Category: Bibelen

Categories
Bibelen Kirke Livet som kristen Omvendelse vækkelse

Hvor tit skal en kristen dø?

“Hver dag dør jeg” skriver Paulus i første Korinterbrev 15.31. Hvilket isoleret set er noget underligt noget at skrive, for Jesus kom jo for at give os liv, ikke sandt? Engang forstod jeg ikke hvad Paulus mente med at vi skulle dø, at vi er som slagtefår der dræbes dagen lang (Romerbrevet 8.36). Det var ikke i overenstemmelse med det min kirke sagde. Hvorfor kunne Paulus ikke bare leve livet i Kristus? Hvorfor oplevede han at han døde dagligt? Nogle har fejlagtigt påstået at det var en forberedelse af den martyrdød som Paulus skulle få. Men sandheden er at dette handler om meget mere end en forberedelse til martyrdøden. Det handler om livet som kristen. Os der lever med Gud, vi dør hver dag. Det handler det forresten også om, for dem som forkynder evangeliet.

Hov, hvorfor skriver jeg det? Ved forkynderne ikke det i forvejen da? Jo, jeg tror der findes nogle enkelte som har erfaret hvad det indebærer at prædike. Men alt for mange forstår det ikke. Jeg kan huske da jeg var ung og frisk, da elskede jeg at prædike. Jeg elskede at prædike levende og fangende, smart og opmuntrende. Jeg syntes jeg var rigtig sej til at gøre Guds ord levende (heldigvis er det levende i forvejen). Det kan godt være, at jeg var bibelsk nok i noget af det jeg prædikede dengang. Men det var ikke et ordentligt og klart ord fra Gud. Det var mere et ord fra mig. For det handlede om at JEG var god til at prædike, at JEG var en dygtig formidler. Og jeg nød når folk roste mig for mine prædikener. Mit problem var at jeg ikke var død. Jeg var en elendig forkynder. For jeg manglede noget i min forkyndelse. Jeg manglede at dø fra mig selv. Det var for meget mit ord, og ikke Guds ord.

Sandheden er at os der prædiker Guds ord, vi er kaldet til at dø fra os selv, når vi prædiker Guds hellige ord. For det er ikke vores ord. Det er ord som dræber os, og dræber andre. Men det er måske også derfor så mange afholder sig fra at prædike et klart Guds ord. Vi ønsker at beholde vore egne liv, istedet for at lad Ham blive større i os. Jeg ser frem til den dag hvor der vil være mange forkyndere og pastorer der vil sige som Paulus:

Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme. Altid overgives vi midt i livet til døden for Jesu skyld, for at også Jesu liv kan komme til syne i vores dødelige krop. Derfor virker døden i os, men livet i jer. Anden Korinterbrev 4.10-12

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Kirke Livet som kristen

Årsager til at forlade sin kirke 10 (Er vi enige?)

Hvis man er nogen stykker der har fundet sammen for at starte et nyt menighedsfællesskab op, så er det afgørende at man finder ud af hvad man positivt er enig om. For et nyt fællesskab kan ikke bygges op på at man er enige om at det man forlod var forkert. Man bør vide hvad det så er man kan være enig om som man skal bygge på, og hvordan man vil bygge det. Nu sidder der nok en eller to og tænker,“Jamen skal vi ikke bare være enige om at Jesus bygger sin kirke?”. Jo, det er ihvertfald et godt udgangspunkt, men det medfører nogle spørgsmål som man er nødt til at få besvaret, og lad mig bare starte med at se lidt praktisk på tingene her. For hvordan skal møderne afholdes? Hvad skal en gudstjeneste indeholde? Hvordan skal sangene være? Hvem kan være med i fællesskabet? Hvordan får vi kommunikeret ud at vi er et nyt kristent fællesskab, og er en synlig del af Guds kirke?

Vigtige spørgsmål
Rigtig mange spørgmål kan komme op her, og jeg skal ikke besvare dem alle. For en stor del af dem skal løses lokalt i fællesskab (med udgangspunkt i bibelen selvfølgelig). Men en ting jeg vil tage op her, er hvad et møde skal indeholde. For der er i dag i visse kredse kommet stor uvidenhed om hvad et kristent møde skal indeholde, og hvad der kan være plads til. Det er ærgerligt, for bibelen er faktisk ganske klar omkring hvad der skal ske når kristne mødes i menigheden. Dertil er bibelen også meget klar på at det ikke er alting der er tilladt til et kristent møde, fordi Gud har valgt hvordan Han skal tilbedes. Det er ikke mennesker der skal bestemme det, selvom der godt nok er mange mærkværdige bud på dette i dag. Men lad os se hvad bibelen siger.

“Men Arons sønner Nadab og Abihu tog hver sit fyrbækken, gjorde ild på dem og lagde røgelse på ilden; de frembar uhellig ild for Herrens ansigt, og det havde han forbudt dem. En ild slog ud fra Herren og fortærede dem, så de døde for Herrens ansigt.” Tredie mosebog 10.1-2

Arons sønner havde valgt at bære fremmed ild fremfor Herren. Noget som skriften viser at Gud ikke havde påbudt dem. Men Nadab og Abihu havde en anden mening. De ville “tilbede” Gud på deres egen måde. Noget som blev skæbnesvangert for dem. Det må have skabt stor gudsfrygt at se disse to blive fortæret af ild, fordi de bar fremmed ild for Herren. Men det bør det også gøre i dag for os. For det nye testamente viser at Gud stadig har valgt hvordan Han vil tilbedes. Det er altså ikke noget vi selv bestemmer. Jesus siger at Gud vil tilbedes i Ånd og sandhed (Johannes 4.24). Så heller ikke i den nye pagt vil Gud tillade at blive tilbedt i kød og løgn. Der er nemlig ikke nogen forskel på den Gud vi finder i det gamle testamente og det nye. Det er den samme Gud. Ikke dermed at forstå at vi skal leve op til moselovens ca. 670 lovbud, men at den Gud som er retfærdig, kærlig, nådig og vred med mere, også er den Gud vi får beskrevet i det nye testamente. Så hvis Gud kunne vælge at straffe folk for at tilbede Ham på en forkert måde i den gamle pagt, så kan Han også i dag. Ananias og Safira fra apostlenes gerninger kapitel 5 viser også dette. De troede at Gud tog imod et løgneoffer, men blev slået døde af Gud, da deres synd blev afsløret. Så det er altså af største vigtighed at man finder ud af hvordan Gud vil tilbedes.

Gudstjenestens formål og indhold
Jeg tror en af årsagerne til at der er så meget forvirring om dette emne, er at en masse såkaldt moderne kirker har misforstået hvad gudstjenesten handler om. Den handler om at tilbede Gud. Men mange tror i dag det handler om at møde menneskers behov. Men nej det siger bibelen ikke. Menighedens medlemmer skal møde menneskers behov, men menighedens møder skal være rettet mod Gud.

Men når vi mødes, så er det særlig disse ting der skal have markant plads: ordets oplæsning, ordets forkyndelse, bøn til Gud og sang til Gud. Derudover er der også andre elementer som velsignelse, nadver m.v. Lad os kigge lidt på de fire jeg nævner først, og hvad bibelen viser om disse. Paulus skriver til Timotheus at han skal lægge vægt på oplæsning af skriften.

“Indtil jeg kommer, skal du tage vare på skriftlæsningen, formaningen og undervisningen.” Første Timotheus 4.13

Dette er ikke noget der forekommer fremmed for folkekirker, og heller ikke for frikirkesamfund der er lidt mere end 100 år. Oplæsning af skriften er helt normalt disse steder. Men i mange frikirker har man ikke direkte skriftlæsning. Og det er en skam, fordi skriftlæsning er med til at sikre at hvis prædikanten holder en dårlig prædiken, og måske endda, en vrøvleprædiken. Så er der trods alt blevet sagt noget som er sandt. For når vi læser Guds ord, så er vi sikre på at noget af det der bliver sagt den dag, faktisk er sandhed. Men hvis der ikke er oplæsning af skriften, så har man ikke noget at spejle forkyndelsen i, og heller ikke noget at vurdere den på. Skriftlæsning hvad enten man synes det er spændende eller ej, er altså en bibelsk del af tilbedelsen når vi mødes i Guds hus. Og hvis man længes efter at være sammen med Gud i Himlen, så bør man også glæde sig over at høre hvad Han siger til menigheden i dag. Det Han siger har Han allerede sagt, det kan vi jo læse i bibelen. Derfor er skriftlæsning en helt naturlig og obligatorisk del af et kristent møde!

Ordets forkyndelse og dermed udlægning af ordet er også en klar del af indholdet når vi mødes. Man mødes ikke uforberedt. Man kommer ikke uden at der er en der har et ord at dele. Og man ved hvem det er. Og det er vel at mærke skriften der skal udlægges. Ikke forkynderens egne ideer om hvad der er ret og sandt eller spændende. En forkynder der viser hvad der står i skriften er en forkynder der ved at hans egne meninger er sagen uvedkommende. Han har sat sig selv til side for at vise hvad Gud vil og ønsker. Skriftstedet fra brevet til Timotheus fra ovenover viser også dette. Men vi kan også se at det er tilfældet i den første menighed som samledes i Jerusalem.

“De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne.” Apostlenes gerninger 2.42

Apostlenes lære, var det der blev forkyndt, og apostlenes lære har vi fået overleveret. Det er det nye testamente. Den lære brugte de tid på at undervise i, og holde hinanden fast på. Der var nogen der forsøgte at gå udover apostlenes lære. Det blev til en kættersk retning man kalder gnosticisme. Det var en lære som der ikke var plads til i Guds menighed, og som man ikke ville give plads. Der var altså ikke plads til enhver ny og interessant idé. Apostlenes lære var afgørende, ikke en ny lære.

Bøn og salmesang er også klare elementer i tilbedelsen når vi mødes. Det ser vi bl.a. i første Timotheus 2.1-2:

“Jeg formaner da først af alt til bønner og anråbelser, forbønner og taksigelser for alle mennesker; bed for konger og for alle i høje stillinger, så vi kan leve et roligt og stille liv, i al gudfrygtighed og agtværdighed.”

og i Kollosenserne 3.16-17:

” Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud. Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!”

Alt dette skal ikke ske uden orden og styring. I nogle karismatiske grupper har man valgt at være “så ledt af ånden” at man ikke har brug for et mødeprogram. Man har ikke brug for at vælge hvilket skriftsted man skal læse op af, og man har heller ikke valgt hvilke salmer og lovsange man vil synge. Det er helt forkert, og i uoverenstemmelse med det Paulus skriver til korinterne i første korinterbrev 12-14. Paulus siger at hvor Herrens ånd er, der er der orden og ikke uorden. Det er derfor vigtigt at man som nystartet menighed (såvel som en gammel menighed) ved at mødernes skal være baseret på skriften, og ikke på mennesker. Dette gælder hvad enten man er karismatiker eller ej.
Hvordan vi så laver liturgien med de elementer, kan der være stor forskel på. For eksempel kan der være meget stor forskel på hvilke typer musik man vil bruge til salme og lovsang i en bibelsk baseret menighed. Men teksterne i disse sange skal være bibelsk funderede. Og der kan også være forskel på hvor lang tid man mener at en prædikant skal tale i en bibelsk funderet menighed. Men der kan ikke være tvivl om at prædikenen skal være baseret på skriften og ikke prædikantens følelser og meninger. Der er altså nogen ting som skal opfyldes, men samtidig skaber disse krav også en sikker ramme som kan komme til udtryk på flere måder. Bare man forstår hvor grænsen går.

Fortsættes.

Se de foregående afsnit her:https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-1-k%c3%b8delige-argumenter-3176.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-2-nar-l%c3%b8sningen-er-farlig-3183.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-3-nar-der-er-grunde-3187.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-4-nar-vrangl%c3%a6ren-tager-over-3192.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-5-3213.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-6-nogle-eksempler-3218.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-7-hvor-skal-man-ga-hen-3226.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-8-v%c3%a6r-%c3%a6rlig-3250.htm

https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-9-nar-der-kun-er-et-skridt-tilbage-3272.htm

Categories
Bibelen Falsk Lære Forvirret lære Troens forsvar

Jesu ligklæde er ikke nødvendig for min tro

Jeg er ikke imod ærkæologi. Heller ikke bibelsk ærkæologi. Tværtimod finder jeg det særdeles spændende. Men der er områder indenfor det nærmest pseudoærkæologiske område der hedder relikvierne. Relikvier er ting fra Jesu tid som har været relateret til enten Jesus direkte eller til apostlene. F.x. er der relikvier som angiveligt skulle være en apostels hånd (eller skelethånd nærmere sagt). Den slags samlede man rigtig meget på under Luthers tid. Luther selv tordnede imod det, også dengang han var ansat i den katolske kirke til at undervise. Sagen var eksempelvis den at nogle af apostlene, åbenbart havde så mange knogler at der var nok til at samle mere end syv stykker af Simon Peter ( jeg husker ikke de præcise tal for dette, så hæng mig ikke op på netop dette tal). Ret imponerende, specielt set i forhold til at kirken havde godkendt hvert eneste af disse knoglerelikvier.

Men er vi bedre i dag til at undgå et usund fokus på relikvier? Mange synes jo at det såkaldte Jesu ligklæde er særdeles interessant. De undersøger den på kryds og på tværs. De læser bøger om den, de diskuterer den. Der bliver produceret tv-udsendelser om den. Og den bliver besøgt og kigget på af folk der vil se den selv. Det ser næsten ud som om der kun findes to slags folk hvad dette ligklæde angår. Dem der er tilhængere af den, og dem der mener det er et bedrageri af høj klasse vel at mærke. Men man glemmer den tredie gruppe når man taler om ligklædet. Dem for hvem ligklædet ikke har den fjerneste betydning, fordi deres tro ikke bygger på et ligklæde. Et ligklæde som man ikke kan finde ud af at datere ordentligt. Og selv hvis man kunne, ville der ikke være nogen beviser for at dette skulle være det ligklæde, som Jesus blev svøbt ind i.

For om det er det eller ej, vil ikke have nogen betydning for min tro på at Jesus døde på korset for min skyld. Den kristne skal ikke bygge sin tro på omstændigheder, men på hvad der står i Guds ord. At dette Guds ord så igen og igen bliver dokumenteret og underbygget af ærkæologien, er jeg kun glad for. Men at bygge min tro på andet end det som Gud har åbenbaret i sit ord, såsom dette efterhånden moderne relikvie er tåbeligt tidsspilde. Husk på hvad Jesus sagde til Thomas efter opstandelsen:

“Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.” Joh. 20.29

Se mere om “moderne relivkvier” på dette link: Kristuskrans.

Categories
Bibelen Evangelisation Falsk Lære Hvem er Gud? Kirke

Hvem er din Gud/gud?

Noget jeg ofte støder på når jeg taler med andre om troen på Jesus Kristus, er sætningen “det er så din måde at tro på, men jeg har min måde at tro på”. Og det er jo rigtig nok, det kan jeg ikke sådan afvise, men det er ikke vigtigt om det er min måde at tro på eller din måde at tro på der er den rigtige. Det der er vigtigt er at finde ud af hvordan Gud ønsker jeg skal tro på Ham. For hvis jeg skal tilbede Ham, så er det af stor betydning, at jeg ved hvordan verdens skaber ønsker jeg skal tilbede Ham. For hvis jeg ikke tilbeder Ham som Han ønsker, så har jeg sat mig selv over Gud, og dermed gjort mig selv til gud. (Derfor forskellen på Gud med stort G og gud med lille g. Det er kun skaberen der har retten til at få Gud skrevet med stort G).

For nylig havde jeg en diskussion med en om netop dette. Det viste sig at denne person umiddelbart godt ville tro på en Gud der havde skabt alt, men ikke ville tilbede som Gud ville have det. Personen havde valgt at tro på sin egen måde. Og da det er et frit landt, (tak og lov for det) så er der plads til det uden at skulle smides i fængsel. Men jeg sagde også meget klart at en sådan tro betyder at man har sat sig selv som sin egen gud. Det brød vedkommende sig sådan set ikke om at få at vide, men ikke desto mindre er det sandt. Det var lidt morsomt at vedkommende ikke ville erkende at man havde sat sig selv som sin egen gud, for det plejer folk faktisk ikke at have det store besvær med at indrømme efter lidt forklaring.

Arven fra syndefaldet
Men det er jo også selve kernen i syndefaldet, at vi mennesker valgte at blive vore egne guder. Det var jo det slangen fristede Eva med i Edens have. “Hvis du spiser af træet bliver du som Gud”. Et af menneskets største problemer er at vi ønsker hver især at være vore egne guder. Vi ønsker ikke nogen Gud der bestemmer over os, vi vil klare det selv. Er der noget at sige til, at da Gud blev menneske og kom ned til os, at vi så valgte at korsfæste Ham? Fordi vi ikke kunne klare tanken om en perfekt, hellig, fuldkommen kærlig og retfærdig Gud, da det betød at vi måtte se os selv som fuldkommen elendige i forhold til Ham? At Gud var som Han var, indebar at vi var nødt til at skulle underkaste os Ham, for at få evigt liv.
Ikke desto mindre kom Han alligevel. På trods af at Han vidste at dem der sagde de tilhørte Ham, ikke ville have Ham da Han kom. På trods af at Han blev født under usle forhold og lagt i det man i dag ville kalde et trug for kreaturer (krybben), da der ikke var plads i herberget. På trods af at Han ville blive korsfæstet da folk valgte at få en morder og en røver sat fri istedet for Ham (Barabbas). På trods af alt dette og meget mere, valgte Gud at ydmyge sig helt ned til os, for at frelse dem der ville overgive sig til Ham når Han kaldte på dem.

En bøn for 2011
Min bøn for det nye år, er ikke at der bliver indført nye smarte måder at nå de ufrelste på, men at vi må bede Gud om at kalde på sine får, og få dem ind i sin fold. Den fold som bibelen kalder menigheden. Når det er sagt, så er min bøn også at dem som kalder sig menigheder må finde ud af hvad en bibelsk menighed er, og vende tilbage til det udgangspunkt, og prædike evangeliet. For de menigheder som ikke vil omvende sig på trods af at de ved hvad bibelen siger om dette, er min bøn at Gud må starte nye menigheder hvis udgangspunkt er bibelen og ikke menneskers ideer. Ikke menigheder uden strukturer og faste rammer, men menigheder som bygger på de klare anordninger som bibelen allerede har vist os, og som er tilstrækkelige. For hvis Gud kalder på mennesker, og mennesker bliver frelst, hvor skal de så gå hen, hvis der ikke er en bibelsk menighed de kan tage hen til?

Categories
Bibelen Evangelisation Kirke Prædikener

Kristusfyldt, eller Kristusløs jul

Sidste år da jeg kom i en anden kirke, prædikede jeg evangeliet til julefesten. Gamle læsere af denne blog, kan huske at det medførte at jeg blev ekskluderet som forkynder i den kirke. På trods af at jeg ikke havde prædiket noget nyt til julefesten. Jeg havde prædiket det jeg plejer at prædike, nemlig evangeliet. For hvorfor skulle man da lade være med at prædike evangeliet til en julefest. Det er jo den dag i kirkeåret hvor der kommer allerflest til kirke, det ville da være hykleri at lade være. Så hvis jeg fik muligheden igen, og vidste konsekvensen af det, så ville jeg gøre akkurat det samme igen, men muligvis bare gøre det endnu mere klart og tydeligt.
Der var dog nogen som ikke brød sig om at få evangeliet forkyndt til den fest, og de beklagede sig til menighedsledelsen, og kontaktede ovenikøbet Lars Due Christensen som er en “betydningsfuld” pinsemand, for at finde ud af hvem jeg var. Det svar man fik fra Lars Due var, at jeg var en moderne farisæer og havde en forkert selvopfattelse. Altsammen postulater som han ikke fandt behov for at dokumentere. Så derfor tog jeg ikke den anklage så alvorligt, for man har vel grund til at få begrundet en anklage. Jeg har jo læst jura i mit studie, og ved at det plejer at være tilfældet. For at gøre en lang historie kort, så endte det med at jeg blev eksluderet som forkynder i kirken, og det var faktisk en gave til mig og min familie.

En gave
Hvorfor så det? Tjah, det ville være forkert at sige at jeg opfattede det som en gave da det forestod. Men set i baglyset, var det en gave, for jeg fandt ud af to ting om den kirke som dette skete i, som jeg burde have vidst noget før. For det første viste det sig, at bibelen ikke var dens autoritet. Det fik jeg også dokumenteret sort på hvidt. For til mit spørgsmål til menighedsledelsen, om hvad jeg havde prædiket der var i uoverenstemmelse med bibelen, fik jeg at vide at det drejede sig ikke om bibelen, men om folks meninger om min prædiken. Folks meninger havde altså større autoritet end bibelen. Selv Lars Due Christensens ord, blev anset for at være troværdigt, selvom hans måde at sige det på var det rene mudderkastning. Det kalder jeg det fordi der ikke var nogen form for dokumentation, men kon negative postulater, som han ikke engang ville stå til ansvar for bagefter.
For det andet fandt jeg ud af at der var folk i den menighedsledelse som ikke engang opfattede bibelen som troværdig. “Hvad” tænkte jeg højt da jeg fandt ud af det. Hvorfor have en kirke, når man ikke stoler på at kirkens fundament er troværdigt?. Det var ganske enkelt uholdbart at man kunne sidde som leder i en kirke, og ikke tro på bibelen. Så der var bestemt ikke nogen grund til at bruge mere tid i den kirke. Jeg vil ikke engang kalde det en kristen kirke (ikke dermed sagt at der ikke findes kristne i den kirke), for hvis fundamentet ikke er troen på den Kristus som bibelen vidner om, så er det ikke en kristen kirke. Hvis ikke bibelen er troværdig, så kan vi heller ikke vide om vi kender den sande Kristus, og sandheden er at Jesus Kristus kender vi igennem Hans ord, som Han selv har sagt vidner om Ham.

Så jeg har grund til at være taknemmelig over for Lars Due Christensen. For hvis han ikke havde kommet med sine total udokumenterede postulater, så ville jeg og min familie måske kun meget sent have opdaget hvorfor en så stor del af forkyndelsen i den kirke var så elendig. Lars’s anklager gjorde at det blev tydeliggjort, at det ikke var en kirke der byggede på det kristne fundament, men var ledt af nogle ledere som havde sat sig selv over Guds ord.
I dag kommer jeg i en mindre kirke, selvom der ofte kommer flere til vore gudstjenester end der gjorde i den anden. Den har ikke en stor kirkebygning, og heller ikke egen parkeringsplads til. Men den består af folk der tror bibelen er sandheden, og at det er den vi må forholde os til som kristne. Vi tror på at julen skal være fyldt af Kristus, og ikke af kristusløs kristendom. Det var lige præcis det der fik nogen folk op af stolene i den anden kirke. Man brød sig ikke om Kristusfyldt jul, man ville foretrække en Kristusløs istedetfor, hvilket fremgik af den korrespondence der havde været fra dem der havde beklaget sig. Men Kristusløs jul kan man holde i mange kirker i dag. Så der er jo nok at vælge imellem hvis man vil det. Hvis jeg skal prædike til en julefest igen, så vil jeg gøre som sidste gang, og prædike evangeliet, for juleevangeliet er evangeliet.

