Category: Kirke

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Kirke Livet som kristen

Årsager til at forlade sin kirke 10 (Er vi enige?)

Hvis man er nogen stykker der har fundet sammen for at starte et nyt menighedsfællesskab op, så er det afgørende at man finder ud af hvad man positivt er enig om. For et nyt fællesskab kan ikke bygges op på at man er enige om at det man forlod var forkert. Man bør vide hvad det så er man kan være enig om som man skal bygge på, og hvordan man vil bygge det. Nu sidder der nok en eller to og tænker,“Jamen skal vi ikke bare være enige om at Jesus bygger sin kirke?”. Jo, det er ihvertfald et godt udgangspunkt, men det medfører nogle spørgsmål som man er nødt til at få besvaret, og lad mig bare starte med at se lidt praktisk på tingene her. For hvordan skal møderne afholdes? Hvad skal en gudstjeneste indeholde? Hvordan skal sangene være? Hvem kan være med i fællesskabet? Hvordan får vi kommunikeret ud at vi er et nyt kristent fællesskab, og er en synlig del af Guds kirke?

Vigtige spørgsmål
Rigtig mange spørgmål kan komme op her, og jeg skal ikke besvare dem alle. For en stor del af dem skal løses lokalt i fællesskab (med udgangspunkt i bibelen selvfølgelig). Men en ting jeg vil tage op her, er hvad et møde skal indeholde. For der er i dag i visse kredse kommet stor uvidenhed om hvad et kristent møde skal indeholde, og hvad der kan være plads til. Det er ærgerligt, for bibelen er faktisk ganske klar omkring hvad der skal ske når kristne mødes i menigheden. Dertil er bibelen også meget klar på at det ikke er alting der er tilladt til et kristent møde, fordi Gud har valgt hvordan Han skal tilbedes. Det er ikke mennesker der skal bestemme det, selvom der godt nok er mange mærkværdige bud på dette i dag. Men lad os se hvad bibelen siger.

“Men Arons sønner Nadab og Abihu tog hver sit fyrbækken, gjorde ild på dem og lagde røgelse på ilden; de frembar uhellig ild for Herrens ansigt, og det havde han forbudt dem. En ild slog ud fra Herren og fortærede dem, så de døde for Herrens ansigt.” Tredie mosebog 10.1-2

Arons sønner havde valgt at bære fremmed ild fremfor Herren. Noget som skriften viser at Gud ikke havde påbudt dem. Men Nadab og Abihu havde en anden mening. De ville “tilbede” Gud på deres egen måde. Noget som blev skæbnesvangert for dem. Det må have skabt stor gudsfrygt at se disse to blive fortæret af ild, fordi de bar fremmed ild for Herren. Men det bør det også gøre i dag for os. For det nye testamente viser at Gud stadig har valgt hvordan Han vil tilbedes. Det er altså ikke noget vi selv bestemmer. Jesus siger at Gud vil tilbedes i Ånd og sandhed (Johannes 4.24). Så heller ikke i den nye pagt vil Gud tillade at blive tilbedt i kød og løgn. Der er nemlig ikke nogen forskel på den Gud vi finder i det gamle testamente og det nye. Det er den samme Gud. Ikke dermed at forstå at vi skal leve op til moselovens ca. 670 lovbud, men at den Gud som er retfærdig, kærlig, nådig og vred med mere, også er den Gud vi får beskrevet i det nye testamente. Så hvis Gud kunne vælge at straffe folk for at tilbede Ham på en forkert måde i den gamle pagt, så kan Han også i dag. Ananias og Safira fra apostlenes gerninger kapitel 5 viser også dette. De troede at Gud tog imod et løgneoffer, men blev slået døde af Gud, da deres synd blev afsløret. Så det er altså af største vigtighed at man finder ud af hvordan Gud vil tilbedes.

Gudstjenestens formål og indhold
Jeg tror en af årsagerne til at der er så meget forvirring om dette emne, er at en masse såkaldt moderne kirker har misforstået hvad gudstjenesten handler om. Den handler om at tilbede Gud. Men mange tror i dag det handler om at møde menneskers behov. Men nej det siger bibelen ikke. Menighedens medlemmer skal møde menneskers behov, men menighedens møder skal være rettet mod Gud.

Men når vi mødes, så er det særlig disse ting der skal have markant plads: ordets oplæsning, ordets forkyndelse, bøn til Gud og sang til Gud. Derudover er der også andre elementer som velsignelse, nadver m.v. Lad os kigge lidt på de fire jeg nævner først, og hvad bibelen viser om disse. Paulus skriver til Timotheus at han skal lægge vægt på oplæsning af skriften.

“Indtil jeg kommer, skal du tage vare på skriftlæsningen, formaningen og undervisningen.” Første Timotheus 4.13

Dette er ikke noget der forekommer fremmed for folkekirker, og heller ikke for frikirkesamfund der er lidt mere end 100 år. Oplæsning af skriften er helt normalt disse steder. Men i mange frikirker har man ikke direkte skriftlæsning. Og det er en skam, fordi skriftlæsning er med til at sikre at hvis prædikanten holder en dårlig prædiken, og måske endda, en vrøvleprædiken. Så er der trods alt blevet sagt noget som er sandt. For når vi læser Guds ord, så er vi sikre på at noget af det der bliver sagt den dag, faktisk er sandhed. Men hvis der ikke er oplæsning af skriften, så har man ikke noget at spejle forkyndelsen i, og heller ikke noget at vurdere den på. Skriftlæsning hvad enten man synes det er spændende eller ej, er altså en bibelsk del af tilbedelsen når vi mødes i Guds hus. Og hvis man længes efter at være sammen med Gud i Himlen, så bør man også glæde sig over at høre hvad Han siger til menigheden i dag. Det Han siger har Han allerede sagt, det kan vi jo læse i bibelen. Derfor er skriftlæsning en helt naturlig og obligatorisk del af et kristent møde!

Ordets forkyndelse og dermed udlægning af ordet er også en klar del af indholdet når vi mødes. Man mødes ikke uforberedt. Man kommer ikke uden at der er en der har et ord at dele. Og man ved hvem det er. Og det er vel at mærke skriften der skal udlægges. Ikke forkynderens egne ideer om hvad der er ret og sandt eller spændende. En forkynder der viser hvad der står i skriften er en forkynder der ved at hans egne meninger er sagen uvedkommende. Han har sat sig selv til side for at vise hvad Gud vil og ønsker. Skriftstedet fra brevet til Timotheus fra ovenover viser også dette. Men vi kan også se at det er tilfældet i den første menighed som samledes i Jerusalem.

“De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne.” Apostlenes gerninger 2.42

Apostlenes lære, var det der blev forkyndt, og apostlenes lære har vi fået overleveret. Det er det nye testamente. Den lære brugte de tid på at undervise i, og holde hinanden fast på. Der var nogen der forsøgte at gå udover apostlenes lære. Det blev til en kættersk retning man kalder gnosticisme. Det var en lære som der ikke var plads til i Guds menighed, og som man ikke ville give plads. Der var altså ikke plads til enhver ny og interessant idé. Apostlenes lære var afgørende, ikke en ny lære.

Bøn og salmesang er også klare elementer i tilbedelsen når vi mødes. Det ser vi bl.a. i første Timotheus 2.1-2:

“Jeg formaner da først af alt til bønner og anråbelser, forbønner og taksigelser for alle mennesker; bed for konger og for alle i høje stillinger, så vi kan leve et roligt og stille liv, i al gudfrygtighed og agtværdighed.”

og i Kollosenserne 3.16-17:

” Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud. Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!”

Alt dette skal ikke ske uden orden og styring. I nogle karismatiske grupper har man valgt at være “så ledt af ånden” at man ikke har brug for et mødeprogram. Man har ikke brug for at vælge hvilket skriftsted man skal læse op af, og man har heller ikke valgt hvilke salmer og lovsange man vil synge. Det er helt forkert, og i uoverenstemmelse med det Paulus skriver til korinterne i første korinterbrev 12-14. Paulus siger at hvor Herrens ånd er, der er der orden og ikke uorden. Det er derfor vigtigt at man som nystartet menighed (såvel som en gammel menighed) ved at mødernes skal være baseret på skriften, og ikke på mennesker. Dette gælder hvad enten man er karismatiker eller ej.
Hvordan vi så laver liturgien med de elementer, kan der være stor forskel på. For eksempel kan der være meget stor forskel på hvilke typer musik man vil bruge til salme og lovsang i en bibelsk baseret menighed. Men teksterne i disse sange skal være bibelsk funderede. Og der kan også være forskel på hvor lang tid man mener at en prædikant skal tale i en bibelsk funderet menighed. Men der kan ikke være tvivl om at prædikenen skal være baseret på skriften og ikke prædikantens følelser og meninger. Der er altså nogen ting som skal opfyldes, men samtidig skaber disse krav også en sikker ramme som kan komme til udtryk på flere måder. Bare man forstår hvor grænsen går.

Fortsættes.

Se de foregående afsnit her:https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-1-k%c3%b8delige-argumenter-3176.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-2-nar-l%c3%b8sningen-er-farlig-3183.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-3-nar-der-er-grunde-3187.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-4-nar-vrangl%c3%a6ren-tager-over-3192.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-5-3213.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-6-nogle-eksempler-3218.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-7-hvor-skal-man-ga-hen-3226.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-8-v%c3%a6r-%c3%a6rlig-3250.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-9-nar-der-kun-er-et-skridt-tilbage-3272.htm

Categories
Kirke Livet som kristen

Årsager til at forlade sin kirke 9 (når der kun er et skridt tilbage)

Lad os sige at man er kommet til den konklusion at man ikke kan komme i sin hidtidige kirke, pga misbrug af ledelse, vranglære, åbenlys synd i kirken eller andre alvorlige grunde. Men man er samtidig i en situation, hvor man ikke kan finde en anden kirke, der lever op til nogle minimumskrav for at være en bibelsk baseret kirke. Hvad gør man så? En ting man ikke skal gøre, er at give op. Noget af det værste man kan gøre er at sige “så vil jeg bare lade være med at opsøge kristne fællesskaber”. En kristen er en der er sat på Kristi Legeme, og det legeme er menigheden her på jorden. Men hvis man ikke kan finde noget acceptabelt, må man finde andre ligesindede og starte et nyt fællesskab op med.

Læg mærke til at jeg skrev “finde andre” at gøre det med. For det er ikke noget man skal gøre alene! Hvis man oplever at den eneste og bedste mulighed for at være i et sundt fællesskab er ved at starte noget nyt op, så er det en opgave som man må være flere til at deles om. For det er ikke noget der kun kan lade sig gøre for en person. Paulus startede heller ikke menigheder op alene. Han rejste altid med andre, eksempelvis Barnabas, Timotheus og Lukas, og det var sammen med dem at de startede nye menigheder op.

Jeg er overbevist om at der er en indbygget fare tilstede, de gange at en menighed bliver startet op af en enkelt person. “Jern slibes til med jern” står der i ordsprogene 27.17. Hvis jern ikke bliver slebet til, og dvs at man ikke har nogen der kan  give en et modspil, så bliver jernet dårligt, rustent og til sidst ubrugeligt. I Guds tjeneste arbejder man ikke alene, der findes ikke nogen “Lone Rangers” i Guds rige. Hvis du ikke har nogen der har taleret ind i dit arbejde som kristen, så er du i en farlig situation. Det er nærmest ligegyldig hvor fornuftig og klog du så end er her. Du er nødt til at have folk tæt på dig der tør tale dig imod, og som er parate til at sige sandheden. Også selvom det kan være en sandhed der gør ondt. Ledere der ikke har andre der kan tale til dem hvis de tager fejl, er ledere man skal holde sig langt væk fra. For hvis ikke deres venner kan tale dem imod når de begår fejl (og fejl begår vi alle) hvem kan så tale til dem? Dette vil bestemt blive et  problem hvis det er menighedsplantning der er tale om.

Det her skriver jeg ikke bare fordi jeg har en idé om det. Det er noget jeg har set gentagne gange. Små interessante initiativer, begået af folk der har gjort op med en vildledt kirke, muligvis af de rigtige grunde. Viser sig når det er enkeltmandsledt at fejle igen og igen. Et af de værste tilfælde på det, er en personlig bekendt af mig, som ikke ville underordne sig et lederskab, ikke ville arbejde sammen med andre, da han ikke kunne finde nogen der var enig med ham på alle bittesmå marginale punkter. Så han valgte at lave sin egen menighed, ledt af ham, og så ville han selv gå ud og finde proselytter. I dag holder han nogen små tåbelige møder, som de færreste gider besøge. Hvilket er godt, for den lære han står for er direkte ubibelsk. Han tror ikke på at fortabelsen er evig pine, han tror ikke på Gud er en treenig Gud, han tror at han alene har “fundet” sandheden, og er dermed også blevet inficeret af sygdommen “åndelig arrogance”. Der er ikke noget jern der sliber jern hos ham, istedetfor er jernet blevet bøjet til ukendelighed, og ubrugelighed. Desværre er dette ikke en enestående historie, det er en tendens der går igen når menigheder startes op baseret på en enkelt persons lederskab. Særlig hvis det ikke er tilladt at give denne person et konstruktivt modspil!

Find andre
Men dette kunne jeg skrive meget mere om, men jeg tror folk har fattet årsagen til ikke at starte menigheder op baseret på en enkelt ledende person. Så en af de første ting, man skal kigge efter, hvis man ikke har, og ikke kan finde en menighed, er andre ligesindede som også kan se behovet for at starte noget nyt og bibelsk baseret op. Hvordan man kan finde dem, og hvad det er man skal være enige om, siden man skal være ligesindede, vil jeg komme ind på næste gang. Og så er det at den svære del starter.

Se de foregående afsnit her:https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-1-k%c3%b8delige-argumenter-3176.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-2-nar-l%c3%b8sningen-er-farlig-3183.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-3-nar-der-er-grunde-3187.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-4-nar-vrangl%c3%a6ren-tager-over-3192.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-5-3213.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-6-nogle-eksempler-3218.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-7-hvor-skal-man-ga-hen-3226.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-8-v%c3%a6r-%c3%a6rlig-3250.htm

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Kirke Kommentar til medierne

En mærkelig tavshed om Christian Hedegaard deroute

I denne uge fik vi endnu engang insiderviden, fra en nu forhenværende tilhænger af den ubibelske organisation “Evangelist”. Det drejer sig om David Klit, manden der sammen med Christian Hedegaard promoverede et sommerhusprospekt som i dag er ramlet fra hinanden. Et investeringstilbud der skulle kunne gøre nogle fattige pastorer gældfri, og mere til. Det viste sig at blive en noget anden situation. Det var trist at læse i artiklen om hvordan David Klit igennem 10 år har været forført af Christian Hedegaard, og hvordan han har troet at han gjorde Guds vilje ved at lade sig lede af denne mand. Artiklen kan læses på dette link til Hillerød Posten: http://hilleroed.lokalavisen.dk/christian-hedegaard-styrer-med-kontrol-og-manipulation/20110118/artikler/701189601 

Men det var også en meget ærlig mand der meldte ud om sine egne fejl, og samtidig også at han tror på at Hedegaard gør hvad han gør, fordi han tror det er det rigtige. Men problemet er bare at Hedegaard er en mand der er forført af sine egne ideer og ikke kan se klart. Det er faktisk et meget alvorligt problem da Jesus siger i Lukas 6.39:

“Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften?”

