Der findes en underlig tendens hos kristne, der går ud på at at sige ordsprog så tit at man nærmest tror at det er Guds ord. Som dengang jeg kom i pinsevækkelsen, da fik jeg at vide at tungetale var et sprog som djævelen ikke forstod. Når jeg så spurgte folk hvor det stod henne, så var der ingen der rigtig kunne svare på det. Hvis der endelig var nogen der kom med bibelhenvisninger, så var det tydeligt at se at det intet havde at gøre med at djævelen ikke forstod tungetale. Men det skulle jeg åbenbart ikke spørge om sådan noget, for sådan var det bare. Selv min gamle erfarne præst ville ikke have at jeg stillede sådan nogle “voldsomme” spørgsmål som jo kunne undergrave gammel pinseteologi.
Nåh, men nu er det ikke for at hænge pinsefolk ud det her, men blot for at tage et eksempel som jeg havde erfaret fra min kirkelige baggrund. Men jeg har oplevet at der er masser af andre floskler som kan findes hos kristne som ikke har sit udspring i bibelen. For eksempel den her:
“Når Gud lukker en dør, så åbner Han et vindue”.
Den har jeg godt nok hørt rigtig mange gange, men jeg har aldrig nogensinde læst det i bibelen. Man havde jo heller ikke vinduer dengang på samme måde som man har i dag. Men er der alligevel ikke noget om snakken? For det meste vil jeg da sige ja. Ofte lukker Gud en dør for os, men viser os en anden vej i stedet. Men er det virkelig en lov eller regel at Gud altid åbner et vindue, eller en anden dør når han lukker en dør?
Slet ikke. Der er døre som Gud lukker uden at lukke nogen som helst andre op. Når Gud sender folk til evig fortabelse, så er der ikke nogen anden udgang. Døren er lukket, og lukket for evig. Og der kan være mange andre eksempler på at Gud ikke lukker nogle andre døre eller vinduer op, som ikke er helt så voldsomme. Men det er ikke noget Gud har lovet, men ja, Han gør det nogen gange, men ikke som en lov.
Men hvor har folk så udtrykket fra? Ja, i dette tilfælde er den kilde som jeg kan finde en egentlig ret god film fra Hollywood. Nemlig “The Sound of Music”: Her bliver det ovenikøbet sagt mindst to gange. Første gang da Maria forlader klosteret, og anden gang da hun snakker med den unge Liesl om kærlighed (som dog viser sig at visne hurtigt da den unge mand Liesl er forelsket i, er en glødende nazist).
Og ja det lyder rigtig dejligt, og hvordan kan man dog sige at det ikke skulle passe, når det lyder så smukt, og bliver sagt i så flot en musical?
Ikke desto mindre, så bør kristne bygge deres tro på det der står i bibelen, og ikke på floskler som lyder rare og smukke, heller ikke selvom de bliver sagt i en berømt Musical. Hvilket er svært for mig at acceptere, for jeg har virkelig en svaghed for de gamle musicals. Særlig dem med Fred Astaire og Gene Kelly. Men det har jo ikke noget med sagen at gøre.
Anyway, har du brug for at høre Maria sige de berømte ord, så er de her:
