Categories
Bibelen Livet som kristen Troens forsvar

Brug Guds ord som Jesus bruger dem, og ikke som Satan

At folk bruger Guds ord på en ikke helt tilsigtet måde, er noget vi meget nemt ser igennem fingre med. Dels kan vi sige at det var jo nok ment i en god mening, eller at det skal man ikke tage så tungt. Og der kan da også være ting her og der, som vi ikke skal tage så tungt om det lige bliver sagt helt i overenstemmelse med det Gud oprindeligt mente med det. Men det bør være undtagelsen der gælder her. For bibelen viser at vi er nødt til at tage Guds ord meget alvorligt og forstå det i den rette sammenhæng. For ellers kan vi ende med at gøre djævelens gerninger.

Djævelen kender også Guds ord, og er en ret dygtig teolog. Han kan citere Guds ord, så det giver mening. Ja, endda så meget at hans misbrug af skriften blev brugt til at friste Jesus. Her er hvad han sagde til Jesus i ørkenen, efter Jesus havde fastet i 40 dage og nætter.

”Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet:
Han vil give sine engle befaling,
og de skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.«” Mattæus 4.5-6.

Vis at du er den du siger du er, bevis det, og brug det skriften siger om dig for at vise mig det, er hvad djævelen frister Jesus med her. Hvordan skulle man kunne modsige det? Han bruger jo den hellige skrift og viser at han har en forståelse af den. Jesu svar er dog befriende i og med at vi der kan se at Jesus kender skriften langt bedre end djævelen, og har en perfekt helhedsforståelse af den.

“Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.‹ “ Mattæus 4.7.

Hvad var det djævelen gjorde? Han smed bibelvers i hovedet på Jesus. Men han gjorde det med den hensigt at gøre det modsatte af Guds vilje. At bruge bibelvers til at gå imod Gud, og imod Guds ord, er dæmonisk. Når folk eksempelvis misbruger skrifstedet om at dømme (det måske mest misbrugte skriftsted) så er det dæmonisk hvad de gør. Det er jo også tydeligt når de bruger det samme skriftsted til at dømme andre og dermed modsiger skrifstedet i deres brug af den, og samtidig viser at de kan se at skrifstedet handler om hykleri når man ser på de i sin helhed. Når folk siger at Jesus ikke kom for at dømme og henviser til Johannes 3.17, men glemmer hvad der står i det vers der kommer bagefter, så er det dæmonisk. Når folk nøjes med at citere Jesus for at sige ”Heller ikke jeg fordømmer dig”, men undlader at sige hvad Han sagde bagefter ”Gå og synd fra nu af ikke mere” så er det dæmonisk.

Hvorfor? Simpelthen fordi man gør djævelens gerninger. Det var også derfor Jesus sagde ”Vig bag mig Satan” til Peter, da han havde forsøgt at friste Jesus til at undgå korsfæstelsen. Og den er god at have med her. For det medførte jo ikke at Peter blev sendt udenfor, og ikke kunne følges med Jesus mere. For der skete nemlig to ting. Dels Jesus sagde det til ham, så Peter kunne være klar over at det var direkte forkert hvad han sagde. Dels indså Peter at det var forkert, men skulle nok tænke over det først for at forstå det.

Begge dele er nødvendige. Men vi mangler tit den første del. Vi er ikke parate til at modsige folk, når de i enten god eller dårlig tro modsiger skriften, og misbruger skriften. Men det skal vi gøre, og har fået til opgave at gøre. Det kunne jeg vise mange eksempler på, men lad os bare tage den enkle her. Det Jesus gjorde og sagde skal vi også sige og gøre. Så hvis Jesus modsagde folk der talte imod Ham, hvad enten de var ven eller fjende, og hvis Jesus gik imod misbrug af skriften og kirken. Så skal vi også gøre det. Om så folk tager imod retledning (ligesom Peter gjorde) er ikke op til os, men folk selv.

Synes vi det er svært at gøre det her, og forstå Guds ord så vi kan bruge det ret, så er der en løsning. Gud vil give os visdom og indsigt hvis vi beder Ham om det, og fortsat søger I Hans ord. Det er vi blevet lovet i skriften. Så studer skriften og søg Gud for Hans åbenbaring over skriften, og du vil se at skriften er klar og tydelig og hænger sammen, og at den peger på og vidner om Kristus.

By René Vester

Omvendelse.dk styres af René Vester. Siden vil informere om hvad der er bibelsk kristendom, og afsløre hvad der er ubibelsk. Alt for mange kirker i dag, er mere påvirkede af deres egen kirkekultur, end af Guds ord. Nogle kirker er endog mere påvirkede af denne verden, end af Guds sande ord.
Derfor vil der sandsynligvis være nogle der vil føle sig trådt på efter at have læst det der står her på bloggen, og på omvendelse.dk.
Det er dog ikke for at træde på nogen, at denne hjemmeside er oprettet, men udelukkende for at fremme de bibelske sandheder.
Har du spørgsmål er du velkommen til at kommentere mine blogs, eller sende en mail til info@omvendelse.dk.

One reply on “Brug Guds ord som Jesus bruger dem, og ikke som Satan”

Jeg ved ikke, om der er gradsforskelle i at misbruge skriften. Nogle citerer måske forkert, fordi de tror, at det er sådan, at tingene hænger sammen. Det kan selvfølgelig også være slemt nok, men vel ikke så slemt som de, der kæmper mod Guds vilje og systematisk forvrænger skriftens budskab, fordi de ikke bryder sig om det sande budskab.

Måske er der også gradsforskelle på, om man i forkyndelse og teologisk diskussion misbruger skriften overfor andre mennesker, eller om man i bøn misbruger skriften overfor Gud selv. Det sidste kan sagtens ske, hvis man kommer for at kræve ting fra Gud (i stedet for at bede i Jesus navn), og hvis man bruger bibelvers til at underbygge sine krav.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *