Engang for mange år siden var jeg i Lanquedoc, nede i Sydfrankrig. Der oplevede jeg for første gang i mit liv at spise østers. Appetitlige ser de jo ikke ud, når de ligger der i en rynket skal, og ser ret slimede ud. Men jeg har det sådan med mad, at jeg ønsker empirisk erfaring med om det er værd at spise eller ej. Der var tre ting som blev serveret her. Østers, citron og den lokale hvidvin. Jeg dryppede lidt citronsaft på, hældte østersen ned i munden og smagte på hvidvinen. Og der skete et så. Jeg fik en vidunderlig åbenbaring. Dette var simpelthen så smukt og skønt at jeg fik en følelse af, at jeg ikke havde brug for andet end disse tre ting resten af mit liv. Jeg kan ikke forklare med ord hvad der præcis skete, men det var en berusende og opløftende smagsoplevelse som slog benene væk under mig.
Men selvom jeg havde denne vidunderlige følelse af at jeg ikke havde brug for andet en østers, citron og hvidvin resten af mit liv, så vidste jeg godt med min forstand, at det ikke passede. Ligegyldigt hvor godt det end smagte, og hvor godt det end passede sammen, så ville det ikke være nogen god idé at nøjes med denne menu. Jeg ville dø af fejlernæring med tiden. Det ville altså være skæbnesvangert af mig at efterleve den “åbenbaring” jeg havde i Lanquedoc.
Kristenlivet
Sådan bør det også være med kristenlivet. Kristenlivet er ikke kun en følelse. Men det er det efterhånden blevet til for mange, og bliver også omtalt på den måde af nogen. For nogen er det ligefrem blevet til at hvis man ikke har nogen kraftige åndelige oplevelser, så er det tæt på at man bliver anset for ikke at være en kristen (hvilket er en gang ubibelsk vrøvl). At have en åndelig oplevelse er ikke nødvendigvis dårligt. At blive frelst og født på ny, er nemlig den ultimative største åndelige oplevelse man kan have som menneske. Men hvis den åndelige oplevelse ikke er i overenstemmelse med Guds ord, så er det kun en oplevelse, og ikke noget jeg kan bygge på. Ligegyldigt hvor stærkt den oplevelse så end var.
Her kunne jeg godt komme med mange eksempler, både gralle og skøre eksempler. Der er eksempelvis den med præsten der oplevede at gud sagde til ham, at Helvede ikke eksisterede alligevel. Men at alle mennesker kom i Himlen. Han var så overbevist om det, at det blev det han prædikede i kirken. Førhen havde han (så vidt vides) prædiket evangelisk. Hans menighed forsvandt ligeså stille og roligt, og til sidst måtte han lukke kirken. Men igen, hvorfor komme i kirke og høre om noget som ikke har den ringeste betydning alligevel. For hvis vi kommer i Himlen allesammen, så kan jeg jo leve mit liv som jeg selv vil. Jeg har ikke længere brug for en præst til at fortælle mig noget. Præsten her byggede mere på sin åbenbaring, end på Guds ord. Han ville ikke engang lade sin åbenbaring teste af Guds ord. Hans følelse mente han var mere troværdig.
Eller den med kvinden som i lang tid havde ønsket at Gud talte til hende. Hun tager så i sin afmagt med til at møde med en profet, som sjovt nok giver hende et ord, som han påstår var fra Herren. Hun bliver så glad, og begynder at stråle så meget at hendes præst spørger hende hvad der dog er sket. Hendes svar var at Gud havde talt til hende. Hvortil præsten svarede jamen det var da dejligt, hvad har Han så sagt til dig? Gud skulle så have sagt til hende at hun skulle blive missionær i et afrikansk land, og tage derned snart. Præstens fornuftige reaktion på det var: Det der er ikke fra Gud, og du skal omvende dig fra det. For kvinden var gift, havde hjemmeboende børn, og bibelen siger at hendes opgave var at tage sig af hendes opgaver som hustru og moder. Der var ikke noget der frigjorde hende fra hendes familie til at tage til Afrika.
Hendes første reaktion på denne formaning var vrede, for Gud HAVDE TALT. Men efter nogen dage vendte hun tilbage til sin præst og bad om tilgivelse. Hun kunne godt se, at det hele blot var en åndelig oplevelse (men ikke fra Helligånden). Men hun havde sådan gået og tørstet efter Guds tale. Men hendes kendskab til Guds ord, og en fornuftig frimodig præst, hjalp hende ind på rette spor.
To vidner
Vi kan ikke forlade os alene på åndelige oplevelser. Her er det ligegyldig hvor stærke de end kan være, for jeg ved om mange der har haft meget voldsomme oplevelser, som har været dæmoniske. Deres styrke er ikke med til at godkende dem. Vi er nødt til at have en rettesnor, til at vurdere de ting der opleves, og det er Guds ord. Følelser alene gør det ikke, men hvis følelsen er i overenstemmelse med de troværdige skrifter, så har vi noget vi kan bygge på. Der skal være to vidner, som skriften også gentagne gange siger.
