Categories
Kirke Overfladisk kristendom

Bill Hybels har ikke omvendt sig

For ca et år siden stod Bill Hybels fra den søgervenlige menighed Willow Creek frem og sagde at de havde gjort det forkert. En af deres utallige undersøgelser havde vist dem der kom i kirken ikke synte at vokse i troen. Det gik i stedet for nedad bakke. Hvilket ikke burde have kommet bag på ham. For det er helt normalt i søgervenlige kirker (og jeg har set mange). Det lød faktisk til at Hybels og Co. havde fundet ud af at de ville omvende sig og muligvis også prædike evangeliet, istedet for at udforme gudstjenesterne efter det folk ønskede at en gudstjeneste skulle indeholde. Men så vidt skulle det ikke gå.

I nedenstående video siger Bill Hybels at Willow Creek stadig er en søgervenlig menighed. De har blot forsøgt at finde nogle andre metoder som kan være til gavn for kirkevæksten. Hvis du ønsker at høre en mand sige ca ingenting, så start bare videoen. For der bliver ikke en eneste gang omtalt noget om hvad bibelen siger om dette. Det er i stedet en pragmatisk tilgang som ikke er baseret på bibelske sandheder, som dukker op i videoen. Det er faktisk deprimerende at en af de mest kendte kirkeledere i verden, ikke kan finde ud af at bruge bibelen som retningssnor for hvordan man leder en menighed, forkynder i menigheden, og hvordan man forkynder et omvendelsesevangelium med frelseskraft!

Hvad der er ligeså deprimerende er den falden på halen for Bill Hybels metoder, som har vist sig ikke at føre til andet end svampekristne. De dukker hurtigt op, men forsvinder ligeså hurtigt igen. Jeg har nu altid været lidt i tvivl om Bill Hybels, når pastorer har talt om ham (så vidt jeg husker, men jeg kan have selektiv hukommelse her). Men da han gik frem og godkendte Bono fra U2 som kristen, så tog det ikke lang tid for mig at vurdere at der var noget fuldstændig galt med den mands forståelse af evangeliet. Men det er en anden sag, her er videoen hvor Hybels ikke vil erkende at deres metode er fejlagtig på trods af at deres metoder har vist sig at være fejlagtige.

Categories
Livet som kristen Overfladisk kristendom

Er synet på dåb afgørende?

På kommentarlisten for det forrige indlæg og under trosbekendelsen har der været en del debat omkring dåb. Der er uenighed om hvor vigtig det er at have en ret forståelse af dåben, og udførelsen heraf. Jeg har selv meldt klart ud at jeg ikke ønsker at debattere hvilken dåb der er rigtig. Hvorfor jeg ikke mener det, ser jeg mig nødsaget til at forklare her. Det kommer dog til at betyde at jeg vil skrive om det dåbssyn som jeg er tilhænger af. Til jer der ikke har det dåbssyn, vil jeg gerne indlede med at jeg ikke er ude på at skabe en debat eller krig om de to dåbssyn, men blot vise hvorfor, og hvordan jeg ser på disse forskelle som mindre væsentlige. Jeg anser ikke dåben for at være uvæsentlig, men udførelsen af dåben som mindre væsentlig. Folk der har juridisk kendskab, burde kunne forstå hvad jeg mener med den sprogbrug.

Da jeg blev frelst i 1989, begyndte jeg at komme i en karismatisk frikirke som praktiserede troendes dåb. Jeg kunne se at den undervisning som man havde om dette kunne findes i bibelen. Nogle af dem som jeg havde fællesskab med i det kirkesamfund, havde dog en tendens til at se ned på kirkeretninger som praktiserede barnedåben. Den holdninger har ikke rigtigt tiltalt mig, og det var der flere årsager til.

  1. Før jeg blev en kristen gik jeg på en Luthersk Missionsk efterskole. Jeg levede mit eget liv dengang, og prøvede at være lidt smart, så det med Gud var kun noget overfladisk for mig. Jeg kunne dog se at nogle af de unge som var på skolen var klart anderledes end jeg. De levede ikke deres eget liv. Det var tydeligt for mig at de havde betalt en pris, de havde givet deres liv til Jesus. De var klart anderledes, de tilhørte en anden. Jeg var ikke i tvivl om at de var kristne.
  2. I min tid som kristen har jeg ofte arbejdet med tværkirkelige arrangementer. Der har jeg nogle gange mødt folk som praktiserede barnedåb. En stor del af dem viste sig at være kristne som tydeligt levede tæt på Gud. Jeg var ikke i tvivl om at de var kristne. For når jeg var sammen med dem, var det som at være sammen med en kær broder eller søster. Vi var i familie sammen.
  3. Da jeg studerede økonomi på universitetet kom jeg i KFS en overgang. En stor del af dem der kom der, var jeg heller ikke i tvivl om var brødre og søstre i Herren. Vi havde ikke behov for at diskutere vores forskellige dåbssyn. Vi diskuterede hvem Gud er, hvor stor Han er, og hvor fantastisk Jesu værk på korset er. Vi diskuterede også andre åndelige emner, men vi så ikke ned på, eller skævt til hinanden fordi vi havde forskellige dåbssyn.
  4. Til en af KFS-møderne kom der en folkekirkepræst og talte om dåben. For første gang nogensinde hørte jeg en folkekirkepræst komme med en brugbar forklaring om barnedåben. Jeg var ikke enig med ham, men jeg forstod hans vinkel, og vidste også at den præst ikke mente at man blev frelst i dåben. Han ønskede faktisk kun at døbe børn som tilhørte kristne familier. Han anbefalede faktisk ikke-kristne at undlade at få deres barn døbt, fordi han kunne se det var ubibelsk (han kunne dog ikke tvinge folk til at undlade at få deres barn døbt). Hans forklaring på barnedåben var på det tidspunkt også den bedste jeg havde fået, og var også medvirkende til at udforme den vinkel jeg har på dette emne i dag.

Jeg har mødt kristne i mange forskellige lejre, som havde forskellige meninger om udførelsen af kirkelige ritualer. Det synes jeg der skal være plads til. Det jeg har fundet ud af er, at jeg ikke vil tillade mig at kalde folk som bare fordi de praktiserer dåben på en anden måde end jeg, for mindre vidende end jeg. Jeg vil heller ikke se ned på dem, fordi de praktiserer dåben anderledes. Jeg vil slet ikke påstå at folk der holder fast i barnedåben ikke er frelst, som jeg ved nogen i de ekstremistiske lejre kan finde på at sige. For jeg har mødt folk i andre kristne lejre som jeg ved er brødre og søstre i Herren, som blot har et andet syn på udførelsen af dåben.

Når det så er sagt, så vil jeg også mene at dette også bør gælde den anden vej. Jeg kan ikke tage nogen alvorligt som kalder mig en vranglærer fordi jeg er tilhænger af troendes dåb.  Jeg tror på at dåben er vigtig, at den er indstiftet af Gud, og den skal være en fast del af kirkens ritualer. Det burde være det mest væsentlige. Men at gøre dåben frelsende, og kalde folk der ikke døber deres børn for vranglærere, der må jeg bare sige helt fra. For dem der ønsker at kriges om dette, kan jeg nogen gange (og læs jeg skrev kun nogle gange) være i tvivl om de i virkeligheden er en broder eller søster i Herren. Heldigvis ved jeg at der er mange i de forskellige kirkelige lejre som også synes at der er langt vigtigere ting at strides om end netop dette.

Jeg vil langt hellere kæmpe for at få en sund bibelsk forkyndelse af Jesu værk på korset tilbage i i kirkerne. For det er det der er mangel på i dag. Hvis du hellere vil kæmpe for et specifikt dåbssyn, så skal man ikke regne med mig. Hvis fok vil kalde mig en vranglærer på det grundlag, så værsgo, jeg ved jeg skal stå til anvar foran Gud en dag, og jeg ved Han vil dømme mig retfærdigt. Så hvis jeg tager fejl i min prioritering af hvad der er vigtigt her, så vil jeg tage min dom fra Gud.

Categories
Falsk Lære Hvem er Gud? Omvendelse

Hvorfor diskuterede jeg sådan med Pastor Magnus Sørensen?

Nogle af læserne har nok undret sig over den diskussion jeg har haft med Pastor Magnus Sørensen under menupunktet Trosbekendelse. Magnus startede med at stille spørgsmål vedr. trosbekendelsens forhold til arvesynden. Årsagen til at jeg ikke ville svare med det samme på det, var at jeg havde læst noget som Magnus Sørensen havde skrevet på sin blog, om dåb og frelse. Noget som jeg kunne se var stærkt problematisk og som jeg mistænkte havde noget at gøre med Magnus Sørensens forståelse af arvesynden. Noget som jeg ved at mange andre også har store problemer med. Inden jeg går videre skal jeg pointere at jeg ikke ønsker at skabe splid mellem kristne som går ind for hhv barnedåb og selvvalgt dåb (eller troendes dåb som nogen kalder det). Bare man ved hvad dåben betyder, og anser den for en symbolsk handling som er indstiftet af Gud. Intet mindre end det. Jeg synes at vore uenigheder om de forskellige praksis af dåben, har skabt mere splittelse end gavn. Hvis der skal være splittelse, så lad det være splittelse der gavner kirken ved at kirken bliver renset og kommer nærmere Gud. Lad det ikke være splittelse over hvordan man praktiserer kristne ritualer.

Dåben frelser ingen
Når jeg kigger i min slægtsbog, ser jeg nogen gange at der er folk i min slægt der blev hjemmedøbt. Derefter blev deres dåb godkendt i kirken. Hvorfor blev de hjemmedøbt? Fordi de var syge og man var bange for at de skulle dø. Hvis de døde uden at være døbt, troede man at barnet ville gå fortabt. For nogle er dette måske underligt at læse at man kunne tænke sådan dengang. Men det er desværre ikke noget man kun tænkte dengang. Det er der også nogen der tror i dag. Jeg ved om sygeplejersker på hospitalerne der i tide og utide døber små sygelige børn, som de er bange for skal dø uden at være blevet døbt. De har en angst for at børnene skal gå fortabt, bare fordi de ikke har fået udført en kirkelig handling over deres krop.

Overleveringer
Dette er ikke noget som man har skriftens ord for. Det er en konsekvens af traditioner og overleveringer. Man har på et tidspunkt tvunget folk til at få deres børn døbt, ved at skræmme dem med Helvedes rædsler. Men årsagen til denne skræmmen folk, har mere været tilskyndet af kirkens lyst til at beholde folk i kirken. Det har ikke været tilskyndet af en sund forståelse af Guds ord. Man har forveklset dåben med den nye fødsel. Men dåben er ikke frelsende. For at blive frelst må man fødes på ny. Den nye fødsel er Guds overnaturlige værk i mennesker. Det er ikke noget vi mennesker selv kan bestemme hvornår skal ske. Det kan vi hverken gøre ved at døbe folk, få dem til at gentage en bøn, eller modtage nadver, etc.etc.

Hvem tilhører børnene?
Jeg stillede Pastor Magnus Sørensen et spørgsmål, som enhver der påstår at børn er nødt til at blive døbt for at blive frelst, burde få. Det vil jeg gerne gentage her, for det er så vigtigt at forstå at børn tilhører Guds rige, og enhver der påstår at børn der ikke er døbt ryger i Helvede hvis de dør, viser at de har en forkert forståelse af bibelen på dette område. Jeg skrev følgende til Magnus:

“I Markus 10.14 står der:
“Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.”
Læs tydeligt hvad der står, “For Guds rige er deres”! Er dette en bestemt slags børn han taler om? Er det nogle børn der er døbt i forvejen, eller en bestemt type jødiske børn, er det nogle børn der som du siger har omvendt sig mens de var foster, eller er det bare børn?
Svaret er at det er bare børn. Det er ikke i orden udfra skriften at påstå at børn der dør, hvad enten de er døbt eller ej kommer i helvede. SKriften er klar. Husk også på at da Davids barn døde (det som var undfanget udenfor ægteskab) sagde David følgende:
“Men nu da han er død, hvorfor skulle jeg så faste? Kan jeg få ham tilbage igen? Jeg må følge efter ham, han kommer ikke tilbage til mig.” Anden Samuel 12.23.
David vil følge efter ham, men hvorhen? Til Himlen hjemme hos Gud. Hvorfor skulle David dog forvente at hans udøbte barn skulle gå fortabt?”

Davids billede af Gud må pga skriftens autoritet være et sandt og  korrekt billede af Gud. Jeg er villig til at debattere dette område, men jeg vil ikke at dette bliver en kamp mellem de to forskellige udførsler af dåben. Hvis det skulle komme dertil vil jeg i værste fald slette kommentarer fra dem som vil kriges om dette, for det er ikke en kamp som jeg ønsker at give plads til. Men hvis du er enig eller uenig i at dåben ikke er frelsende, så er du velkommen til at kommentere, for det er en debat som jeg ikke har noget imod at tage. Det er kollosalt vigtigt at kristne har en korrekt forståelse af hvordan man bliver frelst, så det vil jeg gerne diskutere.

Categories
Falsk Lære Overfladisk kristendom

Formålet med ”Purpose-Driven”.

Fra www.understandthetimes.org af Roger Oakland

Oversat af Lis Jensen fra nyt-i-natten.blogspot.com. Dette er fortsættelsen på artiklen Vækkelse eller tilbagevenden til mørket?

Formålet med “Purpose-Driven”
Et af hovedformålene med Purpose-Driven kirkevækst-bevægelsen er kirkevækst. Denne vækst er afhængig af tilføjet antal, baseret på menneskelige metoder og teknikker. Støtterne siger, at disse menneskelige metoder kan findes i Bibelen, men der er god grund til at sætte spørgsmålstegn ved denne påstand.

Det vil fremgå, at mange Purpose-Driven teknikker er orienterede imod, “hvad er der i det for mig”, snarere end “hvad kan jeg gøre for dig”. Succesfulde Purpose-Driven kirkeledere finder ud af, hvad der appellerer til de søgere, som kunne komme til deres kirker, og derefter leverer de den tjeneste eller det miljø, som møder søgernes godkendelse. Således kan Purpose-Driven kirker blive markedsorienterede med hensyn til det ”søger-venlige”, uden at være så bibelsk, at ”søgerne” bliver stødte.

De fleste kristne vil – for at være trofaste imod Jesus og Hans ord – tilslutte sig, at sund kirkevækst skal være baseret på Guds Ords lære. Men en markedsdreven kirke, baseret på menneskeskabte metoder, som er designet til at forøge antallet, kan producere konvertitter, som bibelsk set er analfabeter.

Menneskeord eller Guds ord.
Skriften er omhyggeligt oversat fra hebræisk og græsk, så at Guds Ord kan forstås i vor tids sprog. Nogen siger, at vi må gøre Bibelen mere forståelig ved at forandre Guds Ord til menneskeord.
Men er den tanke bibelsk?

Husk, at Bibelen er givet til os af Gud. Som Paulus udtalte i sit brev til Timotheus:

”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed.” [1]

Bibelen er skrevet af menneskehænder, men ordene er inspirerede af Gud. Og ordene er ikke kun inspirerede, men Bibelen siger, at det er forbudt for mennesker at ændre på Skriften ved at lægge noget til eller trække noget fra det, Gud har sagt.
Læg mærke til, hvad vi læser i Johs. Åbenbaring:

”Jeg vidner for enhver, der hører profetordene i denne bog: Føjer nogen noget til dem, vil Gud tilføje ham de plager, der er skrevet om i denne bog, og trækker nogen noget fra ordene i denne profetiske bog, vil Gud fratage ham hans del i livets træ og i den hellige by, som der er skrevet om i denne bog.” [2]

Ifølge Skriften træder mennesker på farlig grund, når de tager sig den frihed at lægge noget til eller trækker noget fra det, Gud har sagt. Og alligevel er det en kendsgerning, at mange søger-venlige kirker prøver at gøre Skriften mere ”søger-venlig” ved at ændre det faktisk inspirerede Ord fra Gud og nyfortolke det til mennesketanker.

Artiklen kan læses i sin helhed på Nyt i natten.

Categories
Kirke Livet som kristen podcast Prædikener

Hvordan bør en kristen kvinde klæde sig? Af C J Mahaney

Lørdagens podcast omhandler et emne som kun få tør komme ind på. C J Mahaney formår at komme godt rundt om dette sprængfarlige emne, og gøre det uden at tale ned til folk, og samtidig være skarp. Det er et emne som der bestemt er brug for at gøre opmærksom på, for rigtig mange steder er kirkens kvinder begyndt at gå som verden går klædt. Hvorfor det er et problem, for både Gud, kvinde og mand, vil C J Mahaney illustrere udfra skriften i denne podcast, som fik nogle følelser frem i mig, som jeg slet ikke var forberedt på. For jeg må nok sige at jeg blev afsløret som mand, og hvad der arbejder i manden. Så denne prædiken er bestemt ikke kun rettet til kvinder. Særlig fædre kunne have brug for at høre den også.

Til dem der ikke kender C J Mahaney, kan jeg sige at han er en del af den karismatiske bevægelse, og samtidig gode venner med John MacArthur, hvilket er noget mange undrer sig over. De har et samarbejde kørende, og prædiker i hinandens kirker. Men når man hører C J kan man godt høre hvorfor at MacArthur glæder sig over det samarbejde de har. Så det er mig en glæde at kunne publicere en prædiken her fra en bibelsk funderet karismatisk kristen, som ikke bygger sit liv med Gud på oplevelser, men på bibelens ord. Hør den online eller download den til din MP3-afspiller.

C J Mahaney er seniorpastor for Sovereign Grace Ministries

Categories
Kirke Musik

Lovsang 8 Forkert tilgang til lovsang

I andensidste del af denne serie skrev jeg om hvorledes lovsangen var gået hen og blevet et markedsføringsredskab for kristendom. Det var jeg (af gode grunde) ret uenig i er en god idé. Men at lovsangen har fået den rolle i kirken har medført nogle konsekvenser som vi ofte vælger at se bort fra. Mange kirkegængere, særlig unge har fået en forkert forståelse af hvad lovsang er, og hvad Guds nærvær er.

Gåsehud
Hvis man kommer ind i en kirke hvor der er lovsang, og lovsangen der er så fængende at man bliver fanget af den og muligvis også får gåsehud, så er der rigtig mange der forveksler dette med Guds nærvær. Men jeg har før hørt sekulær musik som har været af en art der gav mig en gåsehudsfølelse, jeg har endda prøvet at stå udenfor i kulden i T-shirt og fået gåsehud. Men ingen af de to tilfælde vil jeg tillade mig at kalde for Guds nærvær. Vi forveksler musikkens evne til at give os en behagelig følelse, med noget der er meget større. Jeg synes faktisk at Ivan Rasmussens indlæg, hvor han skrev om at hvis han spillede en bestemt lovsang i E-dur, sagde folk de kunne føle Guds nærvær. Men hvis han spillede i F eller C-dur var det ikke noget de kunne føle så stærkt (se indlægget her) .

Konsekvenser
Nogle vil måske sige, at det ikke betyder så meget at lovsangen får den rolle, for det kan jo være med til at man får lyst til at komme i kirke. Men lige præcis her observeres der et stort problem i kirkerne. Mange (specielt unge) skifter i dag deres menighedsfællesskaber ud med nye. Årsagen er ofte at de siger at Guds nærvær er meget bedre i den nye kirke, eller at det er en mere levende kirke som de flytter over til. Der er en tendens til at man rykker over i de kirker som har den bedste lovsang, og den bedste performance, og den fedeste lyd. Dette ved jeg at man har oplevet i stor stil i Australien hvor Hillsong kommer fra. Dem der begynder at komme i Hillsong, er meget ofte bare folk der kommer fra andre kirker. De “oplever” at Guds nærvær er meget stærkere der, end i deres egne kirker. Men glemmer at den samme oplevelse kan de få ved at gå i biografen og se en film med THX lyd.

Hvad skal en kirkes kvalitet vurderes på?
De forveksler Guds nærvær med en følelse af ekstase og glæde. Istedet for at vurdere om den undervisning og forkyndelse som bliver formidlet bringer dem tættere på Gud, vurderer man en kirke på dens musikalske kompetencer, og på hvor meget medlemmerne i kirken lever sig ind i musikken. Men musikken er ikke kerneområdet i kirkens arbejde. Lovsang og salmer er ganske rigtig en vigtig del af kirkens opgaver, men det primære må og skal altid være en sund bibelsk funderet forkyndelse udfra Guds ord. Om musikken så er spændende eller kedelig, må komme i anden række. Og det kan godt være at jeg afviger fra mange på netop dette område, men jeg vil foretrække at komme i en kirke hvor der blev delt et godt solidt Guds ord hver søndag, og hvor der blev sunget pivfalsk til de sange som skulle synges. Hellere det end at komme i en kirke hvor sang og musik var helt i topklasse, men et udvandet tomt evangelium blev forkyndt, også selvom det blev gjort spændende. Jeg vil da også foretrække at folk valgte at komme i kirke vor at høre Guds ord, fremfor at høre god musik.

Categories
Endetiden Livet som kristen

Forfølgelsen fortsætter i Indien, men hvor er de danske medier?

Forfølgelserne i Indien fortsætter. Det er en af de værste forfølgelser der har været længe. Kristne er på et forkert grundlag blevet beskyldt for at have dræbt en hinduleder. Hvilket der ikke er belæg for, det skulle angiveligt være nogle maoister der har gjort dette. Men man har brugt drabet til at sætte gang i forfølgelserne. Kristnes huse og ejendomme bliver brændt af, kvinder bliver voldtaget , folk bliver dræbt. Dette er forfølgelse af en bestemt gruppe af mennesker, og svarer til et stærkt racistisk angreb.

Hvor er Medierne?
Men hvorhenne kan man finde noget om dette i de danske medier? Det eneste sted jeg har fundet noget er i Kristeligt Dagblad, og jeg er taknemmelig for at der faktisk findes en avis som vil gøre opmærksom på dette (derudover har metroexpress og den nu lukkede nyhedsavisen også bragt disse nyheder). Men Politiken har ikke skrevet noget. Berlingske har ikke skrevet noget. Jyllandsposten har ikke skrevet noget, og heller ikke de andre store aviser, og der har heller ikke været noget i fjernsynet om det.
Er det mon fordi de ikke er blevet opmærksom på det? Nej kan jeg med klarhed sige, for dette er blevet annonceret på Ritzau. Aviserne som betaler til Ritzau kunne bringe denne nyhed ganske gratis, men det har man ikke fundet nødvendigt, selvom det er de alvorligste forfølgelser mod kristne i nyere tid i Indien.

Falun Gong
Hvis det istedet havde været en lille ubetydelig sekt ved navn Falun Gong det var sket imod, så havde aviserne hoppet til med det samme. Og det er ikke en påstand jeg bare slynger ud, jeg har undersøgt hvor meget der er blevet skrevet om Falun Gong, i forhold til forfølgelse mod kristne. Forstå mig ret, jeg er selvfølgelig ikke tilhænger af forfølgelse af Falun Gong, og heller ikke af at medierne gør os opmærksom på den forfølgelse de oplever. Men det er bemærkelsesværdigt at medierne i Danmark ikke vil skrive om forfølgelse af kristne, men gerne om forfølgelse af små ubetydelige sekter.

