Så blev jeg endelig færdig med anmeldelsen af “Hytten”, som jeg håber kan være til gavn for dem som undrer sig over folks fascination over bogen. Mange folk i kirkerne i dag taler meget positivt om denne bog. Ofte siger de at de har fået et helt nyt forhold til Gud. Sandheden er at der ikke er særlig meget som er bibelsk korrekt i den bog, tværtimod. Forfatteren William Paul Young har også flere gange vist at hans udgangspunkt for bogen, ikke er bibelen. Det har bl.a. vist sig i et interview med ham som jeg vil vende tilbage til ved en anden lejlighed.
Jeg har udarbejdet denne anmeldelse og udgivet den i pdf-form. Det har jeg gjort så det er nemt at udskrive den, og give den videre til folk der mener at det er en god bog. Eller blot folk som overvejer at læse den. Eller til dem som er i gang med at gennemgå den i deres “bibelstudiegruppe” for dem findes der faktisk mange af.
Nogle af de punkter jeg kommer ind på ind anmeldelsen er følgende: Bogen påstår at Gud ikke kan være retfærdig og kærlig på samme tid. Man behøver ikke være en kristen for at blive frelst. Gud laver fejl, men tager dem ikke alvorligt. Dette og andet vil blive nøje gennemgået og dokumenteret.
Den kan også læses på denne underside til omvendelse.dk.
6 replies on “Anmeldelse af “Hytten” (The Shack)”
Hej Rene, det må jeg sige, en rigtig god gennemgang af bogen “Hytten” jeg har ikke selv læst bogen, men det jeg har hørt om den er direkte rystende. så jeg takker mange gange for at du har lagt det ud på din side..
Jan fra Aalborg
Hej, jeg har til gengæld læst bogen. Jeg har desværre ikke lige energi/tid til at komme med et fyldestgørende forsvar af den, men jeg synes slet ikke at man kan køre den op til at være så skandaløs som det fremstilles her.
I argumentet med at Gud siger “De der elsker mig kan være buddhister, mormoner etc…” – Der er jeg altså 99% sikker på, at i den engelske bog som jeg lånte, stod der at de “var” buddhister, mormoner etc. Altså at de engang var det, men så holdt op med at være det. Og hvad er der galt med at Gud siger at han ikke ønsker at de skal blive kristne, men hans sønner og døtre; hans elskede? Det er da det samme. Når det er det samme, går jeg bare ud fra at forfatteren mener “kristne” på den religiøse, jeg-tager-pænt-tøj-på-om-søndagen måde, som de har for tradition i Amerika. Altså hvor korrekt skal det da være?
Det er på denne måde, at jeg synes anmeldelsen tager alle de “værste” sætninger i bogen, og ikke nævner alle de “formildende” sætninger. Det synes jeg ikke er en objektiv præsentation. Det er tydeligt at bogen er blevet læst for at blive skudt ned.
Bogen er bare out-of-the-box. Og derfor særlig udsat, fordi man virkelig lægger mærke til hvor anderledes den er. Derfor har folk med “kritikkens nådegave” haft særligt nemt ved at skyde den ned. Forfatterne giver blot udtryk for sine egne meninger. Han er jo ikke en præst der skal være hyrde for en kæmpe-kirke. Det er ikke katekismus han har skrevet. Han vidste ikke, at den ville sælge så godt, og nå så langt ud som den har gjort. Det er en fiktiv historie som blev skrevet til hans familie, ikke som et teologisk værk. Hvilket bogen selv gør rede for, på en meget ydmyg måde.
Bogen er helt anderledes, og det synes jeg er forfriskende. De punkter den er nytænkende på, synes jeg at bogen selv forklarer ganske godt. Forfatteren påstår på intet tidspunkt at Gud er præcis sådan som bogen fremstiller det. Det er jo nærmest modsat! Jeg vil udfordre enhver her, til at skrive en nytænkende bog som er teologisk uanklagelig.
Jeg synes ikke, bogen siger at Gud ikke er retfærdig. Den påpeger bare, at når straffen kommer, så er det ikke Gud der vælger at vi skal straffes. Det er os der vælger det. Det har jeg ikke et problem med. Bibelen siger at valget er vores.
Til gengæld lægger bogen vægt på Guds kærlighed til os, og hvor lidt han ønsker at straffe os. Man fornemmer hvor færdelig straffen er, i Guds store sorg over straffen. Hvis der er noget vi alle har brug for at fatte, er det da hvor meget Gud elsker os, og hvor meget vi kan stole på hans motiver for os, i hans plan som vi ikke kan se før vi er Himlen.
Det er slet ikke en flødeskumsbog, tværtimod viser den ærligt hvor selv-centrede vi er, når lidelse finder sted i vores liv. Bogen siger at vi ikke kan gå ud fra, at Gud holder lidelse bort fra os, hvis f.eks. andre mennesker vha. deres fri vilje, vælger at pådrage os lidelse. Til gengæld er Gud med os hele vejen, og forlader os aldrig. Hans 6-årige datter bliver som sagt myrdet. Og ja det skaber da sympati, men det gør alle bøger der handler om lidelse vel. Det er da svært at skrive en fiktiv, skønlitterær bog uden følelsesmæssige virkemidler.
Der er nogle fantastiske løfter og et kæmpestort mål af håb i bogen, fordi hovedpersonens datter er i Himlen og har det godt. Virkelig, virkelig godt. Hun er lykkeligere, gladere, mere taknemmelig og fri end hovedpersonen nogen sinde havde forestillet sig. Og alt er okay. Alt vil blive okay. Det synes jeg ikke teologisk ukorrekt at sige, for en familie som tror på Jesus. (Som det er tilfældet i bogen.)
Det med, om Gud forlod, eller ikke forlod Jesus på korset, det skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg tror forfatteren har en pointe med, at det at vi tror på, at Gud forlod Jesus på korset, gør, at vi tror at han også forlader os, eller har et hårdt hjerte overfor os, når han kan have det overfor selv Jesus. Det ødelægger ens tillid til kærligheden i treenigheden. (Måske) Ligesom at være barn og se sine forældre skændes. Der lægger bogen vægt på, at selvom Jesus siger “Min Gud, hvorfor har du forladt mig”, så er det blot det Jesus oplever, fordi han ikke kan se igennem den forfærdelige smerte. Men bogen siger at han så kommer igennem smerten, så han derefter kan sige “Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.” Og ja, bogen siger vistnok at Gud ikke forlod Jesus på korset. Der har jeg selvfølgelig også altid hørt, at Gud forlod ham, fordi han ikke tåler synd. Men altså, jeg tror bare at Gud virkelig hader synd. Jeg tror ikke vi kan stille regler op for at Gud virkelig ikke kan tåle synd og derfor er begrænset i sin almagt eller tvunget til at gå væk fra den som hvis han var allergisk. (Hvis det var tilfældet, ville han aldrig kunne nærme sig jorden?) Måske er bogen teologisk ukorrekt her, men det kan jeg leve med. Og inden at du som læser tænker “Aha! Så indrømmer hun jo at hun er ligeglad!” så vil jeg bare sige: Ja ja, så bare tænk igen næste gang du hører en måske-teologisk-fejl i en prædiken, som du ikke påtaler.
Noget som jeg personligt fik ud af bogen, var, hvor meget Gud gør, for ikke at tvinge os til noget, altså hvor meget han respekterer vores frie vilje. Det har givet mig en ny respekt for andre mennesker og deres frie vilje, bla. i kirke-sammenhænge. (Hvis Gud respekterer deres frie vilje, vil jeg også gøre det.)
Jeg blev også mindet om at Gud er interesseret i mig, selvom han er almægtig, og jeg for ham må virke fuldstændig uinteressant. Her bøjer han sig ned på mit plan, og er interesseret i at høre mine ord. Han begrænser sin storhed så jeg kan forstå hans ord. Og det er okay. Gud er interesseret i mig. Han ved hvad jeg tænker, men venter alligevel på, at jeg siger hvad jeg tænker. Det er pga. hans store kærlighed til mig.
Jeg blev også mindet om hvor virkelig Gud er, og jo vil være i Himlen. Altså en man kan opleve, dele ting med, tale med, røre ved. En som kan tåle at høre ens spørgsmål og kan tåle at “stå til regnskab” for den lidelse man har oplevet i ens liv, og som har svar. Og det geniale ved at Gud (Faderen) var en stor afrikansk kvinde som lavede god mad (!) er, at jeg på ingen måde er forledt til at tro, at det rent faktisk var den rigtige Gud Fader, der var tale om i bogen. Det havde jeg så måske haft nemmere ved at tro, hvis han var en gammel, hvid mand, hvilket nok heller ikke havde givet anledning til brok fra kritikere!
Jeg vil anbefale denne bog til enhver som kan tåle at læse noget som er anderledes, og kan finde ud af at spise det gode og spytte resten ud (højst et par små fiskeben).
Jeg synes bogen på en fantastisk, personlig måde skildrer lidelsens problemstilling i en spændende fiktiv historie. Den har givet mig rigtig meget, og jeg er taknemmelig for at have læst den.
Hej Anja
Jeg læste bogen for at finde ud af om anklagerne nu også var så alvorlige som man gjorde det til. Jeg fandt ud at det var meget værre end jeg havde regnet med. Og så skal jeg vel også skrive det. Men jeg har faktisk nedtonet antallet af anklagepunkter fra 13 til 11. Det har jeg gjort fordi de to som jeg ikke har med ikke fremgik tydeligt nok af bogens tekst. Om det skyldes oversættelsen, eller at man bare har syntes at læse noget bestemt uden det stod tydeligt nok, ved jeg ikke. Men hvis jeg skulle finde fejl, er det så ikke vigtigt at jeg finder de “værste” som du kalder dem, istedetfor nogle mindre betydningsfulde?
Men Anja det som jeg allermest advarer om ved denne bog, er de desværre et eksempel på selv. Du forklarer lidt om hvorfor du ikke ser bogen som farlig, og viser så til sidst hvad du mener at have fået ud af bogen. Du skriver:
“Noget som jeg personligt fik ud af bogen, var, hvor meget Gud gør, for ikke at tvinge os til noget……..”
“Jeg blev også mindet om at Gud er interesseret i mig, selvom han er almægtig, og jeg for ham må virke fuldstændig uinteressant.”
“Jeg blev også mindet om hvor virkelig Gud er, og jo vil være i Himlen. Altså en man kan opleve, dele ting med, tale med, røre ved.”
Læg mærke til at du her viser at bogen har givet dig et nyt billed af Gud. Det medfører et kæmpeproblem. For det billede der er af Gud i “Hytten” er ikke det billede som bibelen viser. Dermed er det en anden gud du har fået et billede af. At de ting som du skriver om Gud isoleret set ikke er forkert, betyder ikke noget her. for inspirationen kommer fra en bog som handler om en anden gud.
Dertil har William Paul Young selv nogle udtalelser om bogen som viser at min vinkel på det med buddhister og mormoner m.v. er rigtig nok. Men kan man høre senerehen når jeg lægger interviewet med ham på.
Jeg tror at du har brug for at læse følgende indlæg som er en mere generel vinkel på emner som disse: http://sand.omvendelse.dk/sagde-jesus-lad-os-se-hvad-vi-kan-l%C3%A6re-af-dem-1503.htm
Det er forkert at sige som du gør anja:
Den del jeg er uenig i er selvfølgelig ikke den del der handler om hvad du synes, men den del der prædikerer egenskaber på Gud.
Kunne du forestille dig at der er noget Gud gør, som han ikke vælger? Har Gud automatreaktioner? Er det sådan at Gud en dag vil sige: Så nu er i selv ude om det – nu kan jeg ikke styre mig selv længere og så straffer jeg jer?
Nej – den dag Gud rejser sig for at holde dom over verden, vil han gøre det i al sin herlighed og med alt den glæde Han har over sin egen Hellighed og Retfærdighed. Han ønsker ikke syndernes fortabelse, og har skabt en fuldstændig frelse – en frelse hvori Han er retfærdig, når Han regner den ugudelige retfærdig. Der er altså i kernen af Guds frelse en uendelig kærlighed til sin Hellighed og villighed til at straffe synden (det der rejser sig imod Hans Herlighed). Gud tog det ikke på sig at straffe sin egen synd for vores synder. Gud gjorde det villigt og gerne. Han planlagde det og ønskede at gøre det. Es 53:10 siger:
Det var Herrens vilje at knuse Ham.
Og Apostlenes gerninger 4:27-28 siger om Jesu korsfæstelse at:
“Ja, i sandhed, de har slået sig sammen i denne by mod din hellige tjener Jesus, som du har salvet, både Herodes og Pontius Pilatus, sammen med folkene og Israels stammer v28 for at udføre det, som din hånd og vilje forud havde bestemt skulle ske.”
Det var altså Guds egen hånd og vilje der planlagde forud at Jesus i henhold til Guds vilje skulle knuses for vores synd. Gud er i høj grad i kontrol med straf over synd. At præsentere et billede af Gud der ikke gør dette er at præsentere det uevangelisk billede. Det er midt i Guds retfærdige vrede over synd – og kun der – at vi møder Hans kærlighed og nåde over syndere. Hvis hytten præsenterer et modsat billede her, så er det ikke en kristen bog.
Hej igen René og David,
Jeg kan nu se at jeg måske gik lidt rigeligt til den i min tidligere kommentar. Undskyld hvis den var lidt skarp.
Jeg læste bogen inden jeg havde hørt om den. Derfor forventede jeg ikke meget, og tog den ikke så seriøst, og blev pludselig helt opslugt fordi det viste sig at være en fantastisk historie. Men måske har I ret i, at man altid skal være på vagt.
Jeg er jo helt enig med det du skriver David. Når jeg skrev at Gud ikke har lyst til at straffe os, mente jeg blot det samme som dig – at straffen er der, og at Gud vil den, men at han gav os frelsens mulighed fordi han ikke har lyst til at straffe os. Du siger selv at han ikke ønsker syndernes fortabelse. Og det er så der, at jeg siger at Gud har givet det over til at være vores valg, altså om vi tager imod frelsen.
Hvis man skal finde fejl i bøger, så kan man da bare starte fra en ende af, for der er da sikkert rigelige bøger med fejl i. Hvad så med den sidste Narnia-bog af selveste C.S. Lewis, hvor en person som har kæmpet imod Aslan (Jesus) hele hans liv, og bekendt sig til Tash (en gud for en anden religion) hele hans liv, og på intet tidspunkt omvender sig inden hans død, kommer i det evige Narnia (Himlen) alligevel? Jeg har ikke hørt nogen påtale det nogensinde. Og Narnia-bøgerne gør et meget stort indtryk på børn, mindst lige så stort som “Hytten” gør på voksne. Så ville Aslan, som jeg holdt så meget af som barn, også være et være et falskt, fordrejet billede af Jesus, hvis vi skal bruge disse skarpe standarder. Et helvede bliver heller ikke repræsenteret, kun en himmel, så det er måske ikke et helt billede af sandheden som C.S. Lewis har formidlet i Narnia-bøgerne. Men vi er da glade når filmene kommer ud, og børn låner Narnia på bibliotekerne.
Men når det så er sagt, så er det da meget godt at man tager tingene op når der er teologiske fejl i. Jeg synes bare at man skal indse at få forfattere er perfekte, og acceptere når andre læser bogen i stedet for at se ned på dem. Jeg er da spændt på at høre det interview med forfatteren, for jeg har kun hørt ham sige ganske fornuftige ting selv.
Hej Anja
Jeg ser det ikke som et problem at du var skarp i din forrige kommentar. Jeg er selv skarp overfor andre (og visse bøger). Så hvis jeg ikke kan tåle at du er lidt skarp, så ville jeg have et problem.
Jeg kan godt forstå at du blev opslugt af bogen, for den er bestemt godt skruet sammen. Fortællemæssigt minder den meget om Richard Bachs stil (en new age forfatter) bl.a. fordi man får et meget tæt forhold til den person man ser historien igennem. Vi kan forstå at Mack har store problemer pga det der skete med hans datter. Men den forståelse skal ikke give rum for falsk lære. Og det er bogen altså fyldt af, hvilket jeg har vist i anmeldelsen.
Jeg har ikke nødvendigvis noget imod allegoriske fortællinger om Gud, så længe de er fortalt på et bibelsk grundlag. Jeg ved ikke om du har læst John Bunyans Pilgrimsvandringen (det kunne jeg godt forestille mig at du har, det er jo trods alt verdens næstmest eller trediemest læste bog igennem historien). Der har vi en allegorisk fortælling om Gud og mennesket som på helt fantastisk måde bygger på Guds ord. Det gør “Hytten” ikke. Hvad angår narnia bøgerne, er der steder man kan være uenig, men ikke noget som jeg vil anse for at være ødelæggende. C S Lewis gjorde et ret godt forsøg på at lave en allegori som viser hvem Gud er, med synd, død og opstandelse. C S Lewis viste jo også i meget andet af hans skriverier at han havde en god bibelsk forståelse. Interview med William Paul Young viser at han har en dårlig forståelse af bibelen.
Interviewet med William Paul Young kommer i løbet af ugen. Med enkelte kommentarer til.