Noget som for mange kristne er svært at forstå, er at den største modstand man møder imod evangeliet, ofte er den man møder i kirken selv. Engang kunne man sige at det kun var i den romersk katolske kirke at man rigtig oplevede det. Jan Hus, William Tyndale og Martin Luther oplevede hvordan den største modstand mod deres klare forkyndelse af Guds ord, kom fra kirken selv. Det var en modstand der var så kraftig at det kostede Hus og Tyndale og mange andre deres liv.
I dag er det ikke så ligetil at se hvorhenne modstanden vil komme fra. For det er ikke nødvendigvis fra den romersk katolske kirke vi i dag oplever modstanden. Den modstand man møder derfra er langt mere diplomatisk orienteret. Nej, i dag oplever vi modstanden i mange af de etablerede kirker. Kirker hvis historie bygger på reformatorisk kristendom, men som har valgt at glemme hvad reformeret kristendom er.
Jeg kan huske at den gang det gik op for mig hvor enkelt evangeliet egentlig er, og hvordan det reelt set skal forkyndes, så tænkte jeg umiddelbart, at dem jeg arbejdede sammen med i det kirkelige ville blive ligeså begejstrede som jeg var. Men jeg blev faktisk meget overrasket over at se den måde det blev modtaget på. Nogle få af dem jeg arbejdede sammen med var fuldstændig enige, men andre viste klar modstand mod den måde at forkynde på. Det var ikke en måde der passede til vore dage og andre ubrugelige undskyldninger var det jeg hørte. Men der var aldrig nogen bibelske argumenter som man brugte til at afvise det, fandt jeg ud af.
At jeg naivt troede at de andre kirkefolk ville glæde sig som jeg, er ikke usædvanligt. Den samme naivitet havde Luther også da han fandt ud af hvad evangeliet virkelig var. Det kan man læse ud af hans 95 teser som han satte op på Wittenbergs kirkedør. Der kunne man læse at han da bestemt regnede med, at hvis paven vidste hvorledes man inddrev penge fra folk, så ville det medføre et øjeblikkeligt stop. Også at han da var sikker på at Paven ikke mente at man kunne blive frelst ved at købe sig til det med penge. Men Luther tog fejl. For paven var stærkt indblandet i denne forbryderiske måde at føre kirke på. Luther ændrede også ret kraftigt mening om paven senere hen.
Luther oplevede forfølgelse ikke så meget fra folket, men fra den kirke som han var en del af. Det samme sker for kristne i dag. De selvsamme kirker som folk kommer i, arbejder i og engagerer sig i, modarbejder folk der forkynder evangeliet. Man forsøger ovenikøbet at få dem fjernet. Det er ikke noget jeg skriver fordi jeg selv har oplevet det, for hvis det bare var mig, der oplevede det, så var det nok bare et tilfælde. Men det faktisk noget folk oplever mange steder.
En fristelse
Der er i dag en fristelse for dem der oplever den modstand i kirken mod evangelisk forkyndelse. Det er den fristelse der får os til at tænke på om vi måske skal skrue lidt ned for den klare forkyndelse. Om vi ikke istedet skulle være lidt forsigtige, og istedet værre lidt smart og bare give små guldkorn her og der, og så håbe der er nogen der fanger det. Men det er en farlig fristelse. For hvis vi er fristet til det i dag, hvor vi kun mister positioner i kirken, hvor meget mere fristet vil vi så ikke være når det er fysisk forfølgelse vi vil opleve istedet? For det vil være det fremtiden vil byde på. Fysisk forfølgelse fra en frafalden kirke mod dem der holder fast i evangeliet. Hvilket Jesus selv advarer os om vil ske.
”Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by.” Mattæus 23.34
Dette siger Jesus til nogle farisæere og skriftkloge, efter Han har sagt til dem at det skal gå dem dårligt, fordi de afviser evangeliet, og fordi de forhindrer andre i at høre evangeliet m.m. Bestemt ikke noget de blev glade for at høre, og som nok var med til at gøre dem endnu mere parate til at korsfæste Ham. For det Jesus sagde, var reelt set at de folk som i samfundet blev anset for at være de mest hellige, og dem der mest fortjente Guds velsignelse, at lige præcis dem ville der ikke være plads til i Guds rige. Sådanne proklamationer var slet ikke i overenstemmelse med det man ellers mente i samfundet om farisæerne og de skriftkloge.
