blive holdt ansvarlige for det de prædiker eller tror på, folk som ikke ønsker at få at vide at de tager fejl, de kommer altid med dette bibelvers: Døm ikke for at I ikke selv skal dømmes.”

Så kom vi til frugterne. Har denne side nogen gode frugter? Jeg ville synes at det er for meget at påstå at denne side har skabt en hel masse gode initiativer i Danmark. Men den har været brugt til det, men det er ikke til at vurdere fra min side hvor meget af det kommer fra arbejdet på denne hjemmeside, og hvor meget fra anden side. Men jeg kan nævne noget som sammen med andre tiltag har været en frugt. Der har været mange kristne i Danmark som har fundet ud af at de ikke er de eneste der kan se der er noget fuldstændig galt med de moderne kirker i Danmark. At finde ud af at der er andre der mener som en selv, er både en trøst, og også med til at skabe en lyst og et håb om tilbagevenden til evangeliet. Der er også opstået initiativer rundt omkring. Folk mødes, studerer bibelen og beder sammen. Som følge af at folk er kommet i kontakt med hinanden igennem denne side, er der nogen der startede kirke op i Bjerringbro. En kirke jeg selv blev medlem af, efter at blive ekskluderet som forkynder i en anden kirke pga min juleprædiken sidste år. Og der ser ud til at være flere på vej. Der har været to sommerlejre medgode bibellærere som Paul Washer, Charles Leiter og Peter Hammond, plus et seminar med Justin Peters. Der er også folk der er begyndt at turde stillle spørgsmål til deres præst. Som har gjort opmærksom på de forkerte ting der foregår i kirken. Det er ikke altid det er blevet modtaget så godt, men det er vigtigt at disse ting bliver taget op, så lederskabet bliver husket på hvad der står i Guds ord. Og her har jeg fundet ud af at langt flere ledere end forventet har et fuldstændig forkert forhold til udsagnet “Rør ikke Guds salvede”. For det betyder ikke at man skal afholde sig fra at give bibelsk konstruktiv kritik.
Så er der også dem som takker for min anmeldelse af bogen “Hytten”. Bogen som folk har gjort til en moderne Pilrimvandringen, selvom det er to vidt forskellige guder de skriver om. Pilgrimsvandringen handler om bibelens Gud, det gør Hytten ikke. Foruden de andre bedømmelser jeg har af bl.a. Rick Warrens vrøvl og Joel Osteens ekstreme manipulering af Guds ord m.v. Disse bedømmelser som jeg har sørget for er dokumenterede, har også gjort at præster nogen steder ikke usagt har kunne promovere disse tåbelige bøger. Folk har bl.a. siddet i studiegrupper (som før studerede Guds ord) som havde fået at vide de skulle læse en bog af Rick Warren, undersøgt skriftstederne og fundet ud af at Rick Warren ændrede skriftens betydning. Det har givet mange debatter i de studiegrupper. Debatter som har skabt splid, men vel at mærke en splid som er nødvendig (læs Paradokset om splittelse. Men en ting som jeg anser som rigtig vigtig, er at denne hjemmeside har været med til at vise hvad evangelisation er. Det er nemlig ikke at være “relevant kirke” eller lave en masse socialt arbejde. Ikke at der er noget galt med socialt arbejde, men uden evangeliet er det tomt. Evangeliet er enkelt og det kan forkyndes så det giver mening. Noget som Ray Comfort har været en spydspids for, hvilket man kan se i den berømte video “Hells best kept secret”.

Sandheden om mig
I de tre år jeg har kørt denne hjemmeside, har jeg indimellem fundet ud af at der går nogle underlige om hvem jeg er. Rygter, halve sandheder, udokumenterede anklager o.l. Det er hvad man må leve med, når man viser hvad en lige pind er, og hvad en skæv pind er. (Den lige pind er evangeliet, de skæve pinde alt muligt andet).For hvad skal folk gøre ved det? Det nemmeste her er at komme med nogle dumme historier om hvem en er, og sørge for at de får en til at virke utroværdig, og dermed håbe at folk ikke vil læse hvad jeg skriver. Det har dog ikke hjulpet. For mange folk kan efterhånden godt se, at det jeg har advaret om, i dag er ved at ske for øjnene af os. Som når Frikirkenet eksempelvis inviterer en New Age filosof som hovedtaler til deres lederkonference. Hvem havde troet det for bare få år siden. Det er lige præcis den slags jeg har advaret om ville ske, hvis vi ikke snart omvender os fra vore ubibelske veje.
Jeg har ikke brugt så meget tid på at fortælle om mig selv, eller give modsvar på de underlige historier jeg hører. For jeg vil godt passe på med at prædike mig selv. Jeg synes der er for mange der bruger mere tid på at prædike dem selv, istedetfor at prædike Jesus. En der var kendt for det var den falske profet William Branham. Det der var kendetegnende for ham var at han elskede at fortælle hvad Gud havde sagt personlig til ham, hvad han havde oplevet af åndelige oplevelser her og der, og hvordan Gud brugte ham. Jeg får simpelthen spat af at høre folk tale sådan. Men dem er der rigtig mange af i dag.
De taler mere om hvad Gud har sagt til dem, hvad Gud har brugt dem til, og hvor tæt de lever med Gud. Hallo, det skal vi andre nok selv kunne finde ud af at vurdere om I gør. Hvad med at prædike Kristus i stedet for. Det handler nemlig ikke om hvordan I bliver brugt, men at Jesus bliver prædiket som død korsfæstet og opstanden. Folk der prædiker sig selv, har en kraftig tendens til åndelig arrogance, og det har jeg mange eksempler på.
Ikke desto mindre tror jeg tiden snart er inde til at fortælle mere om de ting jeg har oplevet igennem de sidste fire år. For jeg tror det kan være en hjælp til folk der står og er splittede over hvad de skal gøre i den kirkesituation de pt er i. Ikke at alle skal gøre som mig, men de tanker jeg har haft om det (forkerte og rigtige), og hvordan andre har gjort, kunne måske være en hjælp. Jeg ønsker dog ikke at gøre det uden at have det underbygget af Guds ord, netop for at undgå det bliver at “prædike mig selv“. For mine tanker og oplevelser er ikke en autoritet. Det er stadig Guds ord der er det. Dertil tror jeg heller ikke at det at jeg fortæller min historie vil stoppe de skøre historier jeg hører om mig selv. Det er bare sådan en ting jeg må leve med.

En bøn om vækkelse
Hvis du er en kristen, så brug din tid fornuftigt. Find ud af hvad Guds vilje er, hvad Guds vilje er for dig, og det finder du ud af ved at gå ind i vækkelse. Hør hov, kan jeg bare gå ind i vækkelse? Ja, du kan bede Gud og at vække dig, og når Han gør det (for det vil Han gøre hvis du beder Ham om det), så vil Han give dig en lyst til at søge Ham, igennem Hans ord. For sand vækkelse har altid vist sig at være kendetegnene ved en tilbagevenden til bibelen. Vækkelse kommer ikke ved at lave “relevante kirker”, “superåndelige kirker”, eller gøre det popsmart at være kristen, eller holde gospelkoncerter med dygtige sangere der ikke er født på ny. Sand kristen vækkelse har altid været kendetegnende ved at kirken har vendt tilbage til den bibelske forkyndelse, og når folk har hørt den har mange ikke kunne stå imod. Fordi Gud velsigner ved sit klare ords forkyndelse.
Den ser vi også i den største bibelske vækkelse der nogensinde har været. Den har jeg bl.a. prædiket over i kirken som jeg blev ekskluderet fra. Det er en den vi finder i det gamle testamente, om kong Josija som finder skriften frem igen, efter mange års fravær. Hvad det medfører kan man høre i denne prædiken “Josijas og den største vækkelse i det gamle testamente”.

Ja det blev et langt indlæg, med mange links. Jeg regner dog ikke med at de næste tre år vil medføre 1000 nye indlæg. Jeg har ikke den samme tid som før. Jeg har kone og tre børn som har førsteprioriteten, jeg er ved at videruddanne mig på Uni ved siden af mit arbejde, jeg prædiker i kirken jeg kommer i, og er med i netværket “Tilbage til bibelen“. Dertil er jeg madinteresseret, og har mine små hobbyer i form af gamle musicals og tyske film fra tyverne og trediverne (kald mig bare underlig). Så der er nok at se til. Men jeg ønsker at fortsætte med bloggen her, men ville ønske at der var flere der tog initiativet til noget lignende. Men vel at mærke folk der også elsker Guds menighed, har en god teologisk forståelse og en brand efter at fortælle andre sandhedenog advare imod den kommende dom. Noget de vil gøre på grund af deres kærlighed til Ham der gav sig selv for os på Golgatas kors, så vi kunne få evigt liv hos Ham i Himmelen. Amen.

Categories
Bibelen Kirke Livet som kristen

Charles Leiter om bibelsk ledelse af menigheden

Midt i al debatten om Frikirkenet som har inviteret en New Age filosof som hovedtaler til deres lederkonference (se dette link for mere information), så er det jo nemt nok bare at sige det er forkert. Hvad med at finde noget om bibelsk ledelse istedetfor? Der kom jeg heldigvis i tanke om at vi i sommeren 2009 havde besøg af Charles Leiter og Paul Washer på Tilbage til Bibelens bibellejr. Der havde Charles Leiter en god og fin gennemgang af bibelsk ledelse, som var til stor velsignelse for os.

Charles startede med at gøre op med mange af de misforståelse vi har omkring bibelsk ledelse, og definerede udfra bibelen hvad bl.a. en ældste og en menighedstjener er, og hvad det samtidig ikke er. Der var mange ting som vi havde brug for at få sat på plads, pga de traditioner vi efterhånden er blevet vant til. Men det var ikke bare en teoretisk undervisning Charles holdte. Han er en praktiker, og har mange års erfaring som ældste og bibellærer. Det betød at dette var en undervisning, som var nem at tage til sig. Fordi den var bibelsk funderet, og fordi den blev leveret af en mand som havde levet i det i mange år.

Hvis du ønsker at høre hvad bibelsk ledelse handler om, og høre det fra en der bygger på bibelen, så kan jeg stærkt anbefale dig at høre Charles Leiter i denne prædiken.