Er du en kristen så hør hvad det er vore brødre og søstre bliver udsat for i den indiske delstat Orissa i øjeblikket af K.P. Yohannan som er grundlægger af Gospel for Asia denne mand:

Categories
evolution eller intelligent design Kirke Kommentar til medierne

Den engelske statskirke falder på halen

I Kristeligt Dagblad og Politiken står der at en talsmand for den engelske statskirke har valgt at sige undskyld til Darwin. De er åbenbart kommet til den overbevisning at Darwin skulle have haft ret. Hvor er det trist at dem som skulle varetage forkyndelsen af Guds ord, nu går ud og forsøger at undergrave Guds ord istedet. At Guds ord ikke kan undergraves når det kommer til stykket, skal de nok finde ud af på et tidspunkt. For der står i skriften at Guds ord består, og i det kan man også udlede at Darwins lære vil forgå. Den engelske statskirke er åbenbart fuld af folk som ikke har et ordentligt kendskab til Guds ord, og heller ikke til den koloenorme mangel på bevisførelse som evolutionisterne påstår de har.

Hvor er transitionerne?
Darwin sagde selv da han levede, at man i løbet af kort tid pga udgravninger ville finde millioner af transitioner som ville dokumentere hans påstande. Nu er der gået langt over 100 år, og man har stadig ikke fundet noget. Hver eneste gang man har fundet noget der ligner, har det enten vist sig at være et falsum, eller en forfalskning, ja endog ekstreme overdrivelser. Tag bare eksemplet med Nebraska Man som man var sikker på var en transition mellem mennesket og chimpansen. Nebraska Man viste sig at være baseret på en tand fra en afdød griseart.
Og der er stadigvæk en total mangel på transitioner imellem arterne. Indenfor arterne er der rigtignok transitioner, hvilket jeg bestemt ikke har noget problem med. Men hvad angår de påståede transitioner som skulle være mellem arterne kan jeg kun sige dette: Show me the evidence!

Det har vi set før
Det burde den engelske statskirke også gøre. Men istedet har de sagt ja til en teori der medfører at der ikke var noget syndefald. En teori som dermed også får Jesus til bare at være et menneske. For hvis der ikke var noget syndefald, og mennesket ikke har en falden syndig natur som gør at vi er blevet til lovbrydere, så var der ikke nogen straf at påtage sig på korset, og så døde og opstod Jesus til ingen nytte.
Den engelske statskirke gør sig istedet skyldig i at bøje Guds ord, og gøre det virkningsløst. Det er nu ikke første gang de har gjort det. Den egentlige årsag til at man startede den engelske kirke var jo ikke først og fremmest et opgør med katolicismen, men fordi Henrik d. 8nde ville skilles fra sin kone, og giftes med Anne Boleyn. Da den katolske kirke ikke ville gå med til det, valgte Henrik d. 8nde at frigøre den engelske kirke fra katolicismen, og indføre en ny som han var overhoved for. Han ansatte derefter folk der ville tale ham efter munden, og vupti havde han kirkens velsignelse over hans skilsmisse, så han kunne blive gift med Anne Boleyn. (Hun mistede forresten hovedet senere). Så ja, denne kirke fører traditionen videre, og bruger det i Guds ord de godt kan lide, men ignorerer resten. Hvad mon Gud vil sige til de præster når de en dag skal stå overfor Ham? Hvad vil de sige til at møde skriftens Gud, og ikke den gud som de havde dannet i deres hoveder, baseret på deres ønsker om hvordan Gud skulle være?

Categories
Evangelisation Kirke

Når denne verdens folk kan se vi gør det forkert

I Kristeligt Dagblad var der i sidste uge en artikel om nogle forældre i Esbjerg ,der var vrede over den metode som Indre Mission havde brugt til at missionere overfor deres børn. Man havde forsøgt at overtale børnene til at komme med i noget kristent børnearbejde ved hjælp af gratis slik,chips, sodavand, bowling, skateboard og vandskydning. En forældre havde sagt “Børnene forstår ikke budskabet i det. De ser kun indpakningen”. Personlig tror jeg godt børnene kan forstå budskabet, for det har jeg set så mange gange før at de gør. Men det er et budskab hvis vigtighed bliver nedgraderet med denne type “evangelisation”. Som rigtig nok gør at børnene kun bliver tiltrukkent af indpakningen.

Vi tror at vi kan lokke folk i kirken med søde sager,men denne verdens folk kan tydeligt se at det er en forkert og hyklerisk metode at gøre det på. De undrer sig over at vi ikke bare kan sige det som det er, og i dette tilfælde burde man bare have sagt: Vi har en kristen børneklub, hvor vi taler om Jesus, derudover har vi nogle sideaktiviteter, som vi har lidt sjov med.

Nu er der sikkert nogen der vil sige, at det jo vil medføre at der ikke vil komme ret mange. Og okay, man vil da gerne have at mange kommer, men skal det ske ved tale til børnenes kødelige begær efter underholdning? Det være langt fra. Istedet burde vi være ærlige og vise hvad vi står for og så forklare og forkynde det rigtig godt.

Dette er ikke en kritik af Indre Mission, for de var bare uheldige at komme i medierne her. Det kunne ligesågodt være en af de andre kirkeretninger. Men kirkeligt børnearbejde skal ikke udvandes, det skal opgraderes istedet. Jeg ved fra undersøgelser, at det mest gavnlige arbejde for kirkernes vækst har vist sig at være børnearbejde. Rigtig mange af dem som har fået sået et godt Guds ord som barn i en børnekirke, eller søndagsskole vender tilbage senere. Guds ord vender ikke tomt tilbage. Så hvis vi virkelig vil have kirkevækst så burde vi investere langsigtet, og bruge mere tid på børnearbejde. Det er sjovt nok et område som jeg ikke har hørt kirkevækstbevægelsen tale ret meget om.

Categories
Falsk Lære Kirke

Vækkelse eller tilbagevenden til mørket?

Fra www.understandthetimes.org af Roger Oakland
Oversat af Lis Jensen fra nyt-i-natten.blogspot.com

Historien gentager sig – kristne modeluner og tendenser kommer og går
Det ser ud til, at det er almindeligt for mange pastorer og kirkeledere konstant at se efter nye metoder, ”nye bølger” eller ”nye ting”, som Gud gør ”netop nu”.

Vi lever i en periode af kirkens historie, der karakteriseres ved entusiasme for metoder, som betyder muliggørelse af kirkevækst. Store kirker er almindeligvis lig med succesfulde pastorer og succesfulde kirkevækst-metoder. Vi får fortalt, at hvad det end måtte koste at nå dette mål, er det acceptabelt. Kirkevækst er blevet målestokken for succesfuld kristendom.

Purpose-Driven kristendom.
Det er sandt, at nogle af de største og hurtigst voksende kirker og kirkelige bevægelser i verden i dag støtter et koncept, som kaldes ”Purpose-Driven”. Uanset hvor man tager hen i verden, så bliver ”Purpose-Driven” uden tvivl proklameret som den seneste kirkevækst-metode.

Men stop op et øjeblik og tænk! Hvad er det, som definerer succes set i bibelsk perspektiv?
Selvom vi bliver vænnet til at acceptere antal eller kvantitet som målestok for succes, så kan kvantitet uden kvalitet være vildledende, når det drejer sig om kristendom.

Ifølge Bibelen må kristentro relatere direkte til Guds Ord. Troen kommer af at høre, hvad Gud har sagt og så handle derefter. Med hensyn til kirkevækst, hvor væksten er et produkt af en eller anden teknik, forfattet af en eller anden mand, og denne teknik ikke er baseret på Guds Ord, så kan resultatet faktisk være vildledende.

Med dette i tankerne vil vi betragte den aktuelle og almindelige trend, kendt som ”Purpose-Driven” kirkevækst-bevægelse. Før vi gør det, så lad os genopfriske den bibelske forudsætning, at vi må efterprøve menneskers lære, ligesom Brødrene gjorde (Ap.G. 17,11), og søge Skriften flittigt.