En dårlig far, er en far som ikke tage sig af sine børn, og heller ikke opdrager sine børn, men lader dem passe sig selv, og leve deres eget liv. Hvad ville du egentlig sige til, hvis en familie nær dig havde teenagebørn der opførte sig sådan her:
Børnene ville vise sig at være ret oprørske teenagere. De går meget i byen. De kommer meget sent hjem. Nogle gange først om morgenen. Det er tydeligt at de har drukket alkohol i mængder der ikke er tilrådelige. De har taget stoffer som ikke er lovlige. De har ladet sig misbruge, og selv misbrugt andre.
Hvad ville du tænke om de forældre der havde disse børn? De fleste ville tænke at de var dårlige opdragere, og man ville anse faren for at være en dårlig far, eftersom han ikke har vist sig i stand til at give børnene noget at leve for, eller givet dem evne til at leve et nogenlunde civiliseret liv.
Man ville måske kunne iagttage at faren ingenting sagde til dem. Men at han i stedet for lod stå til. Han ville spise sammen med dem, tale med dem, køre dem i skole, og hvad man ellers gør som forældre til teenagebørn. Men han ville ikke gøre noget ved deres syndige adfærd, på trods af at de boede hjemme og var under hans tag, og dermed stadig var hans ansvar. Hvad tror du naboerne ville sige om en sådan far? Det ville ikke være positive ting der ville blive sagt.
Ville folk ikke tale om ham, som en dårlig far? Ville han ikke blive omtalt som ham der ikke har styr på sine børn. Når man så hans børn nede i byen ville man omtale dem som: ”Åh det er også børnene til ham den dårlige far, at han ikke skammer sig over at have sådan nogen børn”. Hvor til andre ville svare; ”Jamen, hvad kan man forvente af børnene med en far som ikke irettesætter sine børn?”
Ja, sådanne fædre findes der jo, det vil der desværre altid gøre. Der er fædre der er mere eller mindre ligeglade med deres børn, hvilket deres opdragelse eller mangel på samme viser. Men hvorfor tror nogle folk så at Gud er ligeglad med hvordan Hans børn opfører sig, og hvad medfører det af konsekvenser?
Wanted: Kirkedisciplin!
For i mange kirker accepterer man i dag at menighedens medlemmer lever i synd. Der er ikke nogen der påtaler det, man synes ikke at man har ret til at blande sig i andres liv, selvom bibelen taler om kirkedisciplin. Man undskylder sig med at de jo er kristne, for de har jo “bedt Jesus om at komme ind i deres hjerte”, hvilket nok er den dummeste undskyldning for at kunne acceptere synd. Specielt fordi bibelen ikke siger noget om at man bliver frelst ved at bede Jesus om at komme ind i sit hjerte. Man siger måske; de er jo i en proces. Men hvor er omvendelsen spørger jeg. For uden omvendelse kan vi slet ikke se Guds rige.
Hvorfor ønsker nogle kristne at gøre Gud til en dårlig far, som bare accepterer at hans børn skulle leve i synd. Det er ikke bibelsk kristendom. Jeg fik engang en kommentar fra en der skrev, at vi prædiker nåden som om at vi har fået nåde til at synde. Hvad jeg måtte give hende ret i at vi gør. Men det har bare aldrig været Guds vilje at vi fik nåde til at leve som om synden ikke gør noget. Det er istedet Guds vilje at gøre os fri fra synden. For en god far ønsker at hans børn skal leve ordentligt, og han vil også sige noget til dem hvis de er kommet på vildspor. Det gør Gud også overfor Hans børn.
“for Herren irettesætter den, han elsker, som en far den søn, han holder af.” Ordspr. 3.12
Så lad os prædike Gud som en god Far, ikke som en dårlig. Dels fordi vi ikke skal give de ikke-troende en forkert anledning til at tale dårligt om os, og det er altså noget verden lægger mærke til, om de kristne lever som omvendte kristne, eller lever som verden gør. For det er et dårligt vidnesbyrd for kirken til denne verden.
Men den vigtigste grund til at vi med vore liv, og som kirke prædiker og viser Gud som en god Far er, at vi ønsker at ære Gud med vores liv, og vise Ham tak for Hans frelse til os, der er Hans børn. Så vi også viser respekt for det store offer Jesus var da Han udgød sit blod for os, og betalte vore synder.