Men Jesus nøjes heldigvis ikke bare med at sige at der ikke er plads til dem i Guds rige. Han forklarer også hvorfor. Og Han peger på deres gerninger. For deres gerninger viste at de ikke tilhørte Gud. En af de gerninger Han illustrerer dette med, er at Han vil sende profeter og vise og skriftkloge til dem. Men de vil slå dem ihjel i stedet for at modtage dem. De vil med andre ord, ikke tage imod folk fra den Gud, som de siger og påstår de selv tilbeder. Det at de ikke vil tage imod Guds udsendte viser at de ikke tilhører Gud, og at de i virkeligheden blot er hyklere som ikke har åndens frugter.
Sådan var det dengang under Jesu tid. Men der er ikke noget nyt under solen i dag. Vi har også farisæere og skriftkloge i kirkerne i dag, og det er de samme slags mennesker som afviser evangeliet i dag, som dengang. Folk der kan lide at blive set på som hellige og mere kloge end andre indenfor kirkelige ting. Men samtidig ikke er genfødte kristne, der lever i ånden og dør fra sig selv. Sådanne mennesker leder i dag mange af vor tids kirker. Folk der påstår de forkynder evangeliet og er kristne, men i deres gerninger og lære viser at de ikke kender Gud og heller ikke Hans ord. På trods af deres titler og eventuelle teologiske eksamener.
Piskning i synagogerne
Vi lever i et land lige nu, hvor det ikke er accepteret at man pisker folk pga deres tro. Så det er ikke noget vi oplever lige nu. Men tingene kan ændre sig. Det er sket før, og det kan ske igen. Vi kan godt risikere også i et vestligt land at der ikke er plads til at have frihed til at tro og forkynde det man selv ønsker at tro. Når det sker, vil vi også i dette land kunne opleve at kristne som holder fast i bibelens troværdighed og autoritet vil blive forfulgt af den sekulære kirke, afhørt af den sekulære kirke, og tortureret af den sekulære kirke. Og jeg skriver med vilje sekulær kirke, for den kirke der kan finde på at gøre den slags overfor Guds folk (ja, det gælder også for andre folk) er ikke en kirke som tilhører Gud, men er af denne verden. Deraf ordet sekulær.
Dem der vil udøve dette vil ironisk nok tro at de tjener Gud med dette. For de vil jo gøre det i kirkeligt regi, og dermed kunne argumentere for at de udøver deres religiøse arbejde. Der vil være nogen som pga denne forfølgelse fra den kirke som de troede de hørte til, vil forlade troen. De kan ikke få det til at passe ind i deres ”teologi” at kirken bliver forfulgt at ”sine egne”. Men Jesus har advaret os imod dette i Johannes 16.1-3:
” Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig.”
Ikke noget nyt under solen
Vi behøver altså ikke blive forvirrede over denne forfølgelse. At kristne bliver forfulgt er noget vi kristne er blevet lovet. At vi kan risikere at blive forfulgt af den sekulære kirke, viser også at Jesus havde ret i sin forudsigelse. Jeg tror ikke som nogen gør, at dette kun gælder for den vestlige verden dengang den romersk katolske kirke styrede i middelalderen. Jeg tror heller ikke at det kun gælder for den tid som var på Jesu tid. Dette gælder også for os i dag. Der er ikke noget ved vores del af verden, eller den tid vi lever i, som skulle gøre at vi ikke er i risiko for forfølgelse fra en sekulær kirke. Det er en forfølgelse som vi alle kan risikere, og ikke en vi kan flygte fra ved at bede på en speciel måde, eller have en eller anden form for tro ”der er bedre end andres” sådan som nogen i trosbevægelsen fejlagtigt har indikeret.
Altid parat?
Kristne kan, mener tror jeg og er sikker på, i alle tider blive udsat for forfølgelse. Det sker på forskellige niveauer og metoder. Men hvis vi ikke er parat til at blive hængt ud som fanatikere, ekstremister, og fundamentalister med det nuværende niveau af forfølgelse fra den etablerede kirke (hvis man kan kalde det forfølgelse, ordet ekskludering er nok bedre) hvordan skulle vi så være parate til den kommende forfølgelse? Noget vi kristne må spørge os selv om jævnligt er, om vi er parat til at dø for vores tro, eller om vi trænger til at få vores tro fornyet. Det tror jeg er sunde spørgsmål at stille til sig selv, og til sine medbrødre og søstre i troen. Så er vi parat til at betale den lille pris i dag, for at prædike og holde fast i evangeliet? For hvis vi ikke er, hvordan ville vi så kunne holde fast i troen når modstanden bliver hårdere?
