“At tage dit liv og følge Ham, kan koste dig dit liv. Men det giver så meget mere.”
Sådan startede en kristen sang, som man var glad for at synge i særlig norske kirker i halvfemserne. Det var en en rigtig flot melodi den blev sunget på, og de sangkor der sang den (dem jeg har hørt) sang den ofte meget smukt. Men det var ikke det der var fokus på, når man hørte sangen. Der var en klar fokus på at det at være en kristen betyder at vi må tage vort kors op, og følge Jesus. Et følgeskab som medfører at vi dør fra os selv. Det kan betyde for nogen af os, at vi mister vort liv fysisk også. Men for alle kristne vil livet med Gud på et eller andet tidspunkt betyde, at vi er nødt til at give afkald.
Vi kan ikke leve som kristne, uden at det på et eller andet tidspunkt vil medføre at vi må vælge noget fra. Det kan være karriere, det kan være det store hus, på den fine vej. Det kan også være venskaber, som ikke kan holde hvis man vil leve sit liv kompromisløst med Jesus. Det kan faktisk koste dig dit job, og det sker også i Danmark. Jeg kender flere det er sket for. Og sådan kunne jeg fortsætte. Spørgsmålet er om vi er villige til at betale den pris, og er vi villige til at betale den fortsat. At vi før har givet afkald, betyder ikke at vi ikke behøver gøre det igen. Det kan komme nye udfordringer som Gud sætter os overfor. Vi kan ikke leve vort liv på, at vi en gang for lang tid siden var villig til at give afkald. Det er en indstilling som vi må holde fast i, til Herren Henter os.
Hvis vi siger vi vil følge Ham, er vi så også villige til at betale den pris det har, når det bliver hårdt?