Men hvis du ikke har hørt den prædiken jeg holdt sidste år, så hør den her, med ønsket om en Kristusfyldt jul, for det er i sandhed værd at fejre at Gud valgte at blive menneske.

Categories
Bibelen Kirke Livet som kristen Mirakler

Årsager til at forlade sin kirke 7 (Hvor skal man gå hen?)

Hvis man er nået til den konklusion at man ikke kan komme i sin gamle kirke mere, pga mangel på evangelisk forkyndelse, og vranglære, og man ikke har set at ens henvendelser til ledelsen bærer frugt, så har man pligt til at finde et andet kristent fællesskab. Man kan ikke stoppe i en kirke, uden at gå ind i en anden kirke! Det her er meget vigtigt at forstå. For en kristen er en der kommer i et kristent fællesskab. En kristen der ikke kommer i et kristent fællesskab, er enten ikke en kristen, eller vil på sigt ophøre med at være en kristen. Det ved jeg er provokerende for nogen at læse, men tænk lige over denne illustration. Hvis jeg var gift med min kone, men boede i et andet land, som lå langt væk herfra, og aldrig var hjemme ved min kone. Så kan det godt være at jeg sagde at jeg var gift, men jeg ville ikke leve som om jeg var gift. Folk ville også kigge på mig, og regne med at jeg ikke var gift. For de så aldrig min kone, og heller ikke mine børn. Så de ville ikke anse mig for at være gift. Hvis jeg sagde til dem at jeg er gift, ville de spørge mig om hvor min kone så var henne. Min forklaring ville de ryste på hovedet af. For hvad er det lige for et ægteskab vi har så?
Sådan er det også for en kristen. En kristen er en der udover at tilhøre Gud, og lever med ham, også er en der er sat på Kristi Legeme på jorden. Kristi legeme på jorden har et navn, det navn er menigheden. Derfor må en kristen tilhøre en menighed. Men man kan stå i situationer hvor det kan være meget vanskeligt at finde en menighed. Ikke desto mindre er det ens pligt at finde et kristent menighedsfællesskab, så man kan have del i den beskyttelse og velsignelse der er at være sammen med andre kristne.

To muligheder
Når man skal finde et nyt kristent fællesskab har man to muligheder. Enten at finde et eksisterende fællesskab, eller finde nogen at starte et kristent fællesskab op med. Nogen gange vil det første være den bedste løsning, mens det andre gange vil være den anden der er at foretrække. Som udgangspunkt tror jeg (og det er så bare min mening) at det bedste er at se om der findes en menighed, som kan leve op til de bibelske krav for en god menighed. Og her behøver man ikke være lovisk for at kunne tro på at det kan lade sig gøre. For bibelen viser at der kan findes menigheder som Gud er tilfreds med, og har ros til. Det ser vi i to af de syv menigheder som Jesus skriver til i Johannes åbenbaringens 2 og 3 kapitel. Syv menigheder, fem af dem får kritik, to af dem får ros. Og det var alle sammen menigheder som har eksisteret i virkeligheden. At to af dem får ros, viser at det kan lade sig gøre at være en menighed efter Guds hjerte. Det betyder selvfølgelig ikke at problemer ikke kan opstå et sådant sted, og heller ikke at alle i kirken lever fuldt ud efter Guds vilje. Men der er nogen minimums kendetegn for en sund menighed, og det er de kendetegn man skal se efter.
I dette og næste afsnit af serien, vil jeg se på hvad man skal se efter for at kunne vurdere om en menighed er sund eller ej.Derefter vil jeg beskrive hvordan man så kan være med til at starte en ny menighed, hvis det første ikke kan lade sig gøre. Og det er altså ikke helt så enkelt som nogen desværre gør det til. Men derom senere.

Det absolut vigtigste krav
Det at finde en anden menighed, kan være voldsom svært i den tid vi lever i. For man ønsker ikke at finde en kirke hvor det som var årsag til at man gik ud af en kirke, bare gentager sig. Det ved jeg at rigtig mange har prøvet, inklusiv mig selv. Hvordan kan man så undgå det sker? Kravene til en god kirke, er de modsatte kendetegn til en dårlig kirke. Så hvis man før havde et problem med at kirken ikke prædikede evangeliet, så er første krav til en mulig kirke, at den prædiker evangeliet. Men allerede her, kan det være vanskeligt at finde en der lever op til det. Men det er muligt. Det kan godt lade sig gøre at finde en kirke hvor folk er glade, og har et godt socialt netværk m.v. Men det er ikke ensbetydende med at evangeliet bliver prædiket. Bliver evangeliet prædiket, så er der også en god sandsynlighed for at vranglære ikke er et problem.

Men inden jeg går videre med dette emne, er det måske en god idé at beskrive, hvad man ikke behøver anse for et problem. Og her kan jeg bruge en af mine venner som eksempel. Han har været baptist siden hasn i sin ungdom blev frelst og døbt. Så han ville selvfølgelig gerne finde en god baptistmenighed, det sted han boede. Men det viste sig i det område han var, at baptistkirkerne ikke opfyldte kravene for en bibelsk menighed. Et lavt syn på bibelen, mangel på kirkedisciplin, og åbenhed for vranglære var et problem de steder. Så hvad skulle han lige gøre? For at gøre en lang historie kort, valgte han sammen med sin familie at kommme i en luthersk frimenighed. At en der bekender sig til et baptistisk syn kan komme i en menighed hvor man døber børn, kan være et voldsomt for nogen baptister at forholde sig til. Jeg personlig ville også engang have haft svært ved det, men det var fordi jeg havde et forkert vægtning af dåben. Min ven valgte at komme i den lutherske menighed, fordi forkyndelsen var evangelisk, man mente at bibelen var troværdig og tilstrækkelig, og man accepterede ikke enhver ny smart kirkestrategi fra USA o.l. At man havde et andet dåbssyn, men en ret forståelse af hvordan man blev frelst, og dermed også evangeliet, var det der var afgørende for min ven. Det var vigtigere at finde et fællesskab som havde et klart fokus på evangeliet, istedetfor kun at være enig om et dåbssyn. Hvis man skal vælge mellem dåbssyn og evangeliet, så må det være evangeliet der kommer i første række. Derfor var det et fornuftigt valg.

På samme måde kender jeg også en der var lutheraner, men fordi man ikke prædikede evangeliet i de lutherske kirker som var i hans omegn, valgte han at frekventere en baptistisk menighed. Så det kan gå begge veje det her. For når vi skal ud at finde en ny menighed, så skal vi smide vores personlige kæpheste i skabet, og istedet vurdere om det er en kirke der leverer et klart og tydeligt evangelium uden vranglære. Det vil være nemt at finde kirker som har fokus på vore personlige kæpheste, hvad enten det er dåbssyn, tungetale, profeti, endetidssyn, m.v. Men det er ikke disse områder der er afgørende. Det må altid være et ret syn på evangeliet som har den største betydning her.

I næste afsnit vil jeg kigge på hvordan du med din baggrund for udmeldelse af en menighed, kan bruge det som en lakmustest på en mulig ny menighed. For alt for ofte ender folk med at føle sig snydt her, fordi de ikke har meldt klart ud om deres baggrund for udmeldelse til den nye kirke.

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Livet som kristen Prædikener

Gudsfrygt og Guds ledelse er ikke så svært

Jo, det kan være svært det her med at forstå gudsfrygt, og hvordan Gud leder os. Men måske er det fordi det er os der gør det svært. For ifølge Paul Washer så er det ikke så avancerede emner, og efter at have hørt ham, er jeg tæt på at give ham ret. For han evner bestemt at gøre det let forståeligt, og meget praktisk at forholde sig til disse to vigtige emner. Den her undervisning om Guds ledelse vil bestemt være god at høre for karismatikere, (da det kan give et balanceret forhold til dette emne). Men også for dem der ikke er karismatikere, for Gud kan lede os hvad enten vi kommer fra den karismatiske bevægelse eller ej. Det ikke blot tror jeg på, men ved, for jeg tror på en  Gud, der er stor nok til at lede sine får.

Evangelisering
Udover disse to emner kommer Paul Washer også ind på hvordan vi på den ene side skal være i denne verden, men ikke af denne verden. Noget som mange moderne kirker har misforstået, da de tror vi når folk i denne verden, ved at være som verden. Dette er undervisning som er klar, tydelig og kommer fra en mand som jeg efter at have mødt ham, må sige ikke bare var en mand som kun havde det i sin mund. Det han prædikede var også det han gjorde. Det er måske det som gør at man sidder tilbage med en længsel efter at leve tættere på Gud, når man hører Paul Washer. Der er selvfølgelig også dem der synes det modsatte, men der er der vel en grund til. Men hør denne gode bibelske undervisning i hvad sand gudsfrygt er, hvordan kan jeg blive ledt af Gud, og hvordan skal jeg være noget for mine medmennesker i verden, uden at gå på kompromis med Guds ord?

Categories
Bibelen Evangelisation Kirke Mirakler Prædikener

Herodes blev glad for at se Jesus. Men hvorfor?

Til min prædiken her på søndag skal jeg tale om valget mellem Jesus Kristus eller Jesus Barabbas. Det er udfra Mattæus 27.11-26. Men jeg inddrager også hvad de andre evangelier skriver, om dette besynderlige valg som jøderne tog dengang. Et valg hvor de fik løsladt en skyldig mand, og fik dømt en fuldstændig uskyldig mand til døden. Men et af de skriftsteder som jeg tager med, er der hvor Pilatus sender Jesus til Herodes, fordi han håber at Herodes så kan få besværet med denne Jesus som han ikke kan se skulle være skyldig i noget som helst. Her er lidt af det jeg har skrevet om dette:

“Herodes blev meget glad for at se Jesus; for han havde længe gerne villet møde ham, fordi han havde hørt om ham, og han håbede at se ham gøre et tegn.” Lukas 23.8.

Det er værd at lægge mærke til hvorfor Herodes var glad for at se Jesus. For det var ikke fordi Jesus var Gud der var blevet menneske han ville se Ham. Det var heller ikke fordi Jesus kaldte til omvendelse fra synd, det havde Herodes jo hørt før den slags fra Johannes Døberen, og det brød han sig ikke om. Nej, det der gjorde ham glad, var at han måske kunne få lov at se Jesus gøre en af Hans fantastiske undergerninger. Han ville se et mirakel.

“UNDERHOLD MIG Jesus. Vis mig noget sjovt som jeg kan fortælle mine venner om, lad mig se dine fantastiske tryllekunster som jeg har hørt så meget om.” Var tilgangen for Herodes da han mødte Jesus.

Så Herodes var i spændt forventning om at se noget han ikke havde set før, noget der var helt usædvanligt. Men hvad får han så? Jo, han fik en mand der virkelig var langt ud over det sædvanlige, men ikke på den måde Herodes forventede det. Han fik i stedet en mand som ikke sagde noget, fordi Han ikke havde brug for at sige noget. Der står at Herodes stillede Ham mange spørgsmål, men Jesus svarede ham ikke. Og de skriftkloge og farisæerne rettede stærke anklager mod ham, og der står Han så bare, og hører på det hele. Men ingenting siger Han. Hvad bilder denne mand Jesus sig egentlig ind? Han står foran en af de mest indflydelsesrige personer i samfundet, og opfører sig som om Herodes var luft. Mage til uforskammethed. Vis mig dog et tegn og jeg skal lade dig slippe fri fra de fanatiske jøder her. Gør dog noget istedet for bare at stå der.”

Noget jeg kom til at tænke på da jeg skrev dette, men som jeg ikke kommer ind på i prædikenen, er at Herodes nok ville føle sig godt tilpas i en moderne søgervenlig menighed. Ja, han ville sandsynligvis have fundet det ret spændende at være til et Benny Hinn møde, eller sågar et møde med Christian Hedegaard. Særlig hvis han havde sin skøre pumpgun med, for den har da underholdningsværdi. Herodes ville være en mand som “ville være blevet nået” med moderne kirkevækststrategier. Men det var bare ikke det Jesus leverede til ham. Herodes ville have en gud der gjorde hvad han ønskede, men Jesus vil kun have disciple der følger efter Ham. Han kom ikke bare for at lave mirakler, Han kom ikke bare for at trække folk til sig ved spændende mirakelmøder. Jesus annoncerede heller aldrig om at der kom et mirakelmøde nede på Casareas bibliotek eller i synagoge. Han prædikede evangeliet, og derefter bad Han for syge som blev helbredt. Det var ordets forkyndelse der havde den største prioritet, ikke miraklerne. Hvilket Han også selv gjorde opmærksom på flere gange.

“Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« ” Johannes 6.26-27

Det burde også være dette som er drivkraften for enhver kirke. At give den mad som ikke forgår, men består til evigt liv. Den mad er det rene uforfalskede evangelium, og ikke et tilpasset budskab som taler mere til folks kød, end til deres hjerte. Jesus valgte ikke at nå Herodes på de betingelser Herodes fremsatte, og det skal vi heller ikke. Jesus nåede folk ved at give dem et klart Guds ord, og det der er så specielt ved dette, er at når Han gjorde det, så sad folk med denne oplevelse:

“Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.” Mattæus 7.28-29

Den samme oplevelse bør folk også have i dag, når de går i kirke og hører Guds ord forkyndt. Vi kan ikke gøre det helt så stærkt og godt som Jesus gjorde, men det er hvad vi skal hige efter at komme hen til i forkyndelsen. Men der er nogle ganske særlige krav der er gældende for den form for forkyndelse. Og det er følgende: Forkyndelsen skal være bygget på Guds ord, drevet af Guds ord, og vise at skriftens mening er Guds ord. Hvis man får Guds ord til at handle om noget andet, så har man misset det. Derfor er det vigtigt for forkynderen, at Guds ord bliver udlagt klart og tydeligt, og intet mindre end det!

Categories
Bibelen Endetiden Falsk Lære Kirke Livet som kristen

Årsager til at forlade sin kirke 4 (Når vranglæren tager over)

Sidste gang skrev jeg hvad man bør gøre når evangeliet ikke bliver prædiket. Denne gang vil jeg kigge på hvad man skal gøre når der kommer vranglære ind i kirken. Ofte hænger de to sammen, således at en kirke som har vranglære i sig, kun sjældent aller aldrig vil forkynde evangeliet. Jesus havde et ord for vranglære, Han kaldte det for surdej. Farisæernes surdej og de skriftkloges surdej var noget Han advarede imod. Begrundelsen for denne advarsel var surdejens evne til at inficere hele dejen. Når først man havde fået surdej ind i dejen, var den meget svær at få ud igen. Nærmest umulig når man havde æltet den godt igennem. Og Jesus rammer virkelig plet med den illustration.

For det er netop sådan vranglære fungerer. Den vil tage over, og ændre menigheder til noget andet. Lige præcis derfor er det vigtigt at holde vranglære udenfor menigheden, og være aktiv i at få den ud af menigheden når den er kommet ind. For konsekvenserne er at den vil overtage så stor en del af menigheden at man til sidst ikke har plads til evangeliet.
Og hvis der ikke er plads til evangeliet, er det så overhovedet en kirke? Er det så ikke istedet bare nogen der leger kirke, uden at have et bibelsk grundlag for at have en kirke?

En af mine venner sagde engang at der jo altid vil være lidt vranglære her og der, og at man derfor ikke skulle tage det så tungt. Det kunne jeg ikke tilslutte mig, for det er ikke en bibelsk tilgang til problemet. Den bibelske tilgang er at vranglærens surdej ikke skal syrne menigheden, og måden det undgås på, er ved at holde vranglære udenfor menigheden.

Hvor går grænsen?
Men der er også grænser for hvad der er farlig vranglære, og hvad der bare er forkert, men ikke nødvendigvis fatalt. For som kristne er der ting som vi skal være enige om, men der er også punkter hvor der må være plads til uenighed. Og tillad mig at tage fat i nogen af mine egne erfaringer her, og tale lidt udfra dem.
Personlig er jeg præmillenium. Det vil sige jeg tror på at vi lever i kirkens tidsalder, og efter den tidsalder kommer tusindårsriget, som varer (ja du har gættet det) tusind år. Jeg kan ikke se at det skulle være på nogen andre måder, og synes der er flere der gør bibelens tale om dette til noget der bliver alt for symbolsk, og avanceret. Men jeg har flere venner der ikke er præmillenium. Nogen er amilleneum, mens andre er postmillenium. Det er nogle tidsmæssige perspektiver som vi er uenige om, men det er ikke afgørende elementer vi er uenige om. For de samme venner er jeg enig med om evangeliet, og hvad evangeliet er. Så udfra mit perspektiv (og mange andres) er uenighed om tider, ikke noget som behøver være et skillende problem. Og det burde der også være plads til i en menighed.

Show me the money
Så er der den store kæphest i visse kirker, spørgsmålet om tiende. Skal kristne betale tiende, skal de ikke betale tiende? Til dem der ikke ved hvad tiende er, så er det en gammeltestamentlig ordning hvor man betalte 10 % af ens indtægt til kirken. Personlig anser jeg ikke folk der undlader at betale tiende, for nødvendigvis at være dårlige kristne. Men jeg anser heller ikke nødvendigvis folk der betaler tiende, som nogen der lever under loven. Selve det at nogen kirker anbefaler folk at give tiende, er ikke noget man kan bruge til at påstå at den kirke prædiker vranglære. Det ville være at gå langt over stregen. Men hvis en kirke siger at ALLE kristne SKAL betale tiende, og at dem der ikke gør det er dårlige kristne, så er der tale om et problem. Et problem så stort at man mister fokus på evangeliet, da det nu bliver loven der skal overholdes istedet for nådens lov. Men modsat, en kirke der påstår at kirker der er tilhængere af tiende skulle prædike vranglære, er selv skyldige i vranglære. De deler kirken op i to bokse som vi ikke kan finde bibelsk belæg for. For hvorhenne finder du skrevet om de kirker der betaler tiende, og de kirker der ikke betaler tiende? Det er ikke det der bliver beskrevet overfor de 7 menigheder i Johannes åbenbaringen kapitel 2 og 3.
Men hvilken form for vranglære er det så man skal passe på, og ikke give adgang? Det vil jeg komme ind på næste gang.

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Korset Synd

Fuldstændig retfærdig og uskyldig

Jeg er igang med at forberede min næste prædiken til den 5 december. Den kommer til at handle om valget mellem Jesus eller Barabbas. Det der har slået mig i min forberedelse er hvor tydeligt det er i skriften, at Jesus var fuldstændig uskyldig, og fuldstændig retfærdig. Præsterne havde kun falske anklager mod Jesus som ikke holdt stik. Pilatus som var en langt mere presset mand end man lige går og regner med, forsøger faktisk at gå ret langt for at få Jesus frikendt, selvom det ikke lykkes. Han kan heller ikke se at denne mand har gjort noget forkert, og der skal jo være noget at kunne anklage en mand for, hvis han skal dømmes til døden på et kors. Og hvad finder man? Intet. Absolut intet. Der er kun dårlige argumenter som “Vi mener”, “Vi synes” og “vi kan ikke lide Jesus”. Argumenter som normalt ikke ville holde i en retssal.

Alligevel blev Jesus korsfæstet som en forbryder, og trådte i mit sted. På trods af at Han var fuldstændig uskyldig og retfærdig og at der ikke var noget som helst at udsætte ham på. Der er to ting her som er værd at lægge mærke til. Dette skete på den ene side, fordi Gud havde valgt det således. Han havde valgt at tage vores straf på sig, for at vi kunne gå fri, hvis vi ville blive Hans børn. Dette var forudsagt i det gamle testamente, og Jesus forudsagde det selv om sin død. Men den anden side viser hvem vi mennesker er. For hvem var det der overgav Jesus til korset? Det var mennesker. Præster ja, men også jøder der fulgte præsterne råbte på at få frigivet Barabbas, istedet for Jesus. Man valgte at få den skyldige løsladt istedetfor den uskyldige. Vi ville hellere have lov at leve vores eget liv, end at få Jesus til konge fordi Hans krav var for høje. Han krævede nemlig at vi skulle spise Hans kød, og drikke Hans blod.

Da Jesus i Johanes sjette kapitel har talt om dette, sker der jo det at en stor skare forlader Ham. Ikke fordi de misforstår hvad Han mener. Men fordi de faktisk fatter præcis hvad Han mener. Derfor siger de også:

“Mange af hans disciple, som hørte det, sagde nu: »Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?«” Johannes 6.60

Jesus krævede nemlig at dem der villa have Ham til konge skulle efterfølge Ham fuldstændig. De skulle tilhøre Ham, de skulle ikke tilhøre sig selv. De skulle have Ham som Herre, og det var for meget at forlange. En sådan konge ville man ikke have. Ham var det bedre at korsfæste, og dermed komme af med. Så hellere kejseren, for selvom han var en tyran, så gav han da folk lov at leve nogenlunde som de selv ville. Der var plads til at leve i synd, uden at blive stillet til ansvar for det. Så da vi mennesker fik muligheden for at vælge mellem Jesus eller Barabbas, valgte vi Barabbas. Og ja jeg skriver vi. For jeg mener ikke at vi kan påstå at det var fordi de var jøder at de valgte Barabbas. Vi ville have gjort det samme. Jeg ville have gjort det samme. For jeg er også et menneske og ved hvad der bor i mig. Hvis ikke Gud virker ved sin ånd, og drager på os, er det umuligt for os at komme til Kristus. Den dag hvor Jesus blev overgivet til Pilatus for at blive korsfæstet, var der ikke nogen der blev draget til Kristus af Gud. Denne dag blev vi mennerskers sande natur afsløret. Vi valgte Barabbas fremfor Kristus. Vi korsfæstede en uskyldig fremfor en skyldig.

Alligevel har vi grund til at glæde os. For kun ved at en uskyldig kunne overtage en skyldigs plads, kunne en skyldig blive frikendt. Og da denne mand er Gud, og dermed mere værd end alle andre mennesker tilsammen, var det muligt for denne mand at sone synderne for alle dem, der ville omvende sig og blive Guds børn. Hvad kan jeg sige andet end, hvilken kærlighed er det ikke at Gud viser ved at gøre det klart at Han elskede os, mens vi var fjender af Ham. Det er den største kærlighed vi kan finde. Den finder vi kun hos bibelens Gud, og ikke nogen andre steder.