Er kirken parat til forfølgelse? Men hvorfor bliver kristne forfulgt?

Hvis man har fået at vide at det at være en kristen betyder at man får et bedre, rigere , mere spændende, ja tilmed sjovere liv og så erfarer at kristenlivet faktisk er fuld af modstand, hvad så? Her tror jeg desværre at vi har en stor del af svaret på, hvorfor folk falder så hurtig fra efter en en omgang “instant christianity”. Hvad det er kan man se på dette link. Folk er simpelthen ikke forberedt på at kristendom ikke fungerer fantastisk godt med denne verden, og slet ikke at den kristne også vil opleve en indre kamp. En kamp mellem vores kød og vores ønske om at leve til Guds ære. Kødet og ånden kæmper imod hinanden, hvilket er noget man også bør forberede folk på før de vælger at blive kristne.

Parat til at dø? Hvorfor skulle jeg være det?
Jesus advarede Hans efterfølgere om at det kunne koste dem livet. Han fik også folk som gik i døden for Ham. Men hvordan vil folk i kirkerne i dag forholde sig til forfølgelse? Måske skulle man se på hvad forfølgelse egentlig er, og hvordan den viser sig. Den første kirkes forfølgelse handlede ikke så meget om at de troede på Kristus. Der var plads til at tro på hvad man havde lyst til, bare man også anerkendte at Kejseren var Gud. Som borger i romerriget kunne man risikere at blive hentet af soldater, der tvang en til foran en figur af kejseren eller noget andet der skulle symbolisere kejseren, at sige “Domitian er Herre” (dengang Domitian var kejser). Hvis man ikke sagde det, mistede man hovedet.
Det var altså ikke selve det at man havde sin egen tro, der var noget galt med. Men at ens tro ikke godkendte og accepterede andre trosformer som gyldige. Ikke dermed sagt at kristne ikke kan leve side om side med folk som tilhører andre religioner. Det er jo nærmest kun i lande som bygger på kristne værdier at man finder plads til religions- og ytringsfrihed. Men kristendommen levner ikke plads til synkretisme (ord for at Gud findes i alle religioner). Men i den kristne tro er der kun plads til en Gud, og det kunne det romerske rige ikke acceptere. Man ville ikke leve med at nogen mente at der var en højere magt end romerriget selv.

Det er de samme årsager der findes i dag til forfølgelse. Det ser vi eksempelvis i det kinesiske samfund. Du kan godt finde kirker som ikke bliver forfulgt at staten der. Det er de kirker der er godkendt og autoriseret af den kinesiske stat. De er med andre ord underlagt staten. Men de kirker som ikke er autoriseret af staten, oplever gentagne gange forfølgelse. Hvorfor nu det? Den består jo ikke af kriminelle, eller terrorister som forsøger at undergrave staten. Men tværtimod af lovlydige borgere som ikke forsøger at skade staten. Men alene det at der er grupper i befolkningen som har en autoritet som er højere end staten selv, er noget som den kinesiske stat frygter. Man vil ikke høre tale om en autoritet højere end dem selv.

Når vi ved dette, så betyder det at forfølgelse af kristne også vil kunne finde sted i den vestlige verden. For nu kan vi se at det ikke handler så meget om ytrings- og religionsfrihed. Men om at kristne kan få lov at til at have en autoritet der er højere end staten, eller endog kirken. Når man ikke længere kan acceptere at kristne fortsat ikke vil anerkende abort, stadig ikke vil anse ægteskab mellem homoseksuelle som et ægteskab (uden at det er et forsøg på at forfølge homoseksuelle, men blot et forsøg på at holde fast i det der står i Guds ord), og heller ikke vil anse andre religioner som værende troværdige, så er tiden inde til forfølgelse her også. Vi vil på trods af at det er fra kristne at ideer om ytrings- og religionsfrihed er opstået, blive anklaget for at indskrænke det selvsamme. Og blive anklaget af folk der er blinde for at de selv indskrænker ytrings- og religionsfriheden med deres mangel på anerkendelse af kristnes måde at tro på.

Fortsættes….