Der er godt nok mange der er faldet i grøften hos Evangelist igennem tiden nu. Men nu ser det ud til at være slut. Men der vil bare dukke nye typer op som Christian Hedegaard, for sådan har det altid været, og det kan vi ikke hindre. Medmindre vi  ønsker at leve i et samfund hvor der ikke er plads til religionsfrihed. Men jeg frygter at vi denne gang har svært ved at lære af Hedegaards-historien. For hvorhenne er alle dem som har anbefalet Christian Hedegaard igennem tiden? Hvad har de at sige til det der er sket? Jeg er ganske enkelt lamslået over den larmende tavshed der er fra kirkelige ledere rundt omkring i landet, selv nu hvor der er faldet så mange skeletter ud af skabet hos Evangelist, at man slet ikke kan forestille sig at der kunne være så mange skeletter i et skab, uden at folk kendte til det.

Hvorhenne er Moses Hansens erkendelse af at det var en fejl at støtte Christian Hedegaard? Hvorhenne ser vi Johannes Hansen som har talt på flere lejre ledt af Evangelist, melde ud at det var forkert af ham at støtte Hedegaard? Eller David Hansen fra Aalborg Menighedscenter, eller Svend Løbner Madsen og Henri Nissen fra tværkirkelige ugeavis Udfordringen som har givet Hedegaard masser af positiv spalteplads, foruden reklamer for både den ene og den anden ubibelske Evangelist-lejr. Og hvad med Frikirkenet, kan de stadig acceptere at der er kirker i deres netværk der inviterer Christian Hedegaard? Hvaba, er der stadig kirker der inviterer denne forfører med al den viden man har om ham i dag? Ja ikke så sent som i Torsdags var han og tale i Nykøbing Mors Frikirke, som er medlem af både Apostolsk kirke og Frikirkenet.

Det er de færreste der har gået ud og sagt det var en fejl. Og så er det at jeg frygter hvordan de samme ledere vil forholde sig til den næste der vil forføre fårene. Vil de igen bare tie stille, eller ligefrem give dem plads på talerstolen til den næste, bare for at følge med i en ny populær bølge af frafald?

Der er noget der tyder på det. Det er de færreste der eksempelvis har turdet gå ud og indrømme det var en fejl at godkende Todd Bentley (se indlæg her: https://sand.omvendelse.dk/udfordringen-skriver-endelig-sandheden-om-todd-bentley-1001.htm). Men der er mærkværdig nok mange der stadig tror han var sendt af Gud.

Hvor er de ydmyge ledere henne?
Vi har i kollosal stor grad brug for at lederne af kirkerne i Danmark begynder at vurdere de ting der sker i kirkerne i lyset af skriften, og ikke i lyset af den kultur de lever i. Hvis så ovenikøbet lederne havde mod til offentligt at gå imod det der er populært, smart, og trendy, og vise hvad Guds ord siger, også selvom det vil give modstand, så tror jeg det vil blive svært for demagoger som Hedegaard, Bentley m.fl at få den støtte de så ihærdigt higer efter. Jeg er dog bange for at vi skal se noget der er værre end Christian Hedegaard førend pastorerne får øjnene op. For indtil videre er det ganske enkelt utroligt hvad mange af dem har lukket øjnene for. Men også trist at de stadig ikke har modet til at stå frem og erkende at de har taget fejl, og at de må gå tilbage til skriften og bruge den som rettesnor for hvad man kan gøre i kirken og ikke gøre i kirken. En ydmyg pastor ville dette være nemt for, men ikke for en stolt pastor. Måske fortæller det noget om en stor del af vore dages pastorer?

Categories
Falsk Lære Kirke Livet som kristen

Årsager til at forlade sin kirke 8 (vær ærlig)

I sidste afsnit skrev jeg at det vigtigste krav når man skulle finde en ny kirke, var at den prædikede evangeliet. Hvis ikke evangeliet er en bærende kraft i forkyndelsen, og den er klar og tydelig så er det ikke en kirke der er værd at bruge tid på. Kun hvis man har lyst til at blive skuffet igen. Men når man har en årsag til at gå ud af sin hidtidige kirke, så kan man (og burde man) bruge de samme årsager til at forklare hvorfor man ønsker at flytte over i den nye kirke. Her skal man ikke holde sig tilbage, og undlade at fortælle den mulige nye kirkes ledelse om disse grunde.

Det er der mindst to grunde til. For det første giver det ledelsen mulighed for at finde ud af om du er en troublemaker. Det kunne være at du er en af dem som har et lille snævert syn på alt hvad der foregår omkring dig, og bare synes at alt er imod dig, og ingen forstår dig. Selvom sandheden er en ganske anden. Den type findes, og det må være en leders opgave at vurdere om der er plads til en sådan person. For de fungerer ofte som en slags snyltere, der kræver enorm meget tid, som næsten altid er spildt, da de ofte er væk igen inden der er gået et halvt år. For så er de smuttet over til en ny menighed.
Det var så den negative side, lad os se på en mere positiv vinkel. Hvis du er ærlig overfor en mulig kommende ledelse, så kan du også finde ud af om den nye ledelse forstår dine grunde. Hvis de gør det, og er enig med dig, (fordi det er gode grunde du har) så er det med til at indikere, at her er der muligvis en god kirke. Men pas på at de ikke taler dig efter munden. Der er desværre en tendens til at lederes begær efter nye medlemmer, kan være så stærk at de taler folk efter munden for at få en proselyt. Derfor er det vigtigt at du er meget ærlig om dine årsager, så det bliver mulig for dine nye ledere at vurdere ordentlig, og så du også får mulighed for at vurdere dem. Samtidig vil en ærlighed om dette også give dig et godt vidnesbyrd overfor din nye ledelse. Det at du fortæller sandheden her, uden at gøre det på en bagtalerisk og negativ måde, gør også at ledelsen vil kunne have tillid til dig i andre ting. Har du tænkt på hvor rart det er at andre kender dig som en man kan stole på? Også selvom det har betydet at du har fortalt om nogle negative oplevelser du har haft, som du måske ikke lige går og har lyst til at fortælle til alle og enhver.

Da jeg “glemte” at være ærlig
Det var noget jeg selv engang overså, selvom jeg var klar over at jeg burde have meldt klart ud om årsag til flytning. Jeg havde vurderet at kirken var god på nogle overfladiske indikeringer, som kirken desværre ikke var så afklaret med alligevel. Jeg havde troet at fordi man fandt en kirke, der stadig sang salmer (det er jo efterhånden en sjældenhed i mange frikirker i dag), og fordi der faktisk var nogle af  prædikanterne der havde en god bibelsk tilgang til forkyndelse, at det så var en kirke, der havde noget at bygge på. Det viste sig senere, at ledelsen i den kirke ikke anså bibelen for at være troværdig, og at den samme ledelse ikke kunne se forskel på vranglære og evangelium. Hvis blot jeg havde valgt at tage den snak med ledelsen i forvejen, så havde min familie kunne investere vores tid bedre et andet sted. Den kirke jeg kommer i, i dag er ledelsen fuldt vidende om hvorfor vi har valgt den, og hvorfor vi flyttede fra en anden. Årsagen til vi kommer der, er man tror på bibelens troværdighed, og anser den for at være kirkens autoritet, (da det er Guds ord), og fordi evangeliet er den bærende del af forkyndelsen, og det er en tydelig del af forkyndelsen.

Lakmustest
Med din ærlighed kan du lave en lakmustest på en kirke, om den er en mulighed. Måden en ledelse vil vurdere dine årsager til at flytte kirke, er det du kan bruge som en test på om det er en kirke du skal flytte til. Er de bibelske i deres begrundelser? Forstår de at evangeliet skal være bærende for forkyndelsen? Tror de på at bibelen er kirkens autoritet, og ikke menneskers følelser og ideer?

Men hvad så når det ikke er muligt at finde en sådan kirke? Hvad gør man så? Kan man bare sådan starte en ny kirke? Hvor mange skal man være til det, og er der nogen ting man skal have snakket igennem først? Der er to grøfter her, nogen siger at det er så nemt, så nemt  at starte noget nyt, mens andre mener at man både skal have kirkebygning, børnearbejde, lovsangsband og spisecafe før man kan starte en kirke. Begge dele er forkerte, lad os istedet se på hvad bibelen siger om en kirke, og hvad kirkens aktiviteter skal være som minimum. Derom næste gang.

Se de foregående afsnit her:https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-1-k%c3%b8delige-argumenter-3176.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-2-nar-l%c3%b8sningen-er-farlig-3183.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-3-nar-der-er-grunde-3187.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-4-nar-vrangl%c3%a6ren-tager-over-3192.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-5-3213.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-6-nogle-eksempler-3218.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-7-hvor-skal-man-ga-hen-3226.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-8-v%c3%a6r-%c3%a6rlig-3250.htm

Categories
Bibelen Evangelisation Falsk Lære Hvem er Gud? Kirke

Hvem er din Gud/gud?

Noget jeg ofte støder på når jeg taler med andre om troen på Jesus Kristus, er sætningen “det er så din måde at tro på, men jeg har min måde at tro på”. Og det er jo rigtig nok, det kan jeg ikke sådan afvise, men det er ikke vigtigt om det er min måde at tro på eller din måde at tro på der er den rigtige. Det der er vigtigt er at finde ud af hvordan Gud ønsker jeg skal tro på Ham. For hvis jeg skal tilbede Ham, så er det af stor betydning, at jeg ved hvordan verdens skaber ønsker jeg skal tilbede Ham. For hvis jeg ikke tilbeder Ham som Han ønsker, så har jeg sat mig selv over Gud, og dermed gjort mig selv til gud. (Derfor forskellen på Gud med stort G og gud med lille g. Det er kun skaberen der har retten til at få Gud skrevet med stort G).

For nylig havde jeg en diskussion med en om netop dette. Det viste sig at denne person umiddelbart godt ville tro på en Gud der havde skabt alt, men ikke ville tilbede som Gud ville have det. Personen havde valgt at tro på sin egen måde. Og da det er et frit landt, (tak og lov for det) så er der plads til det uden at skulle smides i fængsel. Men jeg sagde også meget klart at en sådan tro betyder at man har sat sig selv som sin egen gud. Det brød vedkommende sig sådan set ikke om at få at vide, men ikke desto mindre er det sandt. Det var lidt morsomt at vedkommende ikke ville erkende at man havde sat sig selv som sin egen gud, for det plejer folk faktisk ikke at have det store besvær med at indrømme efter lidt forklaring.

Arven fra syndefaldet
Men det er jo også selve kernen i syndefaldet, at vi mennesker valgte at blive vore egne guder. Det var jo det slangen fristede Eva med i Edens have. “Hvis du spiser af træet bliver du som Gud”. Et af menneskets største problemer er at vi ønsker hver især at være vore egne guder. Vi ønsker ikke nogen Gud der bestemmer over os, vi vil klare det selv. Er der noget at sige til, at da Gud blev menneske og kom ned til os, at vi så valgte at korsfæste Ham? Fordi vi ikke kunne klare tanken om en perfekt, hellig, fuldkommen kærlig og retfærdig Gud, da det betød at vi måtte se os selv som fuldkommen elendige i forhold til Ham? At Gud var som Han var, indebar at vi var nødt til at skulle underkaste os Ham, for at få evigt liv.
Ikke desto mindre kom Han alligevel. På trods af at Han vidste at dem der sagde de tilhørte Ham, ikke ville have Ham da Han kom. På trods af at Han blev født under usle forhold og lagt i det man i dag ville kalde et trug for kreaturer (krybben), da der ikke var plads i herberget. På trods af at Han ville blive korsfæstet da folk valgte at få en morder og en røver sat fri istedet for Ham (Barabbas). På trods af alt dette og meget mere, valgte Gud at ydmyge sig helt ned til os, for at frelse dem der ville overgive sig til Ham når Han kaldte på dem.

En bøn for 2011
Min bøn for det nye år, er ikke at der bliver indført nye smarte måder at nå de ufrelste på, men at vi må bede Gud om at kalde på sine får, og få dem ind i sin fold. Den fold som bibelen kalder menigheden. Når det er sagt, så er min bøn også at dem som kalder sig menigheder må finde ud af hvad en bibelsk menighed er, og vende tilbage til det udgangspunkt, og prædike evangeliet. For de menigheder som ikke vil omvende sig på trods af at de ved hvad bibelen siger om dette, er min bøn at Gud må starte nye menigheder hvis udgangspunkt er bibelen og ikke menneskers ideer. Ikke menigheder uden strukturer og faste rammer, men menigheder som bygger på de klare anordninger som bibelen allerede har vist os, og som er tilstrækkelige. For hvis Gud kalder på mennesker, og mennesker bliver frelst, hvor skal de så gå hen, hvis der ikke er en bibelsk menighed de kan tage hen til?

Categories
Bibelen Evangelisation Kirke Prædikener

Kristusfyldt, eller Kristusløs jul

Sidste år da jeg kom i en anden kirke, prædikede jeg evangeliet til julefesten. Gamle læsere af denne blog, kan huske at det medførte at jeg blev ekskluderet som forkynder i den kirke. På trods af at jeg ikke havde prædiket noget nyt til julefesten. Jeg havde prædiket det jeg plejer at prædike, nemlig evangeliet. For hvorfor skulle man da lade være med at prædike evangeliet til en julefest. Det er jo den dag i kirkeåret hvor der kommer allerflest til kirke, det ville da være hykleri at lade være. Så hvis jeg fik muligheden igen, og vidste konsekvensen af det, så ville jeg gøre akkurat det samme igen, men muligvis bare gøre det endnu mere klart og tydeligt.
Der var dog nogen som ikke brød sig om at få evangeliet forkyndt til den fest, og de beklagede sig til menighedsledelsen, og kontaktede ovenikøbet Lars Due Christensen som er en “betydningsfuld” pinsemand, for at finde ud af hvem jeg var. Det svar man fik fra Lars Due var, at jeg var en moderne farisæer og havde en forkert selvopfattelse. Altsammen postulater som han ikke fandt behov for at dokumentere. Så derfor tog jeg ikke den anklage så alvorligt, for man har vel grund til at få begrundet en anklage. Jeg har jo læst jura i mit studie, og ved at det plejer at være tilfældet. For at gøre en lang historie kort, så endte det med at jeg blev eksluderet som forkynder i kirken, og det var faktisk en gave til mig og min familie.

En gave
Hvorfor så det? Tjah, det ville være forkert at sige at jeg opfattede det som en gave da det forestod. Men set i baglyset, var det en gave, for jeg fandt ud af to ting om den kirke som dette skete i, som jeg burde have vidst noget før. For det første viste det sig, at bibelen ikke var dens autoritet. Det fik jeg også dokumenteret sort på hvidt. For til mit spørgsmål til menighedsledelsen, om hvad jeg havde prædiket der var i uoverenstemmelse med bibelen, fik jeg at vide at det drejede sig ikke om bibelen, men om folks meninger om min prædiken. Folks meninger havde altså større autoritet end bibelen. Selv Lars Due Christensens ord, blev anset for at være troværdigt, selvom hans måde at sige det på var det rene mudderkastning. Det kalder jeg det fordi der ikke var nogen form for dokumentation, men kon negative postulater, som han ikke engang ville stå til ansvar for bagefter.
For det andet fandt jeg ud af at der var folk i den menighedsledelse som ikke engang opfattede bibelen som troværdig. “Hvad” tænkte jeg højt da jeg fandt ud af det. Hvorfor have en kirke, når man ikke stoler på at kirkens fundament er troværdigt?. Det var ganske enkelt uholdbart at man kunne sidde som leder i en kirke, og ikke tro på bibelen. Så der var bestemt ikke nogen grund til at bruge mere tid i den kirke. Jeg vil ikke engang kalde det en kristen kirke (ikke dermed sagt at der ikke findes kristne i den kirke), for hvis fundamentet ikke er troen på den Kristus som bibelen vidner om, så er det ikke en kristen kirke. Hvis ikke bibelen er troværdig, så kan vi heller ikke vide om vi kender den sande Kristus, og sandheden er at Jesus Kristus kender vi igennem Hans ord, som Han selv har sagt vidner om Ham.

