Folk vil gerne i himlen, de ønsker bare ikke at Gud er der. Hvis man kigger på de forskellige religioner kan man også se, at de er tilpasset folks ønsker efter at komme et sted hen hvor de har det godt. Islams billede af Himlen er eksempelvis et sted hvor Gud ikke er. Det er der hvor den gode muslim kommer hen, og bliver serviceret af en bunke jomfruer, men Gud er ikke der. Heller ikke hos Jehovas vidner er Gud til stede i Himlen, han har blot givet dem en ny jord at leve på hvor man kan rende rundt i blomstrede kjoler og fine bukser med pressefolder. Men Gud er der ikke.
Det ligner igen det der skete da Adam og Eva havde spist at kundskabens træ på godt og ondt. Lad os se på skriftstedet vi så på sidste gang.
“Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i haven. Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer. Gud Herren kaldte på Adam: »Hvor er du?« “
Adam og Eva var ikke stukket af fra Edens have, for de var jo glade nok for at være der. De ønskede bare ikke at være der hvis Gud også var der, så de gemte sig for Ham. Alle goderne ville de gerne have del i, men gid dog at Gud ikke gik rundt i haven, for det gjorde at de fik det dårligt med sig selv.
Derfor har mennesket sidenhen forsøgt at skabe deres egen vej til Himlen eller deres eget billede af Gud. Vi prøver at skabe systemer der gør at vi ikke får det dårligt med os selv. Vi har skabt sindrige religiøse systemer som får os mennesker til at se gode, hellige, retfærdige, overmenneskelige ud. Verdens helligste nulevende mand er efter manges overbevisning buddhisten Dalai Lama. Han er så hellig at den tossede emergente præst Rob Bell tiltaler Dalai Lama “hans hellighed”. Hvad Rob Bell åbenbart ikke er klar over er at Dalai Lama er en synder, der er fuldt på højde med alle os andre i hans syndighed. Bibelen siger at denne mands selvretfærdighed stinker i Guds næse, og hvis Dalai Lama dør uden at blive genfødt som kristen, er det evig pinsel i Helvede der er i vente for denne i verdens øjne hellige mand. For buddhismen redder ingen! Den er et menneskeopbygget system som skaber selvretfærdighed i mennesker. Selvretfærdighed hjalp ikke farisæerne, og vil heller ikke hjælpe buddhisterne.
Farisæerne havde også et system der var bygget op af mennesker. De lagde vægt på at gøre gode gerninger og på traditioner og systemer som kunne vise at de var hellige og retfærdige. De arbejdede med andre ord på at gøre sig selv gode nok i Guds øjne. De ville gerne i Himlen, men måden de gjorde det på, viste at det ikke var bibelens Gud de ønskede at have fællesskab med. For den Gud viser klart og tydeligt i bibelen, at ingen af vore gerninger kan retfærdiggøre os. Det er kun ved erkendelse af at vi er syndere som har brudt Guds lov, og ved omvendelse til Ham at han vil føde os på ny. Hvordan det sker skal jeg snart komme ind på.
