I de foregående af snit har jeg gennemgået hvordan vi skal forstå den bibelske fred og frihed. At beskrive den bibelske glæde kræver lidt mere. For her er der faktisk tale om en reel følelse. Men samtidig er det en følelse som kan være både bibelsk baseret og forkert baseret. Lad os starte med at se på den bibelske. Johannes skriver i første Johannes 1.1-4 følgende:
“Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord – og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os – det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus. Dette skriver vi, for at vor glæde kan være fuldkommen.”
Johannes siger her at vores glæde kan være fuldkommen. Samtidig har han beskrevet hvorfor den kan være fuldkommen. Det skyldes nemlig budskabet vi har fået, evangeliet. Det at vi har fået fællesskab med Gud igen, at vi er kommet tilbage til vores oprindelige formål, nemlig at leve for Gud og tilhøre Gud, og være sammen med Ham i al evighed. At vi har fået det, er der grund til at glæde sig over. Samtidig er glæden også en af åndens frugter, som vi kan læse i Galaterne 5. Så det er ikke bare noget vi kan gøre til et juridisk begreb som vi kan bygge på. Der er tale om en reel følelse af glæde. Men der er også den forkerte glæde. Den finder vi i Jesu fortælling om sædemanden. Hvor Han fortæller om de korn der blev kastet på klippegrund, som voksede hurtigt op, men blev svedet af solen. Der står om dem at:
“Det, som blev sået på klippegrund, det er ham, der straks tager imod ordet med glæde, når han hører det; men han har ikke rod i sig, han holder kun ud en tid, og når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder han straks fra.”
Noget som man burde lægge mærke til her, er det at de STRAKS tager imod ordet med glæde. Der er ikke tale om at de har nogen form for reflektion. Der har ikke været nogen tid til at tænke over hvad det indebærer at tage imod ordet. Man tager blot imod det, fordi det lyder godt, og tænk man får endda glæde, fred og frihed, for det er man jo blevet lovet, (kunne være et argument for sådan en hurtig omvendelse). Men som Jesus siger, når trænglser og forfølgelse kommer, så falder de straks fra. Ligeså hurtig som de tog imod ordet. Ligeså hurtig falder de fra. Lyder desværre meget som en stor del af dem der bliver “frelst” på de store vækkelsesmøder. For der er næsten aldrig nogen af dem der kommer næste søndag i kirken. Og dem der kommer næste søndag bliver der meget ofte kun en kort tid. Dem der forbliver i kirken efter disse vækkelsesmøder, er kun ganske få. Størstedelen falder fra når der kommer trængsler og modstand.
Men Jesus har selv forklaret hvad der er galt her. Disse mennesker har ikke vurderet omkostningerne, de tager for hurtigt imod, og lader ikke ordet og budskabet få rod. Jesus siger jo selv at hvis man skal gå i krig, så må man vurdere om man har råd til omkostningerne ved den krig. Eller at hvis man vil bygge et tårn, at man så skal vurdere om man har ressourcerne til at bygge det (Lukas 14.28-33). Sådan er det også med kristenlivet. Hvis vi ikke har tænkt over om vi er parat til at betale de omkostninger det indebærer at være en kristen, så bør vi tænke lidt mere over det før vi vælger Kristus. Det er en vigtig beslutning, som man godt må tænke ordentligt igennem. Ikke dermed sagt at man skal blive ved med at udskyde det, men få tænkt godt igennem hvorfor vi bør give os selv til Ham, også selvom det indebærer nogen timelige omkostninger.
For omkostningerne er kun timelige. De er der kun en kort stund, sammenlignet med evigheden. Men når vi har evigheden for øje, så er det faktisk ikke nogen særlig høj pris vi betaler. Og når vi har evigheden for øje, og kan se hvilken evighed det er vi har fået med Ham, så er der grund til virkelig at glæde sig!
