Category: Kirke

Categories
Falsk Lære Kirke

Derfor skulle John Piper ikke invitere Rick Warren

Det er nok flere af læserne her, som er vidende om at den anerkendte bibellærer og pastor John Piper, har inviteret manden bag den ubibelske bog “Det målrettede liv” forfatter og pastor Rick Warren til at tale på den kommende Desiring God konference i år. Jeg er blevet spurgt om hvad jeg mener om det, og hvorfor. Her er mit svar.

For det første er jeg ikke overrasket over den udvikling som John Piper viser her. Han har i forvejen i et stykke tid samarbejdet med “The cool cursing pastor” Mark Driscoll. En mand som har en god teologi, men taler grimt, og har nogle deciderede farlige udmeldinger om sex. Jeg ved at John Piper er blevet konfronteret med dette samarbejde af andre pastorer, men det har ikke medført nogen ændringer. Istedet ser det ud til at han bevæger sig fra evangelisk kristendom til pragmatisk kristendom (som ikke er kristendom men blot en parodi). Det har han vist dels med sin invitation af Rick Warren til denne konference, og med sine tåbelige undskyldninger for at invitere ham. Og jeg skriver ganske rigtigt med store ord her, men lad mig forklare hvorfor.

Den vigtigste grund til ikke at invitere Rick Warren, er at han ikke er kendt for at prædike evangeliet. Jeg har læst meget af Rick Warren, jeg har hørt meget af hans forkyndelse, men jeg har aldrig oplevet en forkyndelse af evangeliet. Jeg har oplevet noget humanistisk pladder, som kunne være skrevet af en hvilken som helst anden selvhjælpsguru eller psykolog, denne gang bare med bibelvers der er blevet givet ny betydning. Det har de fået fordi Warren er kendt for at tage bibelvers ud af konteksten og give dem den betydning han ønsker de skal have. For det hele handler om at have et mål med sit liv for Warren. Der er dog eksempler på at han har sagt noget der lyder evangelisk. Men det er kun noget han siger når han er sammen med evangeliske kristne som kender evangeliet. Til dem siger han at han er enig, men går så ud og prædiker noget andet bagefter.
Hvis en mand ikke prædiker evangeliet, skal man ikke sætte vedkommende til at prædike. Heller ikke selvom han er et kendt navn, og vil skaffe stor opmærksomhed eller hvad der nu driver Piper til denne beslutning.

Dårlige undskyldninger
John Pipers undskyldninger for at invitere ham er også ret søgte. Du kan høre dem i nedenstående video. Her fortæller han om et møde han havde med Rick Warren, hvor Warren fortalte at han havde læst en masse Jonathan Edwards. Edwards er kendt som den største teolog i USAs historie, og hans prædiken “Sinners in the hands of an angry God” er den mest berømte prædiken derovre. Til den oplysning burde Piper have spurgt Warren, “men hvorfor prædiker du så ikke det samme budskab som Edwards”.
Piper spurgte Warren om hvad han mente om Jesu stedfortrædende soneoffer, hvortil Warren svarede at han troede på det, men ikke prædikede så meget om det som Piper. Til det burde Piper have formanet Warren og sagt, burde du så ikke fokusere langt mere på det, end du gør, for Jesu stedfortrædende soneoffer er en naturlig eksplicit del af evangeliet?
Men hvad der også virker fuldstændig tåbeligt er når Piper begynder at forsvare Warren bog “Det målrettede liv”. Han siger nærmest at det må være en god bog, for Warren skriver jo i starten af det ikke handler om dig, men om Gud. Men har Piper egentlig læst hvad der kommer bagefter så? Har han da kun læst netop dette afsnit? For resten af bogen viser jo at det handler om mig istedet. At han starter med at skrive det handler ikke om dig, men om Gud, gør blot at nogen mister deres bedømmelseskraft, og tænker at nu må det da være en god bog. Den finte faldt John Piper åbenbart for.

I denne video kan man høre John Pipers eget forsvar. Jeg synes han gør det virkelig dårligt, og smider den troværdighed som han ellers har stået for så mange år, ud af vinduet. Der er noget galt når en bibellærer med hans viden om evangeliet, kirkehistorie og kirkelige netværk, kan finde på at mænge sig med “ny smart kristendom” som ikke er i overenstemmelse med historisk kristendom. Piper gør et stort nummer ud af at vise hvorhenne ham og Warren er enige. Områder som jeg generelt set også er enig i. Men det er sekundære områder som her skaber enighed, og ikke primære. For hvis evangeliet ikke er den bærende del af ens arbejde, så er det ikke værd at bygge et samarbejde på når det gælder forkyndelsen af evangeliet. Evangeliet er ikke den bærende del af Rick Warrens arbejde, det er istedet hans tro på at det handler om at have et formål med sit liv. Det er det vi hører Warren tale meget og længe om, men evangeliet skal man lede efter med lys og lygte. Det er for lidt til at gøre ham til et af hovednavnene til en evangelisk konference.

Hvis man ønsker at få en lidt dybere og mindre følelsesengageret vurdering af Pipers valg og forklaringer, kan jeg anbefale Tim Challies blog på dette link.

Jeg vil i et kommende indlæg at beskrive mere klart hvorfor Rick Warren er stærkt problematisk at arbejde sammen med som kristen. Det er vist på tide at få det frem igen. Hvis man er uenig i mine anklager og mener at de er udokumenterede, så kan jeg anbefale at søge på Rick Warrens navn i søgefeltet. Der vil man også finde flere af dokumentationerne.

Categories
Bibelen Endetiden Kirke Livet som kristen

Er kirken parat til forfølgelse? Når kirken forfølger kirken

”Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by.” Mattæus 23.34

Dette siger Jesus til nogle farisæere og skriftkloge, efter Han har sagt til dem at det skal gå dem dårligt fordi de afviser evangeliet, og fordi de forhindrer andre i at høre evangeliet m.m. Bestemt ikke noget de blev glade for at høre, og som nok var med til at gøre dem endnu mere parate til at korsfæste Ham. For det Jesus sagde, var reelt set at de folk som i samfundet blev anset for at være de mest hellige, og dem der mest fortjente Guds velsignelse, at lige præcis dem ville der ikke være plads til i Guds rige. Sådanne proklamationer var slet ikke i overenstemmelse med det man ellers mente i samfundet om farisæerne og de skriftkloge.

Men Jesus nøjes heldigvis ikke bare med at sige at der ikke er plads til dem i Guds rige. Han forklarer også hvorfor. Og Han peger på deres gerninger. For deres gerninger viste at de ikke tilhørte Gud. En af de gerninger Han illustrerer dette med, er at Han vil sende profeter og vise og skriftkloge til dem. Men de vil slå dem ihjel i stedet for at modtage dem. De vil med andre ord, ikke tage imod folk fra den Gud, som de siger og påstår de selv tilbeder. Det at de ikke vil tage imod Guds udsendte viser at de ikke tilhører Gud, og at de i virkeligheden blot er hyklere som ikke har åndens frugter.

Sådan var det dengang under Jesu tid. Men der er ikke noget nyt under solen i dag. Vi har også farisæere og skriftkloge i kirkerne i dag, og det er de samme slags mennesker som afviser evangeliet i dag, som dengang. Folk der kan lide at blive set på som hellige og mere kloge end andre indenfor kirkelige ting. Men samtidig ikke er genfødte kristne, der lever i ånden og dør fra sig selv. Disse mennesker leder mange af vor tids kirker. Jeg kan nævne nogle få velkendte personer. Den nu forhenværende Roskilde stift biskop Jan Lindhardt der er mest kendt for sin åbenlyse liberalteologi, og præst og forfatter Johannes Møllehave som er kendt for at være universalist, og for at leve i åbenlyst utroskab med sin nu afdøde hustru. Begge er folk der har påstået de forkyndte evangeliet og var kristne, men i deres gerninger og lære har vist at de ikke kender Gud og heller ikke Hans ord, selvom de har eksamener i det. Begge har de også haft deres opgør med folk der var sande troende, som stod fast på sandheden. En sandhed som begge disse gentagne gange har afvist med deres udtalelser og gerninger.

Piskning i synagogerne
Vi lever i et land lige nu, hvor det ikke er accepteret at man pisker folk pga deres tro. Så det er ikke noget vi oplever lige nu. Men tingene kan ændre sig. Det er sket før, og det kan ske igen. Vi kan godt risikere også i et vestligt land at der ikke er plads til at have frihed til at tro og forkynde det man selv ønsker at tro. Når det sker, vil vi også i dette land kunne opleve at kristne som holder fast i bibelens troværdighed og autoritet vil blive forfulgt af den sekulære kirke, afhørt af den sekulære kirke, og tortureret af den sekulære kirke. Og jeg skriver med vilje sekulær kirke, for den kirke der kan finde på at gøre den slags overfor Guds folk (ja det gælder også for andre folk) er ikke en kirke som tilhører Gud, men er af denne verden. Deraf ordet sekulær.

Dem der vil udøve dette vil ironisk nok tro at de tjener Gud med dette. For de vil jo gøre det i kirkeligt regi, og dermed kunne argumentere for at de udøver deres religiøse arbejde. Der vil være kristne som pga denne forfølgelse fra den kirke som de troede de hørte til, vil falde fra troen. De kan ikke få det til at passe ind i deres ”teologi” at kirken bliver forfulgt at ”sine egne”. Men Jesus har advaret os imod dette i Johannes 16.1-3:

” Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig.”

Ikke noget nyt under solen
Vi behøver altså ikke blive forvirrede over denne forfølgelse. At kristne bliver forfulgt er noget vi kristne er blevet lovet. At vi kan risikere at blive forfulgt af den sekulære kirke viser også at Jesus havde ret i sin forudsigelse. Jeg tror ikke som nogen gør, at dette kun gælder for den vestlige verden dengang den romersk katolske kirke styrede i middelalderen. Jeg tror heller ikke at det kun gælder for den tid som var på Jesu tid. Dette gælder også for os i dag. Der er ikke noget ved vores del af verden, eller den tid vi lever i, som skulle gøre at vi ikke er i risiko for forfølgelse fra en sekulær kirke. Det er en forfølgelse som vi alle kan risikere, og ikke en vi kan flygte fra ved at bede på en speciel måde, eller have en eller anden form for tro ”der er bedre end andres” sådan som nogen i trosbevægelsen fejlagtigt har indikeret. Kristne kan mener, tror jeg og er sikker på, i alle tider blive udsat for forfølgelse. Det sker på forskellige niveauer og metoder. Men hvis vi ikke er parat til at blive hængt ud som fanatikere, ekstremister, og fundamentalister med det nuværende niveau af forfølgelse fra den etablerede kirke (hvis man kan kalde det forfølgelse, ordet ekskludering er nok bedre) hvordan skulle vi så være parate til den kommende forfølgelse? Noget vi kristne må spørge os selv om jævnligt er, og vi er parat til at dø for vores tro, eller om vi trænger til at få vores tro fornyet. Det tror jeg er sunde spørgsmål at stille til sig selv, og til sine medbrødre og søstre i troen. Derfor denne korte serie.

Categories
Endetiden Kirke Livet som kristen Overfladisk kristendom

Er kirken parat til forfølgelse? NÅR den kommer

Forfølgelse er noget vi kun sjældent hører om i kirkerne i dag. Det skulle da lige være hvis man inviterer en fra Åbne døre til at komme og prædike (det kan jeg bestemt anbefale at man gør). I så fald hører vi om kristne i andre lande som er forfulgt, og så tænker vi nemt ”Ih hvor har vi det godt her i Danmark, for vi er da ikke forfulgt”. Det er dog en farlig tanke at have, for Paulus skriver til Timotheus at ”Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus.” i anden Timotheus 3.12.

Kristendom = forfølgelse
Ifølge Paulus er forfølgelse ikke noget man kan undgå som retlevende kristen. Det er noget der følger med kristenlivet. Men selvfølgelig er der gradueringer af forfølgelse. Det forekommer på forskellige områder og styrker. Men en ting kan vi være sikker på, nemlig at vi kristne er blevet lovet forfølgelse. Dette viser Jesus også er vigtigt at gøre folk opmærksomme på, når Han i lignelsen om sædefrøet fortæller, at det korn der blev sået på klippegrund som sprang hurtigt op, men blev svedet af solen, svarer til dem der kun holder ud en tid. Det er dem som når der kommer forfølgelse og trængsler falder fra, siger Han. Jesus omtaler her forfølgelsen som en selvfølge, hvilket Han gør indtil flere gange i bibelen. Han begrunder det med at hvis de kan finde på at korsfæste Ham, hvad skulle de så ikke kunne finde på at gøre ved Hans efterfølgere?

Men selvom vi er blevet lovet forfølgelse, kan vi p.t.  godt være taknemmelige for, at vi ikke nødvendigvis bliver sat i fængsel pga vores tro her i Danmark. Men en dag vil det også komme til at ske i dette land. Om det bliver i min levetid eller ej, ved jeg ikke og skal heller ikke begynde at fundere for meget over. Men jeg skal være parat til at det kan ske. For der vil komme en dag, hvor enhver der er kristen, vil blive udsat for voldsom forfølgelse. Det ser vi bl.a. i Markus 13.9-13 hvor Jesus siger:

Men tag jer i agt! Man skal udlevere jer til domstolene, og I vil blive pisket i synagogerne, og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem. Først skal evangeliet prædikes for alle folkeslag. Og når de fører jer for retten, skal I ikke på forhånd bekymre jer om, hvad I skal sige; men det, som bliver givet jer i samme stund, det skal I sige; for det er ikke jer, der taler, men Helligånden. En bror skal udlevere sin bror til døden, og en far sit barn, og børn skal rejse sig imod forældre og få dem dømt til døden. Og I skal hades af alle på grund af mit navn. Men den, der holder ud til enden, skal frelses.

Et ord der er værd at lægge mærke til her er ordet NÅR. Der står ikke hvis de fører jer for retten, men når de fører jer for retten. Dette er altså ikke noget vi kan bede os fri for på dette tidspunkt. Der vil ikke være nogen åndelige kampsbønner, eller nogen smarte bibelske metoder til at leve et liv i overhalingsbanen med masser af succes, og heller ikke nogen juridisk undtagelse her som vi kan benytte os af her. De kommer og de vil hente os fordi vi er kristne, og har Jesus til Herre. Dette vil være en tid hvor der er plads til at være muslim, buddhist, ateist, m.v. Men der vil ikke være plads til folk der har sat Jesus på førstepladsen (se hvorfor i forrige afsnit her).