Så jeg har grund til at være taknemmelig over for Lars Due Christensen. For hvis han ikke havde kommet med sine total udokumenterede postulater, så ville jeg og min familie måske kun meget sent have opdaget hvorfor en så stor del af forkyndelsen i den kirke var så elendig. Lars’s anklager gjorde at det blev tydeliggjort, at det ikke var en kirke der byggede på det kristne fundament, men var ledt af nogle ledere som havde sat sig selv over Guds ord.
I dag kommer jeg i en mindre kirke, selvom der ofte kommer flere til vore gudstjenester end der gjorde i den anden. Den har ikke en stor kirkebygning, og heller ikke egen parkeringsplads til. Men den består af folk der tror bibelen er sandheden, og at det er den vi må forholde os til som kristne. Vi tror på at julen skal være fyldt af Kristus, og ikke af kristusløs kristendom. Det var lige præcis det der fik nogen folk op af stolene i den anden kirke. Man brød sig ikke om Kristusfyldt jul, man ville foretrække en Kristusløs istedetfor, hvilket fremgik af den korrespondence der havde været fra dem der havde beklaget sig. Men Kristusløs jul kan man holde i mange kirker i dag. Så der er jo nok at vælge imellem hvis man vil det. Hvis jeg skal prædike til en julefest igen, så vil jeg gøre som sidste gang, og prædike evangeliet, for juleevangeliet er evangeliet.

Men hvis du ikke har hørt den prædiken jeg holdt sidste år, så hør den her, med ønsket om en Kristusfyldt jul, for det er i sandhed værd at fejre at Gud valgte at blive menneske.

Categories
Bibelen Kirke Livet som kristen Mirakler

Årsager til at forlade sin kirke 7 (Hvor skal man gå hen?)

Hvis man er nået til den konklusion at man ikke kan komme i sin gamle kirke mere, pga mangel på evangelisk forkyndelse, og vranglære, og man ikke har set at ens henvendelser til ledelsen bærer frugt, så har man pligt til at finde et andet kristent fællesskab. Man kan ikke stoppe i en kirke, uden at gå ind i en anden kirke! Det her er meget vigtigt at forstå. For en kristen er en der kommer i et kristent fællesskab. En kristen der ikke kommer i et kristent fællesskab, er enten ikke en kristen, eller vil på sigt ophøre med at være en kristen. Det ved jeg er provokerende for nogen at læse, men tænk lige over denne illustration. Hvis jeg var gift med min kone, men boede i et andet land, som lå langt væk herfra, og aldrig var hjemme ved min kone. Så kan det godt være at jeg sagde at jeg var gift, men jeg ville ikke leve som om jeg var gift. Folk ville også kigge på mig, og regne med at jeg ikke var gift. For de så aldrig min kone, og heller ikke mine børn. Så de ville ikke anse mig for at være gift. Hvis jeg sagde til dem at jeg er gift, ville de spørge mig om hvor min kone så var henne. Min forklaring ville de ryste på hovedet af. For hvad er det lige for et ægteskab vi har så?
Sådan er det også for en kristen. En kristen er en der udover at tilhøre Gud, og lever med ham, også er en der er sat på Kristi Legeme på jorden. Kristi legeme på jorden har et navn, det navn er menigheden. Derfor må en kristen tilhøre en menighed. Men man kan stå i situationer hvor det kan være meget vanskeligt at finde en menighed. Ikke desto mindre er det ens pligt at finde et kristent menighedsfællesskab, så man kan have del i den beskyttelse og velsignelse der er at være sammen med andre kristne.

To muligheder
Når man skal finde et nyt kristent fællesskab har man to muligheder. Enten at finde et eksisterende fællesskab, eller finde nogen at starte et kristent fællesskab op med. Nogen gange vil det første være den bedste løsning, mens det andre gange vil være den anden der er at foretrække. Som udgangspunkt tror jeg (og det er så bare min mening) at det bedste er at se om der findes en menighed, som kan leve op til de bibelske krav for en god menighed. Og her behøver man ikke være lovisk for at kunne tro på at det kan lade sig gøre. For bibelen viser at der kan findes menigheder som Gud er tilfreds med, og har ros til. Det ser vi i to af de syv menigheder som Jesus skriver til i Johannes åbenbaringens 2 og 3 kapitel. Syv menigheder, fem af dem får kritik, to af dem får ros. Og det var alle sammen menigheder som har eksisteret i virkeligheden. At to af dem får ros, viser at det kan lade sig gøre at være en menighed efter Guds hjerte. Det betyder selvfølgelig ikke at problemer ikke kan opstå et sådant sted, og heller ikke at alle i kirken lever fuldt ud efter Guds vilje. Men der er nogen minimums kendetegn for en sund menighed, og det er de kendetegn man skal se efter.
I dette og næste afsnit af serien, vil jeg se på hvad man skal se efter for at kunne vurdere om en menighed er sund eller ej.Derefter vil jeg beskrive hvordan man så kan være med til at starte en ny menighed, hvis det første ikke kan lade sig gøre. Og det er altså ikke helt så enkelt som nogen desværre gør det til. Men derom senere.

Det absolut vigtigste krav
Det at finde en anden menighed, kan være voldsom svært i den tid vi lever i. For man ønsker ikke at finde en kirke hvor det som var årsag til at man gik ud af en kirke, bare gentager sig. Det ved jeg at rigtig mange har prøvet, inklusiv mig selv. Hvordan kan man så undgå det sker? Kravene til en god kirke, er de modsatte kendetegn til en dårlig kirke. Så hvis man før havde et problem med at kirken ikke prædikede evangeliet, så er første krav til en mulig kirke, at den prædiker evangeliet. Men allerede her, kan det være vanskeligt at finde en der lever op til det. Men det er muligt. Det kan godt lade sig gøre at finde en kirke hvor folk er glade, og har et godt socialt netværk m.v. Men det er ikke ensbetydende med at evangeliet bliver prædiket. Bliver evangeliet prædiket, så er der også en god sandsynlighed for at vranglære ikke er et problem.

Men inden jeg går videre med dette emne, er det måske en god idé at beskrive, hvad man ikke behøver anse for et problem. Og her kan jeg bruge en af mine venner som eksempel. Han har været baptist siden hasn i sin ungdom blev frelst og døbt. Så han ville selvfølgelig gerne finde en god baptistmenighed, det sted han boede. Men det viste sig i det område han var, at baptistkirkerne ikke opfyldte kravene for en bibelsk menighed. Et lavt syn på bibelen, mangel på kirkedisciplin, og åbenhed for vranglære var et problem de steder. Så hvad skulle han lige gøre? For at gøre en lang historie kort, valgte han sammen med sin familie at kommme i en luthersk frimenighed. At en der bekender sig til et baptistisk syn kan komme i en menighed hvor man døber børn, kan være et voldsomt for nogen baptister at forholde sig til. Jeg personlig ville også engang have haft svært ved det, men det var fordi jeg havde et forkert vægtning af dåben. Min ven valgte at komme i den lutherske menighed, fordi forkyndelsen var evangelisk, man mente at bibelen var troværdig og tilstrækkelig, og man accepterede ikke enhver ny smart kirkestrategi fra USA o.l. At man havde et andet dåbssyn, men en ret forståelse af hvordan man blev frelst, og dermed også evangeliet, var det der var afgørende for min ven. Det var vigtigere at finde et fællesskab som havde et klart fokus på evangeliet, istedetfor kun at være enig om et dåbssyn. Hvis man skal vælge mellem dåbssyn og evangeliet, så må det være evangeliet der kommer i første række. Derfor var det et fornuftigt valg.

På samme måde kender jeg også en der var lutheraner, men fordi man ikke prædikede evangeliet i de lutherske kirker som var i hans omegn, valgte han at frekventere en baptistisk menighed. Så det kan gå begge veje det her. For når vi skal ud at finde en ny menighed, så skal vi smide vores personlige kæpheste i skabet, og istedet vurdere om det er en kirke der leverer et klart og tydeligt evangelium uden vranglære. Det vil være nemt at finde kirker som har fokus på vore personlige kæpheste, hvad enten det er dåbssyn, tungetale, profeti, endetidssyn, m.v. Men det er ikke disse områder der er afgørende. Det må altid være et ret syn på evangeliet som har den største betydning her.

I næste afsnit vil jeg kigge på hvordan du med din baggrund for udmeldelse af en menighed, kan bruge det som en lakmustest på en mulig ny menighed. For alt for ofte ender folk med at føle sig snydt her, fordi de ikke har meldt klart ud om deres baggrund for udmeldelse til den nye kirke.

Categories
Falsk Lære Kirke Livet som kristen

Årsager til at forlade sin kirke 6 Nogle eksempler

Det er svært at give et udtømmende svar på hvornår man skal forlade sin menighed. Ligesom det er nærmest umuligt at give et udtømmende svar for begrundelser der ikke kan bruges til at forlade sin kirke. Det sidste har jeg skrevet mere om i første afsnit: https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-1-k%c3%b8delige-argumenter-3176.htm
Men lad mig istedetfor give nogle få eksempler på hvad der kan være gode grunde til at sige stop i en menighed, og finde et andet sted, eller sammen med andre starte et nyt kristent fællesskab op.

Når ledelsen manipulerer
Et ofte hørt argument i dag, er når ledere manipulerer med folk. Ledere som har brug for at få deres vilje igennem ved hjælp af manipulation, er ikke troværdige. Dette er noget der skal konfronteres, og skal gøres på den bibelske måde. Det betyder først ved personlig henvendelse. Hvis det ikke hjælper skal man tage andre ledere med i en ny henvendelse, og hvis det ikke hjælper, må man skille sig af med den leder, det siger sig selv. Men hvis de andre ledere ikke mener der er noget galt i at en den gældende leder manipulerer med folk, så har man en god grund til at sige stop. En sådan ledelse skal man ikke underlægge sig. Og jeg vil personligt mene at man bør skynde sig hurtigst muligt ud af en menighed hvor lederne ikke vil høre på andre, men kun vil have deres egen vilje igennem.
Når det så er sagt, skal man passe meget på med at basere en sådan vurdering alene på ens egen erfaringer. Jeg ved der findes tilfælde af folk der har set sig vrede på en pastor, og det i sådan en grad, at ligegyldig hvad præsten sagde, var det forkert ifølge dem. I et sådan tilfælde er det ikke ledelsen der har brug for omvendelse, men en selv. Har man det sådan med sin præst, kan det betyde at man tror præsten er manipulerende med alt hvad han siger, også selvom det reelt set ikke er tilfældet. Så tal med andre om dette før du tager en beslutning, og tal med folk der ikke taler dig efter munden, men som er til at stole på.

Seksuel synd florerer åbenlyst i kirken
Et tydeligt tegn på at din kirke er blevet et farligt sted at komme, er når seksuel synd er åbenlys i menigheden. Forstå mig ret, det er ikke sådan at seksuel synd er værre end andre synder. Det er ikke tilfældet, men når seksuel synd er tydelig i en menighed, og det er noget man ikke gør noget ved iform af kirkedisciplin, så er det et tegn på en frafalden menighed. Hvad mener jeg så med det? Jo, når seksuel synd er noget man ikke skammer sig ved, og er noget man har givet lov at eksistere åbenlyst i menigheden, så viser det at menighedens gudsforhold er gået i stykker. For når man tillader synd, som Gud meget klart, i både det gamle som det nye testamente, har gået stærkt imod. Så viser man at ens autoritet ikke er Guds ord, men istedet folks ønske om at leve deres eget liv. Når en menighed ovenikøbet er stolt af at der kommer folk i deres kirke som lever i seksuel synd (sådanne menigheder findes faktisk) er det et tydeligt tegn på at denne menighed har forladt Guds vilje. Ikke fordi seksuel synd er værre end at stjæle eller slå ihjel, men fordi åbenlys seksuel synd er et tegn på en frafalden menighed. Det er også noget vi ser igen og igen i kongebøgerne. Når frafaldet var allerstørst, kunne man se at der var helligskøger i templet. På et tidspunkt kunne man sågar få mandlige helligskøger. Når en konge omvendte sig, og vendte tilbage til Gud, udrensede man den slags seksuel synd omgående i templet. Så selvom man kan finde eksempler på at kirken har været “seksuelt frigjort” i det gamle testamente, så ser vi gentagne gange at Gud så på det som synd, og som noget der ikke hørte hjemme i kirken. Sådan er det også i dag. Gud har ikke ændret sig.

Når kirken ikke stoler på bibelens troværdighed
Noget af det mest ufattelige man møder i dag, er kirker som viser sig ikke at tro på Guds ord. Jeg tænker lidt at hvis man ikke tror på bibelen er sand, hvorfor skulle man så have en kirke? Er det ikke fuldstændig spild af tid, hvis man ikke tror på at bibelen er Guds ord, ufejlbarlig, troværdig og tilstrækkelig? Tillad mig at tage en personlig oplevelse op her. Sidste år, da jeg havde prædiket til min daværende kirkes julefest, var der nogle ganske få som ikke brød sig om at høre, at vi alle er syndere der har brug for en frelser. Den klage fik menighedsrådet, og de henvendte sig til mig. jeg tog klagen seriøst, og jeg ville gerne finde ud af om jeg havde sagt noget der var forkert. Så jeg sagde at jeg gerne ville mødes med menighedsrådet om denne sag, men at jeg godt ville vide hvad jeg havde sagt der var forkert i forhold til bibelen. For at gøre en lang historie kort, så viste det sig at dette menighedsråd, slet ikke var interesseret i hvad der stod i bibelen. Man skrev til mig at det ikke handlede om bibelen, men om folks meninger. Senere hen fandt jeg ud af at den i det menighedsråd der havde allermest kendskab til bibelen, ikke mente at man kunne tro på den. Han mente at han var i stand til at kunne udpege hvilke dele man kunne tro på, og hvilke dele man ikke skulle tro på.

Med andre ord, han satte tvivl om bibelens troværdighed, og ovenikøbet på en arrogant måde. For hvem var han lige, at han skulle være i stand til at kunne vurdere dette så skarpt, og ville hans vurdering være i overenstemmelsem med alle andre der mente det samme? Nej selvfølgelig ikke, for han sagde at det var hans hjerte der viste ham hvornår det var troværdigt og hvornår det ikke var. Bare ærgerligt at hjertet er det mest bedrageriske der findes ifølge Jeremias 17.9. Men det var nok et af de vers han ikke mente man skulle tro på. Men da jeg fandt ud af at det var den tilgang denne ledelse havde til Guds ord, valgte jeg at sige stop. Der var ikke nogen grund for mig til at arbejde videre med dette. En anden af mine venner som havde stoppet i menighedsrådet pga denne sag, havde taget en snak med dem om dette, og jeg mente ikke jeg kunne gøre det bedre end ham.
Jeg kunne sikkert have gået videre med sagen, og have taget det op på et menighedsmøde. Jeg kunne sikkert også have overbevist nogen i kirken om at det var en fejl menighedsrådet gjorde, når den afviste at vurdere sagen i lyset af Guds ord. Men på det tidspunkt, ville det have betydet at jeg måtte ignorere nogle vigtigere behov som var i min familie. Jeg havde lyst til begge dele, men måtte vælge min familie først og fremmest, og det er jeg sikker på var det bedste valg. Men hvis jeg havde haft ressourcerne til det dengang, ville jeg gerne have gået en ekstra mil. Men hvorom alting er, ville jeg ikke kunne fortsætte i en menighed hvor man ikke anså Guds ord for at være kirkens autoritet. Når mennesker mener de er istand til at vise hvad man kan stole på i bibelen, og hvad man ikke kan stole på i bibelen, så er det blevet menneskers vilje der er autoriteten. I et sådant tilfælde er det ikke længere Guds kirke, men menneskers kirke, og dermed kan jeg ikke hvordan man som kristen kan deltage i den. Find dog et sted hvor Guds ord bliver sat højt og er kirkens autoritet.

En kirke der ikke stoler på Guds ord, er også en kirke som ikke tror at Gud er istand til at vise hvad Hans vilje er på en klar og tydelig måde, og dermed har man slet ikke grund til at kalde sig en kirke. For så er man slet ikke en kirke. Et sted som kalder sig en kirke, men ikke tror på kirkens fundament for tro, er kun en flok mennesker der leger kirke. Det at være kirke er en seriøs ting, ikke en leg vil jeg lige påpege.
Men selve det at præster fra både folkekirker og frikirker ikke tror på at bibelen er sand, er noget der ses rigtig mange steder i dag. Hvis jeg blot havde vidst at den kirke vi kom i dengang, ikke troede på Guds ords troværdighed, så havde jeg ikke valgt at komme der. Men så har jeg lært det til en anden gang. Men jeg ved at andre i dag finder ud af det samme om deres ledere. Og folk er chokeret over dette. Kirken jeg kommer i, i dag, er bibeltroende, det bekender den, og viser i sine handlinger, derfor kommer jeg der.

Vranglære generelt
Så er det selvfølgelig bare vranglære generelt set. Mange har sikkert oplevet at ens præst har været på en eller anden lederkonference, kommer hjem og er begejstret og siger at nu skal menigheden igennem 40 dage med kærlighed, 40 dage med et formål, eller finde ud af hvordan man bliver et lykkeligere menneske ved hjælp af Jabes bøn, eller revolutionere gudstjenesten ved at fjerne salmerne og istedet indføre rockmusik til lovsangen og små amatøragtige skuespil som viser ting fra dagligdagen. Og her kunne jeg fortsætte ned at nævne popsmarte metoder som ikke fokuserer på evangeliet. Når din præst er blevet forført af en eller anden smart konceptkirkeidé, skal du ikke tænke “Lad mig komme væk herfra” med det samme. Tal dog med ham istedet. Spørg ham om hvor han finder grundlaget for de “nye ideer” i Guds ord. Hvor er Guds ære alene i dette, hvor er den bibelske tilgang, og er det ikke Gud der giver væksten, og os der må holde fast i det vi har fået i Guds ord? Eller tror han virkelig at vi kan gøre kirken stor ved vore egne anstrengelser? For meget af dette handler jo generelt set om at få kirkevækst.

Desværre er en meget stor del af de kirkevækstprogrammer der findes, baseret på vranglære hvor du minimerer (eller fjerner) talen om synd, og istedet får mennesker til at føle sig godt tilpas istedet. Find ud af hvorfor der er noget galt med præstens ideer, hvad det har medført andre steder, og tal så med ham. Hav din dokumentation for problematikkerne i orden. Hvis han vil høre, og kan se du har ret, så glæd dig. Hvis han ikke kan se det, så find flere som er enige med dig, og gå til ham igen. Hvis det stadigvæk ikke medfører nogen ændring, så tag det op på menighedsmødet, som et punkt på dagsordenen. Kan du blive upopulær af dette? Ja det kan du lige tro, men bare rolig dit navn har ikke nogen betydning, det er Jesu navn der betyder noget, og det er Ham du skal arbejde for. At gøre sådan noget, kan medføre at du og andre vil blive smidt ud af menigheden. Det er noget der sker indimellem. Men det kan også godt være at du kan se at der ikke er mere at gøre efter et stykke tid, og så er tiden måske inde til at vurdere om du skal finde et andet sted, eller være med til at starte noget nyt op.
Hvordan man gør det vil jeg komme ind på næste gang.

Categories
Falsk Lære Kirke Livet som kristen Mirakler

Årsager til at forlade sin kirke 5 (når det afhænger af mig)

Sidste gang skrev jeg om at der er grænser for hvad man kan kalde vranglære, og noget man bare kan være uenig om. Alt for mange gange gør kirkens folk små uenigheder til afgørende punkter. Det er ikke sundt, og heller ikke Guds vilje. Men hvornår kan man sige at der er tale om vranglære som man ikke skal ignorere, men er nødt til at få gjort op med?

Lad mig starte med helt klart at slå fast, at nedenstående eksempler ikke isoleret set er årsager til at forlade sin kirke. Men hvis der ikke sker en ændring efter at man har taget disse problemer op overfor ens ledelse,så er man ved at være tæt på at kunne forlade sin kirke. Men før man gør det, er der nogle ting man skal have overvejet meget kraftigt. Hvad det drejer sig om vil jeg komme ind på i et snarligt kommende indlæg.

Når evangeliet mister fokus
Noget som er et tydeligt tegn på at vranglære er kommet ind i kirken, er når evangeliet ikke bliver prædiket mere, eller efterhånden kun er noget der bliver talt om sjældent. Det er der normalt en årsag til. En af de årsager er ofte at vranglære er kommet ind, og har fået fokus istedetfor. På urkirkens tid var det ofte gnosticisme som havde fået den fokus. Gnosticisme var en blandet landhandel af forskellig vranglære, hvor folk bl.a. fik “en højere åbenbaring”, end det der allerede var åbenbaret i skriften. Dertil havde gnosticismen en markant fokus på menneskets egen evne, og i mindre grad hvad Gud allerede har gjort.

Trosbevægelsen
Der er ikke noget nyt under solen i dag. Vranglære sætter mennesker højt, og får Gud ned på et lavere niveau. Et sted vi eksempelvis ser det er i trosbevægelsen. Trosbevægelsens læresætninger siger at mennesket er små guder, og når man bliver en kristen, så får man guds autoritet, og evne til at skabe ting, ved det bekendte ord. Det er derfra vi har ideer som “bekend dig til frihed, til helbredelse, til succes og rigdom”. Men det at tale til sine omstændigheder er ikke en kristen tilgang til at løse problemer. Jeg kender folk der har prøvet at tale til deres regninger, men fandt ud af at der skulle mere til end det. Man var nødt til at tjene penge for at kunne betale penge. Meget simpelt, men åbenbart ikke for alle, der kalder sig kristne.

Prædiker tomme ord
Dertil ved jeg også om indtil flere velkendte ledere fra trosbevægelsen, som da det blev deres tur til at få en depression, eller en nedtur af en eller anden grund, viste at det de prædikede ikke fungerede alligevel. For hvis det virkelig passede at man bare kunne tale til sine omstændigheder og “bekende sig fri”, så er spørgsmålet hvorfor de så ikke har gjort dette i den situation de står i? Hvorfor går de ned med depression i flere år? Hvordan kan det være at når de har det hårdt, så går de til lange snakke hvor de får sjælesorg, og hjælp til at komme videre? Kunne de ikke bare bekende sig fri, eller finde en eller anden “speciel salvet” prædikant der kan lægge hænderne på dem? Får de depressioner og hårde tider fordi de ikke har tro nok, eller er det ikke bare fordi det de prædiker ikke kan er baseret på sandhed? Med andre ord, trosbevægelsens lære er direkte farlig og er ødelæggende for menigheder.

Når trosbesbevægelsen skaber kolde hjerter
Har du tænkt på at en sådan tilgang til at menneskelige kriser er med til at skabe kulde i kirken? Når en er syg, og trænger til omsorg, så får man istedet at vide, at man skal sige “Jeg er rask i Jesu navn”, og hvis man så ikke bliver rask, skyldes det at man ikke har tro nok. Det er ikke den omsorg som Jesus siger vi skal have for hinanden i bjergprædikenen. Ikke et sted påbyder han nogen at bekende sig fri, eller bekende sig rask. Den der helbreder er Jesus. Den der gør folk glade igen er Jesus. Det er ikke en tryllesætning som sætter os fri, men Jesus Kristus. Men den Jesus Kristus som sætter fri, bliver hos trosbevægelsen erstattet af min egen evne til at tro, og til at bekende og holde krampagtig fast i en bekendelse.

Trosbevægelsen er direkte farlig og skal ikke have nogen indpas i Guds kirke. Det kan godt være at det ser ud til at der er mange mirakler i trosbevægelsen, men det er ikke et argument for at godkende nogen. Det må og skal være læren der er afgørende her. Dertil er der også en stor del af deres mirakler som ikke er reelle mirakler, men massehypnose og bekendelser som ikke er sande ved næremere eftersyn.

Desværre har trosbevægelsens lære fået så meget indgang i mange kirker, at mange kristne ikke længere kan se forskel på hvad der er kristendom, og hvad der er trosbevægelse. Det har skabt forvirring hos kristne, det har skabt kulde hos kristne, og folk er blevet såret af trosbevægelsen, og af folk som er påvirket af tankerne fra trosbevægelsen. Så hvis din kirke er påvirket af disse tanker, så tag en seriøs snak med din ledelse, om hvordan de forholder sig til dette, og om det er noget de vil forsætte med at acceptere, eller vil rense ud af menigheden. Hvordan du kan tale med din ledelse om det har jeg skrevet om i dette indlæg: https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-3-nar-der-er-grunde-3187.htm 

I næste indlæg vil jeg vise et andet eksempel på vranglære der gør at man kan være nødt til at vurdere om man er nødt til at forlade sin kirke. Jeg kunne godt skrive flere eksempler, men de skal kun virke illustrative, og er ikke udtømmende. Men efter det næste indlæg regner jeg med at skrive hvad man så gør, når man ser sig nødsaget til at forlade sin kirke. For spørgsmålet er, om man skal finde en anden kirke (hvilket nogen gange kan være den bedste løsning), eller om man skal finde nogen at starte en ny kirke op med (hvilket andre gange kan være den bedste løsning). Men hvornår det ene er bedre end  det andet vil jeg også komme ind på, samt de faldgruber der kan være her. En ting er helt sikkert. Det er ikke godt slet ikke at have noget kristent fællesskab at komme i, og det vil jeg også forklare med tiden hvorfor det er tilfældet.

Categories
Bibelen Evangelisation Kirke Mirakler Prædikener

Herodes blev glad for at se Jesus. Men hvorfor?

Til min prædiken her på søndag skal jeg tale om valget mellem Jesus Kristus eller Jesus Barabbas. Det er udfra Mattæus 27.11-26. Men jeg inddrager også hvad de andre evangelier skriver, om dette besynderlige valg som jøderne tog dengang. Et valg hvor de fik løsladt en skyldig mand, og fik dømt en fuldstændig uskyldig mand til døden. Men et af de skriftsteder som jeg tager med, er der hvor Pilatus sender Jesus til Herodes, fordi han håber at Herodes så kan få besværet med denne Jesus som han ikke kan se skulle være skyldig i noget som helst. Her er lidt af det jeg har skrevet om dette:

“Herodes blev meget glad for at se Jesus; for han havde længe gerne villet møde ham, fordi han havde hørt om ham, og han håbede at se ham gøre et tegn.” Lukas 23.8.

Det er værd at lægge mærke til hvorfor Herodes var glad for at se Jesus. For det var ikke fordi Jesus var Gud der var blevet menneske han ville se Ham. Det var heller ikke fordi Jesus kaldte til omvendelse fra synd, det havde Herodes jo hørt før den slags fra Johannes Døberen, og det brød han sig ikke om. Nej, det der gjorde ham glad, var at han måske kunne få lov at se Jesus gøre en af Hans fantastiske undergerninger. Han ville se et mirakel.

“UNDERHOLD MIG Jesus. Vis mig noget sjovt som jeg kan fortælle mine venner om, lad mig se dine fantastiske tryllekunster som jeg har hørt så meget om.” Var tilgangen for Herodes da han mødte Jesus.

Så Herodes var i spændt forventning om at se noget han ikke havde set før, noget der var helt usædvanligt. Men hvad får han så? Jo, han fik en mand der virkelig var langt ud over det sædvanlige, men ikke på den måde Herodes forventede det. Han fik i stedet en mand som ikke sagde noget, fordi Han ikke havde brug for at sige noget. Der står at Herodes stillede Ham mange spørgsmål, men Jesus svarede ham ikke. Og de skriftkloge og farisæerne rettede stærke anklager mod ham, og der står Han så bare, og hører på det hele. Men ingenting siger Han. Hvad bilder denne mand Jesus sig egentlig ind? Han står foran en af de mest indflydelsesrige personer i samfundet, og opfører sig som om Herodes var luft. Mage til uforskammethed. Vis mig dog et tegn og jeg skal lade dig slippe fri fra de fanatiske jøder her. Gør dog noget istedet for bare at stå der.”

Noget jeg kom til at tænke på da jeg skrev dette, men som jeg ikke kommer ind på i prædikenen, er at Herodes nok ville føle sig godt tilpas i en moderne søgervenlig menighed. Ja, han ville sandsynligvis have fundet det ret spændende at være til et Benny Hinn møde, eller sågar et møde med Christian Hedegaard. Særlig hvis han havde sin skøre pumpgun med, for den har da underholdningsværdi. Herodes ville være en mand som “ville være blevet nået” med moderne kirkevækststrategier. Men det var bare ikke det Jesus leverede til ham. Herodes ville have en gud der gjorde hvad han ønskede, men Jesus vil kun have disciple der følger efter Ham. Han kom ikke bare for at lave mirakler, Han kom ikke bare for at trække folk til sig ved spændende mirakelmøder. Jesus annoncerede heller aldrig om at der kom et mirakelmøde nede på Casareas bibliotek eller i synagoge. Han prædikede evangeliet, og derefter bad Han for syge som blev helbredt. Det var ordets forkyndelse der havde den største prioritet, ikke miraklerne. Hvilket Han også selv gjorde opmærksom på flere gange.

“Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« ” Johannes 6.26-27

Det burde også være dette som er drivkraften for enhver kirke. At give den mad som ikke forgår, men består til evigt liv. Den mad er det rene uforfalskede evangelium, og ikke et tilpasset budskab som taler mere til folks kød, end til deres hjerte. Jesus valgte ikke at nå Herodes på de betingelser Herodes fremsatte, og det skal vi heller ikke. Jesus nåede folk ved at give dem et klart Guds ord, og det der er så specielt ved dette, er at når Han gjorde det, så sad folk med denne oplevelse:

“Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.” Mattæus 7.28-29

Den samme oplevelse bør folk også have i dag, når de går i kirke og hører Guds ord forkyndt. Vi kan ikke gøre det helt så stærkt og godt som Jesus gjorde, men det er hvad vi skal hige efter at komme hen til i forkyndelsen. Men der er nogle ganske særlige krav der er gældende for den form for forkyndelse. Og det er følgende: Forkyndelsen skal være bygget på Guds ord, drevet af Guds ord, og vise at skriftens mening er Guds ord. Hvis man får Guds ord til at handle om noget andet, så har man misset det. Derfor er det vigtigt for forkynderen, at Guds ord bliver udlagt klart og tydeligt, og intet mindre end det!