I første afsnit om lignelsen om kongesønnens bryllup, så vi at Gud er den der inviterer, men dem som havde førsteret til at blive inviteret, var ikke interesseret, hvilket fik forfærdelige konsekvenser. Du kan læse første afsnit her: Gud holder fest 1.
Men lad os nu se på de næste tre vers fra denne lignelse:
“Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster.” Mattæus 22.8-10
De indbudte var ikke værdige står der. Men hvorfor var de ikke det? De var jo inviteret, og vi kan derfor ikke sige at de ikke var velkomne til festen pga deres mangel på værdighed. Nej deres uværdighed er en som de selv havde valgt. Ikke som en falsk ydmyghed, forstået på den måde at der var nogen af dem der sagde “nej, nej, jeg er ikke værdig til at komme til fest hos kongen”. Nej, de indbudte var ikke værdige, fordi de ikke ønskede at komme med til festen. Deres ønske om at leve for sig selv, og leve i fred for nogen der forstyrrede dem i at leve for sig selv, gjorde dem uværdige. Så hele uværdigheden er en der bunder i dem selv, ikke i kongen. Ikke i Gud.
Man kan godt spørge hvem denne gruppe der havde førsteret til at blive inviteret var. På den tid da Jesus talte, var det jøderne. Guds udvalgte folk, dem som fornægtede Ham og korsfæstede Ham, fordi de ikke ville have Ham da Han kom til dem. Men det har vist sig sidenhen at det samme gælder for kirken. Igennem historien har vi set hvordan kirken er gået forkert, og har forladt skriftens ståsted, og når den så er blevet gjort opmærksom på hvad skriften siger, så har de sagt nej til den. Når Gud har sendt folk som prædikede det fulde evangelium, så har kirken ofte sagt nej til den form for forkyndelse. Men når kirken siger nej, er der andre der får budet. Og det er her at vi ser vækkelsesretninger ofte er brudt frem. Eksempelvis så blev John Wesley lukket ude af den etablerede kirke, fordi han prædikede et for klart og tydeligt evangelium. Han var ellers uddannet præst, men fik ikke lov til at tale i kirken mere. Det passede ikke ind i tiden dengang. Den tids kirke havde et budskab der var tilpasset til den tid, og var ikke i overensstemmelse med bibelen. John Wesley begyndte at prædike på torvene i England istedet. Efterhånden som folk blev frelst, startede man nye kirker og det var sådan at Metodistkirken opstod. Men lignende ting kunne siges om Indre Mission, baptisterne, m.fl. Det er faktisk spændende at høre hvordan disse vækkelsesretninger opstod, det kan man lære meget af! Men tilbage til teksten.
Selvom dem der havde førsteret til at blive inviteret valgte at være uværdige, giver kongen ikke op. Han vil holde fest. Så nu sender han sine tjenere ud for at finde andre der kan komme med til fest. Og Han er ligeglad med hvem der kommer. Det var både onde og gode står der. Alle typer her kunne inviteres med. Det viser noget om kongen her. Han ønsker at være sammen med folk, på trods af hvad de har gjort, og hvem de er. Ligesådan er Gud også. På trods af vore lovbrud, på trods af vores fornærmelse af Ham, vores liv som fjende af Ham, så ønsker Han fællesskabet med os.
Det er interessant at bemærke at det var alle som de fandt, som man inviterede. Der var ikke nogen grupper som man mente ikke duede til at blive inviteret. På trods af, at der blandt dem der her blev inviteret, var alle typer gode som onde, så kunne man komme med til festen. Det var altså ikke en fest som man kom med til fordi man i sig selv var værdig, eller havde gjort et eller andet specielt. Det var kort og godt alle. Hvilken betydning det har for slutningen af denne lignelse vil jeg komme ind på i et senere afsnit i serien her.
En sang som meget flot beskriver Guds opsøgende kærlighed som gør at Han kalder os, på trods af hvem vi er, synger Don Fransisco om i sangen “I don’t care where you’ve been sleepin” som man kan høre her:
