Kære læsere, lad mig tage den frihed at skrive lidt mere fra , hvor jeg slap sidst. Nemlig under emnet Familie og børneopdragelse.
Når vi taler om noget af det mest dyrebare vi har, nemlig vore børn. Så er det vigtigt at vi, som kender Gud og Hans dyrebare ord er nidkære og lydige imod det.
Det femte af de ti bud er et enkelt, men meget grundlæggende eksempel på at børn skal adlyde og underlægge sig deres forældre. Det er en ting der er vital for dem, som de vokser op. De skal jo lære det af eksempel, for også at kunne adlyde og underlægge sig Gud, når de er gamle nok til at forstå det.
Der står i Hebræerne 12 v 5-11 at vi Guds børn oplever at Gud tugter os, hvilket føles aldeles frygtelig i den korte stund det varer og ikke glædeligt. Rent ud sagt gør det ondt. Men det er, for os som er Guds retfærdiggjorte, til en sund høst i vores åndelige liv. Der står endvidere, at de forældre som undlader at tugte deres børn, handler som om de hader deres børn. Resultatet af ikke at tugte sit barn, som bibelen underviser og beskriver, vil blive at de vil bringe stor skam over deres forældre og ikke kunne underordne sig deres far i himmelen. I Ordsprogene 23 v. 13 og 14 står der direkte at det er muligt med den rette tugtelse at redde sit barn fra dødsriget. Så i korte ord, hvis barnet ikke lærer at underordne sig under denne verdens autoritet, kan de heller ikke underordne sig under Guds autoritet!
Ja, det er værd at kigge lidt nærmere på dette, specielt hvis det er noget, der er lidt nyt for dig. Men ved hvert skriftsted, som jeg for eksempel har brugt her, er der henvisninger til andre steder i bibelen, så men får en sund og visdomsfyldt forståelse over , hvad Gud ønsker at vi må lære.
Author: Gaesteskribent
Kære læsere, mit navn er Majbrit og jeg har fået lov til at skrive et indlæg her på bloggen. Jeg har gået og tænkt lidt over, hvad jeg skal skrive om og siden jeg er en ung fuldtidsmor, er emner indenfor familie og børneopdragelse i højsædet for mig.
Når jeg læser Guds ord og kristent litteratur bliver jeg igen og igen mindet om dette. At opdrage ens børn, og at lede og guide dem til en erkendelse af, at der er en Gud og at det KUN er gennem Hans enbårne Søn, hvori der findes frelse fra synd og evig fortabelse. Det er ikke et let job, der kommer af sig selv, eller som man kommer legende til. Det er et tidskrævende job, som virkelig kræver engagement. Så er det essientielt at man selv lever i daglig omvendelse til Ham, og har en klar erkendelse af at uden Gud og Hans kraft og styrke og hjælp kan jeg intet. Jeg er intet uden Ham, som giver mig luften at indånde til liv hver dag!!
“Jamen børn bliver da søde, gode kristne ved at lære fra mor og fars eksempel og se at de er gode mod andre…..specielt de mennesker de kan lide!”
Hhmm er det nu også det bibelen siger? Nej, faktisk er bibelen helt klar på det område og underviser os ud fra 1. mosebog at efter Syndefaldet i Edens have, arver vi den syndige natur og blodlinie, som går helt tilbage til Adam, det første menneske på jord. Det vil sige at vore børn, om vi vil det eller ej, er syndige fra fødslen af, ja faktisk fra undfangelsen af. Det er vores job, som deres autoritet at hjælpe dem til at komme til en erkendelse af, at uden omvendelse fra deres synd og tro på Herren Gud, er det umuligt at få tilgivelse fra deres overtrædelser og og arve evigt liv i himmelen.
Jeg kunne godt tænke mig en anden gang at skrive lidt mere om hvordan vi som forældre, kan hjælpe vores børn til at leve et liv der ærer Gud, blandt andet ved at leve i lydighed mod deres forældre, som Gud har sat som autoritet.
En ting jeg har tænkt meget over er “Guds Nærvær” i lovsang. Jeg ved stadig ikke helt hvad jeg mener om dette, men her er et par tanker. Jeg kan på kort tid få “Guds nærvær” til at komme med min guitar. Dvs, folk vil i hvertfald fortælle mig at det er Guds nærvær. Det kræver egentlig blot at jeg synger en mere stille sang som “I could sing of your love forever” i E-dur nogle gange i gennem. Nærværet kommer ikke helt ligeså meget hvis jeg spiller sangen i F-dur eller C-dur, det kommer mest i E-dur og måske D-dur. Hvis du virkelig vil fjerne nærværet skal du bare spille noget i mol. Total nærværs-dræber.
Se, jeg tror ofte at vi kalder en god stemning for “Guds nærvær”, uden at det som sådan er Guds nærvær mere end det er til stede på alle andre tidpunkter af døgnet. Gud er allestedsnærværrende, basta. Men kommer han mere nær af at vi synger en sang i E-dur end i F-dur?
Jeg tror faktisk godt at Gud kan have et stærkere nærvær til en Gudstjeneste end andre. Men jeg tror kun det sker sjældent. Fx. her når Paulus beskriver for Kong Agrippa hvordan Jesus kom “nær” i apg 26:13-15
“Undervejs, konge, så jeg midt om dagen et lys fra himlen stråle om mig og mine ledsagere, et lys med stærkere glans end solens. Vi faldt alle til jorden, og jeg hørte en røst tale til mig på hebraisk: Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig? Det bliver hårdt for dig at stampe mod brodden. Jeg spurgte: Hvem er du, Herre? Og Herren svarede: Jeg er Jesus, som du forfølger.”
Dette og få andre steder kan jeg finde hvor man kan sige at Jesu “nærvær” kommer. Men folk falder altid ned i ærefrygt og det er ganske dramatisk. Det jo ikke just det samme som det vi kalder Guds nærvær i dag. Guds nærvær i dag, er en slags speciel følelse man kan mærke efter en masse hurtige sange og så nogle få stille “tilbedelsessange”. Men noget jeg har lagt mærke til er at jeg selv kan få den samme følelse ved at høre på noget ikke-kristent instrumental musik, eller når jeg ser en meget forløsende scene i en ellers verdslig film. Der er en grund til at New-age bevægelsen samt hospitaler bruger musik som et behandlingsredskab. Fordi det virker og kan åbne op for ens sind, for at modtage behandling, guiding mm.
Men jeg siger ikke at vi af denne grund ikke skal lave eller arrangere musikken så vi ikke får disse meget fredfyldte oplevelser med musikken. Jeg syntes bare vi skal ændre vores sprog. Lad være med at omtale “Guds nærvær” som noget der kan komme og gå i forhold til musikken.
Musikken kan gøre os meget fredsfyldte – fordi sådan har Gud konstrueret musikken. Til vores velsignelse og til at prise ham med. Og det er fint nok, vi skal ikke være bange for at musikken kan åbne vores følelses-sluser. Jeg tror også at musikken kan være med til at åbne vores øre mere til Guds stemme, da vi jo reelt set bliver mere fokuseret i denne tilstand.
Se bl.a. her i 1 sam. 16:23 hvordan Kong Saul fik David til at spille harpe for ham og hvad der skete:
“Hver gang den onde ånd fra Gud kom over Saul, greb David sin citer og spillede. Så fandt Saul lindring og fik det godt, for den onde ånd forlod ham.”
Hvordan dette skal forstås helt præcist ved jeg ikke, men det viser i hvertfald at der er en åndelig dimension i musikken. Vi skal bare lade være med at udnytte det og kalde det for “Guds nærvær” hvis det i virkelighedeni bare er en meget god atmosfære, hvori vi synger til Gud. Og så lad være med at bruge denne atmosfære når der skal gives gaver. For mig og se er det manipulering at bede folk om at give når de ikke tænker helt klart og det er også specielt dette vi bliver kritiseret for som karismatiske kristne, at følelsesmanipulere folk. Gud kan sagtens “lægge et beløb på dit hjerte” inden lovsangen er gået i gang.
Tilsidst. Jeg fandt forleden ud af hvad bibelen fortæller om ægte tilbedelse i Jakob 1:27: En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden.
Så før vi tilbeder med musik og sang, må vi søge at leve et liv i omvendelse, et liv uplettet af denne verden og hvor vi søger at elske mennesker i handling og ved forkyndelsen af hans evangelium.
Categories
Lovsang 3 Gæsteskribent Peter Rasmussen
(Red. Da jeg startede denne serie, åbnede jeg op for at andre kunne skrive indlæg om lovsang her på bloggen. Indtil videre har jeg fået noget ret interessant sendt fra en ung mand ved navn Ivan, der har været involveret i lovsang. Jeg synes at Peter kommer med nogle interessante vinkler på emnet, som bestemt er værd at lægge på bloggen her. Jeg har delt hans indlæg op i to dele. Sidste del som omhandler Guds nærvær, kommer på i morgen.)
Hvad er lovsang?
Jeg har tit, når jeg har stået overfor kirkefremmede og skal forklare hvad lovsang er, sagt at “det er det samme som en gammeldags salme, bare med mere gang i den. Trommer og elguitar mm.. Det er en sang hvor vi synger vores tak til Gud for hvad han har gjort.” Og dette er jo i dagens forståelse også korrekt. At en lovsang er en takke sang til Gud og/eller beskrivelse af hans storhed, i forhold til det man læser i salmerne.
Men i dag er der mange såkaldte “lovsange” som jeg har meget svært ved at synge. Mange sange handler i dag mere om hvor meget Gud holder af MIG, trøster mig, holder mig (i hans arme, hånd, holder “om” mig,) han kysser mig mm. En linie i en populær dansk lovsang siger “lad mig mærke himlens kys – jeg længes Gud…”
En anden sang jeg hørte, havde et omkvæd der gik “God is soooo in love with me, God is sooo in love with me…”.
Nu er det ikke for at fornærme nogen, men der er så mange lovsange i dag som ligesågodt kunne være en kærlighedssang til ens ægtefælle. Og ja, godt nok er kirken “Jesu brud” i åbenbaringsbogen, men det betyder altså ikke at vi derfor skal have et romantisk forhold til ham. Jeg får det rigtig dårligt når disse sange bliver spillet. Min fornemmelse er at der er rigtig mange kvindelige lovsangsskrivere der har et meget ubalanceret billede af Herren. No wonder at der ikke er flere fyre i kirkerne, når vi ikke tør synge om en almægtig, retfærdig, og uafhængig Gud. Det er som om at Ham vi synger om, virkelig har brug for os – Men nej det har han da ikke! Om Gud så var den eneste i universet ville han ikke have brug for os. Ja, han elsker os, og har udvalgt os, men lad os da få lidt balance i beskrivelsen af universets skaber.
En del af grunden til at vi tit synger sange som egentlig rent teologiske er lidt hen i vejret, er at folk ikke forstår hvad de synger. De forstår ihvertfald ikke sammenhængene i sangen. I dag er der omkring i kirkerne (har mest erfaring med frikirker) en tendens til blandt de unge at størstedelen af sangene skal være på engelsk. Og de må meget gerne være skrevet i Australien af Hillsongs ungdomsband.
Som sådan kan jeg faktisk godt lide det meste af deres musik og syntes det er teologisk korrekt, men der er et problem. Lovsangsbands går tit ud fra at alle folk i en forsamling taler og forstår engelsk rigtig godt.
Dette er bare forkert. Jeg har TIT været sammen med folk efter en lovsangsgudstjeneste og spurgt dem hvad de syntes om musikken. “Jo, det lød meget godt, men jeg kunne ikke rigtig forstå teksten, da det var på engelsk”.
Jeg har intet imod at tekster er dybe og avancerede, men hvorfor skal det absolut foregå på engelsk, når vi nu er danskere og taler dansk i Danmark? Ved godt det ikke lyder ligeså fedt eller smart at synge på dansk – men hvem synger vi til? Gud? Os selv? Publikum? Jeg tror Gud hellere vil have 5 banale takkeord fra hjertet end 100 ord vi bare fyrer af uden at forstå hvad vi synger.
Og det leder så til min næste tanke. Hvem synger vi til og for?
Jeg har faktisk tit tænkt over om man kunne afskærme et lovsangsband eller måske putte dem i dåbsgraven når de skal spille. Ligesom man gør når man er i teateret så fokus kan være på stykket i stedet for orkesteret. Et lovsangsband er tit i dag på scenen som et hvilketsomhelst andet band. Masser af farvet lys, røgmaskine mm. Og ja, der er en powerpoint med tekster i midten, men hvis man ikke passer på så bliver fokus hurtigt på bandet og ikke om at synge til Gud. Fx. “soloer” til en lovsangsgudstjeneste. Hvad skal det til for, at Brian kan fyre en fed (eller knap så fed) el-guitar solo af under en lovsang? Det kan de gøre til en normal koncert, men til et møde hvor man er der for at prise Gud?
Man kan sige hvad man vil, men jeg har flere gange kommet ud fra en lovsangsgudstjeneste og hørt både piger og drenge snakke om hvor fascineret de var af -ikke Gud, men af el-guitaristen, hende den lyshårede sangfugl, lysshowet mm.