Åbent brev til Svend Løbner

Tak for svaret. Jeg tror du kommer ind på den vinkel som nok er bedst at starte med, nemlig bibelsynet. For hvis vi ikke kan være enige her, så forklarer det nok en hel del om vores uenighed generelt. Jeg kan godt sætte mig ind i hvad du mener, og jeg er enig i at dem Gud har brugt til at skrive bibelen var folk som dig og mig. D.v.s. De var født i synd og havde en syndig natur, og var dermed ikke perfekte.
Jeg tror også at den baggrund som den enkelte forfatter havde, er noget der kan læses i det de skrev. Eksempelvis kan man se at Lukas var en lærd mand på sproget i Lukas-evangeliet, mens Markus ikke var så lærd, og havde et mere primitivt sprog. Så det er ikke sådan at de skrev nye ord som de ikke kendte da de blev inspireret til at skrive, men Gud brugte det ordforråd og den kulturrelle tilgang som de havde til at skrive Hans ord.
Men spørgsmålet er om vi skal opfatte bibelen som Guds ord, eller som en bog der er skrevet af mennesker der ”kun” var inspirerede til at skrive af Gud, og samtidig lavede personlig fortolkning (som jeg synes du mere eller mindre antyder)?
Lad mig være helt klar på at jeg tror at bibelen er fuldt ud troværdig og tilstrækkelig. Det anser jeg for at være en af de vigtigste kristne doktriner (d.v.s. Læresætninger), da det er udgangspunktet for hvad vi ellers lærer om Gud. Hvis vi ikke kan stole på den, så kan vi heller ikke stole på læren om treenigheden, Jesu stedfortrædende offer på korset, Himmel og Helvede m.m. Vi åbner op for en mængde spørgsmål som vi får meget svært ved at finde svar på.

Hvis vi ikke kan stole på at hele bibelen er sand, så medfører det spørgsmålet; Hvad kan vi så stole på? Hvordan vil vi kunne blive enige om det, og betyder det ikke at enhver efter egen lyst, vilje og overbevisning kan sortere i hvad man selv synes er vigtig at tro på, og hvad der ikke er så vigtigt?

Dertil peger bibelen på sig selv som troværdig. Vi har følgende skriftsteder som viser os det:

Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning. Anden Timotheus 5.16-17

Det er selvfølgelig ikke alle skrifter i verden der er tale om her, men de kanoniske skrifter. Uden dem kan vi ikke få ordentlig vejledning, opdragelse eller blive fuldvoksent må man næsten kunne konkludere.
Dertil var det som skriften siger sandt, for den er nedskrevet af vidner som skrev det mens andre vidner var tilstede.

Det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus. Første Johannes 1.3

Paulus kalder det også Guds ord, og ikke sit eget, og siger tilmed at det er et ord der virker.

Derfor takker vi også Gud uophørligt. For da I modtog Guds ord, som I hørte af os, tog I ikke imod det som menneskeord, men som det, det i sandhed er, Guds ord, og det virker i jer, som tror. Første thessaloniker 2.13.

Men måske vigtigst af alt, skriften viser at Jesus troede på skriftens troværdighed. Eksempelvis her lige før korsfæstelsen i Getsemenas have hvor Han siger:

Men hvordan skulle da Skrifterne, der siger, at sådan skal det ske, blive opfyldt? Mattæus 26,54

Og her hvor Han taler til en forsamling jøder: I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig. Johannes 5.39.

Så det korte af det lange er om kan vi stole på at bibelen er troværdig og tilstrækkelig? Og så nok tage den derfra i første omgang.

Hej igen Svend
Jeg synes ikke helt vi har færdiggjort vor samtale om bibelens troværdighed. For der er altså noget uklarhed i de to kommentarer du har skrevet nu, når man sammenligner dem. Så lad os lige få ryddet det op først så vi ved hvor vi hver især står henne.

Du skrev i din første kommentar følgende:
”Jeg tror, Bibelen er inspireret af Gud – fra 1. Mosebog til Johannes’ Åbenbaring. Den er ikke – som islam lærer om Koranen – dikteret af Gud ord for ord. Der har været mennesker ind over, mennesker som har levet i en bestemt kultur og har udtrykt sig i et udbredt sprog på den tid. Både menneskets forståelse, samfundets indretning og selve sproget udgør filtre eller koder, som det så er vores opgave at tyde ud fra vores egen tid, kultur og sprog. Med det vil jeg bare sige, at selv om Bibelen er inspireret af Gud, har han overladt til mennesker at formidle og dermed også at fortolke.”

Og i anden kommentar skriver du:

”Ja, jeg mener Bibelen er indblæst af Gud og derfor gavnlig og tilstrækkelig for den troende. Hvor er vi henne hvis vi som kristne ikke tror på Bibelen? Det er jo den, der dokumenterer Jesu liv, død og opstandelse og de første kristnes historie.”

Her bliver jeg i tvivl om hvad du egentlig mener. Måske skyldes det at kirkens sprog igennem den sidste tid er blevet mere mudret, og det er noget vi meget nemt kan blive påvirket af uden at tænke over det. Eller også skyldes det måske at du ikke er helt sikker på hvad du egentlig mener her. Eller noget tredje jeg muligvis overser. Men sådan her oplever jeg det: Du skriver at bibelen ikke er dikteret, men der har været mennesker ind over som har fortolket. Den kan muligvis godt accepteres hvis vi i samme åndedrag erklærer at det disse mennesker har skrevet så er Guds ord. Når du så i din anden kommentar skriver at bibelen er gavnlig og tilstrækkelig for den troende, så er det en lidt svævende udmelding. Mener du at bibelen er fuldt ud troværdig og tilstrækkelig, eller mener du der er dele af bibelen som vi ikke behøver anse for at være troværdig eller ej?

Så skriver du også i din første kommentar at ”Samtidig er det vigtigt at fastslå, at Gud stadig åbenbarer sig. Ikke sådan at det principielt modsiger Bibelens ord.”. Også her bliver jeg lidt i tvivl om hvad du mener når du bruger ordet ”principielt”. Betyder det at der er undtagelser her, og at der kan findes tilfælde hvor Gud faktisk kan modsige sig selv?

Jeg er med på der er områder hvor der er plads til at vi ikke behøver være helt klare i mælet. Der er områder i kristendom hvor jeg synes det er så svært at give klare svar, at jeg hellere vil give brede svar. Enten fordi jeg ikke har kendskab nok til området eller fordi det er et meget svært område at fange helt. Men når det drejer sig om vores tilgang til bibelen, er det ret vigtigt at vi her kan være helt klare på hvad vi mener, så vi ved hvor vi hver især står i forhold til bibelsyn.
Så inden vi tager fat i artiklerne ville det være godt tror jeg at vi lige finder ud af dette. Dette er ikke et område vi behøver være enige om, men det er blot vigtigt at finde ud af hvad vi hver især helt klart mener skal være tilgangen til bibelen. Jeg har markeret hovedpunkterne med fed.

Hej Svend
Jeg ville gerne gå videre med eksemplerne, men synes stadig der er noget vi er nødt til at få på plads omkring Guds ord da det er fundamentet for hvad vi ellers debatterer.
Flere ting i ovenstående er vi enige om. Så godt så langt. Jeg bliver dog nødt til at erkende at jeg er meget uenig når du skriver følgende:

“her forstår jeg det sådan, at Jesu åbenbaring i liv, ord og gerning var så overvældende, at det ganske simpelt ikke kunne nedskrives i menneskeord. Til sammenligning kan et forelsket par heller ikke udtrykke deres kærlighed i ord. De må bare kigge stumt på hinanden – eller forsøge sig med poesi eller uendelige gentagelser af ordene: jeg elsker dig.”

For hvad er konsekvenserne af den tilgang til bibelen? Her er de tanker jeg fik da jeg skulle finde ud af hvad jeg skulle svare dig her: Nogen påstår at Gud er så stor at Gud ikke kan beskrives, uden ved negative ekskluderinger. Hvad Gud ikke er, som Gud er ikke ond, Gud er ikke begrænset, Gud er ikke til at måle o.l.. Men den måde at definere Gud på er noget vi finder i mysticisme og noget man bruger i religioner hvor man mener at det er svært at beskrive Gud.. Men kristendom er anderledes. For her har Gud åbenbaret hvem Han er og hvad Han er i bibelen. Gud beskriver sig selv som Hellig, kærlighed, god, lys, retfærdig m.v. Men Han viser også hvad Han ikke er. Det var ikke mennesker der fandt ud af det i egen kraft, men Gud der åbenbarede sig og definerede hvem Han er med menneskelige ord.
Men begge dele er nødvendige. Både den inkluderende såvel som den ekskluderende beskrivelse. Hvis vi påstår at Gud ikke kan beskrives tilfredsstillende således at vi kan kende Ham ved det der kendetegner og beskriver Ham, så er vi i det den velkendte kristne filosof Francis Schaeffer kaldte “The area of non-reason”. Det er blandt bibeltro teologer en farlig måde at være en kristen på pga den subjektivisme som ens såkaldte kristentro nu vil bygge på. En kristendom der bygger på ens egne personlige erfaringer og ikke bygger på hvad der er sandhed og kan dokumenteres som sandhed er en kristendom som kan udvikle sig til næsten hvad som helst. Flere former for kulter er opstået på denne måde. Tag blot sekten Guds børn. Den opstod netop på grundlag af hvad visse personer oplevede og følte. Men der skal ikke meget tankevirksomhed til at argumentere for at det var en vildledt sekt med al deres fokus på sex som et evangelisationsredskab foruden den ekstrem promiskuøse livsstil. Og ligeså er store dele af New Age bevægelsen baseret på folks subjektiver følelser og overbevisninger. Sådan må kristendom ikke blive og ende.Kristendom er bygget på sandhed og sandheden kan forsvares, dokumenteres og forklares. Dertil kan der være oplevelser som kan finde sted, men hvis de ikke er i overenstemmelse med sandheden, så er de blot subjektive overbevisninger som man ikke skal bygge sit liv på.
Så inden vi gør videre vil jeg godt vide om du fortsat mener det du skrev i ovenstående, eller at Gud er i stand til at definere hvem Han er med vore ord, og har gjort det på trods af at vi ikke i egen kraft ville være istand til det, medmindre Han først har defineret hvem Han er for os.?
KH
Rene

Hej Svend
Og undskyld ventetiden. Har haft en hard arbejdsuge efter min hjemvendelse fra USA. Men jeg er fuldstændig med på at Gud er større end vi mennesker kan forestille os. Men jeg må ikke begrænse Gud i at vise os hvem Han er, for bibelen viser hvem Gud er, og det er Gud der har åbenbaret sig der. Dertil skal vi holde fast i at bibelen er fuldt ud troværdig og tilstrækkelig. Hvis vi begynder at lave om på de præmisser kommer vi ud i nogle spekulationer hvor vi intet menneske kan bunde. Derfor er vi nødt til som kristne at tro på at Gud er i stand til at vise troværdigt og tilstrækkeligt hvem Han er igennem Hans ord. Han er ikke engang begrænset af vore ord.
Men ser jeg bibelen som en lovbog som skal følges til punkt og prikke. Svaret er ja og nej. For hvis jeg kun svarede det ene og ikke det andet ville jeg miste paradoksets dybder og dermed evangeliets sandhed. Loven blev givet af mindst to årsager. Dels for at vise at Gud er Hellig og retfærdig og kræver fuldkommen lydighed af mennesket. Men samtidig er den også givet os for at vise at vi er så syndige at vi slet ikke er i stand til at være lydige. Galaterne 3.24 står der i grundteksten at loven er en tugtemester, forstået på den måde at loven viser os vores syndighed, så vi kan se vi har brug for en frelser. En frelser som var syndfri fordi Han levede i fuldkommen lydighed, og gjorde det i vores sted. Sådan skal vi forstå både det nye testamente og det gamle testamente. Jesus gjorde det jo ikke nemmere at komme ind i Himlen ved egen kraft. Han gjorde jo loven langt mere kraftig end jøderne havde regnet med den skulle forståes. For Jesus var det ikke bare det at bedrive hor der var en synd. Nej det var ligeså syndigt at tænke tanken. For Jesus var det ikke alene det at begå mord der var synd. Nej, det var ligeså syndigt at tænke ondt om sin næste. Han hævede barriererne mellem Gud og mennesket markant i forhold til hvad man var vant til. Han ville vise os at vi er syndige og er i yderste nød, for at vi kan se behovet for Ham som vores frelser, og har en årsag til at omvende os. Jøderne var jo også slået over at Jesus sagde at folks retfærdighed skulle overgå farisæerne hvis man skulle være god nok til at komme i Himlen. Det var jo nærmest umuligt at leve så helligt, for de var virkelig ekstreme, men kun i det ydre.

Når det så er sagt så er mit svar på det med frihed til at tolke Guds ord ved Guds ånd, noget vi har brug for at forstå rigtigt. Jeg er overbevist om at vi først kan få en tilfredsstillende forståelse af Guds ord når vi har Helligånden. Og Helligånden har enhver der virkelig er født på ny. Men jeg er imod dem der kommer og påstår at Guds Ånd har vist dem dit og dat som ved nærmere undersøgelse viser sig at være helt uden hold med bibelteksten. Som da en eller anden trosprædikant havde fundet et lille vers taget ud af kontekst fra det gamle testmente hvor hun konkluderede at man skulle klappe af djævelen for at få ham ud af kirken. Det var overhovedet ikke det der stod noget om i teksten. Hun havde lagt en ny betydning ned i skriften, hvilket er særdeles farligt når vi tager Johannes afslutning af Johannes åbenbaringen i betragtning.
Eller som da en højtstående frikirkeleder skrev til mig om vi ikke bare kunne skilles i fordragelighed som Abraham og Lot. Så spurgte jeg ham hvem der i så fald var Lot og hvem der i så fald var Abraham. For det var jo ret vigtigt at have på plads først eftersom det gik godt for Abraham, og Lot endte med at blive drukket fuld af sine to døtre og få børn med dem da de havde samleje med ham under hans fuldskab (for at gøre historien kort). Så hvem var Lot og hvem var Abraham af denne frikirkeleder og mig?
Til det svarede han at det jo slet ikke var det han mente, hvortil jeg svarede at han jo ikke kunne lægge sin egen forståelse ned i en tekst som i dens helhed viste det her. Så svarede han at han jo ikke bestemte hvad Helligånden skulle sige til ham. Hvortil jeg klart skrev at Helligånden bestemt ikke vil lave om på en bibelteksts betydning. For i så fald ville Helligånden modsige sig selv, og Gud kan ikke lyve, og i så fald var det ikke Helligånden han havde fået noget fra.
Med andre ord hvis vi skal forstå Guds ord, skal vi kunne læse bibelen i sammenhæng, forstå den oprindelige betydning og have Guds Ånd, for at kunne have en ret forståelse. Vi må og skal ikke lægge vores egen betydning ned i den. Så spørgsmålet er også om vi to er enige om det eller ej. Og jeg kan godt leve med uenighed her, men mener det er vigtigt at vise om dette er et sted vi er enige eller ej så vi kan komme videre med de næste punkter. Jeg vil dog godt gøre denne del færdig hvis du har noget at tilføje eller spørge om angående ovenstående.

Så lad os gå videre med dine artikler under den forudsætning at vi anser bibelen for at være troværdig og tilstrækkelig for Guds åbenbarede vilje og vi skal ikke lægge noget til den eller trække noget fra den.
Du har adskillige gange skrevet om den nu pensionerede folkekirkepræst og forfatter Johannes Møllehave. Der er en ting jeg godt vil diskutere omkring hans person og lære. Det er offentligt kendt og han står selv ved at Johannes Møllehave er universalist (tror at alle kommer i Himlen), har levet i et åbent seksuelt forhold med sin afdøde kone Herdis Møllehave, er seksuel afvigende (bekender sig som masochist i sin bog ”Jagten på lyset og kærligheden”) og bruger hans seksuelle afvigelse som en begrundelse for at leve i utroskab med sin kone Herdis. Med andre ord, Johannes Møllehave prædiker noget kirken historisk set har erklæret som vranglære (universalisme) og lever i åbenlys synd som om det ikke betyder noget, hvilket bibelen også viser man ikke skal acceptere at kirkens folk gør.
Bibelen siger at den slags skal man ekskludere fra kirken i fald at de ikke vil omvende sig fra deres lære og gerninger. Hvis man får lov at leve og lære den slags i kirken forurener det kirken, med både synd og uren lære og det er skadeligt for kirken. Derom er bibelen meget klar, så det er ikke engang noget man behøver lave om til et ”fortolkningsspørgsmål”. Som Mark Twain sagde ”det er ikke de dele af bibelen som jeg ikke forstår der irriterer mig, men de dele jeg forstår”, og her er altså noget som er meget nemt at forstå.
Derfor undrer det mig at du som repræsentant for mange kirker i Danmark (i og med du er journalist indenfor dette område og har kommunikationsopgaver for kirker) kan skrive positivt om Johannes Møllehave. Er det ikke et forkert signal at sende i eksempelvis den tværkirkelige avis Udfordringen, når den oprindelig opstod for at være et modspil til en lunken og frafalden kirke, og ville være talerør for den bibeltro del af kirken?

Hej Svend
Om Johannes Møllehave er “Hele Danmarks præst” pga hans livstil, eller hans kommunikationsevner må der være plads til at være uenig om. Så det har jeg ikke nogen problemer i at vi muligvis er uenige om. Men spørgsmålet er mere om Johannes Møllehave er en kristen eller ej, og også om det virkelig er evangeliet han prædiker.
Lad mig tage det sidste først. I og med at Møllehave er åbenlys universalist, så er det ikke evangeliet han prædiker. For universalismen betyder at der ikke er nogen grund til at omvende sig fra sin synd, (deraf også hans livsstil). Hvis der ikke er nogen grund til at omvende sig, fordi man ikke kan se at ens liv er på vej mod evig fortabelse, medmindre man vender sig til Jesus Kristus som sin frelser og Herre, så er det ikke evangeliet, men noget andet.
For det andet anser du Johannes Møllehave som en kristen eller ej? Det er jo faktisk ganske afgørende i denne debat.
Og hvis du ikke anser ham for en kristen, så medfører det et problem som Paulus også gør opmærksom på og som har at gøre med det vi her taler om. Det du henviste til er kontekstuelt udenfor, da det ser ud til at handle om kristne som prædiker på skrømt. Men Paulus skriver i første Korinter 5.12-13 følgende:
Er det da min sag at dømme dem, der står udenfor? Er det ikke dem, som er indenfor, I skal dømme? Dem udenfor skal Gud dømme. »I skal udrydde den onde af jeres midte.«
Her skriver han at det er i kirken vi skal sørge for at rydde op. Der er ikke plads til enhver der har lyst til at kalde sig en kristen, og at det er vigtigt at vi ikke giver plads til dem som har et andet budskab, og en forkert livsstil.Dvs lever i åbenlys synd eksempelvis. Så det betyder at du og jeg hvis vi er kristne, skal bedømme om Johannes Møllehaves livsstil kan godkendes eller ej, hvis han kalder sig en kristen (hvilket han jo gør). Og her er bibelen altså ganske klar. Man kan ikke leve i promiskuøsitet som om det ikke betyder noget. Kan en kristen falde i synd? Ja selvfølgelig, men en sand kristen ville ikke kunne fortsætte med at leve i synden som om det ikke havde nogen betydning. Johannes Møllehave har været helt åben omkring hans valg af seksuel livsstil, og det er en livsstil som bibelen ikke godkender, hvilket vi kan læse i det næste kapitel fra korinterbrevet.

Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige. Sådan var nogle af jer engang, men I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd. Første Korinter 6.9-11

Her ser vi altså at det at være en kristen indebærer to ting. At man har omvendt sig fra et syndigt liv, og ikke fortsætter med at leve sit liv som man gjorde før. Der står jo ”sådan var nogle af jer engang”. Johannes Møllehave fortsætter derimod med at leve som han altid har gjort. Hans liv viser ikke tegn på et gudfrygtigt liv.

Så alt i alt har jeg disse spørgsmål i forlængelse af det du og jeg her skriver:
Anser du Johannes Møllehave for en kristen, og er vi enige om at universalisme ikke er evangelisk, og dermed at en universalist ikke prædiker evangeliet, selvom det lyder til at være tæt på?
Så kan vi evt. se på det journalistiske senere.

Hej Svend
Jeg har læst bøger af Johannes Møllehave og hørt flere foredrag af ham. Nogen af dem vil jeg ovenikøbet anbefale. Det er dem hvor han taler om forfatteren Fjodor Dostovjevski og om teaterdirektør og forfatter William Shakespeare. På lige de områder er Johannes Møllehave en guldgrube af spændende viden og info.
Men deres værker er forskellige fra bibelen. For hverken Shakespeares eller Dostovjevskis værker har nogen frelsende egenskaber. De er blot gode forfattere med et ekstra plus. Når det drejer sig om bibelen, så må vi være meget påpasselige med hvad vi siger den betyder og ikke betyder. Her er det ikke nogen hemmelighed at Møllehave er universalist med stort U. Det er jo ikke engang noget han forsøger at skjule, men har omtalt adskillige gange, så det er et faktum. Dermed anbefaler du en universalist, og det er du også blevet gjort bekendt med før.
Og ja selvfølgelig kan Gud bruge Johannes Møllehave. Netop fordi at Gud kunne bruge et æsel. Men det betyder jo ikke at det æsel var et kristent æsel vel? Selv den frafaldne ypperstepræst Kajfas profeterede sandt uden at han tilhørte Gud. Så det at man bliver brugt er ikke et argument for om man tilhører Gud eller ej, og heller ikke et argument for at man tilhører Gud. Gud bruger jo djævelen nogen gange for at lutre os, men djævelen tilhører ikke Gud, men er dømt til evig undergang.
Men jeg har et andet spørgsmål som dukker op i mit hoved. Du kommer ikke rigtig ind på Møllehaves seksuelle udskejelser. Hvorfor egentlig ikke det? Det liv man lever skulle også afspejle et eller andet gudsforhold, enten dårligt eller godt. Forstået på den måde at selvom vi ikke kan leve perfekt så kan en kristens liv ses forskelligt fra en ikke kristen i og med at den kristne ikke kan leve i synd som om det ikke betyder noget. Møllehave har istedetfor at omvende sig fra sit promiskuøse liv, valgt at tale åbent om det. Han har været sin hustru offentlig utro og er tilmed sado masochist. Skulle det ikke være nok til at kunne sige denne mand ikke er kristen?
Og hvis ikke hvor henne går grænsen så? Jeg mener du har været en del fremme om at det er for dårligt at folkekirken skal have mulighed for at vie to af samme køn. Det indikerer at du mener at man ikke kan være kristen og praktiserende homoseksuel. Men hvis du mener det, gør du så ikke forskel på synd, når du på den ene side siger god for en der lever med mange seksuelle partnere og har en seksuel tendens som er noget andre ville skamme sig over, men på den anden side går imod at to af samme køn kan blive gift. Jeg ved ikke om du har tænkt over det, men det har nogle indikationer på homofobi når man sådan gør forskel på seksuel synd. Så hvor er det lige du sætter grænsen her, for det synes jeg du sender nogen meget forvirrede signaler omkring. Undskyld jeg skriver det så hårdt, men jeg har faktisk ret svært ved at se hvad det egentlig er du mener her, da der er nogle modsigelser indenover her.

Kære Svend
Ja nu har det taget mig lidt tid at finde ud af hvordan jeg skulle svare dig her på en pæn måde. Det må du så undskylde at jeg ikke er i stand til. Jeg synes det du skriver er dumt og selvmodsigende.
Spørgsmålet er om man kan anbefale en mand som så fuldstændig og åbenlys ikke er kristen. Manden er universalist og mener ikke folk kommer i Helvede, men at alle kommer i Himlen. Han elsker sine synder og lever i dem, og har gjort det i lang tid. De synder han holder fast i er retten til at være hans (nu afdøde hustru) utro så han kan udleve sin seksuelle afvigelse som han har erkendt er sadomasochist. Dertil er det ikke muligt for en universalist at prædike evangeliet. En sådan person kan kun prædike noget der lugter lidt af evangeliet, men som ikke er det, da man ikke behøver advare imod den kommende dom! (Nej evangeliet lugter ikke, men det gør budskaber som ligner det, men ikke er evangeliet).

Du skrev at du skriver som journalist og at du ikke har anbefalet Møllehave. Det er simpelthen forkert. Her er hvad du skrev den 5/3 2008 i Udfordringen om Missionsforbundets invitation af Møllehave til deres sommerstævne:

”sådan er præsten, der provokerede med sit frisind op gennem 1970’erne, men i sine prædikener – og senest i flere samtalebøger – er kerne-evangelisk.”

Du viser i dette citat at du kender til hans frisind, men også til hans forkyndelse. Og den forkyndelse anerkender DU som ”kerne-evangelisk”. Det er en anbefaling Svend. Og det samme vil man kunne sige om flere af de andre artikler du har skrevet om ham. Og jeg ved også at andre har gjort dig opmærksom på dette.
Hør lige her, Udfordringen var engang kendt for at være en avis der havde holdninger. Men når du skriver artikler som disse om folk der er tilknyttet en del af kirkerne i Danmark, men som er folk der ikke er med i Guds kirke, så ændrer man sig fra at være en avis med holdninger, til at blive holdningsløse tidende. Hvis Udfordringen er eller bliver holdningsløse tidende så er der ikke nogen grund til at holde den mere. Hvilket måske en årsag til dens dalende salgstal.

Nu har jeg læst Børsen i snart 18 år. Det er en avis der har holdninger. Og de lægger ikke skjul på dem. Det er ikke en avis, som går imod alt fra den røde side af skalaen, og heller ikke siger god for alt fra den borgerlige side. Nej det er en avis som varetager erhvervslivet i Danmarks interesser , og gør det rigtig rigtig godt, bl.a. ved at have en klar holdning til udspil fra det politiske niveau. Ja de gør det så godt at mens andre aviser har dalende læser- og salgstal, så har Børsen i samme periode formået at hæve det. Dels fordi de skriver relevante artikler, men også fordi man ved hvad Børsen står for.

Det kan man jo ikke sige om Udfordringen mere. Engang var der klare holdninger. Engang ville Benny Hinn, og Jens Garnfeldt og andre fra trosbevægelsen ikke have fået noget positiv spalteplads. I dag har man masser af fri spalteplads til dem. Nogle af de værste har fået masser af spalteplads såsom Christian Hedegaard som meget ofte fik positiv spalteplads, når den var negativ andre steder. Det er ikke meningen at noget der kalder sig en kristen avis, ikke har holdninger. Man kunne selvfølgelig kalde det at have en ukritisk holdning overfor visse forførere.

Når så det er sagt så prøv lige at se hvad det var for noget af Møllehaves arbejde jeg ikke havde noget imod. Det var om litteratur og teater. Her er det kollosalt vigtigt at forstå at litteratur og teater IKKE har nogen frelsende kraft. Men det har evangeliet. Lige præcis derfor har jeg ikke noget problem i at læse og høre hvad Møllehave siger om disse to ting. For det er bare interesseområder som jeg har til fælles med ham. Men evangeliet har jeg desværre ikke til fælles med ham. Tværtimod, han prædiker et andet evangelium som ikke er et evangelium. Og det har Paulus noget meget kraftigt at sige om. Rent faktisk så er det, det allerkraftigste Paulus overhovedet har skrevet.

”Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han.” Galaterne 1.8.

Forbandet være han skriver Paulus. Det vil sige at Johannes Møllehave er forbandet, fordi han prædiker et andet evangelium som ikke har nogen frelseskraft. Der er jo ikke nogen grund til at omvende sig og blive forvandlet med det budskab.
Men hvad med dem der anbefaler folk som Møllehave, det er det som jeg synes er virkelig bekymrende. For vi har et kollosalt ansvar for hvad vi anbefaler andre, (og du har anbefalet ham, og hvis du er uenig med mig her, så kan jeg nemt finde flere ting skrevet af dig hvor du anbefaler hans bøger, så det er selvmodsigende at påstå det modsatte), men hvis det vi anbefaler leder folk væk fra Kristus, så får vi et alvorligt forklaringsproblem overfor Gud på dommens dag. Derfor er jeg bare så ked af at du ikke kan se dette er et problem, og at det virker som om det er vigtigere for dig at have noget at skrive om, end at skrive om noget der kan være til gavn for menigheden i Danmark. Burde det ikke være sådan at din primære tilgang var at skrive til gavn for menigheden, og derefter skrive som journalist?