Categories
Bibelen Livet som kristen Synd

En kristen fars opgave er at tage sig af sin familie!

Mange unge som er vokset op i en kirke, falder fra troen i vore dage. Der har altid været folk der faldt fra, men det er i dag flere end normalt (min påstand som jeg dog tror mange er enige med mig i). Jeg ved om forældre som græder over at deres børn ikke vil være en del af kirken mere, og som ikke forstår hvorfor det er sket. Der er også mange svar derpå. Dels så er et svar at forkyndelsen i kirken er så elendig, at man ligeså godt kunne tænde for Dr. Phil eller Oprah Winfrey i fjernsynet. Dels så er mange af de kirkelige ungdomsarrangementer og ungdomsforeninger så tomme for kristendom, og i stedet fyldt op med andenrangsunderholdning som man kan finde i en bedre kvalitet ude i verden. Og sådan kunne jeg komme med flere eksempler, og det er ikke ting der skal ignoreres. Men som forældre skal man passe på med KUN at give disse ting skylden for at deres børn vælger ikke at tro.

For forældre og i særdeleshed faderen, har det primære ansvar for at opdrage deres børn i troen på Jesus Kristus. Ikke dermed at forstå at vi kan tvinge vores børn til at blive kristne, og vi kan heller ikke opdrage dem kristne. Det er Gud der frelser, ikke os. Men bibelen viser os at vi har et ansvar for at give vores børn, en god forståelse for hvem Gud er, og hvorfor vi tror på Ham. Dvs vi skal undervise dem i bibelen, og opdrage dem på en sund og god måde.
Mange kristne familier går i opløsning fordi faderen ikke bruger tid nok på ens børn og ens hustru. Man kan nemt få så travlt med andre ting, som man mener er vigtige. Men er man gift og har man børn, er man forpligtiget til at bruge tid sammen med sin familie! Men når ikke engang det så tit fungerer i nogen familier, hvordan skulle man så også kunne opdrage dem i troen på Jesus Kristus?

Prioriter rigtigt
Det her handler om prioriteter. Nogen gifte mænd, lever et liv som er så egocentrerede at det ville være bedre om de aldrig var blevet gift. For et familieliv som ikke viser at man vil bruge tid på hinanden og heller ikke taler om Gud, og læser om Gud, er ikke noget sundt familieliv. Jeg ved at der findes familier, hvor faren er et kendt navn. Hvor faren er en der bliver brugt meget i de kirkelige kredse, og hvor familielivet derhjemme er ved at falde fra hinanden. Det er noget af det mest forfærdelige der kan ske for en familie. For en sådan familie lever i hykleri. Paulus siger det klart i første Timotheusbrev 3.4-5 hvor han skriver om hvordan en tilsynsmand i kirken skal være:

”Han skal kunne styre sit eget hus godt og få sine børn til at vise lydighed, i al agtværdighed; for hvordan skal han kunne tage sig af Guds menighed, hvis han ikke forstår at styre sit eget hus?”

Dette skriftsted er utrolig vigtigt at holde sig for øje. For hvordan kan man sætte en mand på en prædikestol som ikke sørger for at opdrage sine børn i troen og opdrage dem ordentligt, og som måske ikke engang sørger for at vise kærlighed, omsorg og respekt for sin hustru? En sådan mand skal heller ikke sættes til at tale til Guds menighed. For hvis han ikke kan tage sig af den nære ”menighed” som familien jo også er, så er han slet ikke i stand til at tage sig af den større menighed!
Men desværre kan det for mange gå hen og blive sådan at det er vigtigere at deres ”tjeneste” bliver større, end at deres familieliv er sundt. Den slags er direkte forkasteligt. Og måske kommer jeg til at skrive noget mere om dette emne, som i mange år har ligget mig på hjerte. Men jeg vil godt skrive om dette uden at være hovmodig, og samtidig skarpt. Så det vil jeg tænke lidt mere over inden jeg går videre med dette emne.

Men hvad enten man er prædikant, ældste, eller menigt medlem i kirken, så har man som far et ansvar for at tage sig af sin familie. Vis kærlighed, respekt og omsorg for din hustru. Brug tid på at være sammen med dine børn, leg med dem, snak med dem, lav mad med dem, gør noget med dem som gør at de kan se far ønsker at bruge tid på dem, og de kan se der er elskede. Og sørg for at giv dem Guds ord, så de kender evangeliet. For det evangelium er så vigtigt at kende, for i det er det evige liv, og det er bestemt værd at give videre.

By René Vester

Omvendelse.dk styres af René Vester. Siden vil informere om hvad der er bibelsk kristendom, og afsløre hvad der er ubibelsk. Alt for mange kirker i dag, er mere påvirkede af deres egen kirkekultur, end af Guds ord. Nogle kirker er endog mere påvirkede af denne verden, end af Guds sande ord.
Derfor vil der sandsynligvis være nogle der vil føle sig trådt på efter at have læst det der står her på bloggen, og på omvendelse.dk.
Det er dog ikke for at træde på nogen, at denne hjemmeside er oprettet, men udelukkende for at fremme de bibelske sandheder.
Har du spørgsmål er du velkommen til at kommentere mine blogs, eller sende en mail til info@omvendelse.dk.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *