Så blev det endelig muligt at få indsat screenede befrugtede æg i kvinders livmoder. Dermed har man nu taget hul på muligheden for at undgå at “producere” børn med indbyggede “fejl” som mongolisme, astmatiske tendenser eller forhøjet risiko for brystkæft o.l. Dette kan man læse om på Politikens hjemmeside.
Jeg synes det er værd at lægge mærke til, hvordan folks forhold til denne form for udrensning af mennesker med afvigelser har ændret sig. Engang var det noget som langt størstedelen var imod. Man syntes at det svarede til at lege Gud. Men i dag ser man langt mere positivt på det. Der er kommet en iskold form for rationalisme ind i billedet. En rationalisme som reelt set siger at et liv som astmatiker, mongol, eller en forøget risiko for at udvikle cancer, er et liv der er mindre værd, end en der ikke har kromosomfejl i samme størrelse. Det er en uhyggelig udvikling vil jeg stadig mene, på trods af at det ikke er politisk korrekt mere at sige det. Jeg mener faktisk at dette her lugter af at være hitlers ideer gjort spiselige. Det sker bare på et tidligere tidspunkt. Istedet for at det sker i døds- og koncentrationslejre, så sker det nu i reagensglas. Det ser ikke ligeså makabert ud. Men udrensningen har samme mål, at have en superrace af mennesker. En superrace der kan produceres uden at blive for syge. En superrace der er over dem der blev født førend det blev muligt at screene for kromosomfejl. En superrace som ikke tillader fysiske afvigelser. Men hvad er det for en verden som vi før, når vi vælger den form for udrensning af afvigelser? Er det virkelig det supersamfund vi ønsker at have, eller bliver det reelt set ikke bare et koldt samfund.
Lad mig tage et enkelt eksempel. Hvad er risikoen for at folk i sådan et samfund, der vælger at få børn på naturlig måde, og som får børn med afvigelser, at de nu kan miste muligheden for hjælp og vil blive set ned på af andre? For i sådan et samfund er de jo selv skyld i at de fik disse børn. De kunne jo bare have screenet de befrugtede æg først. De kunne jo også bare have valgt en abort under forløbet når man fandt ud af afvigelsen. Konsekvensen af et sådan samfund bliver at nogle liv bliver mere værd end andre.
Favre nye verden? Nej, den er her allerede nu,men den har sneget sig ind på så lumsk en måde at vi nærmest ikke længere lægger mærke til at vi lever i den. Og hvis vi ikke gør opmærksom på de konsekvenser et sådan samfund har, så bliver vi bare en del af det. Er det en ønskværdig situation at være i som kristen?