Dette er prædikenen som jeg holdt i kirken i søndags. Det er en udlæggende (expositary) gennemgang af Jesu lignelse om farisæeren og tolderen der gik op til templet for at bede (Lukas 18.9-14). Der har igennem tiden været flere misforståelser af denne lignelse. Men hvad sker der hvis vi kigger på den i lyset af den kultur som var i Israel på Jesu tid?
Hør hvordan en forståelse af kulturen dengang er med til at gøre evangeliet langt mere klart i denne lignelse end man ellers plejer at høre. Eksempelvis står der i lignelsen at tolderen bankede sig for brystet, hvad betyder det i mellemøstlig kultur, og hvad var det for et ord han brugte om at finde nåde hos Gud? For det var ikke det sædvanlige ord for nåde han brugte. Hvorfor var farisæerens bøn ikke brugbar i Guds øjne, når man kan finde at David havde bønner der lignede farisæerens? Hvad er det der gør forskellen? Dette og mere kan du få svar på i denne prædiken.
Categories
Podcast: To mænd gik op for at bede
6 replies on “Podcast: To mænd gik op for at bede”
Hej René. Tak for en rigtig god og klar forkyndelse. Du er klar i lovformaningen og tydelig i evangeliet.
Der er alligevel én lille ting, jeg undrede mig over 🙂 “Omvendelsens nådegave”? Egentlig kan jeg godt li’ det, forstået som om, at vi blir omvendt ved Guds nåde – og hans nåde alene! Men har ordet nådegave ikke en anden betydning i de fleste (kender ikke din menighed) tilhørerers ører? Vil de fleste ikke opfatte nådegave som en tjeneste?
Selvfølgelig er nådegaverne givet af Gud, men dog således, at når vi tjener, så gør vi det som Gud medarbejdere – Vi er aktive! Vi er subjekter, når det drejer sig om det nye liv sammen med Kristus! Men når det handler om omvendelsen – i hvert fald omvendelsen forstået som vendepunktet fra vantro til tro – så er det jo ikke en handling, vi selv er subjekter i – vel?
Jesus er Guds nådegave, kan Paulus finde på at sige – men der er vi fuldstændig udover, at vi kan handle os frem til noget. Men når ‘omvendelse’ kaldes en nådegave – så synes jeg, at det klinger lidt for meget af, at jeg kan i egen kraft finde ind til Guds nåde – når den bibelske virkelighed jo er, at det er først i mødet med Guds nåde, at jeg overhovedet kan komme til tro! Gud må komme til mig!
Jeg håber ikke du hører det for meget som en kritik, for jeg var rigtig glad for forkyndelsen – det var bare den der lille-bitte ting 🙂
Igen, tak for en klar prædiken!
Tak skál du have Jón, og tak for spørgsmålet. Jeg ville gerne have været mere inde på omvendelsens nådegave, ligesom jeg også godt ville have brugt mere tid på at forklare hvorfor salme 26 er i orden, mens farisæerens bøn ikke er en Gud tager imod. Men jeg vil helst have at min forkyndelse ikke bliver for lange, så derfor er man jo nødt til at prioritere hvad man vil gå i dybden med, og hvad man må nøjes med at berøre. Til gengæld giver det så folk et incitatament til selv at undersøge skriften.
Men tilbage til spørgsmålet. Omvendelse er en nådegave. Jeg ved godt at man i nogen kirkeretninger taler om nådegaver i primært tjeneste-øjemed, men selv der anser man også meget andet for nådegaver, eksempelvis frelsen. Men omvendelse er også en nådegave, for ingen kan komme til Jesus uden at Faderen drager på ham (Johannes 14.6). Det er altså ikke muligt at omvende os i egen kraft, for ingen af os søger Gud i egen kraft. Det er kun hvis Gud drager på os, at det kan ske. Jeg ved godt at i yderliggående arminianske kredse mener man at det er menneskers værk der overtaler mennesker til frelse (Charles Finney mente eksempelvis at frelsen var menneskers værk, og tog dermed selv æren for dem han mente han ledte til frelse, istedetfor at give æren til Gud). Men dette er ikke i overenstemmelse med bibelen. Vi kan kun give os selv til Kristus når Han kalder på os. Dermed er det heller ikke muligt at planlægge at jeg vil være kristen når jeg bliver gammel, eller når jeg er færdig med min uddannelse, eller engang er blevet gift, eller hvad man end har af gode undskyldninger for at vente med at omvende sig hvis Gud kalder.
Så udfra det du skriver i slutningen ser det ud til at vi er ret enige.
Jeg har skrevet om det flere gange eksempelvis her: http://sand.omvendelse.dk/hvordan-bliver-man-f%C3%B8dt-pa-ny-4-helliganden-536.htm.
Hej René! Jeg tror vi er helt enige… havde bare ikke mødt den der med omvendelsens nådegave før, men kan nu se ud fra dit svar, at du netop bruger nådegave som udtryk for Guds fulde og nådige gerning. Så jeg sidder nu blot tilbage med taknemmelighed 🙂
God prædiken Rene – dejlig forkyndelse.
Du får understreget noget meget gode, men let oversete pointer i lignelsen. Jeg synes det er nogle interessante overvejelser du gør omkring de tegn på sønderknusthed Jesus lægger i sin historie om tolderen.
Ligeledes var det spændende at høre omkring tolderens bøn om hilaskomai. Det er altid en udfordring ikke at læse for meget ind/eller ud af en lignelse. Der er ikke altid dækning for hver eneste elements større betydning. Det klassiske no-go eksempel er Augustin omkring den barmhjertige samaritaner. Jeg synes måske du går lidt tæt på den streg med de tre stadier af brudthed i bibelen. Det er lidt sigende at der kun – åbenbart – kan findes 2 eksempler på det største (meget belejligt) stadie for sønderbrudthed – og ingen af dem er i GT. Der er også en fare for at overstate sin case her, og dermed miste pointen med lignelsen. Pointen er jo ikke at tolderen kom med noget Gud syntes var godt nok til at han kunne blive taget imod! Du siger f.eks. “Gud tog imod ham, fordi han ville stå ved at han igenting havde og han var en synder der stod personlig skyldig overfor Gud”
Jeg tænker her på ordene: “fordi han ville stå ved” – det er jo en motiv bedømmelse. Det er rigtig af dig at vende dig fra mennesker som præsenterer det som en tom og overfladisk bekendelse at de er syndere. Men det er forkert at præsentere sin syndserkendelse som “det jeg var villig til at give til Gud, og Gud tog imod mig fordi jeg ville gøre det.” – Pointen med lignelsen er jo nærmere at Tolderen kom med intet! Alt dette synes jeg dog at du får godt frem og det er en lille pointe jeg dog ikke desto mindre synes er lidt vigtig at understrege. Jeg kan godt lide den bekymring jeg fornemmer ligger bag det du understreger omkring hans sønderbrudthed. Det kan i høj grad være tom tale at have en overfladisk bekendelse af at vi er syndere. (Det er dog måske også vigtig at huske på at der nok er en eneste af os der til fulde forstår vores syndighed i Guds øjne og at vi måske allesammen – oveni alt vores syndighed også tilføjer den ikke at se den som den virkelig er)
Jeg synes til gengæld at du har glemt en vigtig pointe med hvorfor Jesus fortalte Lignelsen. Den er jo direkte erklæret af Lukas: “Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse:”´(v9)
Det er en vigtig pointe – “at de foragtede alle andre.”
Det er i den forbindelse at det er vigtigt at lægge vægt på hvor langt ude tolderens bøn er. Han takker Gud fordi Han ikke er som alle andre.
Læg mærke til at han giver Gud æren – “Gud jeg takker dig”.
Grunden til hvorfor Hans bøn er forkert – og at den også er forkert hvis du skulle have lyst til at bede den er at HAN NETOP ER som alle andre – intet bedre. Præcis som du og jeg er Rene. Du er – i dit kød – som alle andre. Du og Jeg er syndere – som er retfærdige gennem en anden end os selv. Vi har en fremmed retfærdighed – en andens retfærdighed. Derfor kan du og jeg pr. definition ikke bede sådan en bøn. Det er umuligt som kristen at have foragt for andre – for vi er syndere som de. (Paulus taler godt nok i 1Kor 6:4 om dem menigheden foragter – men det der tales om er jo netop blot en understregelse af pointen. Det menigheden foragter ved verden er alt det der også er foragteligt ved os – i vores kød) Alt hvad der er godt ved os er Kristus. Der er således intet vi kan sige Gud tak for – at vi ikke er som alle andre. Også selvom det lyder som om vi med sådan et tak anerkender at det kommer fra Gud. Selve pointen – som Lukas erklærer – at de havde foragt for alle andre åbner op for lignelsen, så vi forstår det imputative aspekt ved retfærdiggørelsen som den lægger op til, og som du så flot påpeger ved Tolderens bøn om hilaskomai. John Piper har også prædiket dette budskab så klart – og nærmest direkte applikeret det på N.T. Wrights nye perspektiv på retfærdiggørelsen, hvori sådan en bøn som farisæerens netop ville give god mening. Fordi Wright netop mener at dommen over vores liv en dag vil tage udgangspunkt i det liv vi levede – og ikke en andens liv og retfærdighed.
Men det var som sagt en dejlig forkyndelse – og jeg nødt at lytte til den.
Der er flere ting som jeg ikke er kommet nok ind på i prædikenen, som jeg også har skrevet ovenfor. Det skyldes at jeg vælger at begrænse mig når jeg prædiker, og derfor er der nogle ting jeg må prioritere mindre end andre, for at kunne gå i dybden med de områder som jeg kan se er bedst til at male evangeliet klart og tydeligt.
Men når det så er sagt, så kommer jeg ind på at de så ned på alle andre, det er blot noget som ligger implicit i forkyndelsen. Jeg har eksempelvis vendt den om til at farisæerne ville have folk skulle se på dem, fordi de var de gode mennesker. ”Se op til os” er det de siger, hvilket svarer til at de ser ned på andre.
Din kritik på at jeg siger at tolderen kom med noget, men blot med et sønderbrudt hjerte, er ikke en kritik jeg kan tage til mig. Det er til Kong David du skal sige det. For det er ham jeg citerer i salme 51. Er der et sprogligt paradoks i at sige at Gud tager imod et sønderbrudt hjerte, men at Gud ikke tager imod det vi har at komme med? Ja, men det kan forklares, også matematisk. I matematik har man løsningsmængden den tomme mængde Ø. Det er en løsning, når der ikke er nogen løsninger, og man kan overlevere den tomme mængde Ø i matematikken, selvom den ikke indeholder noget. Men det synes jeg ikke er nødvendigt at forklare her.
Så er der den om farisæeren bad til Gud eller ej. Det kommer jeg ind på, og viser at anerkendte bibeloversættelser er uenige om dette, hvilket skyldes en tvetydighed i grundteksten. Jeg siger også i prædikenen at det er et område man ikke er enig om. Derfor konkluderer jeg ikke alt for meget på det. Men derefter går jeg videre og viser hvad man ikke kan være i tvivl om, nemlig hvad han bad om. Jeg påstår ikke at den danske oversættelse er fuldstændig rigtig her, netop fordi der er flere meninger om det var til Gud, eller ej han bad på tempelpladsen.
Jeg kunne godt svare på flere ting, men det der undrer mig ved din kommentar, er at hvis du kan høre at jeg prædiker evangeliet, og høre at det gøres klart og tydeligt. Så undrer det mig at du så går ned og finder noget frem som de fleste ville vælge at se som bitte små sekundære områder og gør til kritikpunkter (kritik kan være fint nok isoleret set). Men hvis du offentligt kritiserer en der prædiker evangeliet klart og tydeligt, skulle du så ikke i endnu større grad offentligt kritisere dem du kender som ikke prædiker evangeliet klart og tydeligt, (men som påstår de gør det)? Med andre ord er du ligeså kritisk overfor forkyndelsen i den kirke du kommer i, og går du til forkynderne i den kirke og konfronterer dem med det, ligesom du gør her til mig? For hvis du gør det, så respekt for det, men hvis du ikke gør, hvorfor vælger du så lige at tage små bitte uenigheder op her? Hvad er frugten i offentligt at kritisere en evangelisk forkyndelse (fortæl mig gerne hvis den ikke er evangelisk), men undlader offentligt at kritisere dem der står på en prædikestol, men ikke prædiker evangeliet?
Tak for din gode prædiken og dit fine svar på mit spørgsmål. Det har givet mig noget at tænke over.