Da præsten løj

I forlængelse af indlægget i går om Frelsen Hærs ungdom som ikke ville gå på kompromis, fortsætter jeg her historien om en kirke der godt ville gå på kompromis. Jeg var engang kasserer for ungdomsarbejdet i en kirke. Jeg havde i mange år involveret mig en del i ungdomsarbejdet, og vidste præcist hvad der foregik i dette arbejde. På et tidspunkt indkaldte kommunen mig til et møde. Det skyldtes at man ønskede at gennemgå det tilskud vi fik fra kommunen til vores ungdomsarbejde. Det er jo sådan at mange ungdomsforeninger får tilskud fra kommune og stat. Det har man benyttet sig af i mange kirkelige foreninger, som en måde at skaffe penge til kirken. Juridisk set kan man kalde det noget andet, men reelt set handler det om at skaffe nogen penge til kirken. Det i sig selv behøver ikke være et problem.

En snak på kommunen
Min daværende pastor tog med mig ned til kommunen for at snakke med dem. Det viste sig at man ønskede at skære på vores tilskud, og om muligt helt fjerne det. Det forholdt sig nemlig sådan at det tilskud man fik, ikke måtte bruges til gudsdyrkelse. Hvilket var noget vi ikke var blevet oplyst om før. Jeg fortalte hvad vi lavede, så måtte han jo vurdere hvor meget af det, der var tilskudsberettiget. Her fik jeg ikke lov at tale færdig, for min pastor brød nu ind, og fuldførte resten af samtalen. For der blev ikke påvirket på nogen religiøs måde, ifølge ham. Vi sørgede bare for at der var nogle aktiviteter til nogle unge, som tilfældigvis foregik i en kirke. Med andre ord, han gik meget langt for at beholde de penge vi fik af kommunen. Han var villig til at ændre på sandheden, for hvad jeg hørte ham forklare, var bestemt ikke i overenstemmelse med det jeg var med til i ungdomsforeningen. Jeg kunne faktisk ikke genkende ungdomsforeningen i det han sagde. Men jeg holdt min mund. Jeg lod ham sige hvad han ville, og tænkte at det måtte jeg hellere spørge ham om bagefter.

Efter mødet spurgte jeg min præst hvordan han kunne sige hvad han gjorde, for det var jo ikke det der skete til ungdomsmøderne. Der blev jo sunget kristne sange, bedt og prædiket til de møder. Men han påstod jo noget ganske andet. Svaret han gav mig var at han mente det var forkert hvis alle andre ikkereligiøse foreninger med værdiløse formål kunne få pengene. Dertil mente han at de muslimske ungdomsforeninger jo også fik penge, og de proppede jo masser af religiøsitet ned på deres unge, og så skulle vi bestemt ikke stå udenfor.

Jeg må desværre sige at jeg dengang lige havde brug for at tænke lidt mere over det. I dag ville jeg have sagt, at det bestemt ikke var i orden. For vi er ikke blevet bedt om at gå på kompromis med vores tro, for at få verden til at give os penge. Det er ikke et brugbart argument for at lyve.

Men spørgsmålet er om den kirke jeg kom i dengang er så frygtelig anderledes end mange i dag. Vi får næsten allesammen tilskud fra staten, hvilket jeg ikke ser noget problem i. Men den dag staten kræver at vi lever op til specifikke krav. Vil vi den dag hellere vælge at kappe den økonomiske forbindelse til det offentlige? Eller vil vi hellere kappe forbindelsen til Gud og være afhængig af offentlig støtte?

VIgtigt spørgsmål
Og det er faktisk et vigtigt spørgsmål i disse dage. For jeg er sikker på at det offentlige vil begynde at luge ud i hvad der kan spares, også på ungdomsområdet. Det kan meget vel betyde farvel til mange penge for de kirker der vil bygge på Guds ord. Men for andre kirker vil det betyde et farvel til Guds ord. Her frygter jeg at det sidste kan ske for uhyggeligt mange. For kirken er i dag i en elendig tilstand. En tilstand der gør at den mange steder ikke kender hvad der er Guds vilje, fordi den ikke kender Guds ord. Men det er en anden historie.