Nu kunne vi tænke at det forhåbentlig ikke sker i vores generation. Det kan jeg personligt ikke se noget galt i at tænke, men en ting der er vigtigere er at vi skal vide og være parat til at dette kunne ske i vores generation. Det kunne ske for dig og mig. Og hvis det bliver i vores tid, er vi så parate til at det skulle komme så vidt? Hvis vi ikke er parat til at blive forfulgt med den smule omkostninger det har for os i dag at leve et gudfrygtigt liv, hvorfor skulle vi så være parate til forfølgelse når det bliver meget voldsomt? Betaler vi kristne prisen for at efterfølge Jesus i dag, eller forsøger vi at undgå at betale den pris som andre gudfrygtige kristne betaler? Er det overhovedet spørgsmål vi tør stille os selv? Og hvad er det for en kirke der ikke gør folk parate til den forfølgelse som vil opstå på et tidspunkt? Er det en kirke der opfylder Jesu ord?

Se fortsættelsen som handler om Hvem der forfølger i det kommende afsnit.

Categories
Endetiden Kirke Livet som kristen

Er kirken parat til forfølgelse? Men hvorfor bliver kristne forfulgt?

Hvis man har fået at vide at det at være en kristen betyder at man får et bedre, rigere , mere spændende, ja tilmed sjovere liv og så erfarer at kristenlivet faktisk er fuld af modstand, hvad så? Her tror jeg desværre at vi har en stor del af svaret på, hvorfor folk falder så hurtig fra efter en en omgang “instant christianity”. Hvad det er kan man se på dette link. Folk er simpelthen ikke forberedt på at kristendom ikke fungerer fantastisk godt med denne verden, og slet ikke at den kristne også vil opleve en indre kamp. En kamp mellem vores kød og vores ønske om at leve til Guds ære. Kødet og ånden kæmper imod hinanden, hvilket er noget man også bør forberede folk på før de vælger at blive kristne.

Parat til at dø? Hvorfor skulle jeg være det?
Jesus advarede Hans efterfølgere om at det kunne koste dem livet. Han fik også folk som gik i døden for Ham. Men hvordan vil folk i kirkerne i dag forholde sig til forfølgelse? Måske skulle man se på hvad forfølgelse egentlig er, og hvordan den viser sig. Den første kirkes forfølgelse handlede ikke så meget om at de troede på Kristus. Der var plads til at tro på hvad man havde lyst til, bare man også anerkendte at Kejseren var Gud. Som borger i romerriget kunne man risikere at blive hentet af soldater, der tvang en til foran en figur af kejseren eller noget andet der skulle symbolisere kejseren, at sige “Domitian er Herre” (dengang Domitian var kejser). Hvis man ikke sagde det, mistede man hovedet.
Det var altså ikke selve det at man havde sin egen tro, der var noget galt med. Men at ens tro ikke godkendte og accepterede andre trosformer som gyldige. Ikke dermed sagt at kristne ikke kan leve side om side med folk som tilhører andre religioner. Det er jo nærmest kun i lande som bygger på kristne værdier at man finder plads til religions- og ytringsfrihed. Men kristendommen levner ikke plads til synkretisme (ord for at Gud findes i alle religioner). Men i den kristne tro er der kun plads til en Gud, og det kunne det romerske rige ikke acceptere. Man ville ikke leve med at nogen mente at der var en højere magt end romerriget selv.

Det er de samme årsager der findes i dag til forfølgelse. Det ser vi eksempelvis i det kinesiske samfund. Du kan godt finde kirker som ikke bliver forfulgt at staten der. Det er de kirker der er godkendt og autoriseret af den kinesiske stat. De er med andre ord underlagt staten. Men de kirker som ikke er autoriseret af staten, oplever gentagne gange forfølgelse. Hvorfor nu det? Den består jo ikke af kriminelle, eller terrorister som forsøger at undergrave staten. Men tværtimod af lovlydige borgere som ikke forsøger at skade staten. Men alene det at der er grupper i befolkningen som har en autoritet som er højere end staten selv, er noget som den kinesiske stat frygter. Man vil ikke høre tale om en autoritet højere end dem selv.

Når vi ved dette, så betyder det at forfølgelse af kristne også vil kunne finde sted i den vestlige verden. For nu kan vi se at det ikke handler så meget om ytrings- og religionsfrihed. Men om at kristne kan få lov at til at have en autoritet der er højere end staten, eller endog kirken. Når man ikke længere kan acceptere at kristne fortsat ikke vil anerkende abort, stadig ikke vil anse ægteskab mellem homoseksuelle som et ægteskab (uden at det er et forsøg på at forfølge homoseksuelle, men blot et forsøg på at holde fast i det der står i Guds ord), og heller ikke vil anse andre religioner som værende troværdige, så er tiden inde til forfølgelse her også. Vi vil på trods af at det er fra kristne at ideer om ytrings- og religionsfrihed er opstået, blive anklaget for at indskrænke det selvsamme. Og blive anklaget af folk der er blinde for at de selv indskrænker ytrings- og religionsfriheden med deres mangel på anerkendelse af kristnes måde at tro på.

Fortsættes….

Categories
Kirke Livet som kristen Overfladisk kristendom

En sekundær Jesus

Jeg har siddet og kigget lidt på hvordan andre kirkelejre bliver annonceret i år. Og det var ikke noget jeg blev opmuntret af. For at sige det på dansk, så var der langt mellem snapsene. Jeg fandt en spændende lejr som jeg synes så ud til at være bibelcentreret. Det var den der bliver holdt af Nyt Liv. Den kan ses på dette link: Nyt Livs bibellejr. Derudover er der selvfølgelig også Tilbage til bibelens lejr som man kan se på dette link Bibellejren Resurection Reformation med Peter Hammond. Jeg tror bestemt der er flere gode lejre, men de er efterhånden svære at finde.
Når man kigger på hvordan de enkelte lejre promoverer sig, så er der en ting der slår mig; hvor er Jesus henne? Det er som om at det langt mere handler om have en fed lejr, med godt sammenhold, masser af aktiviteter, fest, god mad, sjove indslag, sej musik. Undervisningen bliver heller ikke promoveret som om den handler om Jesus. Det handler mere om ledelse, hvordan opnår man bedre fællesskaber, hvordan engagerer man folk mere, hvordan kan kirken være “relevant” i en ny tid, og så videre og så videre. Men Jesus, Ham hører vi kun om som en sekundær person. Jesus har fået en anden plads, og Hans ord er blevet sat hen på den bænk hvor de ensomme dansere sidder og venter forgæves på en der vil byde dem op til dans.

Hvorfor ?
Hvorfor skulle man egentlig tage på en “bibellejr” hvor der ikke er fokus på bibelen? Jeg har ikke rigtig ord for hvor målløs jeg er overfor dette. Hvorfor i alverden bruger man tid på at arrangere disse store lejre, hvor fokus er blevet på sekundære områder, men hvor kirkens hovedperson, istedet er blevet udskiftet med de sekundære områder? Hvorfor er der ikke længere plads til evangeliet på disse lejre? Er der da noget der er vigtigere end evangeliet?
Nogen vil måske spørge hvad det er for lejre jeg mener her, men jeg vil i denne omgang lade være med at linke til dem jeg taler om. Folk bliver altid så vrede når jeg gør det. Men den lejr du måske har tænkt dig at tag med på, prøv lige selv og se om du kan finde en klar forkyndelse af Jesus der. Find ud af om det er Jesus der er i centrum eller mennesker istedet. Er det aktiviteterne der bliver promoveret, eller er det evangeliet? Er det kirkens strategier, og hensigter der bliver promoveret eller er det Jesus som synderes frelser der bliver vist frem?

Vælg din bibellejr med omhu, hvis du har tænkt dig at tage på lejr. For den lejr du vælger viser også om det er Jesus der er dit centrum, eller om det bare er din kirkeretning, eller dine sociale relationer. Dette skriver jeg ikke for at promovere TIlbage til Bibelens lejr, for jeg ved at der er andre gode lejre, med gode forkyndere der ikke er bange for fortsat at prædike evangeliet klart. Men vælg en lejr hvor du kan være sammen med kristne som er tørstige efter mere af evangeliet, og hvor de får den tørst tilfredsstillet.

Categories
Bibelen Kirke Livet som kristen

Paradokset om splittelse 5

Hvis man nøjes med at tro at den splittelse som bibelen taler imod, kun har noget med vranglære at gøre, tror jeg man går fejl. I fjerde afsnit viste jeg godt nok at vranglære som skaber splittelse, bestemt er ubibelsk og er noget man skal tage meget alvorligt. Men Paulus skriver noget interessant til korintermenigheden som er værd at tænke over i denne sammenhæng.

Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at enes, så der ikke er splittelser iblandt jer, men så I holder sammen i tanke og sind. For Kloes folk har fortalt mig om jer, mine brødre, at I ligger i strid med hinanden. Jeg sigter til, at I siger hver sit: Jeg hører til Paulus, jeg til Apollos, jeg til Kefas, jeg til Kristus. Er Kristus da blevet delt? Var det måske Paulus, der blev korsfæstet for jer, eller blev I døbt til Paulus’ navn? Første korinter 1.10-14

Dette skriver Paulus til en splittet kirke, og det der burde undre os ved første øjekast, er hvad der splitter dem. For de har delt sig op i grupper som hver især ”følger” gode kristne lederes lære. Apollos, Kefas (samme som Simon Peter), Paulus og Kristus, prædikede jo alle evangeliet. Det var ikke noget andet evangelium de prædikede. Og det var heller ikke sådan at nogen af disse forsøgte at skabe splittelse i menigheden. Men grupperinger i menigheden havde valgt at sige ”Vi følger Kefas”, mens andre havde valgt at sige ”vi følger Apollos”. Dermed havde de i deres egne øjne gjort sig til efterfølgere af en ”bedre” eller ”mere klar” vej. Og i samme åndedræt havde de vist de andre at deres forståelse ikke var helt så god som den de havde.

Paulus svar til denne splittelse var at den viste at de var som spædbørn der ikke kunne tåle fast føde. Hvilket vi kan se i det tredie kapitel hvor han igen nævner deres splittelse:

Og jeg kunne ikke tale til jer, brødre, som til åndelige mennesker; jeg måtte tale til jer som til kødelige mennesker, som til spæde i troen på Kristus. Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu; for I er stadig kødelige mennesker. For når der er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og lever slet og ret som mennesker? Når én siger: Jeg hører til Paulus, og en anden: Jeg hører til Apollos, er I så ikke slet og ret mennesker? Første korinter 3.1-4

Så det kan godt være at de selv så sig som bedrevidende kristne, der havde valgt den rette retning indenfor kristendom som Paulus retning, eller Kefas retning m.v. Men Paulus lagde tingene på bordet og viste at de var kødelige mennesker hvis liv viste at de ikke kunne tåle god sund lære.

Men hvor ser vi så den form for splittelse i vore dage? Jeg tror jeg har et godt eksempel fra nogle fælleskirkelige møder som min gamle præst var med til hver halve år. Og jeg skal påpege at jeg ikke tror at disse møder var repræsentative for lignende møder andre steder. Jeg ved at der er geografiske forskelle på hvordan sådanne møder er blevet udført.

Men til disse fælleskirkelige møder fik jeg at vide at der ikke var nogen fælles bøn, og heller ikke nogen brødsbrydelse. Årsagen dertil var at nogen af lederne ikke kunne bede sammen med ”gendøbere”, og da slet ikke bryde brødet sammen. Begge grupper prædikede evangeliet, men det at nogen praktiserede dåb på egen bekendelse og ikke på forældrenes bekendelse, var altså noget der splittede så meget at man kun kunne være i stue sammen og diskutere teologi. Man kunne ikke have åndeligt fællesskab med hinanden, i form af bøn og brødsbrydelse. Begge grupperinger var startet af folk som havde en god sund opfattelse af evangeliet, og forkyndte det klart og tydeligt. Ligesom Kefas, Paulus og Apollos. Men man var blevet så låst fast i sin bestemte måde at praktisere sin tro på, en praksis som grupperingernes grundlæggere havde stået for, at dette i sig selv skabte splittelse. Men en splittelse som jeg kun udfra det Paulus skriver kan konkludere var decideret dum. Nej, jeg havde svært ved at finde et bedre ord for det.

Retorisk
Paulus spørger korinterne om Kristus er delt. Det er selvfølgelig et retorisk spørgsmål, men han stiller det for at vise, at deres splittelse bygger på dumhed og ignorance. Det er vigtigst at være enig om evangeliet, ikke at være i splid om hvilken kirkeretning man er med i.

Categories
Kirke Kommentar til medierne

Påske under den gamle pagt

Det er trist at se i Kristeligt Dagblad i disse dage, hvordan kirker har misforstået påskens budskab. Der er de sædvanlige historier om folk der pisker sig selv (flaggelanteri) til blodet flyder i anledning af påsken. Ja nogen steder er der jo også folk der lader sig korsfæste. Som om Jesu værk på korset ikke er nok.

Men en historie som jeg ikke har set før, var den om fremvisningen af et af de”helligste relikvier” i den romersk katolske kire. Det drejer sig om selveste Jesu tornekrone,som man kan se i denpukkelryggedes klokkers kirke i Paris. Den der også er kendt som Notre Dame.. Det skulle være ret sjældent den bliver vist frem. Det sker åbenbart kun til “særlige” lejligheder som påske m.v.

Vi kan findes mange andre eksempler på forkert fokus på påsken i kirkerne. Men jeg tror at det er den samme årsag der ligger bag disse tilgange til påsken. Tilgange som faktisk er mere inspireret af den gamle pagt, end den nye pagt i Jesus Kristus. Jeg tror det skyldes at man ikke vil forholde sig til hvad det var der reelt skete på korset, og hvorfor det skete.

Jesus blev knust af Guds vrede, pga mine overtrædelse af Guds lov. Det at jeg er skyldig i Guds øjne, og ikke formår at gøre noget i egen kraft for at gøre det godt igen, det er svært at forholde sig til for mange. Selv for kirkefolk kan man se.

Hvorfor det var nødvendigt for Gud at blive menneske og blive knust af sin egen vrede, er jeg kommet ind på i en prædiken om en af de gamle konger fra det gamle testamente. Den kan du høre på dette link: Kong Josijas og Israels største vækkelse.

Categories
Bibelen Kirke

Efterlysning. Kirker der tror på bibelens troværdighed

Den store kamp i dag er måske ikke som man kunne tro, rettet mod vranglære i kirken.  Jeg har efter et stykke tid nået frem til at kampen i dag i større grad handler om kirkens bibelsyn. Eller nærmere sagt mangel på et bibelsk bibelsyn. Engang var det normalt at folk og ledere i kirkerne havde tillid til bibelen. Man tog den for at være Guds ord, for at være fuldt ud troværdig, og fuldt ud tilstrækkelig. Folk der satte tvivl om dette, enten ved at sige det direkte, eller påstod at den kun skulle forståes billedligt, eller folk der valgte igennem deres liv ikke at følge den, men kun snakke om den (som Johannes Møllehave), de fik ikke plads ide evangeliske kirker. Man ønskede ikke at give plads til folk, som forsøgte at undergrave bibelens troværdighed. Heller ikke selvom det blev gjort for at gøre kristendommen mere spiselig.

Sådan er det ikke mere. Jeg synes det er begrædeligt at se hvor mange kirker som har lukket op for andre former for bibelsyn i dag. Folk der ikke tror på at bibelen er Guds vilje åbenbaret for os mennesker får plads til at prædike deres mærkværdige tanker i det der engang var evangeliske kirker. Det gør de i sådan en grad at jeg og flere andre synes det er svært at finde kirker i dag, hvor folk har et godt gammeldags syn på bibelen. Jeg ved der stadig er gode kirker med folk der står fast på Guds ord, på trods af at der bliver talt negativt om dem fra andres side. Men gid der var flere. Og her taler jeg ikke om at det skal være en bestemt type kirker, fra en bestemt retning (det gør jeg faktisk aldrig), men hvis der var flere kirker der ville sige og vise i deres liv og forkyndelse, at det var bibelen der var deres fundament, og trosgrundlag, så tror jeg kristendommen i Danmark ville stå meget bedre til. Også selvom vi ville have forskellig meninger om sekundære emner som liturgi, dåb, karismatik, m.v. For en kirke som siger den står på Guds ord, og bygger på den, er også en kirke som alt andet lige vil lade sig bedømme af Guds ord, fordi den tør se sig selv i det rigtige spejl. Det vil være en kirke som tager Jesus alvorligt, tager synd alvorligt, og tager det nye liv i Kristus alvorligt.

Categories
Falsk Lære Kirke Synd

De sande farisæere 2. En forkert selvopfattelse

Farisæerne var i høj grad provokeret af Jesu lære. For Han viste at det ikke var muligt at gøre sig god nok til at tilhøre Gud. Dette huede ikke farisæerne, for en stor del af deres liv handlede netop om at gøre sig god nok til at tilhøre Gud. Deres forsøg på frelse var baseret på deres gerninger, og ikke på Guds nåde, man skulle istedet gøre sig fortjent til Gud. Men Jesus kendte dem og kaldte dem hyklere. Se eksempelvis her i Mattæus 23.25-28:

“Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I renser bæger og gryde udenpå, men indeni er de fulde af rovlyst og griskhed. Du blinde farisæer, rens først bægeret for det, der er indeni, så vil det også være rent udenpå.Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed. Således ser I også udenpå retfærdige ud for folk, men indeni er I fulde af hykleri og lovløshed.”

Vi ser at Jesus skældte dem ud for at forsøge at se gode ud udadtil, når sandheden var at de var ligeså onde og urene som alle andre.  Her tror jeg at det er godt at se to vinkler på årsagen til den anklage. Dels vidste farisæerne (og de skriftkloge) at de omme bag facaden, ikke kunne leve op til de høje krav de forsøgte at leve op til. Hverken dem der stod i bibelen, og heller ikke de traditioner som de selv havde opbygget gennem tiden. Derfor ramte Jesu ord dem, og det ramte dem hårdt. Men jeg tror også der var en anden vinkel, og det var den lære som de var drevet af. De så på sig selv som gode mennesker. Deres selvopfattelse var at de var gode mennesker fordi de forsøgte at leve op til loven. Oven i det havde en stor del af samfundet jo også anerkendt dem som gode mennesker. De var jo det mest hellige folk af jøderne. Så deres selvopfattelse blev konfirmeret af deres omgivelser.
Men når så Jesus stiller sig op på de steder hvor det nærmest vrimler med farisæere, og viser at farisæerne er ligeså elendige som alle andre. Ja oven i købet siger at det er nemmere for en tolder at blive frelst, end for en fariæser, så ser vi også at den selvopfattelse var forkert i følge Jesus. Men det var en selvopfattelse som farisæerne ville gøre rigtig meget for at holde fast i.

Hvorfor så det? Jeg tror at en stor del af forklaringen ligger i at hvis man anser sig selv for et godt menneske, så har man ikke brug for at omvende sig og erkende sin egen elendighed. Farisæerne led jo af den samme svaghed som mange andre mennesker gør. De vil ikke erkende deres egen elendighed og at deres eneste håb er en Gud der vil frelse dem. For det vil betyde at vi ikke vil kunne gøre noget selv, men at det hele afhænger af Gud. Når det hele afhænger af Gud, er der ikke noget at tage æren for selv, og det bryder menneske sig ikke om. Vi vil så gerne have ære også, og vi er nogen gange tilfredse med bare en lille del af den. Så vi kan sige, Gud gjorde det, men Han gjorde det sammen med mig. Hvor vi istedet burde sige, Gud gjorde det, og Han valgte at bruge mig selvom jeg ikke er værdig, og kun er en unyttig tjener. Det sidste ville være svært for en farisæer at sige. Han ville istedet se på det som om det da var det mest naturlige at Gud brugte ham. For så god og overgiven som han er, må han da være perfekt i Guds plan.

Opfølgning
Så indtil videre har vi fundet ud af følgende om det der kendetegner farisæere. De forsøger at hindre folk i at høre evangeliet, sandsynligvis fordi evangeliet afslører at de ikke selv forkynder evangeliet, på trods af de påstår at være evangeliske. De har en forkert selvopfattelse, som handler mere om dem selv, end Gud. Og de bygger videre på Guds ord og tillægger deres nye ideer højere vægt end Guds ord.

Farisæernes selvopfattelse
Hvad deres selvopfattelse var og hvad en bibelsk selvopfattelse skal være, kommer jeg ind på i dette podcast som er en gennemgang af lignelsen om den fortabte søn.

Categories
Falsk Lære Kirke

De sande farisæere. Intermezzo

Inden jeg går videre med serien ”De sande farisæere”, er det måske en god idé at give et overordnet indblik i hvem farisæerne var. Det var en vækkelsesretning som overfladisk set var fundamentalistisk, men reelt set var baseret på overleveringer og traditioner. Det var altså ikke bibelen der var deres første autoritet, men traditionen. Bibelen kom først i anden række, men var da en bog som de anså for at være Guds ord.

Farisæerne blev anset for at være de helligste af jøderne. For de forsøgte udadtil at overholde loven, samtidig med at de så meget hellige ud. Det var helt bogstaveligt at de så hellige ud. De havde helligt tøj på, hellige bønnebælter og helligt hår og skæg. Vi kan finde efterkommere af farisæerne i dag hos de ortodokse jøder. Den grupper af jødiske mænd som har slangekrøller er et godt eksempel herpå. Der står ikke noget i bibelen om at mænd skal have slangekrøller for at være hellige. Men du finder i stedet at der i Tredje Mosebog 19.23 står

“I må ikke klippe håret kort, og du må ikke studse skægget”

Dette har de ortodokse jøder så kørt helt ud til at blive til slangekrøller. Skriften sagde jo ikke at de skulle have slangekrøller, den forbød dem blot at klippe deres hår og skæg. Sådanne eksempler på hvordan man havde bygget videre på skriften, og lavet sine egne regler kan man finde mange af hos farisæerne. Jesus nævner selv nogle stykker, eksempelvis her i Mattæus hvor han skælder farisæerne ud for at bygge mere på deres traditioner end på skriften 23.16-22:

”Ve jer, blinde vejledere! I siger: Sværger nogen ved templet, har det ingenting at sige; men sværger nogen ved guldet i templet, så gælder det. Blinde tåber, hvad er størst, guldet eller templet, der helliger guldet? Og I siger: Sværger nogen ved alteret, har det ingenting at sige; men sværger nogen ved offergaven, der ligger på det, så gælder det. I blinde, hvad er størst, offergaven eller alteret, der helliger den? Den, der sværger ved alteret, sværger altså både ved det og ved alt det, der ligger på det. Og den, der sværger ved templet, sværger både ved det og ved ham, der bor i det; og den, der sværger ved himlen, sværger ved Guds trone og ved ham, der sidder på den.”

Det er interessant at Jesus ikke på noget tidspunkt i bibelen kritiserer farisæerne for at have traditioner. Det Han kritiserer er at de har givet traditionerne større vægt end skriften, og at de reelt set er hyklere. Dette er vigtigt at være opmærksom på, da vi ellers kunne nå frem til at det er på tøjet, man kan vurdere at folk er farisæeriske, da det var den måde man hurtigt kunne se det på under Jesu tid. Men det ville jo betyde at alle folkekirkepræster i dag pga deres præsteklædedragt ville blive moderne farisæere i dag. Det er ikke en konklusion jeg kan gå ind for. Der er sikkert mange af dem der kunne komme i kategorien farisæer eller skriftklog. Men ikke pga deres tøj. Men pga de ting som Jesus kritiserede datidens farisæere for, og det er dem jeg ønsker at gennemgå i denne serie. En anden årsag til at det er godt at være opmærksom på, er at der ikke behøver være noget galt i at have traditioner. Det er først når traditionerne tager over og bliver fundamentet for vores tro, og ikke bibelen at det bliver et problem. Så hvis traditionen ikke er i modstrid med bibelen, og heller ikke får mere betydning end bibelen så er der ikke noget galt her.