Ray Comfort fortalte engang om en oplevelse med hans børn, og et fjernsyn han havde købt, som jeg syntes var lige i overkanten. Det vil sige indtil jeg selv havde den samme oplevelse for et lille års tid siden. Her er den.
Min kone og jeg plejede at starte dagen med at jeg gik i bad, mens min kone vækkede børnene, og satte dem foran fjernsynet så de kunne vågne op der. Vi syntes at det medførte mindre skrig og skrål fra morgenstunden af. Vi havde det faktisk også udemærket med det valg, selvom vi før vi fik børn var modstandere af at børn så for meget fjernsyn.
Når jeg så kom ud fra badeværelset, plejede jeg at sige godmorgen til børnene som sad og så fjernsyn. Det var efterhånden blevet ret sjældent at de sagde godmorgen igen. Det var de for optagede til. Det havde jeg efterhånden bare accepteret. Men en dag var der bare noget i mig der sagde, at det ikke var i orden. Der var noget galt i at de var mere fokuserede på fjernsynet, end deres far der havde sørget for at de kunne se fjernsyn.
Jeg kom som sædvanlig ud af badeværelset en morgen, sagde godmorgen til børnene, og de sagde ingenting. Men den dag gik jeg hen til dem og slukkede fjernsynet. Det blev de meget kede af, og vågnede ret hurtigt op. Men jeg var nødt til at fortælle dem noget. Det vi fik en snak om den dag, var om de elskede mig, eller om de elskede fjernsynet. Jeg fortalte dem at det var i orden at de så fjernsyn, men at jeg ikke ville acceptere, at de ikke kunne sige godmorgen til mig pga et fjernsyn. For det viste at de elskede fjernsynet mere end de elskede mig. Jeg spurgte pænt og roligt den ældste af pigerne, der på det tidspunkt var 5½ år, om hun elskede fjernsynet, eller om hun elskede mig. Det var åbenbart et vigtigt spørgsmål for hende at få, for det var faktisk svært for hende at svare på. Hun kom til sidst, efter virkelig at have tænkt sig godt om, og uden at jeg prøvede at manipulere hende til et bestemt svar, frem til at hun elskede mig højest. Hun var, kunne jeg også mærke glad for at have tænkt over det.
De næste morgener huskede børnene at sige godmorgen. Og jeg blev altid glad for at få et godmorgen fra mine to dejlige piger. Efterhånden er de dog holdt helt op med at se fjernsyn om morgenen. Uden at jeg egentlig har tænkt over det, er det fjernsyn bare gledet mere og mere ud. Børnene ser stadigvæk film på det, men ikke i samme grad som før.
Hvad vil jeg sige med det her? Jo, hvordan er vores kærlighed til Gud, og hvordan viser vi det? Viser vi med vores adfærd at vi elsker de gaver Gud har givet os, mere end vi elsker Ham? Eller viser vi med vores adfærd, at det er Ham vi er taknemmelige overfor, og at vi værdsætter Hans gaver til os, fordi de er fra Ham? Jeg påstår ikke at vi kan leve perfekt her, men vores adfærd burde på trods af fejl vise at det er Gud vi elsker. En adfærd der søger Ham, ved at søge i Hans ord, søge Ham i bøn, og i fællesskabet med andre kristne. For hvis vi ikke søger at være samme med Ham nu, hvorfor skulle vi så have lyst til at være sammen med Ham i Himlen?
Og dette sidste spørgsmål er jeg nok nødt til at uddybe en anden gang. Så måske er dette starten på en ny serie? Der kommer ihvertfald en fortsættelse af dette indlæg i morgen om taknemmelighed.
